Sara El Ghazi er 23 år, arbejder til dagligt med unge i aktivitets- og frivillighedscenteret Ressourcecenter Ydre Nørrebro og er ved at uddanne sig til eventkoordinator. Hun er født og opvokset på indre Nørrebro i København, hvor hun stadig bor med sine forældre og sine to yngre søskende. Alle kvinder i Saras dansk/marrokanske familie bærer tørklæde, og derfor havde hun ikke gjort sig mange overvejelser, da hun som 12-årig besluttede at gøre det samme. Det havde hun til gengæld, da hun 21. oktober sidste år lagde tørklædet på hylden. Her er Saras historie om at smide tørklædet som fortalt til Renna Rose Agger.
Det første, jeg lagde mærke til, da jeg tog tørklædet af, var, hvor ligegyldig jeg åbenbart er. Det lyder fjollet, men det var en helt vild følelse, at ingen kiggede på mig. Faktisk var det først der, det gik op for mig, hvor meget almindelige mennesker havde gloet på mig, da jeg bar tørklæde. I bussen. På caféer. På gaden. I butikker. Alle kiggede på mig, men jeg havde aldrig skænket det en tanke, at det ikke var normalt. Eller at det skyldtes, at jeg i deres øjne ikke var normal.
Videos by VICE
Faktisk var det en markant større omvæltning at tage tørklædet af end at tage det på. Jeg var 12 år og havde lige fået min første menstruation, da min mor sagde til mig, at nu var godt et tidspunkt at tage det på, og så gjorde jeg det. Det var ikke nogen stor ting. Jeg havde løbende prøvet tørklædet, og mange af mine veninder på den islamiske privatskole, jeg gik på, gik allerede med det. Det var helt normalt, og ingen undrede sig. Jeg kan huske, at mine lærere forberedte os på, at det kunne være, vi ville opleve, at vi blev set anderledes på i bybilledet, men på skolen var der intet før og efter. Det var på en måde et frirum, hvor ingen satte spørgsmålstegn ved beslutningen eller behandlede mig anderledes. Men som jeg blev ældre, begyndte jeg at se tørklædet mere som et aktivt valg end som en selvfølge, og i takt med at jeg blev voksen, begyndte jeg at føle mig mindre og mindre tilpas med det.
Selv om jeg ikke vil udelukke, at jeg en dag begynder at gå med tørklæde igen, besluttede jeg derfor efter flere års overvejelse at tage det af. Det skete den 21. oktober sidste år, og beslutningen handlede primært om en følelse indeni mig, som er svær at sætte ord på. Jeg havde længe sagt til mig selv, at jeg nok skulle vænne mig til tørklædet, bare jeg gav det tid, men efter 11 år måtte jeg erkende, at det nok ikke kom til at ske. Det sværeste ved beslutningen var at skulle fortælle det til mine forældre. Ikke fordi de ikke vil acceptere mit valg, men forestil dig, at du – som sikkert er opvokset i en almindelig dansk familie – pludselig kommer og meddeler, at nu vil du gå med tørklæde. Det vil sikkert også være svært for dine forældre at sætte sig ind i. Hvorfor nu det? Og jeg tror, det var sådan, mine forældre havde det.
Samtidig var de bekymrede for, om jeg havde været udsat for ubehagelige eller grimme oplevelser, der gjorde, at jeg ikke turde have det på. Men det var altså ikke derfor. Selvfølgelig har jeg prøvet, at folk sendte mig dræberblikke eller hvæsede, at jeg skulle smutte hjem til mit eget land. Jeg har også oplevet fremmede, der ville belære mig om, at “man altså ikke går med tørklæde i Danmark”. Men de oplevelser har aldrig sat sig i mig. Måske også fordi det ikke var værre. Jeg har flere veninder, der er blevet spyttet på af fremmede, ligesom jeg også kender folk, der har oplevet at tilfældige mennesker på gaden har forsøgt at rive deres tørklæde af. Så på den måde tror jeg faktisk, jeg har været heldig.
Jeg følte mig bare ikke tilpas, og den følelse blev kun forstærket i takt med, jeg blev ældre og begyndte at rejse meget alene. Det føles utrygt at være så tydelig muslim i en verden, hvor mange ikke er glade for muslimer. Jeg begyndte at tvivle på, om det var hovedpinen værd. Ligesom det var ret upraktisk at bo på hostel med toilet på gangen, hvor man skulle tage tørklæde på, hvis man vågnede om natten og skulle tisse. Den slags havde nok ikke generet mig, hvis jeg havde følelsen af, at tørklædet var rigtigt for mig, men det havde jeg bare ikke.
