Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey USA
Forestil dig, at du er 17 år gammel og modtager et opkald fra dit yndlingsband, der inviterer dig med på turne. Du bliver samlet op af en bus, og foran dig venter verdens fedeste tur, som du har skippet eksamen og afgangsballet for at være med på. Du hænger ud med vennerne, danser midt på motorvejen, synger med på teksterne aften efter aften tværs over landet, mens du fester løs i et væk. Det er her, de fleste vågner op, for det kan næsten ikke være andet end en drøm. Men i 1988 var det virkelighed for otte heldige teenagere.
Videos by VICE
Bandet var Depeche Mode, en dansekonkurrence var adgangsbilletten, og resultatet blev en helt fantastisk film. Det hele er dokumenteret i Depeche Mode 101, en eventyrlig dokumentarfilm, der blev udgivet i 1989, og er instrueret af Chris Hegedus og D.A. Pennebaker, manden bag andre ikoniske musikdokumentarer som Bob Dylans Don’t Look Back. 101 overlod ikke bare scenen til bandets fans – den blev også til verdens første realityshow ved at smide en flok teenagere ind i en bus på vej til, hvad der skulle blive et legendarisk gennembrud for Depeche Mode, og filme løjerne, som de udfoldede sig. Selvom filmer handler om det legendariske dark wave band, så er det fansene, der gør filmen til noget helt særligt.
Det er ikke et tilfælde, at fansenes ansigter vises som det første i filmen. Kameraet panorerer og viser skrigende fans iført sort tøj og kæmpestore ørenringe. Alle er de vilde efter at se Depeche Mode indtage scenen. Med albummet Music for the Masses fra 1987 (der i denne uge fylder 30) stod Modes berusende cocktail af melankoli og melodi stærkere end nogensinde før. Selv kritikere af bandets tidligere synthpop-periode var positivt begejstrede. Mode inviterede Pennebaker med for at dokumentere deres USA-turne i 1988, der skulle kulminere i Concert for the Masses i Rose Bowl udenfor L.A. – deres største koncert nogensinde – men hverken stadionspektaklet eller musikken overbeviste Pennebaker om at hoppe med på vognen. Det gjorde derimod bandets fans.
“Jeg forstod, at de virkelig havde fat i noget, da jeg så, hvordan deres fans reagerede på dem,” sagde Pennebaker tilbage i 1989. “Det handlede ikke bare om rock ‘n’ roll og at drikke bajere. Det var, som om det her var den eneste koncert, de spillede.”
Det vidste Depeche Mode også godt. Tre uger inde i optagelserne foreslog bandets folk en risikabel satsning: En dansekonkurrence, der skulle føre en busfuld fans tværs over landet – fra New York til Californien via Route 66. “Vi har alle fået for meget af den der voyeurisme, som reality-TV har stoppet ned i halsen på os over de sidste to årtier,” sagde tidligere medlem af Depeche Mode, Alan Wilder, i et interview i 2014. “Men i 1988 var det en helt frisk ide og et nyt perspektiv.” Tusindvis af Mode-fans fik besked på at tage “det fineste tøj på” og stod derefter i kø for at komme med i konkurrencen, der fandt sted på Club Malibu i Lido Beach i New York. Den dengang 18-årige Jay Serken opsummerede oplevelsen i 101 i 1989: “Det er for at vise, hvem DM-fans er, for at have det sjovt, vise turneens koncept, promovere bandet, drikke sig stiv, kaste op og… FESTE!!!!”
Christopher Hardwick, der iført sin sejlerhat, et bredt smil og shorts i sorte og hvide tern gør honnør for kameraet, var en af dem, der skilte sig ud på dansegulvet. Selv i dag, 30 år senere, lyser Hardwick op som en teenager, når han taler om bandet. “Depeche Mode var ultracool. Man var stolt over at være på forkant og anderledes som fan af dem,” siger Hardwick via telefon fra New York. “Wow, en flok teenagere med sejt hår, eyeliner og sort tøj på? Det er lige mine typer. De gjorde det acceptabelt.”
