Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey USA
Da Rage Against the Machine ankom til Philadelphia for at spille en 15 minutters koncert til Lollapalooza i 1993, vidste bandet, at de havde et problem. Zack de la Rocha, gruppens kontroversielle frontmand, der aldrig har været bleg for at sige sin mening, havde inden koncerten mistet stemmen. En månedlang turné for debutalbummet, der udkom i november året inden, havde tæret på stemmebåndet. Ved koncerten dagen inden i North Kingstown på Rhode Island, havde han helt mistet den, mens bandet stod på scenen.
Videos by VICE
Rage var stadig et nyt band på det tidspunkt, som forsøgte at skabe sig en fanbase blandt folk, der aldrig havde hørt deres musik før, og derfor var det ganske enkelt ikke en mulighed at aflyse. De stod for at skulle optræde i en af landets største byer, en chance, som de fleste nye bands ville slå ihjel for. Derfor måtte de træffe en beslutning: enten måtte de aflyse og give muligheden for at optræde videre til et andet band eller forsøge sig med en gæstevokalist (de turnerede med Tool, hvis forsanger Maynard James Keenan også havde sunget på Rages debutalbum). Men de fire medlemmer af bandet fik pludselig en lys idé.
“Vi skulle optræde på hovedscenen, og vi var første navn på programmet. Folk var ved at få øjnene op for os i USA, så det var en kæmpestor mulighed,” fortalte bassist Tim Commerford i et interview med ESPNs Dan Le Batard i 2015. “Vi gik på scenen, og det var også deromkring, hvor Al Gores kone, Tipper Gore, havde lanceret PMRC for at få ‘Parental Advisory’-klistermærker på plader som man stadigvæk ser i dag. Det var vi meget imod. Vi syntes, det var lamt. Vi tænkte: ‘Vi spiller ikke, vi laver en demonstration i stedet.’”
“Vores måde at gøre det på var ved at stille instrumenterne op af forstærkerne, så feedbacken hvinede udover scenen, mens vi stod nøgne med PMRC skrevet over brystet.”
På den måde skete det, at tusindvis af publikummer i Philadelphia den 18. juli, 1993, overværede Rage Against the Machine indtag scenen splitternøgne.
Lollapalooza blev skabt af forsangeren fra Jane’s Addiction, Perry Farrell. Den omrejsende musikfestival opstod i forbindelse med hans bands afskedsturné i 1991, men forvandlede sig snart til et sommertilløbstykke. I 1993 var festivalen blevet synonym for den spirende alternative modkultur. Selv om Lollapalooza primært blev anset for at være en musikfestival, så var Perry Farrells vision meget større – han forestillede sig festivalen som en slags cirkus. Der var mindre scener, hvor ukendte bands spillede, og der var også et område for andre typer performere (for eksempel Jim Roses Circus Sideshow, der blandt andet bød på pikvægtløftning, elpærespisning og sabelslugere), en markedsplads, hvor der blev solgt rastahuer, hackysacks og ponchoer og masser af boder for modkultur og oplysningskampagner (for eksempel om AIDS, censur og dyrevelfærd).
Det, Farrell skabte med Lollapalooza, var en helt ny verden for festivalens gæster. Men mere end noget andet var det en liveoplevelse med nogle af de sejeste navne på den alternative rockscene. Set i bakspejlet havde festivalens ’93-udgave det svageste lineup i de fem år, den havde eksisteret. I 1991 var Jane’s Addiction hovednavn, i 1992 var det Red Hot Chili Peppers, Smashing Pumpkins i 1994 og Sonic Youth i 1995, men i 1993 var hovedattraktionen funkmestrene fra Primus. Det skulle også vise sig, at Primus blev gjort til skamme af alle de andre meget mindre bands til festivalen det år.
Rage Against the Machine havde kun spillet sammen i godt et år, da de skrev kontrakt med Epic i 1992. Deres blændende cocktail af metal, funk, punk og rap vakte stor begejstring, og i pladebranchen var der også rift om dem. I en tid, hvor rock og hiphop mere eller mindre kun havde krydset klinger ved enkeltstående samarbejder mellem Aerosmith og Run-DMC, Anthrax og Public Enemy og i Ice-T’s Body Count, var Rage Against the Machine en sand åbenbaring. Og de var endnu mere kraftfulde på en scene, end de var på plade. Live var de en fuldstændig eksplosiv oplevelse, der både startede voldsomme moshpits og opildnede til politisk protest. Rytmesektionen, bestående af bassist Tim Commerford og trommeslager Brad Wilk, lagde et stor-moshende groove for dagen, guitarist Tom Morellos riffs var både hidsige og idiosynkratiske, mens frontmand Zask de la Rochas vilde energi og heftige politiske svadaer var som en sonisk knytnæve i ansigtet på publikum. Det bør ikke komme som en overraskelse, at de nogle år senere skulle få æren af at være det band, der havde spillet højest på Saturday Night Live, hvor de midt under deres show blev smidt af scenen for at hænge omvendte amerikanske flag på forstærkerne.
