Artiklen er oprindeligt udgivet af Noisey UK
Rapperen og skribenten, popstjernen og journalisten, intervieweren og offeret – vi er forbundet med vores jobbeskrivelser, og når de to fag mødes til et interview, ofte på en café eller en bar, kan det godt blive akavet. Skribenten går måske over stregen, kunstneren er måske lidt for modvillig. Eller også er begge bare trætte af at lege katten efter musen. Mit interview med Dizzee Rascal var et af den slags møder.
Videos by VICE
Vi havde sat hinanden i stævne på Ace Hotels restaurant i Shoreditch – et populært spisested i Østlondon, hvor kreative typer sidder i klynger rundt om plasticborde, sludrer og skriver på deres bærbare computere i skæret fra gule lamper. Dizzee troppede op lidt over klokken 13, og jeg troppede op med en forudfattet mening om den historie, de fleste har hørt til døde. Den starter ved begyndelsen af årtusindet med gennembrudsalbummet Boy In Da Corner, der gjorde knægten fra East End verdensberømt. Grimens magnum opus: 15 tracks vævet sammen af et musikalsk vidunderbarn, proppet med undergangsstemning og mørke, der satte fokus på fortidens Østlondon, der aldrig kommer tilbage – et Østlondon, der i dag er uløseligt forbundet med ungdommens nostalgi og de sange, han skrev.
Det er 16 år og seks album siden, og i dag laver Dizzee ikke længere musik, fordi han er nødt til det, men fordi han elsker det. Det er blandt andet grunden til, at han har udgivet den nye ep Don’t Gas Me, en plade på fem numre med noget for alle. Sange som ”Money Right”, der har Skepta med, er skrevet til nostalgiske grime-hoveder. ”Patterning Vibez” vækker minder om hans tidligere hits som ”Bonkers” og ”Dance Wiv Me”, selv om den er langt mindre kommercielt orienteret i sin udformning. Det er grundlæggende en feel-good ep, som er skrevet til både gamle og nye fans, der lytter med, mens Skepta ubesværet smeder musik sammen fra en bred vifte af genrer. Det hele ligger klart til at blive lyttet til – en kort mundtlig historietime, som dækker rapperens tid på scenen.
I tidens løb har Dizzee haft et anstrengt forhold til pressen. Lige siden han var 17, har han lavet interviews, nogle gange op til 11 om dagen, og siddet over for journalister, som flere gange har taget hans ord ud af kontekst, bukket og skrabet for ham for så at svine ham til i deres artikler. I dag, 16 år senere, er han færdig med det hele: han er færdig med spørgsmålene, færdig med at forklare sig, færdig med at passe på med, hvad man siger, færdig med at lege katten efter musen.
Derfor ankom jeg til restauranten med forventningen om at møde en rapper, som var træt af at tale med journalister. Han sad over for mig, smilede høfligt, så mig i øjnene og var klar i mælet uden at afsløre for meget. Jeg spurgte ham, om musikken udfylder et tomrum i hans liv. Han svarede, at det kun udfyldte det tomrum, som opstår, når han ikke laver musik. Jeg spurgte ham, om han har lært noget nyt for nylig. Han svarede, han havde lært at sætte pris på FILA igen. Jeg spurgte ham, hvorfor han kan lide at bokse. Han svarede: ”Det holder mig på tæerne,” og tilføjede så uden at tænke over det:
”Jeg kan godt lide disciplin, hårdt arbejde, at give sig selv fuldt ud. Når man bokser, handler det ikke om at slå den anden, men om at blive et bedre menneske i sig selv. Om at have tålmodighed, timing, det er ligesom skak. Det handler lige så meget om dig, som den anden – sådan er livet. Det er god livsfilosofi, især i musikbranchen.”
Kort sagt: Det var samtalen, som kom vidt omkring, men der var små guldkorn imellem. Herunder springer vi til cirka halvvejs ind i samtalen. Vi er nået til det punkt, hvor jeg ikke har flere spørgsmål på papiret foran mig – den stive og formelle stemning og de korte svar fører mig i sidste ende til at spørge:
Noisey: Kan du lide at være berømt?
Dizzee Rascal: Jeg kan godt lide, at folk bliver glade, når de ser mig. Det er da rart. Jeg kan godt lide, at folk er nede med min musik. Jeg kan godt lide frynsegoderne. Nogle gange behandler folk én bedre, men nogle gange er det omvendte også tilfældet. Det er svært at vænne sig til. Man vader ned ad gaden uden at tænke over det, men så bliver man pludselig mindet om det. Jeg var hos tandlægen i går, og damen var sådan: “Jeg har hørt, du er en berømt musiker.” Jeg vil jo egentlig bare gerne have et tandeftersyn [griner]. Men hun var glad for at se mig, det er fint nok.
