Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK
Der er sket noget mærkeligt for Cristiano Ronaldo den her sommer, og det er, at han har vundet et internationalt mesterskab. Det har de facto gjort ham til den bedste fodboldspiller i verden, den bedste fodboldspiller nogensinde. Messi, der er hans største rival for kronen, har nu tabt en VM-finale, tabt en Copa America-finale, fuldstændigt mistet besindelsen og farvet sig lyshåret 1,2 og har desuden permanent meldt sig ud af international fodbold.
Videos by VICE
I det titaniske opgør mellem Messi og Ronaldo – muskel versus sublim, ballet-agtig finesse – et ordløst opgør mellem to mænd, der hovedsageligt udkæmpes i kommentarfelterne under videokompilationer af målscoringer på YouTube – har jeg personligt altid foretrukket Messi, det perfekte, lille Troldepus, over Ronaldo, den pyntede mega-atlet. Men så vandt Ronaldo EM 2016 med Portugal, og beklager, men trofæer trumfer talent. Ronaldo er nu ‘Den Bedste Nogensinde’. Det beviste han med sin vindermedalje og den natsværmer, der baskede rundt på hans ansigt. Messi er lort og Ronaldo burde få overrakt FIFAs Gyldne Bold – permanent. Jeg er ked af det. Det er ikke mig, der laver reglerne, jeg håndhæver dem bare.
Lad os lige træde ind i Cristiano Ronaldos hoved et øjeblik: Han er 31, på tærsklen til sine evners begrænsning, han har besejret sin ærkerival, men gjorde det også på den mindst Ronaldo-agtige måde nogensinde. Han gik gennem to af de tre gruppekampe, nogle gange ganske anonymt, andre gange med ret stor dygtighed, og så, som underdog i finalen, forlod han banen med en skade efter 25 minutter. Ronaldo vandt en turnering uden personligt at dominere den. Hans hold overvandt Frankrig i finalen på næsten præcis samme måde, som Grækenland gjorde mod ham tilbage i 2004. Det er ikke den måde, Ronaldo er vandt til at vinde på: Ronaldo sprinter fra midterlinjen og svæver gennem luften for at banke et hovedstød direkte i krydset i det 86. minut. Ronaldo tager tre dybe indåndinger og knalder et guddommeligt frispark i mål. Ronaldo dribler udenom en, to, tre mænd, trækker den tilbage, rykker forbi en til, løfter den over målmanden på en så flabet måde, at målmanden bare tager sine handsker af og smider dem i nettet, flår fodboldstøvlerne af og forlader stadion i strømpesokker, mens han nægter at tale med pressen. Ronaldo vinder ikke fra bænken med bandage om knæet, mens hans hold spiller en stiv, udmagrende kamp. Ronaldo sætter ikke sin lid til, at Eder, en falleret Swansea-angriber, vinder en turnering for ham. Ronaldo er nødt til at være Ronaldo.
Jeg tror, at de umiddelbare, psykiske eftervirkninger af, at Portugal vinder en turnering med Ronaldo, men også uden Ronaldo, kan opsummeres med følgende billede af Ronaldo:
Nu rabler det for Ronaldo. Det her er, hvad der sker, når Ronaldo vinder en turnering uden at vinde en turnering. Ronaldo er nu tæppehandler. Og det er på en måde det mest badass nogensinde: Han har opnået så meget inden for sporten, at han har valgt at vende den ryggen, mens han er på toppen, både fysisk og i forhold til sin arv, for i stedet at sælge tæpper med sit eget ansigt på – portrætteret som et spansk Jesus-kalkmaleri. Endelig har Ronaldo besvaret det ultimative spørgsmål: Hvad forærer man manden, der har alt? Et stort fleecetæppe – “44% større end et almindeligt tæppe!” – med en gengivelse af ham selv og hans eget navn på.
Hvis du har set Ronaldo, filmen om Ronaldo, ligesom jeg engang gjorde på et fly, så ved du et par ting om Ronaldo. For det første har vi at gøre med en mand, der er villig til at hyre et filmhold til at bruge to år på i bund og grund at fremstille et stykke pro-Ronaldo propaganda – for derefter bogstaveligt talt navngive det Ronaldo. For det andet ved du, at hans bedste ven er en tre-hovedet hydra, som består af hans agent, hans bror, der virkelig ikke er god til fodbold, og hans mystiske, laboratorie-skabte søn – og at han stort set bor alene i et paladsagtigt, moderne palæ i nærheden af Madrid, hvor han drikker appelsinjuice og stirrer helt vildt længe på dekorative damme og nogle gange får sin søn til at læse højt. Han er kort sagt bare Patrick Bateman, der er blevet sendt gennem Google Translate fra engelsk til portugisisk et par gange, og som siden er blevet sluppet løs i en af de der underlige fashion-butikker, hvor alle skjorterne koster €800. Det er Ronaldo.
