Denne artikel er oprindeligt udgivet af Waypoint
Det var det eneste, folk snakkede om. I en periode tror jeg, at Grand Theft Auto: San Andreas var det eneste, vi måtte tale om. Vi fortalte historier om, hvad vi havde oplevet eller lærte hinanden snydekoder, når vi mødtes i skolegården. Hele matematiktimer gik med ophedede diskussioner mellem 12-13-årige knægte om, hvem der var kommet længst med Denise, C.J.’s kæreste, eller hvem der havde færdiggjort mest af spillet. Bumsede, idiotiske unger bandede af hinanden og mundhuggedes om, hvem der havde fundet dildoen på politistationen først.
Videos by VICE
Jeg kan huske, da jeg fik spillet og pakkede det ud af plastikken. Jeg tog en blyant og stak gennem den stramtsiddende cellofan – dér i siden, hvor det er sårbart – og hev spillet ud. Jeg havde fået min mor til at stå i kø hele morgenen for at købe det, selvom jeg helt selv havde betalt forudbestillingsgebyret på 10 kroner af egen lomme. Jeg løb hjem fra skole, så snart klokken ringede, og alle de andre drenge i klassen gjorde det samme.
Spillet var sjovt og underligt og fyldt med humor og tegneserievold. Grafikken lignede ikke noget, som helst vi havde set før – det hele var utroligt levende og storslået – og soundtracket blev øjeblikkeligt ikonisk. Og der var cykler! Fucking cykler! De var så seje og lavede den fedeste summende lyd, når man trådte hårdt i pedalerne ned af Grove Streets hullede asfalt.
Efterhånden som den klistrede klaustrofobi i Los Santos blev skiftet ud med San Fierro, og omgivelserne nu bestod af yogaklubber og dyre tøjbutikker, ændrede spillet også fuldstændig stemning. Luften var pludselig ren og klar og brændte i øjnene, vejene var lange og bakkede, og bygningerne strakte sig langt op i himlen og tronede over en som skinnende obelisker. Men det var først, når man kom forbi den del af byen, og ud i de forladte, udstrakte vidder i ørkenen, at det blev rigtig alvorligt.
I Bone County hang støvet i luften som en tåge, og den eneste skygge kom fra enorme klippeformationer formet som en pik, mens solen ubarmhjertigt hang over alting som Saurons øje på himlen. Om natten blev ørkenen blå og endnu farligere. Og så var der ”Learning to Fly” og den fucking flyveskole, og ham den smarte agent Mike Toreno, som blev spillet af James Woods, som kun gjorde det hele værre.
Du kunne genkende de andre børn i skolen, som var nået til den mission. Deres indsunkne, bedrøvede øjne og deres slappe skuldre. De var blevet stoppet alt for brat af den ulideligt besværlige skole midt på den udslidte Verdant Meadows lufthavn. Man kunne kende dem, fordi de straks ville skifte emne – ”Er I nået til den mission, hvor…” ”Ej, snakker du stadig om San Andreas? Det er lort nu. Kom videre.” – og fordi de gik så langsomt, når de skulle hjem.
Missionerne havde også været svære før (jeg kigger på dig “Wrong Side of the Tracks,” din fede idiot), men det her var anderledes. Det var en helt anderledes form for smerte, som efterlod dig demoraliseret med ønsket om at lave noget helt andet, som ikke fik dig til at have det så elendigt. Flyveskolen knækkede folk.
Jeg kan huske, da jeg første gang prøvede den. Jeg kastede mig direkte ud i det og styrtede ret hurtigt – jeg dumpede den første prøve mindst 10-20 gange. Jeg sigtede efter de små, røde ringe, man skulle flyve igennem, men flyets næse ville begynde at dykke, og før jeg havde set mig om, styrtede jeg mod jorden og blev til en bukket af rød, gul og orange ild, inden skærmen fadede til sort med seks bogstaver tronende på skærmen: Wasted.
Til sidste bestod jeg de (ret simple) første par opgaver, men pludselig steg indlæringskurven til et fuldkommen umenneskeligt niveau. Det var ligesom at lære et barn at cykle, og så pludselig hive den væk fra dem og give dem nøglerne til din bil. Selv hvis man var hurtig til at lære og havde to firkløvere tapet fast til sin controller, tog det stadig time efter time efter time at lære de stort set umulige trick, som ikke tjente noget formål i spillet som sådan. Jeg var 13 og stirrede ind i det lille, tykke 14” fjernsyn med indbygget VHS og bandede, som om min pik var kommet i klemme i en dør.
Men jeg var opsat på ikke at give op. Når jeg sad hende i skolen og glemte mit arbejde, med hovedet hvilende i hænderne, drømte jeg indtil da om at brage igennem Ballas-territoriet i en smadret Stratum stationcar, mens jeg hørte “You Dropped a Bomb on Me” af The Gap Band og tømte det ene magasin efter det andet i pixelerede bandemedlemmer i lilla tøj. Nu var jeg i stedet hjemsøgt af tanken om ganske forsigtigt at manøvrere et fly fra anden verdenskrig gennem luften i en hastighed, der var langsommere end Big Smokes stofskifte. Når jeg lukkede øjne, så jeg kun små, røde ringe på bagsiden af øjenlågene. Jeg var besat.
Vigtigheden af min opgave lå som et åg på mine skuldre. For første gang i mit korte liv var jeg nødt til at fokusere og dedikere min tid til noget. Jeg blev nødt til at fuldende en række meningsløse opgaver, der beviste min smidighed og udholdenhed, så jeg kunne komme videre med spillet, og dermed mit liv. Jeg besluttede mig for at blive siddende, til jeg havde klaret det, mine hænder fastfrosset som en metalklo, mens dag blev til nat og dag igen – og jeg gjorde det. Jeg gjorde det fandeme.
Mit skolearbejde og min generelle opførsel indtil da havde været meget uregelmæssig – det skiftede mellem ”rigtig godt” til ”ikke så ringe” til ”du bliver nok kylet ud af skolen” – men efter den mission faldt alt på plads og i balance. Jeg siger ikke, at flyveskolen i San Andreas ændrede mit liv, men jeg udelukker det heller ikke.
