At tage afstand fra mainstreammusik er én ting. Vi får jo stoppet stride strømme af autotune og trapbeats ned i halsen, plejer du gerne at starte dit rant mod “industrien” med efter et par flaskebajere i baren, mens hele dansegulvet upartisk taber hjernen til et Drake-nummer. Men hvornår har du sidst rent faktisk gjort noget for at udfordre P3-vandfaldet af allestedsnærværende ørehængere? Hvad gør du for at udforske den nærmest uendelige mængde musik, nyt som gammelt (som direkte mærkeligt), der ligger og lurer på internettet, bare nogle få klik væk?
“20% af sangene på Spotify er aldrig blevet afspillet. Ikke så meget som én gang. Det er fire millioner sange,” skriver Lane Jordan på sin hjemmeside. Jordan er en af de tre skabere bag Forgotify, en gratis online musiktjeneste, der har én simpel funktion: At vise dig numre på Spotify, der aldrig er blevet afspillet før. Tilbage i 2014 fortalte medudvikleren Nate Gagnon vores tyske kolleger, at antallet af uhørte sange måske en dag ville ramme 0. Men det er endnu ikke sket.
Videos by VICE
Vi har alle sammen den der lettere douchey first-mover ven, der reagerer med falsk forargelse, hver gang vi ikke har hørt om det næste store navn, han lige har fundet på Pitchfork (Claes, du har ikke opdaget den nye David Bowie, luk nu røven). For at finde ud af om Forgotify har en relevans, her tre år inde i tjenestens levetid, besluttede vi os for at gøre det beskidte arbejde for dig. Vi klikkede os dybt i tjenesten for obskure og forsømte Spotify-tracks og anmeldte de første 20 sange, vi stødte på:
Ameritz Karaoke Band – “Bleeding Love (In The Style Of Leona Lewis) (Bonus Track)”
“Guys, skal vi ikke lige have Leona Lewis’ “Bleeding Love” på?” “Nej, nej, seriøst, dyrk lige den her sprøde Ameritz Karaoke Band-udgave! Dis shit is poppin’!”
– Samtale overhørt til ingen morgenfest, nogensinde.
Et hurtigt udpluk af de mange spørgsmål, der med det samme trænger sig på:
- Hvad er motivationen for at lægge sine tracks på Spotify som obskurt coverband? Jeg mener, hvad er best case scenario?
- Er den moderne musikindustri virkelig så blottet for originale ideer, at vi har brug for at genfortolke Leona Lewis’ diskografi?
- Hvis svaret er “ja”, er det, der har manglet fra den sjælfulde klassiker, så virkelig minimalistisk bip-house?
- Hvorfor er det her et “Bonus Track”???
Donna Bach-Heitner – “Maybe It’s Time”
Brusebadssang møder discount-julekalendermusik i et track, der er lige så intetsigende som de tilfældige grene og grå ClipArt bogstaver på albumcoveret. Donna Bach-Heitner (catchy navn, ik’?) skråler kærlighedsballaden “Maybe It’s Time” som en kvinde, der aldrig har fået ærlig feedback. Eller har fået så meget ærligt feedback, at hun ikke længere er i stand til at registrere det. Ikke da hendes tætteste veninde tiggede hende om ikke at give hende en sang i bryllupsgave. Ikke da hun fik tre simultane X’er fra Talent-dommerne, det sekund hun gik op i toneleje. Ikke engang da hendes underbo hamrede febrilsk i loftet med en kost, midt i en af hendes shower sessions. Men gode ting kommer til den, der venter, så måske er tiden efterhånden inde til Bach-Heitners store breakthrough. Maybe it’s time.
Maybe it isn’t.
The Highliners – “Come Dancing”
Endelig et migræne-inducerende svar på, hvordan det ville lyde, hvis Dropkick Murphys sniffede lim og stjal honky-tonk lydeffekter fra “The Chicken Dance“.
DJ Yakeen – “Can’t Stop”
Potentiel underlægningsmusik i russisk Paradise Hotel partymontage.
Marijuana Wolf – “Hell Yeah”
Jeg er egentlig ret nede med Marijuana Wolf. Jeg kan ikke sætte fingeren på præcis, hvad det er. Måske er det en progression, der er så kaotisk, at den får Camper Van Beethoven til at fremstå velstrukturerede. Måske er det bare svært at være kynisk, når et ukendt antal pothoveder bruger tre minutter på stort set uafbrudt at synge // Hell yeah, all right // ind i hovedet på dig. Ja, det er sandsynligvis bare et band af weed-bros med fedtede Doritos-fingre, der engang hev guitarer frem til en privatfest og opfandt en masse sange på stedet. Og hvad så? De har 19 sange på Spotify. Og det har du ikke. Hell yeah. All right.
Carol Rosenberger – “Annees de pelerinage, 3rd year, S163/R10: No. 4. Les jeux d’eau a la Villa d’Este (The Fountains of the Villa d’Este)”
Tilfældige gengivelser af klassiske komponister som Franz Liszt og Frédéric Chopins episke værker er tilsyneladende for Forgotify, hvad uopfordret penisblottelse er for Chatroulette og Omegle.
Der er mange af dem. Rigtig mange. Der er uforklarligt mange af dem.
Cosmic Suckerpunch – “Good Morning”
Det er lige meget, hvor meget man synes, man lyder som Billy Corgan, eller hvor ofte man har fremført “Black Hole Sun” til perfektion på sin lokale karaokebar. Hvis Cosmic Suckerpunch har sagt deres fuldtidsstillinger op for at starte et band – det her band – bliver den faretruende bunke ubetalte huslejeregninger på deres respektive dørmåtter det eneste kosmiske suckerpunch, de kan se frem til.
Mike Bauhaus – “Ich hab mir geschwor’n – 2010 Reloaded For Mix”
Jeg siger ikke, at Hansi Hinterseer har en rebelsk teenagesøn, der drog til Ibiza i en ung alder for at forfølge sin drøm om at blive til et one-man, tysk Cascada. Men hvis han havde…
The Bad Penny Band – “When Will You Be Mine”
Din far kan helt vildt godt li’ Primus. Og fordi det ikke helt var nok at gøre Sailing the Seas of Cheese til det ufrivillige soundtrack til hele din barndom, har han nu startet et band – The Bad Penny Band – sammen med Karsten, Henning og “Lyd-Lasse” fra kontoret. Kæft hvor fjong, far. Kunne du ikke bare have været forudsigelig og købt en cabriolet?
Havok (USA) – “Touch It (Original Mix)”
Med en titel, der kunne være både en doven technosang og den eneste tanke i hovedet på en 15-årig dreng under sin første biografdate kommer her Folex-versionen af et Benny Benassi-nummer, som det ville lyde, hvis det blev afspillet ikke af din nabo, men af din nabos nabo til hans Breezer-fyldte privatfest.
Det er i øvrigt vigtigt at understrege, at her altså er tale om “Original Mix” – og hverken DJ Exodus- eller Aniki-remixet.
Josh Gabriel ft. Winter Kills – “Hot As Hades – Original Edit”
Gad vide, hvordan en professor i græsk mytologi ville have det med at se dødsrigets gud, kongen af underverdenen, reduceret til en titulær reference på et generisk stykke Ibiza-techno? Og så endda et uafspillet et af slagsen fra et kompilationsalbum med navnet Armada At Ibiza – The Closing Party 2011 – en indikation om, at nummeret egner sig bedst til den formentligt ekstremt ukritiske sindstilstand, der hersker blandt Ibizas sidste sommergæster.
De antikke grækere ville nok have haft det vildt nok over Josh Gabriel og Winter Kills’ trampertrack. Det ville du også, hvis den hårdeste partybanger på din playliste lød sådan her. Men ak, det er ikke tilfældet. Og vores verden har eftertrykkeligt ikke brug for mere varmt eurotrash.
The Hardy Boys – “Wake Up Sleepyhead”
Måske er det, fordi jeg sidder og stener Forgotify tidligt en mandag morgen, at The Hardy Boys’ “Wake Up Sleepyhead” synes at henvende sig særligt til mig. Måske er det, fordi jeg som præpubertær jomfru og Pokémonkortsamler skråstreg læsehest havde en svaghed overfor letfordøjelige detektivromaner. Jeg kan i hvert fald konstatere, at indieserenaden, der bedst kan sammenlignes med Simon & Garfunkel på Ritalin, langt fra er det værste, jeg er stødt på i min udforskning af Forgotify, der efterhånden føles mere og mere som Spotify-ækvivalenten af den der elefantkirkegård fra Løvernes konge. Jeg tildeler “Wake Up Sleepyhead” seks ud af seks elefantkranier, ikke mindst for at have lykkedes i at tilføre ordet “refrain” seks-syv ekstra stavelser (2:12), og klikker mig videre.
