Har du lyst til lidt moderkage-tatar?
American Afterbirth er en dokumentar, som Eddie Lin håber på at realisere med hjælp fra Kickstarter. Lin er erfaren madblogger, forfatter og deltids kulinarisk tv-personlighed, og han har dedikeret sit liv til at skrive om nogle af verdens mere usædvanlige fødevarer (i hvert fald for vestlige ganer).
Videos by VICE
Siden 2004 har han dokumenteret, hvordan han har spist alt fra friskt roadkill til så godt som alle insekter, man kan komme i tanke om.
Hans seneste besættelse er moderkager. Eller rettere sagt: pattedyr, der spiser moderkage efter endt fødsel.
Lin er særligt interesseret i fakta, fiktion og smagen af den vel nok eneste menneskelige membran, man kan spise uden at blive opfattet som Hannibal Lecter. Selvom mennesket er blandt de få pattedyr på jorden, der ikke spiser moderkagen som en selvfølge efter endt fødsel, er flere mennesker begyndt at spise moderkagen, og selve ideen bliver mere og mere udbredt. (Jeg fik fortalt, at dette års udgave af PlacentaCon var den hidtil største.)
MUNCHIES tog kontakt til Lin for at finde ud af, hvad der fik ham til at interessere sig for moderkage, hvordan moderkage smager, og hvorfor man aldrig nogensinde må pulverisere den og gøre den til en pille.
MUNCHIES: Hej Eddie. Hvordan har du det i dag? Eddie Lin: Godt. Jeg håber bare på, at Trump ikke forbyder moderkager.
Har det altid været din drøm at skabe en dokumentar om indtagelsen af moderkager? Ha! Det startede helt naturligt, da jeg dokumenterede fødslen af mit andet barn og spiste moderkagen på film. Det blev til en kortfilm — en lille familie-film. Den viste jeg til en af mine venner, som er producer. Han besluttede, at han ville lave en film om emnet i spillefilmslængde.
Hvordan tilberedte du moderkagen? Min mor hjalp mig med at tilberede den, og det var egentlig meget simpelt. Vi lavede en fond på kinesisk medicin med frisk ingefær, salt og en smule sesamolie for at give det lidt smag. Jeg tror, at hendes nøgleingrediens var risvin. Hun tilføjede alkohol for at snyde [min kone] Dianes krop og få hendes mave til at absorbere det hurtigere.
Jeg fik moderkagen på hospitalet. Jeg tog den med hjem og tilberedte den, inden der var gået otte timer, da mange mener, at man skal spise den indenfor de første otte timer for at undgå, at moderkagen mister nogle af sine egenskaber. Men igen, jeg ved ikke om den påstand har noget på sig eller ej, da der florerer en masse misinformationer og ammestuehistorier om moderkagespisning og tilberedning af den.
Det første, der slog mig var, hvor mør den var. Som et stykke modnet oksekød. Det smagte også af oksekød.
Var det første gang, du prøvede at spise moderkage? Ja, det var den allerførste gang, men jeg foreslog det også i forbindelse med fødslen af vores første barn, men der var min kones reaktion: “Nej, det er da ulækkert, det kunne jeg aldrig finde på at gøre.” Det var toogethalvt år før, hun rent faktisk gjorde det. Jeg skal lige tilføje, at hun bad mig om at tilberede moderkagen, da hun havde været igennem en ret problematisk graviditet. Hun var villig til at prøve alt for at mindske både ubehag og risikoen for at udvikle fødselsdepression og gøre alt for at komme sig hurtigere ovenpå fødslen. Det kan indtagelsen af moderkagen angiveligt hjælpe med. Hun er meget inde i alternativ medicin, helse og wellness og alt sådan noget. Men hun overvejede det ikke seriøst før den problematiske graviditet. Efter hun have læst op på det, besluttede hun sig for at prøve det af.
Hvordan ville du beskrive smagen og konsistensen af moderkage? Okay, det er endnu en interessant ting. Moderkagen er et midlertidigt organ. Den hjælper med at få fostret til at vokse ved at made det, og samtidig skiller det sig af med fostrets affaldsstoffer. Det både mader, filtrerer og renser ud. Det opsummerer det meget godt.
Da jeg så en moderkage for første gang på hospitalet, mindede det mig om et stort oksehjerte, og moderkagens diameter var omtrent på størrelse med en pruttepude. Den var dækket af et netværk af blodlegemer, og den var lidt svampet. Så jeg forestillede mig, at den ville smage som lever. Jeg troede, at den ville have den her lever-agtige konsistens og måske smage en smule af vildt kød. Jeg regnede i hvert fald helt sikkert med, at smagen ville være kraftig.
