Når 22-årige Line Martinsen er ensom, mærker hun det i sit hjerte. Så føles det “helt vildt tungt,” fortæller hun. “Det lyder dumt. Men sådan føles det. Jeg kan ikke komme nogen vegne, og jeg låses fast.”
Ensomheden mærkede hun først for alvor for to år siden. Hun var flyttet fra sin familie og sine venner på Fyn til Aarhus for at bo sammen med sin kæreste. Da han fik plads i militæret på Bornholm, var hun pludselig alene, langt fra alle hun kendte, i en by, der ikke var hendes.
Videos by VICE
“Den store tomme ensomhed opstår for alvor, når jeg kommer frem til, at den eneste måde at komme af med ensomheden, er, hvis jeg går ud og møder nogen. Og det føles endnu mere ensomt,” siger hun.
I Danmark, viser undersøgelser, føler især unge sig ensomme, og i 2017 lavede Sundhedsstyrelsen en undersøgelse, der viste, at 8,5 procent af mænd og 10,3 procent af kvinder mellem 16 og 24 år ofte er uønsket alene. Ifølge organisationen Ventilen, som forebygger og afhjælper ensomhed blandt unge, føler 64.000 unge mellem 16 og 29 år sig ensomme.
Vi gav tre unge mennesker et engangskamera og bad dem fotografere situationerne, hvor ensomheden ramte. De er Stevan, Line og Mai. Herunder skal du møde Line Martinsen. Hun er 22 år, bor i Aarhus med sin kæreste og arbejder i en vuggestue. Her fortæller hun om de billeder, hun tog.
Det værste tidpunkt at være ensom på er om sommeren. Når man ved, at man kan tage ud og bade og grille og drikke øl, men man også ved, at der ikke er nogen at gøre det med. På de mange dage i løbet af sidste sommer, hvor der ikke var nogen, jeg kunne være sammen med, var jeg der på min altan.
Jeg flyttede fra min hjemby på Fyn for to år siden for at bo i Aarhus med min kæreste. Kort tid efter skulle han i militæret på Bornholm. Da han var væk, blev det en ond cirkel for mig, fordi jeg kom hjem fra arbejde og følte mig mega ensom, jeg var jo vant til, at han var hjemme. Jeg mistede selvtilliden og troen på, at jeg kunne snakke med andre mennesker, og pludselig føltes det, som om jeg ikke havde andre end min kæreste. Jeg turde ikke rigtig tage ud. Så jeg blev hjemme. Og det gjorde mig endnu mere ensom.
Ofte mærker jeg min ensomhed ved, at jeg bare mangler en til at give mig et kram. Jeg mærker hudsult. Jeg arbejder i en vuggestue, og af og til kan jeg få lidt kram af børnene – så lader jeg lidt op med dem.
Den aften, jeg tog det her billede, overtog ensomheden mine tanker, og jeg blev bange for fremtiden. Hvad nu hvis min kæreste og jeg gik fra hinanden, og jeg skulle være alene altid?
Min kæreste og jeg havde været sammen to år, da jeg flyttede ind. Han arbejdede her i Aarhus, og jeg var lige blevet student. Jeg havde ikke noget, der holdt mig fast, og jeg havde ingen bekymringer. Jeg ville ønske, jeg kunne være så bekymringsløs igen.
Det første halve år var så dejligt, som jeg havde tænkt. Jeg tænkte slet ikke over, at jeg havde behov for at komme ud og møde nye mennesker. Så fik jeg beskeden om Bornholm. Der ramte ensomheden for første gang; lige om lidt er han væk, og så skal jeg have finde på noget at lave. Det kunne jeg ikke.
Mens min kæreste boede på Bornholm, og ensomheden ramte mig, afhang min glæde af, om min kæreste skrev til mig. I perioder skrev jeg hele tiden til ham. Det var det eneste, der gav mig et fiks, der gjorde mig glad igen og fjernede ensomheden. Jeg blev meget sur, hvis han ikke svarede eller ikke spurgte ind til mig. Når jeg blev sur på ham, blev han vildt irriteret, han oplevede jo en masse på Bornholm, der var vigtigt for ham, det kunne jeg også godt se. Altså bortset fra, når jeg var ensom og sur. Og så blev jeg endnu mere ked af det.
Jeg har prøvet at tale om min ensomhed med mine venner og familie, og de er forstående. Men det ender altid med, at de kommer med råd, som at jeg skal starte til fodbold. Jamen, jeg ved jo godt, hvad jeg kan gøre, men jeg har ikke modet eller overskuddet, og det hjælper ikke, at nogen fortæller mig, hvad jeg skal gøre. Jeg vil hellere have, de spørger, om jeg er ok, eller om de kan gøre noget.
Det her er billedet på min ensomhed. Det er det, jeg altid laver, når jeg er ensom. Ligger på sofaen og ser et eller andet. Når jeg kigger på det billede nu, så skammer jeg mig. Jeg kan mærke klumpen i maven. Det er pinligt, at jeg i perioder føler mig så ensom, at jeg har svært ved at komme ud af døren.
På vej til arbejde kommer jeg forbi togskinnerne. At kigge på skinnerne minder mig om at være geografisk langt væk fra de mennesker, jeg holder af. Når jeg føler mig ensom, og der er to timer i tog for at komme hen til dem, så gør det virkelig ondt. Jeg føler ikke, at et opkald er nok. Jeg har brug for at se dem og få et kram.
Min kæreste var hjemme hver anden weekend, og det værste var de søndage, hvor han skulle afsted igen. Der gjorde det ekstra ondt i ensomheden at lukke døren til opgangen og stå alene tilbage i en tom lejlighed.
For mig er fredage de mest ensomme i verden. Den her fredag havde jeg besluttet, at jeg skulle tage til koncert i Tivoli Friheden. Jeg ville gøre det alene, men jeg kunne ikke komme ud af døren. Jeg syntes, det var pinligt og ubehageligt, og jeg fandt alle mulige undskyldninger. Der rammer ensomheden hårdt.
Fredagen efter lykkedes det. Jeg kom ud af døren og tog i Tivoli Friheden til koncert med Hugo Helmig. Jeg er egentlig ikke fan, men jeg skulle ud den gang.
Jeg ville bare ikke have endnu en fredag, hvor jeg følte mig ensom. Jeg skrev til min kæreste, at jeg overvejede at tage alene til koncerten, fordi jeg kedede mig. Så skrev han: ‘er det ikke lidt pinligt?’
Og så blev jeg trodsig.
Jeg tog i Tivoli, købte en stor øl, stillede mig ind i mængden og hørte hele koncerten. Jeg følte, at alle kiggede på mig, fordi jeg var alene, men så forestillede jeg mig, at jeg kendte guitaristen på scenen, og at det var derfor, jeg var der alene. Det hjalp. Jeg sendte min kæreste en snap fra koncerten, og så svarede han, at det var sejt, at jeg overskred den grænse. Han var vildt glad og imponeret. Jeg var også selv så glad, da jeg tog hjem, fordi jeg havde gjort noget for mig selv. I stedet for at lade mig bremse af, at jeg ikke havde nogen at tage med, og blive hjemme og se Netflix og fede min ensomhed op.
Efter koncerten var det blodmåne, og jeg var så høj efter at have overskredet den grænse, at jeg ikke var klar til at gå hjem. Jeg gik langs stranden for at se månen. Den kom aldrig rigtig frem, men det gjorde ikke noget, for jeg var ude blandt mennesker og nød, at jeg gav mig selv lov. Det vidste jeg ikke, hvornår ville ske igen.
Læs også:
