Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA
Janicza Bravo og Brett Gelman svælger i det konfrontatoriske. De har begge tidligere skrevet for VICE, er i dag gift, og har på hver deres måde sat deres fingeraftryk på den uafhængige filmbranche. Janicza har blandt andet gjort det med hendes række af smukke, men dystre kortfilm, og Brett med sine ubehageligt komiske karakterer i Another Period og Love. Deres kunst skubber grænsen for, hvad man skal kunne bryde sig om, og de udfordrer næsten deres publikum til enten at grine eller forlade biografen. Man er idiot, hvis man vælger det sidste.
Videos by VICE
Deres komiske indhold bliver endnu mere frastødende i Lemon, som har dansk premiere på filmfestivalen CPH PIX, der starter 28. september. Lemon er Janiczas første fuldlængdefilm som instruktør, og Brett har både været med til at skrive manuskriptet og spiller en af hovedrollerne. Den kreative duo har skabt at absurd mesterværk, hvor vi følger Isaac (spillet af Brett), som er skuespiller på deltid og kronisk uheldig. Efter hans blinde kæreste (Judy Greer) forlader ham, begynder både hans professionelle og personlige liv at gå ned af bakke for til sidst at kollapse efter en lang række stadigt mere pinlige begivenheder. Det er en forskruet, omvendt form for sædekomedie, og publikums empati og tålmodighed bliver virkelig sat på en prøve, efterhånden som hovedpersonen lider mere og mere. I bibelske termer er Isaac lidt af en Job-type.
Jeg tog en snak med Janicza Bravo og Brett Gelman om Lemon, hvordan man laver komik, og hvorfor de undgår sociale medier.
VICE: Der findes dystre, absurde komedier, og så er der Lemon. På en eller anden måde formår den at være både den mest fantastiske og mest foruroligende film, jeg har set i år.
Janicza Bravo: Det er også vores foretrukne kombination. Det perfekte ægteskab mellem de gode og de dårlige følelser.
Brett Gelman: Præcis. Vi synes, nogle af de sjoveste temaer, der har været oppe at vende i film de seneste fem år, kommer fra folk som Michael Haneke og Lars von Trier. Det siger en del.
Den visuelle side af Lemon har en meget unik tekstur og tone. Hvilke film er I inspireret af?
Bravo: Hal Ashbys The Landlord og Cassavetes Minnie and Moskowitz. De er beggge meget rå, lidt sjove, men også meget dystre, og der er hele tiden noget farligt under opsejling. De er flygtige, men samtidig meget smukke, og det er ret typisk for 70’erne. Der er også noget enormt teatralsk over både præsentationen og skuespillet, og det er følelserne, der holder det jordnært.
Gelman: Janicza og jeg tænkter meget over, at vi gerne ville skabe en film, der var meget planlagt og sammensat. Kompositionen i hver frame er enormt gennemtænkt, men der er alligevel en vis skæv spontanitet i det hele. Der er en tydelig lighed mellem Ashby, Cassavetes og Janicza, selvom hendes stil er fuldstændig unik. Hun er i stand til at være fattet og farlig på samme tid.
Skal Lemon ses som en slags manifest eller erklæring for hvad I vil?
Bravo: Det føles lidt som en programerklæring, men nogle gange, når et firma laver sådan en, så er de alt for bundet af, at det er den eneste vej frem. Lemon føles som vores programerklæring lige nu – en kulmination af alle de emner, som jeg berører: Det at være hvid, vores begrænsninger og vores privilegier.
Min humor er lidt unormal og mærkelig. Da jeg ville lave komedier som instruktør, var der ikke nogen, der manglede sådan en som mig, så jeg måtte skabe det hele selv. Lemon er mit forsøg på at lægge det hele frem og temmelig aggressivt sige, at jeg ikke alene hører til, men jeg bør være her, og det her er min stemme.
Gelman: Det er også en kulmination for mig som skuespiller. Jeg spiller normalt karakterer, som minder lidt om Isaac – de starter med de bedste intentioner, men de bliver hurtigt overskygget af vrede, bitterhed og frygt, som presser dem til at gøre nogle mindre smarte ting. Men de har ikke dårlige intentioner. Jeg håber egentlig bare, at folk kan relatere til personerne og føle sig mindre ensomme med deres egne fejl.
Hvilken historie var det I ville fortælle?
Bravo: Jeg har lagt mærke til, at mange af vores jævnaldrende laver den klassiske hvid-fyr-komedie: En gut, der er i slutningen af 30’erne eller starten af 40’erne, som er en rigtig taber, men det ender alligevel med at gå ham godt. De film handler altid om kærlighed, karriere og familie, og det er de samme temaer, som Lemon tager fat i. Når jeg ser den slags film, går det mig altid på, at tingene umiddelbart ender med at flaske sig for ham. Hvis det var min historie, tror jeg ikke, at det ville ende godt.
Gelman: Vi vil gerne vise virkelige konsekvenser, alle hans privilegier og hans middelmådighed, uden at gøre det mere spændende end det normalt bliver præsenteret. Vi er her for at præsentere noget, der er teatraliseret, så det virkelig kan påvirke publikum. Forhåbentlig viser Lemon en del af dem selv, som de normalt ikke har lyst til at se på, og derigennem give dem mulighed for at acceptere, at de er sådan.
Bravo: Vi udforsker det at være hvid, det hvide privilegium og middelmådighed. Da Brett og jeg skrev den, var vi ret paniske over, at alle i vores liv var på vej videre, så Lemon handler også om at fejle og stagnere. Det var en form for exorcisme for os.
Hvordan ændrer dynamikken i samarbejdet sig, når ens kreative partner også er ens ægtefælle?
