Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey USA
Velkommen til ‘Metalhoved’, Noiseys nye artikelformat dedikeret til metal. Her vil skribenten Chris Krovatin belyse de mørke, blodige afkroge af heavy metal-kulturen gennem sin egen nørdede, forskruede linse.
Videos by VICE
For de fleste metalhoveder starter det hele med et band. Måske var det den plade, en af de store drenge i læderjakke, som altid stod bag gymnastiksalen og smugrøg i frikvarteret, lånte dig. Måske var det den første koncert, du var til. Det er ikke engang sikkert, at det er dit yndlingsband længere – det kan godt være, der siden er kommet nye bands til, som har indtaget metaltronen i dit sorte hjerte. Men når alt kommer til alt, så er det dét band, som først var indgrebet af metal for dig.
Det er sådan, jeg har det med Slayer – det uden tvivl grummeste medlem af thrashmetallens klassiske Big Four-konstellation. Satanisk vanvid, blod, kranier og riffs, der kan vælte og jævne en kirke med jorden, er grunden til, at Slayer for altid vil være mit soundtrack, når jeg bevæger mig ud i min hverdag for at kæmpe mig gennem virkeligheden. Det skyldes, at Slayer, ligesom mig, ikke er forbeholdt enhver: Deres besættelse af ondskab både i bibelsk (helvede og jordens undergang) såvel som korporlig forstand (krig, massemord og Det Tredje Rige) er samlet set så potent en cocktail, at det skræmmer langt de fleste weekend-headbangere væk og frastøder folk, der anser sig selv for at være voksne (fjolser). Slayer er mit bankende hjerte, der pumper løs, selv om et rustningsbeklædt skelet lige har revet det ud og står og griller det over en skraldespand med flammer i.
Så da Slayer tidligere på året annoncerede, at de – Tom Araya, Kerry King og gruppens nyere medlemmer Gary Holt og Paul Bostaph, der begge er veteraner fra thrashbandet Exodus – ville begive sig ud på en sidste verdensturné, inden de endegyldigt trak stikket ud, kunne man godt tro, at jeg var knust.
Men jeg var faktisk lettet. Som band har Slayer opnået alt, hvad man kan forestille sig. De har transcenderet musikindustrien og kørt på deres egne vilkår hele vejen igennem. Og så kan al den tid, penge og opmærksomhed, som et legendarisk band som Slayer indtil videre har slugt, bruges mere fornuftigt på at promovere nye bands. Slayer har gjort sit. Det er på tid at give slip.
I virkeligheden er det temmelig bemærkelsesværdigt, at Slayer overhovedet er nået så langt, som de er. Slayer er et af de største navne i verden, når det kommer til ekstremmetal, og er blevet en succesfuld mastodont uden nogensinde at have bestræbt sig på det. Metal-fanatikere vil selvfølgelig indvende, at riffsene og temaerne på Repentless fra 2015 langt fra indeholder den samme rå aggression, som den man finder på Hell Awaits fra 1985, men mange metal-connaisseurer er i mellemtiden blevet forvendt med dødsmetallens brutalitet og blackmetallens humorforladte blasfemi.
Sandheden er, at Slayer i løbet af hele deres karriere aldrig har skrevet en sang, der handler om noget mindre alvorligt end at hade nogen til den dag, du fucking dør. Slayer har aldrig skrevet en ”Home Sweet Home” eller en ”I Was Made For Loving You”. Det tætteste, bandet er kommet på en feel-good-sang, er ”Desire” på Diabolus in Musica fra 1999 – og den handler om at kneppe lig.
Slayer er mere end bare et band. Det er en verdensanskuelse. Lyden og æstetikken repræsenterer en helt særlig følelse, som metalmusik vækker i os – det er en blanding af grundløs, sort nihilisme og uovervindelig selvsikkerhed. Slayer er farven rød og sort i harmoni, det er raseriet, der koger i dit blod og brænder ethvert spor af følelser som optimisme og tålmodighed på et kæmpe bål. Bandets navn er et kampråb.