Samuel Frazier – “Rain”
En fremragende, uopdaget perle til dig, der står og mangler et anstændigt soundtrack til din elevator og/eller som ventemusik til din telefonkø. Ved første øjekast på det ekstremt klichéfyldte, solnedgangsudsmykkede cover på Samuel Fraziers Rain EP er du sikkert afvisende. Men selv hvis beroligende klaver-zen ikke lige er dig, så lad i det mindste være med at snyde dig selv for det fortræffelige panfløjte-stykke, der pludselig byder sig til midt i sangen (3:45).
The Outlanders – “Maybe There Is Hope”
At det her ordløse, syv minutter lange, instrumentelle track på en fuldstændig ordløs EP fyldt med noget, der lyder som underlægningsmusik fra 7th Heaven er blevet hørt nul gange på Spotify, er lige så (ikke) overraskende som det (ikke) er sindsoprivende. Hurtigt videre.
James Whetzel – “Sa Wee Tah (Based On Raag Kafi, Folk Beat)”
James Whetzels “Sa Wee Tah” er indbegrebet af Spotify-uploads, som ingen i verden har bedt om: En musikvidenskabsstuderende gademusikant fra Seattle, der gør pseudokarriere på at genfortolke afrikansk stammemusik. Hvis man lukker øjnene, mens Whetzel krænger sin sjæl ud gennem congolesiske strengeinstrumenter, og virkelig lytter efter, kan man næsten høre ham google sig selv på sine forældres computer, fyre op for pladen på Spotifys Web Player og råbe, “DER KAN DU BARE SE, MOR! JEG ER BLEVET TIL NOGET! HVEM HAR SMIDT SIT LIV OG SIN UDDANNELSE VÆK NU, HVA’?”
Napalm – “The Ripper”
Som du måske allerede har gættet på navnet, er det her track fucking ild. Starter hårdt, slutter hårdere. Ja, du kunne hypotetisk set godt torrente FruityLoops eller et andet beatmaking-program gratis fra ThePirateBay og skabe præcis den samme konstellation af lyde, men har du gjort det? Nej. Og det er forskellen på dig og Napalm. Du tænker – Napalm handler.
Die Zellberg Buam aus dem Zillertal – “Schotter Polka”
Yep, polkamusik. Det er her, vi er nået til. Straight-up polka – “Schotter Polka” for at være mere præcis. Aus dem Zillertal. Auf Spotify. Aber… warum?
Rent statistisk må overlapningen mellem mennesker, der ejer en smartphone og forstår, hvad Spotify er, og mennesker, der er så vilde med polka, at de har behov for at kunne tage deres lederhosen-beats med sig overalt være uendeligt lille – hvis den overhovedet eksisterer. Kunne Die Zellberg Buam ikke have sagt sig selv, at det her ville ske? At deres maniske drømme om at herske over verdens polkaherredømme i sidste ende ville føre dem til en kold og forglemt Forgotify-grav?
YMI – “Nowhere To Go”
YMI-sangtitler som “Nowhere To Go”, “Fed Up” og “Creepin”, der egentlig bare virker som dovne forsøg på at plagiere en Linkin Park-sætliste, og tude-rockens klassiske dåsevokal (vokal, der lyder som om den er sunget ind i en konservesdåse, jævnfør 3 Doors Down, Volbeat med flere) er øjeblikkelige advarselssignaler, der indikerer, at vores øregange er på en direkte kollisionskurs med en emo-forvirret, billig udgave af The Offspring.
Mit Forgotify-eventyr begynder stille og roligt at føles mindre som en spøjs lytteroplevelse og mere som det hvide snit for min musiksmag. Jeg kan ikke huske, hvordan en god vokal lyder. Eller hvordan et godt beat føles. Jeg ved ikke, hvad “YMI” står for – og jeg har ikke lyst til at vide det.
Future Shock – “La Musica – Future Shock Dub Mix”
Selve mixet i “La Musica” er lit nok – et sted mellem motiverende aerobics-dub og pausemenu-musikken fra Rocket League – men det er virkelig tekstuniverset, der skiller sig ud. Her har Future Shock (om muligt) tilsynelandende brugt endnu mindre tid på ideudvikling, end der var allokeret til at finde på et bandnavn. Tracket har de absolut simplest tænkelige tekster: en dame, der på forførende spansk bare hvisker “la musica”.
Altså…”musikken”.
Grub Dog Mitchell – “Disco Christmas”
Årh, Forgotify. Forkæmper for den forglemte sang. Musikstreamingens svar på Robin Hood. Behøver vi i virkeligheden at sige andet end “Disco Christmas” med Grub Dog Mitchell?
Bedste. Musiktjeneste. Nogensinde.
