Denne artikel er oprindeligt udgivet af MUNCHIES USA
Restaurant Confessionals er vores tilbagevendende artikelserie, hvor vi giver ordet til en del af restaurantverdenen, der normalt ikke bliver hørt. Den her gang har vi talt med en bartender. Redaktionen er bekendt med forfatterens indentitet.
Videos by VICE
Når man arbejder på bar eller restaurant, er der bogstaveligt talt alkohol overalt. Da jeg begyndte at arbejde på en bar, drak jeg med mine kollegaer til klokken 6 om morgenen hver eneste dag.
Man får fri omkring midnat, er lidt oppe at køre, og gider aldrig gå hjem i seng lige med det samme, også selvom man skal noget vigtigt om morgenen. Så man tænker altid, at man lige skal have en enkelt drink.
Det er aldrig kun én drink. Der er aldrig nogen i hele menneskehedens historie, der kun har fået én drink – især ikke i den her branche. Vi kan godt lide at drikke med hinanden, for mange kunder opfører sig fuldstændig retarderet og forstår ikke, at en bartender ikke er en robot, og at man godt kan bede om ting på en sød måde. Derfor er den en vis forståelse i mellem os. Så hvis man går ind på en bar, og siger, at man lige har fået fri fra et sted længere nede af gaden, så får man straks en plads i baren og et shot.
Det betyder, at folk i det miljø ofte er sammen med andre bartendere – eller i det mindste folk, de har mødt på en bar eller restaurant. Jeg talte med min psykolog for nyligt og beklagede mig over, at alle de mennesker, jeg har været i seng med de seneste fire år, er alkoholiske narcissister. Hun spurgte mig, hvorfor jeg troede, at det var sådan, og jeg kunne kun svare: “Fordi jeg kun knepper med bartendere.”
Jeg vil ikke tale på alles vegne – jeg kender folk, der er kærester med bartendere, og som har det skønt sammen – men det er et mønster, som jeg har set igen og igen. Jeg tror bare ikke, man kan have et sundt forhold til sit mentale helbred og sin krop, hvis man drikker så meget, især ikke i det lange løb. Jeg tror, de fleste tænker, sådan er mit liv nu, men det ændrer sig snart. Men det ser ikke ud til, at nogen af dem gør noget for at forandre deres liv.
I det område af byen, hvor jeg plejede at arbejde, havde jeg knaldet med en kok, jeg arbejdede sammen med, og bagefter knaldede jeg med en, der arbejde på søsterrestauranten længere nede af gaden. Jeg var også kærester med en bartender fra det samme område. Nogle gange aner de ikke, at man har været sammen med flere af dem, men så kommer de til at snakke, og det er virkelig pinligt. Derfor blev jeg nødt til at flygte og arbejde et andet sted.
I vores branche er der en del underlige regler for, hvor grænsen går mellem professionelle og private forhold.
Når man arbejder på restauranter og barer, møder man mange ensomme mennesker, og det er virkelig svært at sige nej på en måde, der ikke gør folk kede af det. Det kan være, man kommer ind alene, fordi man ikke har nogen at spise sammen med, og man vil bare gerne snakke. Og jeg kan ikke finde ud af at sige nej på en måde, der ikke knuser gæsten, og samtidig giver mig de drikkepenge, jeg har brug for til min husleje.
Nogle gange når jeg virkelig svinger med en kunde, er det fordi, jeg ved, at jeg får drikkepenge bagefter. Engang imellem ender jeg faktisk sammen med en kunde. Der var en professor, der kom hver onsdag i lang tid – et år, tror jeg. Han satte sig og fik en sandwich, og jeg gav en øl, og vi snakkede. En dag kom han ind efter sin sandwich og spurgte, om jeg ville med i byen senere. Vi fik et par drinks og havde sex bagefter.
Ugen efter sendte han lange sms’er, hvor han fortalte, hvordan han var kommet ud af et seks-årigt forhold. Jeg svarede: “Jeg ville ikke have ens campinghabitter. Jeg vil bare gerne have, du giver en bytur.” Men han kunne ikke holde op med at snakke om sig selv. Før det hele faldt fra hinanden, fortalte jeg en af mine venner, at jeg endelig havde mødt en fyr, som var god for mig.
Vi talte om litteratur og film og havde det sjovt sammen. Men min ven sagde: “Han er bare ude på at knalde tjeneren. Du er en fantasi, og han kan projicere lige hvad han vil over på dig.”
Jeg troede, at professoren syntes, jeg var den klogeste, smukkeste, mest charmerende tjener i verden, men det viste sig, at min vens teori var korrekt. Han manglede bare noget at lave om onsdagen.
Derfor skal man tænke sig om, hvis folk siger: “Hey, vi tager på bar, når vi er færdige her. Du skulle tage at komme og danse med os.” Det lyder sjovt, men jeg får ikke lov til at holde fri, hvis jeg tager med. Jeg ender stadig med at spille rollen som tjener.
Nogle gange tager jeg ud og drikker med mine rigtige venner, når jeg får fri, og den første time siger jeg ikke noget, fordi jeg skal ud af rollen som den perfekte tjener. Jeg skal lige bruge et øjebliks omstilling, før jeg kan være mig selv sammen med mine venner.
Det er et andet problem ved at være sammen med bartendere. Man kan ikke lade være med at tænke over, om den anden har slukket for sin servicerolle og bare er sig selv. Man kan mærke, at man forstår hinanden, men samtidig overvejer man, om han har hørt et eneste ord, man har sagt, eller om han bare er inde i sin bartender-persona. Det er svært at lære et andet menneske at kende, når I begge to performer hele tiden.
Jeg er nået til et punkt, hvor jeg er træt af det, og jeg prøver at finde ud af, hvordan man kan være en del af branchen uden at drikke så meget og måske arbejde på tidspunkter, hvor jeg kan se de mennesker, jeg holder af, og som ikke er en del af branchen. Hvem med. Måske kunne man endda tage en tur på stranden i weekenden.