Kan du lide at blive interviewet?
Nej, jeg hader det.
Hvorfor?
Fordi, fucking whatever. Jeg kender ikke folks bagtanker. Jeg ved ikke, hvordan journalisten har tænkt sig at skrive samtalen. Det handler om, hvordan han vil fremstå over for sine læsere. Der er mange grunde. Jeg hader dumme, pågående spørgsmål, men jeg forstår godt, at folk er nysgerrige. Hvorfor skulle de ikke være det? Jeg kan da selv godt lide at læse om kendte og andre kunstnere.
Har du haft dårlige oplevelser med det tidligere?
Ja, der har været nogle røvhuller indimellem. Journalister kan være rigtig flinke, når man sidder over for dem, men så er det noget helt andet, når de skriver artiklen – det handler meget om, hvordan journalisten gerne selv vil fremstå. Så er han måske rigtig smart på skrift, men sådan var han ikke, da vi snakkede. De er ret lumske.
Men kun på skrift.
Det er ikke mine ord, dem har de forvrænget. De redigerer hele lortet.
Bliver du træt af interviews?
Jeg foretrækker at blive filmet.
Hvis du havde valget, ville du så sige nej?
Selvfølgelig. Jeg har aldrig gidet interviews. Jeg ville slet ikke ses til at starte med. Min baggrund er piratradio – vi blev først synlige, da vi begyndte med raves.
Hvordan har du det med, at jeg sidder her og stiller en masse spørgsmål, som du måske ikke gider snakke om?
Det her med dig er fint nok, fordi jeg er gået forbi det her sted mange gange. Jeg troede egentlig, det var en blomsterhandler. Men jeg har prøvet en masse nye ting – jeg fik noget lækker blæksprutte. Det går fint nok.
Som interviewer – jeg kan kun tale for mig selv – er man måske meget nysgerrig på en kunstner, man har lyttet til musikken og har en masse spørgsmål. Ikke så meget om sladder, men om deres liv. Men hvis der var en fremmed, der spurgte mig om de ting, ville jeg nok heller ikke være så åben.
Nej, det er folk jo sjældent. Hvis man bare begynder at filmen en fremmed, ville personen nok være sådan, ’Hvad fanden laver du?’ Men folk finder altid kameraerne frem, når jeg er der. Det er normalt, sådan er jobbet.
Har du altid set interviews som del af jobbet?
Interviews er helt sikkert bare en del af jobbet. Men samtidigt, skal man give folk oplysninger. Ellers er der jo ingen, der ved, at jeg har noget ude. Man bliver nødt til at lukke lidt op, fortælle folk lidt om sig selv og sit liv. Folk vil gerne finde en forbindelse, og det forstår jeg godt.
Hvordan var det at give interviews i starten?
Trættende. Jeg begyndte med det, da jeg var 17. Jeg blev kastet ud i det. Sådan har det ikke altid været. Hvis jeg for eksempel var i Frankrig eller et andet sted, der ikke er mit hjemland, så skulle det hele proppes ind i et par dage. Så lavede jeg måske 11 interviews den ene dag og 11 den anden. Det er mange interviews. Det er ikke fedt, når man er teenager, men sådan var det. Det er også altid de samme spørgsmål, folk har den samme vinkel.
Er det kedeligt at snakke om…
Det samme lort?
Ja. Du vil selvfølgelig gerne sælge plader, men hvis der var en anden vej, ville du så vælge den?
Hvis vi sad og lavede en podcast og bare snakkede, ville du sikkert få mere ud af mig. Engang var det lidt, som om folk bare læste Wikipedia-opslaget og kom med et par spørgsmål ud fra det. Så skulle man bare være blevet hjemme.
Du har engang talt om, at du havde PTSD som barn. Hvordan har du forliget dig med det, hvis du ikke går til terapeut?
Det ved jeg ikke. Folk bringer det altid på banen, så det ved jeg ikke. Jeg kører vel bare på. Laver musik, tjener penge.
Fair nok. Nu vi taler om at tjene penge, så rapper du på ep’en om, at du overvejer at læse jura.
Det snakkede jeg ikke om. Jeg taler om trademarks, og at jeg har det svært med nogle af kategorierne, jeg har valgt. Jeg skulle køle af og lave en masse ligegyldigt lort, og det gjorde advokaterne bare langt sværere. Jeg mente bare, at jeg burde læse jura selv, så jeg kan klare det selv og ikke betale i dyre domme for det.
Folk siger, man skal prøve at ændre karriereretning hvert tiende år. Hvad ville du vælge, hvis du skulle lave noget andet?
Hvem siger det?
Det er bare noget, man tit hører.
Hvor? Hvor hører man det?
Jeg har bare hørt folk sige det flere gange, at man bør ændre karriereretning hver tiende år.