Gelman: Jeg synes ikke, jeg er gået på kompromis med noget, mens jeg har skrevet det her. Dynamikken består i, at Janicza er instruktøren —
Bravo: Jeg er et røvhul [Griner].
Gelman: Hun har en klar vision og en klar stemme. Hun ved, hvad hun vil, når hun skriver. Hun kan forestille sig det hele i hovedet, hvordan det kommer til at se ud, og hvordan det skal ende. Hun kunne se de fysiske aspekter i min karakter lang tid før jeg kunne. Jeg stoler fuldstændig på hende, så der er ingen kompromiser. Desuden er jeg skuespiller, så jeg er narcissist og vil have de bedste roller. Jeg har hovedrollen i en film, hvor ja, jeg er gift med instruktøren, men jeg er også kæmpe fan af hende. Hun har givet mig muligheden for at spille en karakter i et univers, som jeg normalt ikke er en del af. Så jeg er glad og gør bare, hvad jeg får besked på.
Bravo: Det er rigtigt. Jeg er et røvhul, men vi formår at tilpasse os hinanden uden at tale alt for meget om det. Jeg respekterer Brett som skuespiller og giver ham plads, og han gør det samme med mig som instruktør.
I kommer begge fra en teaterbaggrund, og nogle af de mest mindeværdige scener fra Lemon foregår under en undervisningsgang for skuespillere på et teater. Hvordan har teateret formet jer?
Bravo: Jeg elskede at gå på teaterskole, men nogle gange var det sgu ikke så fedt. Det første år var jeg midt i en scene med en anden skuespiller, da min lærer rejste sig og gik op på scenen og sagde: “Jeg føler, at jeg har fejlet dig” uden at se mig i øjenene. Så begyndte han at græde og gik. Vi så ham aldrig igen. To dage senere fik vi en anden lærer, som vi havde resten af året, og vi fik ingen forklaring på, hvad der var sket. Vi blev undervist af folk, der var utroligt skrøbelige og følelsesmæssigt fastlåste. Jeg ved ikke, hvor forsvarligt det lige var.
Gelman: Der er intet bedre end rigtig godt teater, men der er noget forkert ved at blive undervist i at være skuespiller. Der er altid en konflikt, når man fordyber sig så meget i scenerne. Som skuespiller er man fuldstændig desperat efter, at folk kan lide en, så det kan være meget ydmygende at kaste sig ud i den slags. Scenerne i filmen, hvor de er til undervisning, skal gerne få publikum til at tro, at hele filmen bliver tåkrummende på den måde. De tænker, at det bliver endnu mere ubehageligt, end de havde regnet med. Det trick kan jeg godt lide.
Bravo: Samtidig er det en kærlighedserklæring til teaterskolen. Jeg elskede at tale om skuespil og diskutere Chekhov på en måde, der var både lidt for meget og rigtig spændende. Men det fungerer i filmen, fordi alt det komiske kommer helt naturligt. Det føltes meget trygt og godt, fordi vi samtidig hyldede nogle af de bedste minder fra vores ungdom.
Det er bemærkelsesværdigt, at I slet ikke er på sociale medier, udover Instagram. Tror I, at sociale medier gør mere skade end gavn for ens forhold?
Bravo: Jeg synes telefoner generelt er noget rigtig skidt i et forhold – selv i et venskab. Jeg har lige spist middag med nogle venner, og alle ved bordet sad med deres telefoner ved bordet. Inden vi går i seng, sidder vi og stirrer på vores telefoner, og det er det første, vi kigger på om morgenen. Vi har det begge sådan, at det er svært ikke at være interesseret i nyhederne. Vi er pisse bange for, at der kommer et missil flyvende ind i hovedet på os, og det er måske meget godt lige at følge med. Men jeg nægter at være på Twitter…
Gelman: Jeg overvejer hele tiden, om jeg skal være på Twitter igen. Men jeg synes, det er et fucking helvede. Det gør jeg virkelig.
Bravo: For nogle år siden var jeg på Sundance Festival med filmen Gregory Go Boom, og Brett fik overbevist mig om, at jeg spændte ben for min karriere, hvis jeg ikke var på Twitter. Så jeg fik en bruger, men efter 72 timer kunne jeg slet ikke mere. Interfacen irriterede mig, og der var alt for meget information. Instagram føles mere trygt. De fleste, der følger mig, eller sender mig beskeder, er 100 procent på min side. Så jeg synes, det er en slags safe space, og jeg har det fint med at dele ting. Det er et godt fællesskab. Brett skal finde sig i rigtig meget ondskabsfuldt, og det slipper jeg for. Kan du huske, da du kaldte Twitter for et Ku Klux Klan-møde?
Gelman: Ja, det tweetede jeg på et tidspunkt. Jack Dorsey [direktør for Twitter, red.] burde fucking skamme sig. Det er ikke en prædikestol, hvor man kan bruge ytringsfriheden, som man har lyst. Det er en fucking forretning, og han giver USA’s præsident lov til at mobbe almindelige mennesker. Han burde fandeme smide præsidenten ud. Jeg havde en sag med Adult Swim, der også stak helt af, hvor jeg virkelig blev angrebet. Folk photoshoppede mit ansigt ind i ovne og lavede endda racistiske billeder af Janicza.
Bravo: Mere end nogensinde før prøver jeg bare at passe mig selv og undgå situationer, der virkelig kan gøre ondt. For det er ikke gavnligt at være i det miljø på daglig basis. Vi er ikke totalt imod sociale medier, men man bliver nødt til at beskytte sit gode humør.
Lemon bliver vist tre gange på CPH PIX. Første gang d. 4. oktober klokken 17:30 i Empire Bio.
