Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey USA
Hiphoppens suveræne messias-skikkelse er den afdøde rapper Tupac Shakur. Ingen rappers liv og levned er analyseret – både kritisk såvel som positivt – så nøje som hans. Både i livet og i døden er Tupac den mest kontroversielle skikkelse, som genren har affødt.
Videos by VICE
Nogle ser ham som en revolutionær forlængelse af Black Panther-bevægelsen på grund af hans veldokumenterede forbindelse til organisationen og hans evne til at sætte ord på udfordringerne for sorte amerikanere og deres kamp for rettigheder på en måde, der både appellerede til mainstream-musikforbrugere såvel som de mennesker, han talte for. Andre så ham som en provokatør, der romantiserede gadekulturen for sit eget brands skyld, mens han ikke tænkte videre over, hvad det var for et budskab, han sendte ungdommen i USA. Pac talte åbent om anklagerne mod ham. ”Folk siger om mig, at jeg er falsk. Han taler altid pænt til damerne, men så siger han også “hoe” og sådan noget. Men de tager fejl,” sagde han i et interview med VIBE seks måneder inden sin død. ”Hvad vil de have? De bliver nødt til at slå koldt vand i deres politisk korrekte blod og finde ud af, hvad de vil have. Det er noget pis.”
Under dækningen af retssagen i 1995, hvor Shakur stod anklaget for at have voldtaget en kvinde på et hotel i 1993, antydede Village Voices hiphop-journalist Touré, at selv om Pac var en af de mest berømte rappere på kloden, så var han kun ”en gennemsnitlig vokalist og lyriker,” der stadig ikke havde ”optaget et eneste æstetisk vigtigt nummer”. I forbindelse med en artikel fra 2016, der undersøger, hvorfor rap-beefs aldrig bliver lige så intense, som de var i 90’erne, har skribenten Craig Jenkins gravet en tråd fra 1996 op på internetforummet Rec.Music.Hip-Hop, der handler om Pacs diss-track til Mobb Deep, Chino XL og Biggie Smalls “Hit Em Up”. Brugerne anklager Pac for at pimpe sin gangster-persona ud, efter han har skrevet kontrakt med Death Row, mens andre refererer til hans nedskydning af to betjente i Georgia, som grunden til at han er den hårdeste rapper.
Sange som “Brenda’s Got a Baby” og “Dear Mama” hører til blandt Pacs bedst kendte forsøg på at modbevise Tourés tese om hans kunstneriske formåen, men det er vigtigt at huske på, at det var langt fra alle, som var tryllebundet af ham, mens han var i live. Pacs død og hans fortsatte indflydelse har gjort ham til noget nær en hiphop-helgen. Men i takt med at tiden går, og vi har fået hans død på afstand, er det urealistisk fortsat at afkræve nye fans, som enten ikke var født eller var små børn, mens rapperen var i live, at de skal idolisere manden. Få medlemmer af generationen født i de tidlige 90’ere er fanatiske EPMD-fans. Folk, der er født i midten af 00’erne, ender formodentlig heller ikke som kæmpefans af Lupe Fiasco og Kid Cudi. Det sammen gælder dem, som er født i slutningen af 90’erne, når det handler om Biggie og 2Pac.
Den seneste kritik af Pac kommer fra en helt anden kant. Den californiske rapper Lil Xan – hvis musik befinder sig inden for den forhadte mumble-rapgenre – har udtalt, at Pac lavede ”kedelig musik” i et interview med Revolt TV. Det har blandt andet ført til, at Waka Flocka har krævet rapperen bandlyst fra hiphop-scenen. LA-gaderapperen 03 Greedo forsvarede Xan ved at kritisere den reaktion, rappens gamle garde havde, men også Pacs evner som rapper og hans gangsteridentitet. ”Tupac er nedtur… Han led af vrangforestillinger. Han var en dygtig skuespiller. Som musiker var han også en skuespiller,” udtalte han i et interview med Billboard tidligere på ugen. ”Tupac var en bitch-ass n***a.” Selv om Greedo muligvis har ret i sin kritik, så ligger der også et element af irritation over forventningen til nye rappere om, at de skal tilbede ikoner, som de ikke mener har nogen relevans for deres egne liv. Det er en konstant spænding, der avler konflikt mellem de to parter.
Det er utrolig vigtigt, at vi ser på, hvad det var, der i sin tid gjorde Pac så indflydelsesrig, når vi overvejer, hvordan han påvirker ungdommen i dag. Pacs aftryk i det kulturelle landskab går langt udover hans musikalske eftermæle. Meget lig Kanye Wests plads i moderne popkultur havde folk mulighed for at vokse sammen med ham, mens han var i live, gennem både op- og nedture, fordi han delte alt med verdenen. Pac legemliggjorde en tiltro til sig selv og sin kunst, som langt de fleste kun kan aspirere mod. Han var utroligt karismatisk, charmerende og havde ordet i sin magt.
Mens han var i live, gjorde det fans i stand til at sætte mere pris på hans skuespil og hans musik, der ellers ikke var storslået i den konventionelle forstand. 2Pac var ikke en lyrisk troldmand på samme måde, som rivalen Biggie Smalls var. Man lyttede ikke til Tupac på grund af hans evner som rimsmed. Pacs kvalitet bestod i hans lidenskab og intensitet. Han vidste, hvordan man fanger folks opmærksomhed med en rå, følelsesmæssig oprigtighed. I det lys kan man godt sige, at Pac var en langt større innovator end mange af hans samtidige, fordi hans talent rakte udover de tekniske evner. Men nu hvor han er død, og de samfundsmæssige omstændigheder, der gjorde ham relevant i 90’erne, har ændret sig, så har musikken ikke den samme relevans i sig selv længere.
”Han var lidt som en performancekunstner, og det mener jeg ikke på en negativ måde,” sagde Touré for nylig i et interview med Vlad TV. ”Han var på hele tiden, og han projicerede hele tiden Pac-ness. Der er mange folk, som bliver nødt til at tage en pause indimellem. De optræder med deres persona, og så går de hjem bagefter og får den på afstand. Men Pac var på hele tiden.”
Hiphop-kulturen kan sagtens retfærdiggøre sin kamp for at bevare 2Pacs eftermæle intakt. Hele vejen gennem sin korte karriere gav Pac alt, hvad han havde. Han var ligeglad med, om hans hudløse ærlighed skulle hjemsøge ham eller tage livet af ham, fordi han var bevidst om, at han havde en mission. Han skrev sange, der glorificerede vold og præsenterede et hyperseksualiseret billede af kvinder, men han viste os også – i langt højere grad end sine samtidige – at han var et empatisk menneske, der slog et slag for sorte menneskers vilkår i USA. Alt det gjorde han på et tidspunkt i musikhistorien, hvor det efterhånden stod klart, at rappere var ved at gå fra underklasse-antihelte til showbusiness-entertainere, der scorer kassen uden at nævne et eneste ord om problemerne i samfundet. Det vil vi altid være taknemmelige for, men til tider kammer det over. Og af de folk, der endnu ikke var født eller kun var børn, mens Pacs karriere udspillede sig, kan man ikke forvente sig den samme grad af tilbedelse – selv om det ville skabe mere sammenhængskraft generationerne imellem, hvis de unge rappere i det mindste behandlede hans eftermæle med respekt. Tupac Shakur var en helt, men vi behøver ikke ophøje ham til helgen for at sikre hans plads i historiebøgerne. Hvis vi gør det, ser vi bort fra den skrøbelige menneskelighed i ham, der gjorde ham så stor.
