Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey UK
Hvis det virkelig betyder noget for dig at se Stranger Things 2, så har du allerede gjort det nu. Det syvende afsnit af sæsonen var langt fra det stærkeste, vi har set, og det blev heller ikke mødt med megen begejstring. I afsnittet tager fortællingen en pause fra den dominerende plotlinje og resten af serien ved at følge Eleven, der er stukket af hjemmefra for at tage til Chicago i jagten på sin “søster” fra laboratoriet i Hawkins. Vi følger Eleven, mens hun møder og bliver venner med en flok punkere, får et sejt makeover og tager grusom hævn over sine tidligere plageånder. Afsnittet er blevet mødt med en del kritik, og der er generel konsensus om, at det muligvis er seriens Værste. Afsnit. Nogensinde. Men selv om du sidder og krummer tæer, så stiller The Lost Sister, som afsnittet hedder, alligevel nogle ret interessante spørgsmål om identitet, teenageoprør og barndomstraumer.
Videos by VICE
Men for at være helt ærlig, så kommer afsnittet ikke godt fra start. Omkring otte minutter inde vader Eleven ind i en stor lagerhal af en art, hvor fire personer sidder og varmer sig omkring en tønde med ild i. De er punkere. Eller for at sige det lidt mere præcist, så ligner de en Wikipedia-definition på punkere. Hvis man bad en konservativ forstadsfar i 70’erne tegne en tegning af fire punkere, så ville de se sådan ud. De har hullede t-shirts på, jakker, der er oversået med badges, alt for meget eyeliner og overkarikerede frisurer. En af dem har en høj hanekam, der er lige så stiv som karakteren selv. Da gruppen bliver opmærksomme på Eleven, siger han rent faktisk, og her citerer jeg ordret, “Jamen, dog. Hvad har vi her?” lidt ligesom en tegneserieskurk, der har købt alt sit tøj i Sex anno 1975. “Hvad er det, du har på – overalls?” spørger en anden. “Vi har ikke nogen køer, der skal malkes,” siger en udsultet version af Harley Quinn. “Skrid nu hjem til gården.” I baggrunden er ordet “PUNK” tagget på væggen.
Det er en fuldstændig tåkrummende scene, der forfalder til overkarikerede stereotyper fremfor rent faktisk at præsentere en subkultur. Hvorvidt det er med vilje eller ej, så lykkes det her at fremmane et billede af, hvordan et barn forestiller sig, “punkere” ser ud. Eleven er helt alene i en stor og skræmmende by og er oveni det udstyret med en identitetskrise, der får de fleste tweenpigers kvaler til at blegne. Eleven er opvokset i fangenskab og har tilbragt et år i Hoppers hytte ude i skoven, så det er ikke underligt, at hun føler, hun ikke kan få vejret. Derfor er hun også både begejstret og rædselsslagen ved udsigten til et mere oprørsk liv. Det er lidt, som om de her bizarre, tegneserieagtige figurer er trådt direkte ud af hendes drømme – eller mareridt. Den følelse intensiveres, da det afsløres, at punker-bandens leder, Kali, Elevens “søster”, har samlet slænget for netop at tage hævn over dem, der har eksperimenteret på hende og gjort hende så meget ondt. Det er en nærmest karikeret modsætning til hendes egen reaktion. Eleven er i stedet flygtet ind i barndommen. Hun har gemt sig for at overleve. Det er derfor naturligt nok, at hun vil prøve den anden metode.
Og ligesom alle andre historier om teenageoprør, så indeholder den her selvfølgelig også en makeover-scene, hvor Elevens stil opdateres. I plottet er der ikke skyggen af en grund til, at Eleven skal ligne de andre medlemmer af banden, og manuskriptforfatterne på Stranger Things 2 har ikke engang gjort sig den ulejlighed at finde på en, så i stedet springer serien direkte ud i en montagesekvens, hvor der glattes hår og lægges eyeliner til den store guldmedalje. Den nye, alternative Eleven – med det glatkæmmede hår og de mørke øjne – ser mildest talt akavet ud. Hendes nye tøj passer hende ikke rigtigt og poser alle de forkerte steder, og hun ligner fortsat, det hun er: et barn blandt en flok midaldrende kriminelle. Det er langt fra en Sandy-i- Grease-transformation. Som det også var tilfældet, sidste gang Eleven fik et makeover, og som hundredvis af børn over hele verden har gjort, efter de har set serien, så ligner hun mest af alt en pige i sit Halloween-kostume.
Men måske er det netop pointen, at hun skal se akavet ud. I tråd med Lindsays alt for store militærjakke i Freaks and Geeks eller Lanes lilla hår (som hun hurtigt vasker ud igen) i Gilmore Girls så har tv-serier længe været klar over, at der findes en angst og noget dybt uelegant i teenagerens jagt på en “cool” identitet, der adskiller sig markant fra den traditionelle grim-ælling-til-smuk-svane-fortælling, vi kender fra Hollywoodfilm. I 2002 var min mor i sin gode ret til at være fortvivlet over mine dårlige forsøg på at ligne Avril Lavigne. Hun mindede mig om, at Avril formodentlig ikke gik rundt til daglig iklædt sin brors aflagte skjorter og farverige bandanaer. Ligesom de fleste andre unge og børn, der forsøger sig med et look, så lykkes det ikke helt for Eleven at blive punker i første hug.
