Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA
Kanye West har holdt den ægte i mere end ti år. Han har taget udgangspunkt i sine afroamerikanske Chicago-rødder og nægtet at lade nogens unuancerede opfattelse af det at være sort stå i vejen for sine ambitioner.
Videos by VICE
Men det er først for nyligt, at de samme kvaliteter, som katapulterede ham ind i den kulturelle elite, har vendt sig imod ham. Optakten til hans nye album T.L.O.P. har været kaotisk: G.O.O.D. Fridays varede kun to fredage. En småligt hetz mod Wiz Khalifa på Twitter afslørede Kanye som total neurotiker, da han gjorde alt i sin magt for at forsvare sit numsehul mod Amber Rose. Titlen på hans album blev ændret fra et lydord (SWISH) til et quizshow. Og forleden dag proklamerede han, at Bill Cosby er uskyldig.
Det er første gang, at Kanye West har trukket en albumudgivelse i langdrag. Han begyndte at generobre den goodwill, han mistede med “Facts” fra sidste år, da han udgav “Real Friends” og “No More Parties in L.A.,” – de to G.O.O.D Friday udgivelser fra 2016. Numrene blev enstemmigt velmodtaget, og tilsammen har de en stærk populistisk appel: “Real Friends” kanaliserede “Family Business” fra College Dropout,og “No More Parties in LA” er en nutidig thriller om, hvordan det er at være Kanye. Desværre kunne ingen af numrene udligne hans PR-bommerter. Hypen omkring et godt Kanye West nummer plejer at vare i flere uger. Denne gang er hans lead-singler fordampet fra folks bevidsthed, mens hans angivelige hang til en finger i numsen stadig trender og inspirerer til memes.
Kanye er ved at implodere, mens tidsånden har forladt stationen uden ham. Kendrick Lamars To Pimp a Butterfly er en kulturel hjørnesten, som høster Grammy-nomineringer. Drake fortsætter den linje, som Kanye lagde med sine hitliste singler. Beyoncé fortsætter med at udbygge sin kulturelle magt. Det er ikke kun fordi, Kanye har mistet kulturel gennemslagskraft – det er også bare blevet nemmere for fans som mig at bruge den energi, vi plejer at bruge på at forsvare ham, på andre kunstnere.
Alligevel føles det forkert at svigte Kanye. Det var ham der tilbage i 2004 lærte mig og hundredetusindvis af andre prepubertære børn og teenagere, at deres måde at være sorte på også var valid – at den ikke var et alternativ, men derimod ligeværdig med USA’s utallige andre forestillinger om det at være sort. Vi stod bag ham, da han gik fra at være en outsider i en pink polo til at være en af hip-hoppens fremmeste ambassadører. Albummet Yeezus var i bedste fald et forfængelighedsprojekt, som var drevet af hans frustrationer over modebranchen, men så kom forløsningen, da han fik dannet sin egen avant-garde ramme, han kunne gå amok i. Hans udtalelse om at ville stille op til præsidentvalget i 2020 havde sin rod i en ret usammenhængende talestrøm, men signalværdien var alligevel værd at bide mærke i. Kanye dansede oven på det glasloft, som har holdt så mange af os andre nede.
Desværre har Kanye de sidste par måneder svælget i kvindeforagt, implicit homofobi og storhedsvanvid. Det centrale ved hans to første albums var portrætteringen af den upolerede sorte sjæl og dens dimensioner – stolthed, usikkerheder, menneskelighed og potentiale. Da han nåede sit kommercielle højdepunkt med Graduation, gik han forrest og tiltrak et kæmpe følge. Man opnår ikke den grad af berømmelse alene på baggrund af sine kunstneriske evner. Kanyes personlighed ligger til grund for en gigantisk fanscare, der fascineres af mødet mellem hans menneskelighed og stjernestatus.
Det er nok derfor, at jeg ikke kan give slip på Kanye West. Hans kunst skubber hele tiden tingene fremad. Han rykker videre til ny kunstneriske udtryk, før resten af verden kan nå at indhente ham. Er der måske nogen i en hvid kontekst, der har været ligeså højrøstede og ligeså berømte ligeså længe som Kanye? Derfor bliver jeg trodsig, når hans kritikere opfordrer ham til at være mere ydmyg og kastrere sin stolthed, fordi den gør dem utilpas.
Jeg følger helt sikkert med, når han endelig afslører sit nye album i Madison Square Garden, men denne gang med nysgerrighed frem for ukritisk jubel. For i virkeligheden er det ikke nok at “holde den ægte” – det frikender ikke Yeezus hans synder. Når Kanye offentligt modsiger over 50 kvinders anklager mod Bill Cosby, så er selv jeg – en trofast fan – nødt til at tvivle på ham. Hvis man elsker noget, skal man også forvente det bedste af dem. Jeg elsker Kanye West, men lige nu er han simpelthen ikke i sin bedste form.
Læs også:
Forfatteren Jo Nesbø om punk, og hvorfor de fleste krimier er noget lort