Bandets debutalbum fra 1992 ramte musiklandskabet som en komet – det var chokerende at se og lytte til. Coveret lagde ikke fingre imellem i afsløringen af Rages politiske overbevisning. Det var prydet med det ikoniske billede af den vietnamesiske munk Thích Quảng Đức, som satte ild til sig selv og døde på en gade i Saigon i protest over den vietnamesiske regerings religionsundertrykkelse. Selv om billedet i sin tid sikrede fotografen en Pulitzerpris, er det for mange medlemmer af Generation X blevet synonym for Rage Against the Machine.
Pladen blev udgivet den 3. november 1992 – dagen hvor Bill Clinton slog George Bush Sr. i valget og blev USA’s 42. præsident – og byggede videre på den hype, som Rages demobånd havde bygget op i hjembyen Los Angeles. Albummet blev ikke en succes fra den ene dag til den anden, men med et travlt turnéprogram og en single, der smed F-bomben 17 gange, opbyggede bandet stødt en fanbase og optrådte i maj 1993 på forsiden af NME under overskriften “rockens nye rebeller”. (Førnævnte single, “Killing in the Name”, var i begyndelsen bandlyst på MTV og i radioen, men skulle senere blive et kampråb, der blev råbt over alt fra koncertarenaer til gymnasiefester).
Ligesom mange andre plader fra 90’erne, der lader “shit” og “fuck” flyve frit, fik Rage Against the Machine også et “Parental Advisory”-klistermærke i bunden af coveret. Som fortalere for ytringsfriheden så Rage det som undertrykkelse. Initiativet opstod hos Parents Music Resource Center (PMRC), komiteen anført af Tipper Gore, der siden 1985 havde udstyret plader med kontroversielt indhold med advarslen til forældre. Musikere som Frank Zappa, Twisted Sisters Dee Snider og John Denver udfordrede reglen i senatshøringer, men det førte ingen vegne.
Selv om klistermærket gav forældre mulighed for at holde styr på, hvad deres børn lyttede til, så var effekten faktisk en helt anden end den tilsigtede. Parental Advisory-logoet blev ikke alene et populært t-shirt-motiv (blandt andre båret af Woody Harrelsons karakter i White Men Can’t Jump), men fungerede også som en fristelse for unge lyttere. For mange unge blev Parental Advisory-klistermærke et adelsmærke, der gjorde udgivelserne endnu mere spændende på samme måde, som det gjorde for film med vold og nøgenhed.
Kampagnen har også inspireret mange kunstnere til at udnytte kontroversen i deres tekster, og ingen gjorde det bedre end Ice-T på tracket “Freedom of Speech”, der blandt andet byder på den her farverige svada: // Hey, PMRC, you stupid fuckin’ assholes/ The sticker on the record is what makes ’em sell gold / Can’t you see, you alcoholic idiots / The more you try to suppress us, the larger we get //.
Da Rage Against the Machine fik tilbudt et gig til Lollapalooza, præsenterede det en mulighed for bandet, som de fleste musikere kun kan drømme om. De skulle åbne festivalen forud for optrædener med grungerockerne Babes in Toyland, industrial-ikonerne Front 242 og hiphop-idealisterne Arrested Development. Med undtagelse af Tool, der begyndte første del af festivalturneen med at headline den mindre scene, var Rage det band, der stod til at vinde mest. Men selv om det var en enestående mulighed, så var Rage ikke bange for at skabe røre i vandene. Fra begyndelsen nægtede de at sælge merchandise.
På scenen i Barrie, Ontario, havde de la Rocha forklaret beslutningen: “Der er måske nogle, som vil mene, at det er småligt af os ikke at deltage i den del af festivalen, men vi har besluttet, at vi ikke vil sælge t-shirts og være del af den blinde forbrugerkultur, der gør, at en t-shirt, som koster syv dollars at lave, sælges til 23.”
Men det var kun begyndelsen.
Den eftermiddag i Philadelphia gik Commerford, de la Rocha, Morello og Wilk på scenen uden en trevl på kroppen og med sort tape for munden, muligvis som en cadeau til turnékammeraterne Tool og deres video fra 1992 til sangen “Hush”. Hver havde de et bogstav tegnet over brystet, der til sammen blev til P-M-R-C. Mens forstærkerne hylede, stod de fire medlemmer bomstille og nøgne i 15 minutter i protest mod PMRCs musikcensur.