Men da jeg så rent faktisk smagte moderkagen, slog det mig, hvor mør den var. Som et stykke modnet oksekød. Det var i hvert fald tilfældet med det stykke, jeg brugte. Der er nemlig en tyk membran, der er utroligt svær at skære gennem, fordi den er så gummiagtig. Den spiser man ikke. Det man spiser findes inden i— det er den kødagtige og møre del.
Smagen er meget delikat. Forestil dig et svagt strejf af oksekød. Begge gange, jeg har spist moderkage, var smagen og teksturen den samme. Det var meget overvældene. Det havde jeg slet ikke forestillet mig.
Det føltes som om, jeg foretog mig noget, der var komplet unaturligt. Som kannibalisme.
Kan smagen variere fra menneske til menneske? Altså, jeg har jo kun prøvet det to gange, men som jeg har fået fortalt det, og som jeg forstår det efter at have talt med flere og flere mennesker — jeg har opbygget et netværk af moderkageentusiaster, jordemødre og fødselshjælpere — påvirkes smagen af moderens kost. Sommetider er moderkagen uspiselig. Det kunne for eksempel ske, hvis moderen er blevet udsat for et højt niveau af kviksølv. Ellers hvis hun af en eller anden grund har spist en masse tun. Så kan det faktisk gøre moderkagen ubrugelig.
Havde du oplevelser à la Motorsavsmassakren eller Hannibal, mens du skar i menneskevæv hjemme i køkkenet og gjorde klar til moderkagesuppe? Jeg havde det som om, jeg foretog mig noget meget unaturligt, mens jeg tilberedte den. Der var så meget blod, at jeg blev en smule ilde til mode. Det føltes som om, jeg foretog mig noget, der var komplet unaturligt. Som kannibalisme. Jeg måtte hele tiden få min hjerne til at forestille sig, at jeg arbejdede med kød fra en ko eller sådan noget. Jeg måtte altså manipulere min egen hjerne for ikke at blive helt overvældet af følelsen af at gøre noget forkert. Det var en ret intens oplevelse.
Hvor udbredt er det at spise moderkage? Åh gud, mere udbredt end vi havde forestillet os. Vi gik ud fra, at det var forbeholdt hvide semi-hippier fra den øvre-middelklasse. Folk fra San Francisco, det sydlige Californien, Venice Beach, Santa Monica og i Portland. Det overraskede mig meget, at det er også er populært i Dallas/Fort Worth, som jo er en konservativ højborg. Og det er også populært i dele af midtvesten. Men i Texas kan man finde moderkagespisere over hele staten.
Jeg har hørt, at du fik en veganer til at spise sin egen moderkage som tatar? Ja, det lykkedes mig at overtale hende til at gøre det, og jeg jokede med, at det jo var moderkage opdrættet på græs. Jeg overtalte hende derefter til at spise den rå. Hun spurgte mig om, hvordan hun ville få mest muligt gavn af det, og jeg svarede: “Jeg tror ærligt talt, at indkapsling ville fjerne nogle af fordelene, ikke at jeg er ekspert på området.” Det ville være det samme som at pulverisere en ribeye og lave den til en pille. Jeg kan ikke se, hvordan det skulle give mening.
Kan du nævne nogle af de fordele, der angiveligt er forbundet med at spise moderkage? Den største fordel er det energiboost, det giver. Den næststørste er genoprettelsen af hormonbalancen. Hormonerne, der er en del af moderkagen, såsom progesteron og oxytocin, modvirker humørsvingninger og fødselsdepression. Det skulle angiveligt også stimulere produktionen af brystmælk.
Er nogle af de fordele blevet videnskabeligt bevist? Netop nu foretager man på University of Las Vegas en stor undersøgelse om menneskelig indtagelse af moderkage, der ledes af Dr. Daniel Benescheck, som jeg mødte ved dette års PlacentaCon. Her afslørede de resultaterne af en forudgående undersøgelse på konferencen. Det, de fandt, var lovende, men det skal undersøges meget mere indgående, da undersøgelsen kun omfattede omkring 30 testpersoner. Det er ikke nok til at konkludere noget endegyldigt.
Vi ved det derfor ærligt talt ikke endnu. Der er mange, der ikke tager det seriøst. De mener, det er en joke. Mange af medierne gør grin med praksisen, hvilket også er en årsag til, at mange, der spiser moderkager, er lidt på vagt overfor medierne.
Hvad håber du på at seerne vil tage med sig fra din dokumentar? At de får øjnene på, for et miljø, som de måske ikke ved eksisterer. Nogle mennesker ved ikke engang, hvad en moderkage er, selvom den har hjulpet os alle til livet. Det er nok det primære. Men derudover er det nok at gøre folk opmærksomme på, at der er masser af ting, vi ikke ved noget om, og som moderne medicin ikke tager seriøst, når det handler om moderkagespisning.
Tak fordi du ville tale med os.