Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey US
Hvis man ser en håndfuld musikvideoer fra 2017, bemærker man hurtigt en trend. Kunstnere fra alle genrer har taget en visuel æstetik til sig, der selvfølgelig varierer lidt fra video til video, men som oftest indeholder de samme elementer fra cool kids-listen: neonlys, pastelfarver og noget “betydningsladet” tåge. Fra The 1975 til Rihanna; Busted til Bieber; Carly Rae Jepsen til Fall Out Boy – de er alle sammen hoppet med på vognen.
De bruger selvfølgelig effekterne, fordi det ser godt ud. Det er lidt ligesom millennial pink: Det kan godt være, du er træt af at se på det, men du synes heller ikke grundlæggende, at det er grimt. Det er meget behageligt og ikke-stødende, som et Instagram-billede med sepiafilter af et stykke avocado på toast. Men samtidig kan man ikke se en video på YouTube uden at få en følelse af, at den er filmet til et eller andet skolebal engang i 80’erne. Det har været fast inventar siden Lady Gagas “Billie Jean“-inspirerede “The Edge of Glory” fra 2011. Nu er tiden kommet til at spørge hvorfor?
Videos by VICE
Det er længe siden, vi holdt op med at se musikvideoer fra start til slut på fjerneren, hvor man zappede mellem MTV Hits og VH1 bare for at se dramatiske Ne-Yo videoer kører i loop. De tider, hvor de store pladeselskaber fyrede millioner af kroner af på tre kostumer og en masse fjollede CGI-effekter til en Britney Spears-video er definitivt ovre. Medmindre man er Beyoncé eller Kendrick Lamar, så er budgettet og tidsrammen ofte så snæver, at det har lagt en dæmper på de kreative visuelle udskejelser. Selvom musikvideoen ikke som sådan er “død,” som visse dommedagsprædikanter forudså i begyndelsen af 00’erne, så har man stadigvæk en fornemmelse af, at de fleste instruktører har meget mindre at arbejde med. Hvis resultatet alligevel ikke bliver set af et stort publikum, hvorfor så ikke bare lave noget, der lige går an, er billigt og genkendeligt? Det er her den “kunstneriske” og allestedsnærværende #deep #aesthetic kommer ind i billedet.
For Julie Wright, der forsker i film og musik og for nyligt har bidraget til bogen The Music Video, så har meget af nutidens look med fortiden at gøre. “Det er en æstetik, der henviser til musikvideoens spæde år på MTV, hvor lys eller filtre eller røgmaskiner blev brugt til at skabe stemning og atmosfære,” fortæller hun. ” Ultravox’s “Vienna” er den ideelle tidlige musikvideo – usammenhængende narrativ, men visuelt interessant. Man fokuserede selvfølgelig på det visuelle på grund af mediet, men det var også, fordi budgettet var begrænset. Farver, lys, røg – det er alle sammen elementer, man kan bruge til at gøre et ellers uinteressant rum spændende. Som for eksempel et studie.”
Men hvorfor lige 80’er-æstetikken? “80’erne er ligesom fanget i hele det nostalgitrip, som popkulturen er optaget af lige nu,” siger Julie. “Det er et årti, der ligger tilpas langt tilbage i tiden til, at det er historie, men det står stadigvæk så klart i den kollektive hukommelse til, at man kan lave referencer til det, som folk forstår.” Det er referencer, der kombinerer minimalisme med nostalgi, og derfor passer det perfekt til Cheap But Deep-looket.
Men det er ikke bare en trend i musikvideoer: Film og TV-serier, fra Drive, Only God Forgives og Lost River til dette års Riverdale og “San Junipero” – et af de mest mindeværdige afsnit af 2016’s Black Mirror-serie – bruger alle den samme visuelle stil. Og det er ikke et tilfælde, at Ryan Gosling og Nicolas Winding Refn er tilknyttet mange af de her projekter. Winding Refn har selvfølgelig ikke opfundet brugen af neon og pink – det er et greb, han låner fra Dario Argento og 80’er-film generelt – men han har været afgørende i at genaktualisere et look, der er blevet en standardmåde at fremkalde en mørk og drømmende vibe på. Dermed ikke sagt, at musikvideoinstruktører plagierer Winding Refns arbejde, men den æstetik er nu indlejret i vores kollektive bevidsthed ligesom “One Does Not Simply …”-memet eller The Rocks arme.