Mine venner tog det også pænt. Jeg var nervøs for, om de ville se mig anderledes. Og jeg synes selv, jeg var ret modig, den dag jeg tog det af. For jeg skulle se en masse af mine venner spille fodbold om eftermiddagen. Og hvad ville de egentlig sige? Et par af dem spurgte forsigtigt, om de måtte spørge, hvorfor jeg havde taget det af. Og der svarede jeg bare, at det måtte de gerne, men at jeg nok ikke kunne give et tilfredsstillende svar. Jeg fjernede også mit profilbillede på Facebook og lagde en Insta story op, hvor jeg ikke havde tørklæde på – for lige at prøve reaktionerne af. Et par af mine veninder var kede af, at jeg ikke havde fortalt dem om mine overvejelser, så vi kunne have talt om det inden. Men ellers var intet forandret. Jeg er jo stadig bare Sara.
Til gengæld var det en ret stor omvæltning at færdes i det offentlige rum. Ikke kun fordi folk ikke længere gloede på mig, men også måden, jeg blev mødt på, var forandret. De der akavede øjeblikke ved kassen, hvor ekspedienten i tøjbutikken ikke vidste, hvor hun skulle kigge hen, fandtes pludselig ikke længere. Jeg troede, alle mennesker havde de oplevelser i butikker, og jeg havde aldrig tillagt tørklædet betydning, men da det gik op for mig, at det slet ikke behøvede at være akavet at købe en bluse, blev jeg klar over, hvor mange, der definerede mig ud fra mit tørklæde. Ikke nødvendigvis fordi folk altid så skævt til mig, men alle stoppede lige op og bemærkede det. Og de her ting er jo meget sjove, men der er også dele, der er mere foruroligende. For jeg oplever også, at specielt ikke-muslimer lytter meget mere til mig nu. Før var jeg bare pigen med tørklæde. Nu er jeg pludselig en selvstændig moderne muslimsk kvinde, der er gået imod flokken gået sine egen veje. En stemme, man godt vil høre. Og det er selvfølgelig dejligt, at jeg kan blive hørt – blandt andet fordi jeg er ved at uddanne mig til eventkoordinator, og det er ret vigtigt, at folk lytter til en, når man skal stable projekter på benene. Men det er også foruroligende at tænke på, at det var anderledes, da jeg bar tørklæde.
Der var også mange gode ting ved tørklædet. Eksempelvis den respekt, folk viste mig. For tørklædet får på godt og ondt folk til at tage lidt ekstra hensyn. Mange spørger, om det er okay, før de lægger armen om en eller giver et kram, ligesom de passer på med stødende jokes og den slags. De tænker sig lige om en ekstra gang. Og det er faktisk virkelig en positiv ting. Samtidig savner jeg det fællesskab, man får med andre tørklædeklædte på gaden. Det kan sammenlignes lidt med, når man møder danskere i udlandet. Man smiler lige til hinanden og anerkender hinandens eksistens. Det var en dejlig lille ting.
Derudover kan jeg savne at blive påmindet om min religion. Det er nemmere at forholde sig til sin tro, når man ved, at man så tydeligt repræsenterer sin religion. Det er på ingen måde, fordi jeg falder fra, men jeg kan godt tage mig selv i ikke at have tænkt på min tro en hel dag. Samtidig er der er også flere fristelser nu, fordi folk ikke på samme måde tænker over, at jeg er muslim. Jeg var eksempelvis ikke ude for, at nogen flirtede med mig på gaden eller bad om mit nummer, mens jeg gik med tørklæde. Og det samme med at få tilbudt alkohol. Så der er flere ting at forholde sig til nu, men for mig betyder det faktisk, at jeg ikke tager min tro for givet. At jeg selv tager aktivt stilling til den.
Så er der dage som i går, hvor det bare giver så meget mening for mig. Jeg vågnede alt for sent og skulle skynde mig i skole. Jeg havde sovet med en knold i håret og kunne bare hoppe i tøjet og løbe ud af døren. Det havde jeg aldrig kunnet for et halvt år siden. Ikke kun fordi tørklædet tager tid at sætte ordentligt, men fordi man samtidig skal bruge ekstra tid på at matche sit tøj, så man ikke ligner en, der er klar til at smide koranen i hovedet på alle, man møder. Vestligt tøj og tørklæde skal være ret gennemtænkt for at se godt ud, synes jeg, så det er ret tidskrævende, hvis man ikke vil skille sig alt for meget ud. Lige nu nyder jeg bare at kunne stå op om morgenen, gå ud af døren og ligne alle andre.