Liz Lazo var 18 år, da hun klarede sig gennem nåleøjet med sit korte, røde pixie-hår og en sort hat i stil med den Mode-sangskriver Martin Gore bar. Modsat de fleste af sin konkurrenter var det et rent tilfælde, at hun havnede på Club Malibu, den aften konkurrencen løb af stablen. “Der var en, der sagde, ‘Depeche Mode laver en film, og folk skal forklare, hvorfor de kan lide bandet.’ Jeg var sådan lidt, ‘Okay, hvorfor ikke?’” fortæller Lazo også via telefon fra New York. “En uge senere, lige efter jeg var blevet student, fik jeg et opkald fra deres manager. ‘Pak dine sager, du skal afsted i næste uge!’ What?!”
Og sådan blev “hvorfor ikke”-koret på bussen i 101 grundlagt: Christopher Hardwick, Liz Lazo, Oliver Chesler, Sandra Fergus, Mia Decaro, Jay Serken, Chris Parziale og Maggie Mouzakitis – der ikke kendte hinanden, men blev som en familie på en hormonfyldt tur henover USA, fra Pittsburgh til Arizona og Pasadena.
Chesler var 17 på det tidspunkt og skippede sin eksamen og afgangsbal til fordel for turen, som han tog sammen med sin første kæreste Sandra Fergus. Hans karakteristiske hanekam og mørke øjenskygge, får Depeche Modes garderobe til at ligne søndagsskoleuniformer. “De gav os en tyk bog, hvor hele kalenderen var trykt i: Alle de steder vi skulle besøge, hvad vi skulle spise,” fortæller han fra sit nuværende hjem i Berlin. “Det var en fyr ved navn Marcel, som stod for at administrere vores madbudget, men han brugte bare det hele på øl!”
Sammenlignet med realityshow-deltagere i dag, der ofte har replikker med i baghånden, inden de træder ind foran kameraet, så virker 101 som et forfriskende ærligt portræt af teenagere. De griner over spildt øl, taler åbent om at brække sig, pisse, og hvordan bussen lugter, når klimaanlægget går ned. De hjælper hinanden med at afblege hår, viser røv til kameraet og ruller joints på hotelværelserne. Det er utroligt usexet, men deres charmerende selvsikkerhed stjæler al opmærksomheden. “Vi spillede en masse musik. Vi sov næsten aldrig på bussen. Vi holdt os vågne hele vejen og drak tequilashots,” fortæller Hardwick. “De to kameramænd forsøgte at fange øjeblikkene vores liv udfoldede sig i. Det var ikke instrueret. Der var ingen, der sagde, ‘Du skal gøre sådan eller sådan.’ Det var mere, ‘Der er en, der har problemer med at finde tøj, lad os se lidt på det.’”
Lazo siger, det var underligt at blive filmet først, men da det langt fra var den vildeste del af turen, holdt hun hurtigt op med at bekymre sig om det. I en scene spiller Depeche Mode et af de absolutte højdepunkter fra Music for the Madness, nummeret “Nothing,” over teenagernes karaokeversion på bussen. Lazo lever sig helt ind i det og synger lige op i kameraet, før hun bøjer sig bagover og bryder ud i dans. “Ja, jeg var lidt af en gymnast dengang,” siger Lazo og griner. “Så kravlede Chris op på mig! Vi havde helt sikkert fået alt for meget at drikke.”
Inden længe begyndte både fansene og medlemmerne af Depeche Mode at krænge sjælen ud foran kameraet akkurat som i et realityshow. Under en fest i bussen, hvor både bandet og roadier deltager, erklærer Serken, “Det her er min trettende øl! Og jeg kan stadig gå!” Parret Chesler og Fergus, der begge har hanekam, driller hinanden. På et tidspunkt vender Fergus sig mod kameraet og siger, “Jeg hader ham. Det gør jeg virkelig.” Frontman Dave Gahan folder sig også ud backstage: “Jeg er ikke helt sikker på det her,” fortæller han med et smil på læben inden koncerten i Rose Bowl. “Lad os bare tage tilbage til hotellet… De er sikkert ligeglade.” But the show must go on.
