Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey Canada
Because the Internet, Donald Glovers andet album som Childish Gambino, er stadigvæk en underlig plade, til trods for at der er gået fem år siden den udkom, og rappen har oplevet et generationsskifte. Det er en udbrændt rap-opera (med dertilhørende filmmanuskript) gennemsyret af en udfordrende produktion og sange, der veksler i toneleje og mellem funklende radiosingler, sammenhængende suiter og hallucinatoriske, stilistiske eksperimenter. Glover smelter alle sine musikalske idiosynkrasier sammen i en tilbagelænet, men opsigtsvækkende ærlig lyd, der mimer et skarpt og begavet sinds kollaps under byrden af de mange popkulturelle referencer. Det er hans Roger Waters-agtige The Wall-øjeblik, der også resulterede i solipsistisk mytedannelse og musikalsk storhed. Der er fortsat delte mening om, hvorvidt Because the Internet har efterladt et varigt aftryk (hvis man overhovedet kan tale om en egentlig diskussion), men albummet byder dog på et nummer, som foregriber Glovers senere udvikling. Det var den kontante, neo-soulede ”Urn”, der kortlagde Childish Gambinos kreative kurs, og det formåede den at gøre på kun 73 sekunder.
Videos by VICE
Det er værd at huske på, at Glover ville være en af de offentlige figurer, der blev fanget i krydsilden, hvis Twitter havde været lige så voldsom en slagmark i 2011, som det er i dag. // I got a girl on my arm, dude, show respect / Something crazy and Asian, Virginia Tech // og // If I’m a f****t spell it right, I got way more than two G’s // er blandt mange linjer på debutalbummet Camp, som helt sikkert ikke var gået i dag. På Camp og andre tidlige Gambino-udgivelser gik han til hiphop, som om det var en joke og overdrev genrens tendens til pral ad absurdum ved hjælp af sin humor og sit høje tekniske niveau. Selv om det er en model, der kan spores tilbage til Lil Wayne, så var Glover tættere på andre alt-rappere, hvis publikum for det meste bestod af folk udenfor rapscenen (det er ikke for meget at påstå, at Camp var målrettet unge, hvide lyttere, som kendte Glover fra Derrick Comedy og Community). Han holdt rappen væk fra livet ved at male et portræt af sig selv som en outsider, hævet over mainstreamens rappere på grund af sin olympiske ironiske distance. Det var et brand, der tiltalte nogle og frastødte andre, men det blev tydeligvis en forhindring for Glover, efter han gennemgik et meget offentligt sammenbrud ovenpå bruddet med Community. Han følte sig fanget, og ”Urn” kan have været udvejen.
”Urn”, der er produceret og skrevet af Glover og samarbejdspartneren Ludwig Goransson, er meget enkel i sit udtryk, og det er deri, dens styrke ligger. Selv om den er struktureret som et almindeligt popnummer, gentager den ikke sig selv og dens korthed er besnærende fremfor irriterende (det er en formel, han næsten rammer med ”Letter Home” på Camp). Selv om Glover viser sig som en kapabel soulsanger og en dygtig sangskriver, så er det faktisk ikke nummerets sande styrke. Sangen beviste, at Childish Gambino også kunne være oprigtig og behagelig uden at miste sin kant. ”Urn” er ikke en bidende sarkastisk metakommentar om hiphop, og den er heller ikke et angstladet råb efter hjælp. Den er tværtimod en kærlighedssang, en hurtig og oprigtig bøn til en unavngiven person om at forblive ved Glovers side.
Eftersom det er Because the Internet, handler ”Urn” selvfølgelig om Glovers albumkarakter ”The Boy”, der holder på sin fars aske i urnen, som inspirerer titlen. Men den er ekstremt smooth, så den kontekst går let henover hovedet på lytteren. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, da det langt fra er let at pakke kunstneriske koncepter ind i et lyttervenligt udtryk. For en gangs skyld bliver Glovers avancerede koncepter ikke overforklaret på selvbevidst manér eller ødelagt af overgearede punchlines. De er bare en naturlig komponent i et stærkt nummer. Det er en ubesværet bedrift, som ellers kun ses glimtvis på resten af pladen, men Glover, der siden har afsløret, at ”Urn” er hans yndlingstrack fra albummet, kan have lært mere end én ting ved at skrive det nummer. Selv om han tidligere havde sunget meget på tracks, så er var det først her, han tog ejerskab over sin R’n’B-agtige stil og langsomt lod det dominerende over rappen. I senere år har det vist sig som den rette beslutning.
2014s STN MTN/Kauai var i nogen grad en historiefortælling om sydstatsrap, men det var også Glovers overgang til R’n’B og pop. Selv om der lå et koncept til grund for projektet, så overskyggede det ikke det faktum, at Gambino først og fremmest fokuserede på musikken, der havde forrang over historien. Som rapper virkede han tit distanceret, men Kauai viser, at han var meget overbevisende som R’n’B-sanger. Tidligere var de eneste værktøjer i kassen ironi og karisma, men efter ”Urn” smed han førstnævnte bort, og det har tjent hans musik. Awaken, My Love! var Glovers første forsøg på at vise sig som en seriøs kunstner. Man kan godt argumentere for, at store dele af albummet lyder som en form for George Clinton-karaoke, men det er udført med schwung. Og man kan ikke se bort fra, at ”Redbone” var en stor succes. Det var Gambinos første store bedrift som seriøs kunstner, der opvejede alvor og oprigtighed med en snert absurditet – en tilgang, der allerede var ved at blive udbygget i Atlanta (hvis hovedpersons navn er et homonym for ”Urn” – det er måske et tilfælde, men kan aldrig vide i Gambinos snørklede univers).
I år er ”This Is America” blevet Glovers mest succesfulde sang. Den alvor og det skarpe fokus, som både videoen og emnestoffet beskæftiger sig, kunne aldrig været udtænkt af den unge mand, som lavede den solipsistiske Camp eller den paranoide Because the Internet. På samme måde viser hans to storhittende sommersingler, at han ikke længere er bange for at lave musik med bred appel. Glover måtte først lære at tage sig selv alvorligt. Because the Internet er der, hvor den proces startede, og selv om den ikke figurerer stort i Glovers bagkatalog, så er den måske vigtigst.