Det vil leve for altid i Slayers musik, visuelle udtryk og historie, og det er ikke noget, der død og pine skal genoprettes på samme måde, som Metallica havde brug for at finde tilbage til deres tough-guy-kant efter 90’erne. Så hvorfor skulle Slayer blive ved med at lave plader og sætte deres eftermæle over styr ved at risikere at lave noget lort? Hvorfor ikke stoppe, mens legen er god?
Slutteligt – og det her bliver jeg sikkert ikke populær på at sige – så er der brug for, at Slayer gør plads til nye generationer af metalikoner. Det sker alt for ofte, at metalhoveder trækker rundt på hele den metalhistoriske kulturarv og nægter at lægge musikere på hylden, der for længst har passeret sidste salgsdato. Det er blandt andet derfor, vi anser bands som Behemoth og Darkest Hour for at være ”nye” bands, til trods for at begge har eksisteret i en evighed. Det er ganske enkelt, fordi de er yngre end de gamle drenge i branchen.
De bands har brug for plads, opmærksomhed og ressourcer for at blive lige så store, så de også kan afslutte showet på deres egen præmisser. Det er tid til, at Slayer viser de mange bands, de har inspireret, at de er i stand til at træffe den mest metal-agtige beslutning overhovedet, nemlig at dø.
Der er flere, der mener, at Slayer i virkeligheden døde med Jeff Hanneman i 2012, og at bandet skulle have lukket og slukket allerede dengang. Og ja, som fan af bandet mener jeg, at der er noget om snakken. Ikke alene var Hanneman den mest aktive sangskriver, men han var også det medlem, der om nogen legemliggjorde bandets status som en bizar outsider i det musikalske landskab. Uden Hanneman begyndte bandets materiale – og de beslutninger, de traf – at virke problematiske.
Men gutterne i Slayer havde brug for vished om, at de ikke kunne fortsætte uden Hanneman, og det har de så nu. Det er heller ikke fedt, at slutte en karriere med et stort “Hvad nu hvis?” hængende over hovedet. Så har man bare lagt i ovnen til en reunion-turné eller, værre endnu, et tvivlsomt comeback-album.
Forhåbentlig når vi ikke dertil. Som det også har været tilfældet med andre af metallens giganter – Black Sabbath, Mötley Crüe – så står Slayer til at tjene en ordentlig røvfuld penge på den kommende afskedsturné, som også kommer til at blive så lang, at medlemmerne formodentlig aldrig har lyst til at se hinanden igen, når den er overstået.
Og det er en helt fint måde at lukke på: siddende på en ordentlig stak penge med scenedrømmene opfyldt. Hvis det hele kører efter planen, vil bandet – modsat hvad kynikerne forudser – ikke spille flere shows eller lave et sidste album i kølvandet på turneen. Det er bedre at gøre folk kede af det ved at forsvinde, end det er at skuffe dem ved at dukke op igen.
Det er altid svært at sige farvel til noget, man har kært, fordi det unægteligt minder os om vores egen dødelighed. Slayers beslutning minder mig om, at den del af mit liv ligger i fortiden, det er et minde på linje med en masse andre gode ting, som jeg ville ønske, jeg kunne opleve igen. Men det er også vigtigt at afslutte ting. Når noget er endegyldigt overstået, bliver det nemlig til det, som vi for evigt vil huske det for.
På de sociale medier er der altid en masse folk, som lægger hyldesterklæringer ud til døde musikere på deres fødselsdage, men jeg gør det kun for at hylde personen på dødsdagen. Det her menneske blev født ukendt og ligegyldigt, som vi alle gør, men døde som en stjerne. Enhver idiot kan blive født. Måden, man går ud på, og det eftermæle, man har skabt, er det vigtigste.
Slayer er nået til vejs ende. Bandet har opnået alt, hvad der overhovedet er muligt. Tom, Kerry, Jeff, Dave, Paul og Gary kan puste ud og tage en slapper, velvidende at de lavet noget, der har gjort, vi har følt os mindre ensomme i verden. Slayer vil altid være hos os, de vil altid pulsere som det sorte blod og vreden i metallens mørke årer, når verden ser allermest dyster ud. Så lad os skrige navnet en sidste gang og give bandet den sataniske hyldest på dødslejet, det fortjener.