Depeche Modes optræden er det eneste i 101, der kommer tæt på at stjæle opmærksomheden fra deres unge fans karismatiske tilstedeværelse. Kameraet panorerer endnu engang over de skrigende fans, der fist-pumper i takt til den faretruende klaveroptakt “Pimpf.” Da synthpulsen under “Behind the Wheel” rammer, begynder fansene på bussen at springe rundt og skrige, som Mode træder frem fra forhænget. Klædt i hvidt på den sorte baggrund fremstår Gahan som en Kristusskikkelse. Han hvirvler rundt, hopper og springer og fører koret an. Det er her Depeche Mode går over og bliver til det samme stof, som myter er lavet af. Herskere der betvinger et ocean af amerikanske fans, der skulle sikre deres succes.
“Det var den vildeste oplevelse nogensinde. Det var utroligt at stå helt oppe foran med vores VIP-kort. De spillede alle vores sange,” husker Hardwick. “Da gongen kommer ind i lydbilledet, og de bygger op til crescendoet, skreg vi helt vildt. Jeg følte mig som en pige til en Beatles-koncert i 60’erne!” Beatles’ legendariske koncert på Shea Stadium i 1965 foregik foran et publikum på 55.000 fans. Modes koncert i Rose Bowl i 1988 havde over 60.000 publikummer.
Efter 101-æraen ændrede alt sig for Depeche Mode. “Den turne og den film var utrolig vigtig, især i forhold til måden bandet blev modtaget på,” sagde Gore i 2003. “Vi var altid lige ved at slå igennem, især i USA, men den turne i 1988 var den første gang det virkelig skete.” Modes fanatiske koncertpublikum var med til at cementere bandets eftermæle og hjalp dem med at nå højt op på hitlisten med Music for the Masses-opfølgeren Violator fra 1990. Der var også noget andet, der markerede 90’ernes fødsel: MTVs The Real World, der havde premiere i 1992.
Backstage og ved efterfesterne blev teenagerne på bussen behandlet som stjerner. De hang ud med Mode og mødte Bono, Axl Rose og Rick Astley. Selvom minderne ikke står helt skarpt fra de aftener i Californien, så har Chesler alligevel en fremragende anekdote fra en af festerne, som aldrig nåede med i filmen: “De tog os med på en klub i L.A. og for at komme ind, skulle man have sådan et kranie-klips i øret. Så vi var folkene med kranier i ørene, og da vi ankom, var der nøgne kvinder, som gik rundt og serverede cocktails. Jeg tør ikke engang forestille mig, hvad der foregik i VIP-værelset. Jeg har aldrig oplevet noget lignende.”
Chesler, Hardwick og Lazo peger alle tre på The Real World som det første realityshow, der er inspireret af 101. Man kan selvfølgelig godt sige, at det første realityshow nogensinde teknisk set er dokumentarserien An American Family fra 1973. Men Depeche Mode 101 er grundstenen for den måde, man laver reality-TV på i dag, fordi den, som den første, viste teenageres liv som en film, ved at følge en gruppe unge på turne med et af de mest transgressive bands i 80’erne, fra lavpunkterne med bræk i bussen til højdepunkterne sammen med bandet backstage. Det er designet som underholdning og på den måde en forløber til vor tids realityshows – både på godt og ondt.
“Før 101 havde jeg aldrig set en film eller et program, hvor man sendte en flok fremmede ud at rejse sammen. Vi var sammen hele tiden på en bus gennem en to uger land rejse tværs over USA, og filmen viser, hvordan vores forhold udviklede sig. Det var først derefter, MTV begyndte at producere den slags programmer,” siger Lazo. “Det hele startede med os.”
