Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey Canada
Det kan godt være, at Danmark ikke ligefrem leverede den mest intense præstation mod Frankrig forleden, men hey, vi er videre til ottendedelsfinalen, og det er for eksempel mere, end man kan sige om vores naboer mod syd. I går blev Tyskland nemlig revet rundt af ingen ringere end Sydkorea i en kamp, der udløste landesorg down ünter. Den overraskende sejr kommer ikke bare Sydkorea til gode, men også Mexico, som nu er videre til slutspillet på bekostning af Tyskland, og det har mexicanske fodboldfans tilsyneladende valgt at kvittere for ved at sende K-pop-gruppen BTS på raketkurs op ad iTunes-hitlisten i Mexico.
Videos by VICE
Her kommer lige lidt baggrund til de af jer, der ikke følger fodbold eller sport overhovedet (og det er ikke fedt at referere til det med ironisk distance som “den store sportskamp”). VM udspiller sig lige nu i Rusland, og vi er i gruppespillets afgørende fase. Baseret på hvor mange point hvert hold har fået, går de enten videre til slutspillet eller må vende hjem. Mexico var i overhængende fare for at ryge ud af turneringen, hvis Tyskland slog Sydkorea (hvad de fleste regnede med), men til alles store overraskelse fik de tæsk. Det betyder, at de regerende verdensmestre må rejse slukørede og tomhændede hjem, men det betyder også, at Mexico har point nok til at avancere. Sydkorea har pustet nyt liv i Mexicos VM-drømme, og derfor har mexicanerne downloadet en syndflod af BTS-musik, som er Sydkoreas fremmeste kultureksport.
Remezcla rapporterer, at BTS’ hitsingle “Fake Love” har fået et ordentligt skub op ad hitlisten efter kampen, og selv om vi ikke kan se statistikken fra før kampen, så peger data på, at singlen er sprunget hele 31 pladser op af listen ovenpå kampen og yderligere ti i timerne efter. Mexicanerne er også logget på Twitter for at overøse Sydkoreanerne med kærlighed i kølvandet på sejren. Nogle af tweetsene er ret søde:
Masser af BTS’ hardcore-fans er overraskede og begejstrede over bandets pludselige og voldsomme popularitet:
Det er faktisk blevet så stor en ting i Mexico, at den berømte mexicanske sanger Aleks Syntek har udtryk sin taknemmelighed til Sydkorea – dog på en temmelig racistisk facon, som han desværre er kendt for. Men et par klaphatte kan ikke ødelægge den her nyhed. Der findes også gode ting i verden. Sommetider kan to forskellige lande mødes over en kærlighed til pop-slaskere og den ikke-voldelige udslettelse af et andet land. Menneskeheden er en pudsig størrelse.