Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Canada
Rygere er en uddøende race. I årevis er vi blevet forfulgt, smidt ud af vores vandhuller og blevet fordrevet ud i regnen under gadelamperne. Efterhånden bærer vi vores cancerpinde rundt som en jødestjerne.
Videos by VICE
Det får os selvfølgelig ikke til at holde op – det gør os bare mere standhaftige. Om ikke andet konsoliderer det os som de charmerende outsidere. Lige meget hvilken type du er, får du enten et løftet øjenbryn eller et billigende klap på skulderen, hvis du siger, at du vil “ud at trække lidt frisk luft.”
I sig selv har “rygepausen” altid adskilt dem, der ryger, og dem, der ikke gør. Når man samtidig tænker på, at dem, som ikke ryger, må undlade at holde en pause, bliver det sociale skel mellem de to grupper kun større, og det kaster lys over, hvad der gør den her afhængighed så unik: Der er fordele at hente, og de er kun med til at øge splittelsen mellem rygerne og alle de andre. Vores eksil kan måske virke stressende for udefrakommende, men for dem, der tit fyrer op, er det en indgroet del af vanen, at vi bliver udelukket, og det er både godt og skidt.
Det er nu, hvor jeg lige tilføjer, at rygning SELVFØLGELIG er utroligt dårligt for dig, og du skal lade være. Så, nu har jeg gjort min sociale og etiske pligt, og vi kan komme videre.
Mit forhold til rygning begyndte, da jeg var et ungt menneske. Mig og nogle af mine venner havde lejet et hus, hvor vi samledes om aftenen og spillede FIFA på PlayStation. Hver gang en kamp var slut (eventuelt efter straffespark i de virkelig legendariske kampe), gik vi udenfor på terrasen, og stod i en tæt cirkel og nassede Camel fra hinanden. Jeg er stadig ikke helt sikker på, om jeg blev nikotinskæv, men jeg blev i hvert fald høj af fællesskabet.
Kort efter flyttede jeg til Californien, hvor jeg fik et job i reklamebranchen, og her var en cigaret en kærkommen adspredelse under den lange pendlertur om morgenen og igen om aftenen. På arbejdet begyndte jeg at arbejde for at få en mere åben rolle på redaktionen, og jeg argumenterede for min sag over Marlboros på parkeringspladsen med redaktører, som var søde nok til at tage mig under deres vinger. Jeg fik jobbet og beholdt rygevanen.
Så flyttede jeg til Chicago, hvor jeg endte med at flygte fra en ny virkelighed, der fyldte mig med angst og tvivl på egne evner. Det gjorde jeg gennem samtaler med fremmede, som jeg havde mødt ved at swipe til højre eller hoppe et par barstole hen til dem. Hvis der er noget, jeg har fundet ud af, så er det, at dem, som er udenfor og rastløse, altid tiltrækker hinanden – og de har alle sammen en lighter. De er forberedt på det bedste og forventer det værste, og det beundrer jeg.
I hver eneste samtale, lige meget hvilken by den foregik i, var der altid mindst to personer (men aldrig en stor flok), og vi var altid en god blanding af folk, der arbejdede for meget, var usikre på os selv og ikke helt lykkelige. Vi var alle sammen både helte og fiaskoer på samme tid, og igen fandt jeg det samme varme fællesskab, som jeg havde fundet på den forfrosne terrasse mange år før, hvor det var så koldt, at man på afstand ikke kunne se, om vi røg eller bare trak vejret.
De små orange lys afslørede os, og vi var pisse ligeglade.
