Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey UK
Selv de største kunstnere i verden har lavet sange, du ikke har hørt. I vores serie ‘Z-sider’ sætter vi fokus på de sjældne tracks og deep cuts, som kun de mest hardcore fans kender ord for ord.
Videos by VICE
Historien om dengang, Justin Vernon begav sig ud i vildnisset for at komponere musikken til pladen For Emma, Forever Ago, er efterhånden ophøjet til mytestatus. En mand med hjertesorger og en akustisk guitar – og i Vernons tilfælde kyssesyge og en leverinfektion – vender tilbage fra ødemarken med et smukt album og en rørende historie om dets tilblivelse. Det lyder som lige dele eventyr og doven pr-kampagne for en hvilken som helst singer-songwriter i dag.
Det, der adskilte (og for så vidt stadigvæk adskiller) Vernon fra hans samtidige, er hans helt særlige evne til at ophøje de stille og betydningsfulde øjeblikke i livet, som han dokumenterer med en grad af nuance, der gør hans sange oprigtigt rørende, uden at stemningen virker forceret. Siden For Emma, Forever Ago har han udviklet sig som kunstner. På Bon Iver fra 2011 lægger han den akustiske guitar på hylden til fordel for en mere voluminøs produktion, der både skaber plads til spirituel såvel som musikalsk udvikling, en kreativ rejse, der kulminerer på albummet 22, A Million – en blændende plade, der tematisk kredser om numerologi, det guddommelige og oplysning.
Men selv om Vernon er vokset som kunstner for hver plade, han har udgivet (han har også formået at udgøre den tonale rygrad i Kanye Wests fremragende My Beautiful Dark Twisted Fantasy) så har han holdt fast i en central komponent hele vejen igennem. Rødderne under samtlige udgivelser udspringer af det vildnis, han først kanaliserede med så stor ynde og indlevelse, i hvert fald hvis man lytter efter den eftertænksomme tone i baggrunden på hans numre. Vernon laver musik, der er som skabt til vinteren. Hans musik har allerstørst effekt, når vi lytter til det omkranset af vintermørket. Det er, som om hans musik er gearet til, og måske skabt i, de korte dagtimer med sollys – det ideelle tidspunkt at reflektere over livets og naturens cyklus.
Alt, hvad jeg indtil videre har talt om, er indlysende, når man hører Bon Iver, og man ser det også i det kunstneriske udtryk, der pryder omslagene på de to første plader. Begge præsenterer snehvide vinterlandskaber. Som om det ikke er nok, så betyder Bon Iver også ”god vinter” på fransk. Men selv før han lavede musik med Bon Iver (som vi ikke må glemme rent faktisk er et band), skrev Justin Vernon sange, der var æstetisk funderede i den mørke årstid. Måske er det noget, han har med sig fra hjembyen i Wisconsin, et sted, der i sin ideelle fremtoning ligner et snedækket vildnis fra en drøm. Eller måske har han bare et koldt hjerte. Hvem ved? Til gengæld kan vi med sikkerhed sige, at der findes en hel del Bon Iver – altså Justin Vernon-forfattet – materiale, som du sikkert aldrig har hørt om, men som du bør gøre dig selv den tjeneste at lytte til, fordi det er så perfekt til årstiden.
Home Is
Den første af de glemte plader udkom i 2001. Det er efterhånden så længe siden, at det lige så godt kunne have været, mens mayaerne regerede Mellemamerika, eller Interscope og RCA Records regerede pladeindustrien (førstnævnte udgav året forinden Eminems Marshall Mathers LP, der skulle ændre musiklandskabet, og sidstnævnte stod bag den uforglemmelige Is This It af The Strokes). Men i skarp kontrast til begge kunstnere, så har og havde Vernons musik en tidløs aura – den lugter lidt af Robert Pattinsons sang på YouTube, men med en subtil og nuanceret stil, som vi skulle komme til at identificere Bon Iver med, især når Vernon formår at åbne nye følelsesmæssige horisonter ved hjælp af et enkelt ord.
Self Record
Vernons første plade hedder Home Is – en passende titel, eftersom den indeholder en duet med hans søster, bror og hans daværende kæreste, Sara Emma Jensen. Efterfølgeren hedder Self Record. Pladen, der udkom i 2006, indeholder mit yndlingsnummer fra hans hånd, nemlig tracket ”The Whippgrass”. For mig er det her Bon Ivers musikalske form, der begynder at falde på plads – stemningen er ikke helt så akustisk som på For Emma, Forever Ago, men til gengæld præget af de samme afdæmpede og cirkulære guitarmønstre, der bærer Vernons stemme som en pensel henover det musikalske lærred. Lad os lige tænke over den her: hvad betyder ”The Whippgrass”? Hvad har Vernon i gang her? Jeg kan ikke være sikker, men jeg har en rimelig god ide om det, og kan sagtens lade mig inspirere af den i mit eget liv. Det er muligt, at han taler om tidens gang, måske søger han efter sandheden, eller måske handler sangen bare om noget virkelig højt græs – lige meget hvad det er, så er der tilpas med plads i tekstuniverset til, at lytteren kan nå frem til sin egen konklusion.
Hazeltons
Til sidst har vi Hazeltons, der udkom et år før den første Bon Iver-plade, men – og det er især tydeligt på åbningstracket, der minder en del om ”Holocene” – som har mere til fælles med gruppens anden plade. Nu må jeg hellere være ærlig og sige, at jeg ikke sådan for alvor har gennemlyttet pladen, men det er det gode ved, at der er så meget musik i verden – man har en masse til gode.
Min pointe er kort sagt, at de her tre ”Bon Iver”-plader, som du sikkert ikke har hørt, er fremragende til at akkompagnere vinterstemningen, der hærger lige nu. Bagefter kan man passende dykke ned i noget af Vernons tidligere materiale. Han har lavet grupper som Gayngs, Volcano Choir, Shouting Matches og nu opløste DaYarmond Edison. Eller, hvis du allerede har hørt pladerne, så send anbefalingen videre til en ven :)