Allerede fra begyndelsen virker det temmelig usandsynligt, at Eleven pludselig finder en ny identitet ved at smøre pomade i håret og hænge ud med en flok omvandrende klicheer, især når man tænker på, at hun faktisk var omgivet af rigtige mennesker i Hawkins. Men den sande forhindring ligger i forskellen på måden, figurerne takler deres individuelle traumer på. Da det går op for Eleven, at Kali og hendes venner systematisk jager og dræber folk fra laboratoriet i Hawkins, bliver hun først bange og derefter ivrig efter at bevise sit værd. “Jeg er en fighter,” siger hun. “Jeg har dræbt før.”
Da det hele pludselig bliver alvor, får Eleven moralske kvaler over at udføre det drab, Kali ser som en retfærdig straf, og hun ender med at stoppe Kali fra at myrde en af videnskabsmændene fra laboratoriet, mens hans børn gemmer sig i soveværelset. Det peger unægteligt på en af seriens mere konservative budskaber: ‘Regeringsagenter, der udfører systematiske overgreb mod børn, er også mennesker med familier!!’ og det er i hvert fald Ikke Punk. Men Elevens selvindsigt – at Kali og hendes folks fremgangsmåde er for brutal – er vigtig, fordi det viser hende prøve sine grænser af inden for rammerne af det oprør, hun er i gang med. Det er en historie, vi har set udspille sig mange gange tidligere – her tænker jeg for eksempel på Stranger Things’ egen Winona Ryder, da hun trækker sig tilbage under JD’s voldsorgie i de sidste minutter af Heathers.
Som det også er tilfældet for mange andre unge, der opdager en alternativ livsstil, så giver Elevens flirt med – en temmelig overfladisk variant af – rock ‘n’ roll-anarki hende en kravlegård, hvor hun kan afprøve nogle moralske problemstillinger. Erfaringen med Kali viser hende, at hun kan leve efter sine egne regler, der ligger et sted mellem at følge omverdens regler og det kaos af oprør, hun er tiltrukket af. Hun går fra at finde en barnlig glæde i at bryde reglerne til at fantasere om at være en “fighter”, der uddeler øretæver til dem, der fortjener det, til at få en langt mere nuanceret opfattelse af sin egen rolle som en kriger, der har evnerne til at hjælpe andre, og et barn, der har brug for kærlighed og tryghed blandt familie og venner.
Som man selvfølgelig også håber på, når man ser et afsnit, der handler om rock ‘n’ roll-oprør, så er lydsiden i The Lost Sister også med til at understrege de forskellige faser, Eleven går igennem. Den første sang er næsten aggressivt åbenlys i forhold til temaet: Bon Jovis “Runaway” kører i baggrunden, da Eleven stiger af bussen i Chicago med et smil på læben. Har du fanget den? Eleven er the runaway! Hun har løsrevet sig fra patriarkatets greb, hun er en “Daddy’s girl”, der er særdeles lærenem. Det er meget muligt, at det ikke er med vilje, men valget af den sang minder os om, hvor overfladisk og stereotyp en karakter “the runaway” er. Det er heller ikke en udvikling, der klæder Elevens ellers komplekse karakter specielt godt. Vi bliver nærmest slået i hovedet med overgearede guitarriffs, og det er allerede krystalklart, at det her bare er en fase, og at Eleven før eller senere vender tilbage til Hawkins. Det er bare et spørgsmål om tid.
Den næste fase byder på et lidt mere interessant valg af musik: The Runaways’ “Dead End Justice”. Det er en sang, der dybest set er en voldsfantasi om at tage hævn over mænd, der har begået overgreb mod en. Det er samtidigt afsnittets eneste legitime forbindelse til noget, der har med punk at gøre. Teksten raser mod et korrupt system, politibrutalitet og den endeløse voldsspiral. Cherie Currie knurrer det ene øjeblik // You won’t believe what I can do to you //, for så i det næste øjeblik at klage // All the pain that I feel makes me feel mean / It’s so sad and crazy here I think I’m gonna cry //. Selv om manuskriptforfatterne bruger nummeret under makeover-sekvensen, så passer det faktisk langt bedre til Elevens senere balanceakt, da hun skal opveje en morderisk vrede og trang til at tage hævn med den empati og svaghed, hun også er karakteriseret ved.
Men måske er det mærkeligste valg faktisk afsnittets sidste sang, der skal markere triumfen: “Birds Fly (Whisper to a Scream)” af det kortlivede britiske band The Icicle Works. Det er et tordnende, neo-romantisk nummer, der føles både triumferende og oplysende, og derfor er det oplagt til at runde af med. Men teksten handler faktisk om ungdommelig forvirring i livet og kampen for at finde sin egen stemme. // We are, we are, we are // lægger omkvædet ud med stor selvsikkerhed, før bøtten vender i // children / Finding our way around indecision //. På den måde er sangen det perfekte soundtrack til det mærkelige øjeblik, hvor man opdager, at man egentlig ved meget mindre, end man først troede og dog er optimistisk, fordi der sker fremskridt. Og det er præcis der, Eleven befinder sig i slutningen på The Lost Sister: Tilbage hvor hun startede, mere barn, end hun nogensinde har været før, og dog langt klogere og mere vis på livet.
Det er let at afvise Elevens 50 minutter lange dannelsesrejse som en lettere pinlig og melodramatisk afstikker fra den rigtige historie. Men er det i grunden ikke sådan, alle faser i en teenagers liv ser ud udefra? Også selv om de ender med at forme os til de mennesker, vi er? Det er helt sikkert et klodset afsnit, men i sidste ende formår The Lost Sister at vise os en pige, der lærer at udvikle sin moralske sans såvel som sine psykokinetiske kræfter, i det hun udforsker måder at kapere sit barndomstraume på og beslutter sig for, hvad det er for et slags menneske, hun vil være.