“Det var mere performancekunst end rockkoncert den dag,” har Morello senere udtalt til NME. “Pointen var, at man ikke kan tage det forgivet, at man kan lytte til kritisk musik, der udfordrer status quo. Der er folk, som forsøger at undertrykke din ret til at ytre dig frit.”
Publikum var målløse over scenen. Et fremadstormende band, der brugte deres værdifulde tid på scenen ved at lade pikkene hænge frit og lave et statement i stedet for at spille musik. I begyndelsen var folk opmuntrende og morede sig over synet, men det varede ikke ved.
“Da vi først kom ud på scenen, var folk vilde med det og jublede,” siger Commerford. “Men de vidste selvfølgelig ikke, at vi ikke havde tænkt os at spille et eneste nummer. Da vi havde stået der i ti minutter, begyndte de at kaste med flasker. Folk var skuffede.”
Faktisk var folk så skuffede, at de begyndte at kaste med alt, hvad de kunne finde. Ifølge Morello var det mønterne, der gjorde mest ondt.
“Der var mange, som sigtede lige efter pikken,” fortalte han NME.
Hele seancen endte med, at politiet eskorterede bandet ned fra scenen, selv om ingen blev anholdt eller sigtet for blottelse. Og det var heller ikke jordens undergang for fans til festivalen. Et par måneder senere vendte Rage tilbage til Philadelphia og optrådte ved en gratis koncert for at gyde olie på vandene. Ifølge optagelserne herunder solgte de også t-shirts fra deres bus bagefter. Otte dollars for en kortærmet, ti dollars for en langærmet.
Når de ser tilbage på det i dag, taler medlemmerne af bandet om hændelsen med en del humor og glimt i øjet. I 90’erne kunne man sågar få billedet af det nøgne band med som plakat, hvis man købte det britiske magasin Select.
Til spørgsmålet om, hvilke tanker der gik gennem hovedet på ham under protestaktionen, har Brad Wilk tidligere indrømmet over for Modern Drummer: “Jeg tænkte bare på følelsen af vinden, der kærtegnede min pung, hvad folk blandt publikum tænkte, hvad fotograferne ville tænke, mens de fremkaldte billederne. Det var ikke grænseoverskridende for mig. Vi er alle født nøgne. Det var ret befriende.”
Commerford derimod var ikke helt så tryg ved situationen og indrømmer, at han led af “bange skildpadde”-syndrom. “Den sugede sig nærmest ind i maven,” fortalte han Dan Le Batard. “Det var, som om jeg lige var kommet op fra havet. Det var utroligt. Jeg prøvede at få gang i blodcirkulationen, men det skete bare ikke.”
Selv om det i dag er 25 år siden, Rage smed kludene på scenen, så er der ikke sket meget på censurfronten i musikbranchen. PMRC har ikke overlevet 90’erne, men Parental Advisory-advarslen lever fortsat i bedste velgående, og sange bliver stadig redigeret for kontroversielt materiale, når de skal afspilles i radioen. Ironisk nok er det mest kendte foto fra koncerten i Philadelphia næsten altid censureret, når man ser det online.
Rage Against the Machine rykkede videre i kampen mod systemet. I 1997 blev Morello anholdt for at deltage i demonstration mod slaveri i tekstilbranchen hos Guess? Inc. Bandet fulgte op med en række skilte ved busstoppesteder, der bar beskeden “Rage Against Sweatshops: We Don’t Wear Guess? – A Message from Rage Against The Machine and UNITE (Union of Needletrades Industrial and Textile Employees).” Bandet spillede ved demonstrationer til det demokratiske konvent i 2000 og ved republikanernes konvent i 2008. Ved sidstnævnte stod de tavse, dog med tøj på, iført sorte hætter over hovederne og orange fangedragter, som dem indsatte på Guantanamo har på.
Bandet skabte furore, da de optog videoen til “Sleep Now In The Fire” sammen med Michael Moore uden for børsen i New York og demonstrerede mod finansverdenens grådighed. Det endte med, at bandet blev tilbageholdt af politiet, men ikke før budskabet var sendt ud til masserne. Videoen blev ikke alene startskuddet på Occupy Wall Street-bevægelsen, men forudså også på profetisk vis Donald Trumps forestående præsidentskab.
Selv om Rage Against the Machine flere gange har stået bag modige protestaktioner gennem deres karriere, så vil optrædenen ved Lollapalooza i 1993 altid være den med de største nosser.
