Nu er det efterhånden et par uger siden, at Dronningens gravmæle blev afsløret for offentligheden, og lige så længe har det taget mig at nå frem til, hvad jeg egentlig skal synes om den. For den er sørme… Noget særligt.
Den funky dødskuffert er designet af Bjørn Nørgaard. Til vores yngre læsere kan jeg fortælle, at han engang var en progressiv kunstner, som arbejdede for at omstyrte det kapitalistiske samfund ved at hugge hovedet af en hest og få sin kone til at gå nøgen gennem Børsen med et kors.
Videos by VICE
Men de senere år er han – som jeg ser det – faldet til patten i en grad, så selv Michael Laudrup sidder i sit palæ i Qatar og mumler noget med integritet.
Først var det kongehusets gobeliner, han designede, og de seneste 15 år har han arbejdet på den sarkofag, dronningen skal stedes til hvile i, når hun har tømt sin sidste pakke smøger og sagt ”Gud bevare Danmark!” en sidste gang.
Arbejdet for dronningen har gjort Bjørn Nørgaard ganske velhavende. 4,7 millioner får han for sit arbejde med majestætens gravmæle, og i alt får skatteborgerne lov til at lægge 31,4 millioner for den færdige kiste.
Nå, men så lad os da se på, hvad vi har fået for pengene.
Det første, der springer i øjnene, er, at dronningen skal ligge inde i en futuristisk rumkapsel, der ligner en rekvisit fra en Ridley Scott-film. Det ville faktisk være ret sejt, hvis der vitterlig var tale om en form for fartøj, der nedfryser Hendes Majestæt, så hun kan leve videre på Mars, når menneskeheden får nosset sig sammen til at bygge en koloni på den røde planet. Jeg får også lidt en association til de der glatte kapsler med fiskeolie eller måske en spacey dildo. Alene glasdelen af værket vejer omkring fire ton – det samme som 400 royale gravhunde.
Øverst har Bjørn Nørgaard fundet en masse “skrot” ude på lageret og spraymalet det med guld, ligesom man gør, når man skal give sit juletræ et gyldent skær. Der er en hest, en isbjørn, noget, der ligner en brie og adskillige andre ting, som man med lidt god vilje kan påstå er symboler på dronningens begivenhedsrige liv. Men i sidste ende ligner det, ja, skrot ude fra lageret. Det kan den fineste guldspray altså ikke skjule.
Hele herligheden hviler på tre asymmetriske, forsølvede elefanter, fordi elefanter er sådan et fint symbol på Danmark og Kongehuset, selvom ingen har nogen anelse om, hvorfor det er sådan.
Bjørn Nørgaard valgte at bruge glas til selve sarkofagen for at symbolisere ”glasnost”, som det hedder på sovjet-russisk – at demokratiet skal være gennemsigtigt. Det klinger en anelse hult i den gamle domkirke i Roskilde, når nu gravmælet trods alt er fremstillet til et medlem af kongefamilien, som bygger på en pænt udemokratisk tankegang: At nogen er født mere værd end andre.
Om det endelige resultat er pænt, er naturligvis en smagssag. Nogle af mine kollegaer elsker det moderne, stilrene udtryk. Jeg synes, vi kunne have brugt pengene bedre. Men der er ingen vej tilbage. Gravmælet er opstillet og klar til at blive indtaget af det royale overhoved, selvom der forhåbentlig går lang tid, før hun flytter ind.
Dronning Margrethe virker som et dejligt menneske, og jeg ønsker hende det bedste. Men i disse trange tider kunne vi måske godt finde på en mindre bombastisk måde at begrave de kongelige på. Jeg har sagt min mening, så i stedet giver jeg ordet til Henning, som har kommenteret på en TV2 Lorry-artikel om emnet:
”Er det ikke lige i overkanten med omkring 30 millioner til et gravmæle? Tænker, vi skal tilbage til gravhøje igen. PS. Er ikke modstander af Kongehuset.”
Jeg er enig med Henning. Hvis den danske pesticid-inficerede muld er god nok til os andre, må den også være god nok til Margrethe og den øvrige kongefamilie.
Det må derfor være op til Kronprinsen og hans danseglade bror at takke nej til lignende excentriciteter, når deres tid kommer.