Men Busted, boybandet der blev til rockstjerner, har helt sikkert neglet deres nyfundne neonæstetik fra Winding Refn. Deres comeback-album har sågar fået titlen Night Driver. Coveret viser bandet stående foran en blødende LA-solnedgang, og navnet står med store lilla og pink bogstaver over dem. Næsten seks år efter Drive kom ud, tog Busted altså en kreativ risiko ved dybest set at dedikere et helt album til filmen. Men det ender ikke der! I den første video fra albummet, “On What You’re On,” ser man bandet optræde i et lilla skær på en kælderbar foran et publikum, der er fløjtende ligeglade med dem, men ser godt ud under neonbelysningen. Det samme gælder for samtlige livevideoer til albummet.
Det kan godt være, vi lever i en tid, hvor alle popvideoer ligner Ryan Goslings Lost River – eller, som det er tilfældet med Justin Biebers “What Do You Mean” med regn, dæmpet neonbelysning og den samme font som Blade Runner – men det er langt fra første gang, industrien har fået en god ide og skamredet den i jorden. Nøjagtigt som forlagsbranchen gør det med bøger, og filmindustrien gør det med film, er det let at bruge en god ide, indtil den nærmest ikke giver mening mere. “Efter “Thriller” havde videoer altid en scene med en masse dansere i trekantsformation – Pat Benatar, Patty Smythe – og folk, der blev ‘dræbt’ som zombier,” siger Gina Arnold, som er musikanmelder og har bidraget til bogen Music/Video: Histories, Aesthetics, Media. “Jeg tror, de blev koreograferet af Paula Abdul. Under grunge-æraen skulle bands altid stå ude i ørkenen i deres videoer og spille på instrumenter, der ikke var plugget i forstærkerne. Så hældte man vand udover trommerne og brugte rotoscoping – der var nærmest ingen ende på klicheerne. Videoer er ligesom musik, forstået på den måde at begge kunstformer udvikler sig gennem imitation langt hen af vejen.”
Akademisk analyse er meget sjovt, men for at komme til bunds i sagen om, hvorfor samtlige bands i verden indhyller deres video i en tåge, der er tykkere end vaperøg med grapesmag, bliver man nødt til at tale med nogen, der træffer beslutningerne. Jeg talte med Mel Soria, der har instrueret en af de føromtalte nyere videoer nemlig Fall Out Boy’s “Young and Menace.” Selv om bandet allerede havde valgt den æstetik, fortæller Mel: “Jeg har lagt mærke til en øget brug af neon og lilla i den tidsånd, der hersker. Film som Moonlight og TV-serien American Gods har været overalt i mediebilledet og på sociale medier, så det overrasker mig ikke, at grafiske designerne og reklamebureauer bevidst eller ubevidst har fuldt den trend – det kan man også se i vores video.” Fall Out Boy har udtalt, at beslutningen om at bruge lilla til “Mania” kommer af, at bandets albummer altid har haft dominerende farver, og Mel tilføjer, at farven også skal signalere “en subtil besked om sammenhold.”
I sidste ende er al kunstproduktion cyklisk. Det, vi synes, der er fedt og æstetisk tilfredsstillende, bliver fuldstændig overeksponeret og skamredet, indtil det ikke længere giver mening, og til den tid vil et nyt fænomen dukke op. Vi lever i en tidsalder, der er præget af nostalgi, hvor vi længes efter 80’erne/90’erne/00’erne, og æstetikken fra de perioder er allestedsnærværende. Nostalgi, minimalisme og de lave omkostninger lader til at være det primære drive for brugen af denne æstetik, selvom der også er andre årsager. Som Daniel Cookney, der underviser ved University of Salford og også har bidraget til Music/Video: History, Aesthetics, Media, siger: “Den simulerede liveoptræden finder man også i de videoer, du nævner. De fungerer nærmest som modvægt til den mere letbenede æstetik for at give videoerne et skær af rockautenticitet.” Og det er faktisk sagens kerne. Når det er lavet ordentligt, kan looket udtrykke en dybere stemning. Når det er tyvstjålet og gjort billigt, ligner det bare et poleret skær, der prøver at give en popsang dybde.
Men hellere neon og lilla end den tid, hvor alle musikvideoer skulle optages i et fitnesscenter, ikke?
