Musik til maden eller mad til musikken er den hårfine grænse, der overskrides på grusomste vis i restauranter verden rundt.
Fra overenergisk tissemands-house, når du drikker din morgenjuice, til Guantanamo-aspirerende muzak på en restaurant, hvor musikkens ligegyldighed kun overgås af madens ditto.
Videos by VICE
Men så er der også de steder, hvor musikken har en så interessant og markant karakter, at det helt naturlig føles som den sjette smag. Går du for eksempel en tur på Mission Chinese Food i New York, så smager Koji Fried Chicken og den brandfarlige sichuan-chili endnu bedre, når ørerne ligger i blød til brølende højt Phil Collins, The Notorious B.I.G. eller soundtracket fra Twin Peaks.
Og på Noma, gastronomiens stilrene højborg herhjemme, har man i vintersæsonen kunne opleve at få soundtracket til sit karamelliserede mælkeskind leveret af Rage Against The Machine. Nej, altså ikke på Noma i den konventionelle forstand men i stedet på pop-up for deres nye restaurant 108, som de sidste par måneder har fået lov til at låne storebrors lokaler, inden de flytter ind på deres egen adresse rundt om hjørnet på Christianshavn.
Priserne er blevet rykket ned i øjenhøjde, bordfodbold rykket ind i baren, og begejstringen for maden blev matchet, da restauranten offentliggjorde deres playliste med en blanding af kant og folkelighed. Fra Jimi Hendrix over Stealers Wheel, forbi Metallica videre til Turbonegro, sidder man der og fornøjes lidt hver gang, man genkender et nummer. Når Black Sabbath kommer på, håber man lidt den næste ret er afbidt duehoved.
Umiddelbart tænker man, at kulturkløften mellem et ungdomsoprørs jammerskrig og fine-dining habitus er for dyb, som spillede man Justin Bieber på en ølbar, men måske er det slet ikke så farligt. Dog er musikken en vital – og til tider undervurderet – del af en restaurants identitet, og en disciplin der kan være lige så svær at mestre som det kulinariske.
Vi tog en snak med Martin D’amour, manden bag Københavns største rockklub, High Voltage, om hvorvidt musik i restauranter virkelig er den sjette smag eller blot et hår i suppen. Og så fik han lov til at smage blindt på 108’s playliste.
MUNCHIES: Hej Martin. Hvad siger du til den her playliste, vi har sendt dig? Det er jo lige sådan noget møgbeskidt rock, en fyr som dig holder af. Martin D’amour: Jeg troede, du tog pis på mig. Det er jo en playliste, jeg selv kunne have lavet. Jeg regnede med at blive præsenteret for et eller andet obskurt, der var fjernt fra mig, men det her holder. Man må sige, den er lavet med rimelig sikker hånd. God og gedigen med fede numre, men lidt brun.
Brun? Ja, det er over 9 timer med ret mange semi-brune numre og sikre hits fra bands som Creedence, Stealers Wheel, Jimi Hendrix og Earth Wind & Fire. Jeg tjekkede også efter, om der var Dire Straits, men det var der dog alligevel ikke. Men det er gode numre det hele, det er bare meget sikkert.
Hvor tror du, den er fra? Mit umiddelbare bud ville være, at det var den der nye kække pølsevogn på Dronning Louises Bro. Jeg kender dem, der har åbnet den, og det er noget, de kunne finde på; lidt rock og ik’ for smart.
Men jeg kan så afsløre, at det er Restaurant 108. Ville du kunne spille et bedre dj-set derude? Ja, gu’ kunne jeg det, men det er en fin maskulin liste med en sikker havn, og det virker som om, det er en liste, der er lavet med personlighed, af en der meget vel kunne være på min alder.
Spiller de musik på dine favoritrestauranter? Jeg har selv spist på Noma – en kæmpe oplevelse selvom jeg ikke ved, om det var “mad” – og der var ingen musik. Mit sidste restaurantbesøg var på Cafe Sorgenfri; tre sildemadder, en med æg og rejer, samt tartar og snaps. Det var sgu fint. Det er 24 timer siden, og det smager stadig lidt af sild, når jeg bøvser. Dernede spiller de heller ikke musik, ikke engang dansktop. Intet.
Skal der være musik på restauranter? Det synes jeg egentlig ikke. Jeg var for nylig på en anden populær restaurant i Indre By, og der var musikken alt for høj.
Hvad spillede de? Et eller andet irriterende funk. Jeg blev stresset. Det var alt for højt, og man skal ikke høre højt musik, når man spiser. Man gider jo ikke sidde og råbe til hinanden. Ellers skal det være som på White Trash Fast Food i Berlin, hvor det er helt gennemført, og du kan sidde og æde ostefondue til en rockkoncert. Det gir mening!
Det er også to gode ting her i livet. Så der er ikke mad på din rockklub High Voltage? Naeej, ikke rigtig. Vi har det som en del af “underholdningen” en sjælden gang imellem, f.eks. til vores Oktoberfest. Så er der currywurst med pommes. Eller vores julefrokost med det helt klassiske bord. Tanken pirrer os lidt, men det skal sgu fungere og være i orden, ellers skal man holde fingerne fra den slags.
Hvad for noget musik har du lyst til at høre, når du spiser hørfrøtærte med trøffelcreme? Altså trøffel er dyrt – det ved jeg – og hør er den eneste plante, der gror i helvede, det ved jeg også. Det kan jo være mange bands, men hvis man lavede en mix-kebab af Dire Straits og Black Keys, så tror jeg, vi har skabt det rigtige soundtrack.