Okay? Det ved jeg ikke noget om. Måske.
Kunne du se dig selv lave noget andet?
Nej… Så skulle det være ejendomme. Ejendom interesserer mig. Men det behøver jeg heller ikke opgive musikken for. Jeg kan ikke se mig selv lave noget andet. Det vil altid være musikorienteret, med mindre jeg når til et punkt, hvor jeg bliver interesseret i bare at dyrke ting i min have eller hvad nu. Et eller andet random, jeg ved det ikke.
Har du nogen hobbyer?
Jeg kan godt lide thaiboksning. Men det er ikke en stor overraskelse – jeg dyrkede taekwondo, karate og judo som barn, men holdt op med det, da jeg blev ældre. Så vendte jeg tilbage til det, og var sådan, ’Jeg kan egentlig godt lide at bokse’. Hvad kan jeg ellers lide at lave…? Jeg kan godt lide at fiske.
Hvor fisker du henne?
Jeg fisker, når jeg er i Miami. Dybhavsfiskeri. Det er jeg vild med.
Hvordan er det?
Det er fedt. Man tilbringer hele dagen på en båd. Man er sammen med andre, det er bless. Når man får bid, skal man virkelig kæmpe for at hale den op. Det kan vare to minutter, men det kan også vare 20 minutter. Det er nærmest terapeutisk, det eneste, der betyder noget, er, at man er derude. Det er meget tilfredsstillende. Så tager man sin fangst med i land, og så gør de den ren for dig. Så tager man den med op på en restaurant, hvor de tilbereder den for dig. Det føles meget naturligt. Man er ude på havet og fanger en fisk og tager den med hjem. Back to basics.
Er det underligt at se, hvor meget Østlondon har ændret sig over årene?
Nogle gange er det lidt mærkeligt, men det sker jo over alt. Bare se på Kidbrooke [i det sydøstlige London]. Du er fra Orpington, innit? Så kender du det godt. Det er ikke helt noget derud, men du ser det i hvert fald over hele London.
Overvejer du at flytte ud af landet?
Jeg har boet i Miami, men jeg tror ikke, jeg flytter derover permanent. England er noget helt for sig. Der er flere steder, som minder om det, men der er intet, der er helt det samme. Jeg får hjemve, jeg foretrækker at være her, men nogle gange skal jeg også væk.
Hvad kan du godt lide ved England?
Det er her, min historie er. Det er mit hjem. Jeg har lært alle de vigtige livslektioner her. Måden vi snakker på, vores kulturer, det hele er her fra. Når man rejser ud, forstår man, at man er anderledes.
Jeg synes, din musik bringer folk sammen, hvis det giver mening?
Helt sikkert.
Da jeg gik på uni, kendte jeg folk som lyttede til andre slags musik, men vi kunne altid lytte til ”Bonkers” sammen.
Det har folk sagt før. Det er den største kompliment, når man får at vide, at man kan bringe folk nærmere hinanden. Det er dét, det handler om.
Har du været på besøg i Ghana?
Ja. Jeg er også nigerianer, men der har jeg ikke været endnu. Jeg hører, at det går ned der – jeg holder øje med de ting Skepta og alle dem laver derovre. De skaber en rigtig forandring. Det ville være fedt at se det. Jeg har ikke rejst så meget i Afrika.
Føler du dig som en nigerianer og ghaneser?
Om jeg føler det?
Ja.
Hvordan føler man det?
Det er vel en personlig ting. Jeg føler mig som en camerouner, nigerianer og brite. Men det er kun få år siden, jeg begyndte at føle mig britisk.
Er du født og opvokset her?
Ja.
Hvorfor føler du dig så ikke som brite?
Der var en masse racisme i Orpington, da jeg var barn.
Du var del af minoriteten?
Ja.
Orpington og Bow minder meget om hinanden. Selv i måden folk taler på. Jeg har altid følt mig som en brite, selvfølgelig ikke som en hvid brite. Men jo… jeg føler mig også som ghaneser, mine fætre og kusiner er ghanesere. Jeg føler mig måske ikke så nigeriansk, for jeg har aldrig haft meget med den del af familien at gøre. Men jeg har det jo i mig. Men jeg er opvokset her, så min kultur er her. Jeg har aldrig rejst dertil så meget. Skepta var måske i Nigeria hver sommer som barn. Nogle af mine fætre og kusiner er i Ghana hver vinter, så de har en forbindelse på den måde. Den har jeg ikke. Min mor talte ikke ghanesisk med mig, da jeg var barn, hun talte det med andre familiemedlemmer foran mig.
Har du overvejet ude i fremtiden at rejse der til en gang om året eller sådan noget?
Ja, da. Jeg har rejst så mange andre steder. Der er intet sted på kloden, jeg ikke har lyst til at rejse til.
Tak, Dizzee.