Det her er også Ronaldo, tæppesælgeren:
Det her, lige her, er Ronaldos gyldne øjeblik. I løbet af den her sommer er han urørlig. Han burde på alle måder styre verden. Men det er i stedet sådan her, vi vil huske ham: på sit højeste, i perfekt fysisk form, heftigt solbrændt efter fire ugers ferie med baglæns saltoer i havet fra en luksusyacht, på et hotelværelse med lav belysning, splitternøgen under et CR7-fleecetæppe mens han siger: “Hej guys. Jeg håber – jeg håber, I kan lide mit tæppe – lige så meget, som jeg kan. Ekstremt behageligt (dobbelt thumbs-up, blink med øjet ledsaget af klikkelyd).”
Den bedste fodboldspiller nogensinde vil gerne have, at du skal købe et tæppe til 1000 kroner, hvor der står hans navn på.
Det tog tydeligvis den bedste fodboldspiller nogensinde seks forsøg at sælge dig et “ekstremt behageligt” tæppe, og selv da fuckede han det op. Selv da fuckede han det op.
Min teori er, at det ovenstående kunstværk – “Cristiano Under Tæppe”, 2016, ukendt kunstner – faktisk er det første ærlige kig, verden har fået bag kulisserne i Cristiano Ronaldos mystiske hurlumhejhus af en psyke. Første konklusion: Ronaldo har nogle virkelig elendige rådgivere. Det her er manden, der for bare en måned siden havde hovedrollen i den bedste fodboldreklame nogensinde. Og her ligger han nu, under et tæppe, på Twitter – og poserer i den mest unaturlige under-et-tæppe-positur, jeg nogensinde har set (jeg har lige kigget på det igen og mener nu roligt, jeg kan konstatere, at Cristiano Ronaldo aldrig før har brugt et tæppe – så fremmed virker situationen for ham), sådan som han ligger der og filmer sig selv ved hjælp af en iPhone på et hotelværelse og henviser sine fans til cr7blanket.com.
Det er fordi, der er nogen, der har tilbudt ham penge for at gøre det 3. Træd indenfor i Cristiano Ronaldos tankepalads. Gå væk fra det rum, hvor han hver dag bare sidder i to timer og gnider sit vaskebræt ind i olivenolie. Gå gennem laboratoriet, hvor han klonede sig selv med udtrykkelige intentioner om at kunne spille for Real Madrid for evigt. Gå ind i hans tæppe-fæstning. Cristiano Ronaldo, den bedste fodboldspiller nogensinde, omgivet af fleece-billeder af eget ansigt, polstret fra alle sider af bløde, komfortable proklamationer af eget navn. Cristiano Ronaldo – the Mad King.
Det Cristiano Ronaldo egentlig har gjort her, er at smadre illusionen. Vi vil have, at vores atleter skal være ufattelige, urørlige supermennesker. For seje til nogensinde at tænke på tæpper eller dig eller mig. For rige til at have brug for endnu en forretning til at øge deres eksisterende formue. Men det Cristiano Ronaldo har gjort, få sekunder efter endelig at have erobret titlen som den bedste fodboldspiller i verden, er at bevise, at han også er en virkelig pinlig, ringere-end-en-reality-TV-stjerne, der er ude på at tjene penge. Cristiano Ronaldo indsvøbt i sit eget et tæppe er på niveau med en eller anden fyr, der røg ud som den første i årets sæson af Big Brother, og som nu sælger tandtråd på Instagram. Cristiano Ronaldo er autentisk for sine ligemænd. Cristiano Ronaldo copy/paster den email, han har fået fra PR-afdelingen med “Hi Cristiano!” og det hele ind i et forudproduceret opslag på de sociale medier. Verdens bedste fodboldspiller er også verdens mest akavede fodboldspiller. Det har været noget af et år for sporten.
1. Kaldes også at “gå full Bowers” efter Dane Bowers. Det er noget, jeg gerne vil have indført. Det kan ikke være rigtigt, at vi ikke har nogle bredere, lingvistiske markører for manden, der velsignede os med mesterværket “Bomb Diggy”↩
2. Det er også meget “fyr, der gifter sig med sin barndomskæreste og bliver skilt på sin 29-års fødselsdag, mister overblikket og går amok på den lokale Streckers”, er det ikke?↩
3. For flere beviser for Cristiano Ronaldos dårlige karrierebeslutninger – se her↩
Mere om kroppe og kendisser fra VICE:
En lektion i smerte fra maratonløberen, der sprintede ind i en pæl med pikken først
René Dif har valgt musikken fra og chipotlen til
En dybdegående analyse af datingshowet, hvor folk bedømmer hinandens nøgne kroppe
