Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Australien
Mietta sagde, at jeg skulle give dig et navn. En slags “identitet”. Mietta er min sexterapeut, som hjælper mig med at lære at lytte til dig. Så er der Brooke, som er gynækolog og som griner hjerteligt, når jeg undskylder på dine vegne, når du bliver undersøgt hver anden uge. Det startede med en tredjedel af en pegefinger og skælvende knæ. Du er blevet lidt mere medgørlig nu, også selvom det kun er nogle gange.
Videos by VICE
Vi skal fejre det, når alt det med at blive udvidet af forskellige redskaber er overstået.
Er det at navngive sin vagina ligesom at navngive et barn? Jeg mindes ikke, at jeg nogensinde har set en artikel, der listede “De 1001 mest populære vaginanavne i 2016”. På samme måde mindes jeg heller ikke en eneste gang, hvor du ikke på aggressiv vis har holdt porten til dit hemmelige kammer lukket. Og alligevel, på trods af al din modstand, så ligger jeg stadig sammen med mine frustrerede elskere og siger, “Det er okay, bare bliv ved med at prøve.”
Ifølge vaginismus.com (et domæne man garanteret skulle kæmpe for at få retten til), er vaginismus en lidelse, som skyldes en “ufrivillig spænding af bækkenbunden og især muskelgruppen pubococcygeus (PC).” Det betyder dybest set, at man oplever en brændende, sviende fornemmelse samt stramhed under samleje. For nogle umuliggør det penetration. Man får ofte åndedrætsbesvær under sex, og andre muskelgrupper (som benene eller lænden) kramper af og til ufrivilligt. Tamponer og gynækologiske undersøgelser er et no-go.
Det særlige ved vaginismus er, at det eksisterer både i kroppen og i sindet. Reaktionen på lidelsen er ikke bevidst. Lidt ligesom øjenlågene blinker, så har PC-musklerne lært at trække sig sammen og “spasme” for at beskytte sig selv mod en mulig trussel. Uden behandling bliver lidelsen kun værre, fordi kramperne får frit løb. På den måde bliver de “stærkere”, varer længere og føles mere intense. Du er min egen lillebitte, besværlige bodybuilder dernede. En slags jernkvinde.
Jeg fortalte aldrig min første rigtige kæreste om dig. Jeg fortalte ikke om dig til nogen. I andre kvinders selskab blev sex aldrig snakket om som noget, der lød fysisk dejligt. Måske som noget følelsesladet, men mest af alt som noget smigrende.
I retrospektiv var min første gang måske også den bedste. Jeg kunne retfærdiggøre smerten: Det var jo bare fordi, at jeg mistede min mødom, og det var min pligt som kvinde at gennemgå den smerte. Han fumlede rundt med min krop på en fordrukken men stadig høflig måde, men jeg kan huske, at jeg fór sammen, da han førte den første finger ind. Det skete lige med det samme. Det var ligesom at få stød. Alt trak sig sammen i mig. Det føltes som om, du klamrede dig til det indtrængende element med et smertefuldt, tørt sug.
Vi blev ved i halvandet år – du og jeg og ham. Det er slet ikke fordi, jeg ikke nød forholdet. Jeg elskede følelsen af at være elsket, men jeg var altid bevidst om din stemme, som hele tiden kunne høres i min krop og indimellem gjorde, at jeg fik gåsehud over det hele. Jeg var nødt til at lære at ignorere dig. Hver eneste gang, min lænd gik i kramper, eller mine ben sparkede ud, så lod jeg som om, at det skyldtes intens nydelse. Hvordan siger man som 17-årig til en, man holder af og har lyst til, at hans kærtegn føles som barberblade mod min krop?
Jeg er ked af det, men jeg troede, at alle cis-kønnede, heteroseksuelle kvinder fakede det. Jeg troede, at vi alle sammen var med på den her hylemorsomme, indforståede joke, hvor vi grinede af de gode historier henover kaffe og lod som om, at vi stadig havde lyst, selvom det gjorde fandens ondt. At smerten var bare var en forudsætning for os.
Illustration af forfatteren.
Jeg fortalte min anden kæreste om dig halvandet år inde i vores forhold. Hans reaktion bekræftede præcis hvorfor, jeg havde holdt det hemmeligt så længe, som jeg havde: Han var frustreret, forvirret og havde ingen empati. Jeg snakkede for meget om det, sagde han. Det var et ulækkert emne, revsede han mig. “Nå okay!” råbte han sarkastisk en aften, mens jeg græd. “Har du vaginismus?! Virkelig? Det anede jeg ikke.”
Jeg følte hele tiden, at jeg blev afvist, og at jeg skulle skamme mig. Det var som om, min krop var sygdomsbefængt, og at han ville ikke have noget med den at gøre, med mindre den blev fikset. Min ødelagte vagina blev til mere end bare det – jeg begyndte også at føle mig som en ødelagt kvinde. Min krop var ikke petite nok. Min tøjstil var ikke udfordrende nok. Min stemme var for højrøstet og brovtende. Mit hår var for tykt, kort og rodet. Min negle var ikke velplejede og skinnende. Hvis jeg ikke var en attraktiv kvinde – en heteroseksuel, penetrerbar cis-kvinde – hvad var jeg så?
Da han flyttede til Skandinavien på udveksling gjorde jeg det til min mission at blive “fikset”, inden jeg skulle over og besøge ham. Det var på det tidspunkt, at jeg introducerede dig for Mietta og Brooke. Vi gik virkelig til den os fire. Jeg var målrettet. Jeg forestillede mig naivt, hvordan hele vores forhold ville ændre sig, så snart jeg var i stand til at have penetrativ sex. Vi ville grine mere. Vi ville se flere film. Sådan gik det selvfølgelig ikke. Efter et halvt år, hvor jeg havde insisteret på, at penetrativ sex ikke var en mulighed, før jeg virkelig følte mig tilpas med det, blev vi endelig genforenet efter en lang ubehagelig flyrejse. Han insisterede på, at vi gav det et forsøg, og jeg sagde ja. Selvfølgelig sagde jeg ja.
Klokken var 16, og helt i tråd med det skandinaviske klima var det bælgmørkt. Jeg vidste ikke, hvilken dag, det var. Han så anderledes ud, og der var gået så lang tid. Det blev et ret kort forsøg. Jeg bad om lidt tålmodighed fra hans side, og måske lidt for meget. Han bemærkede surt, at processen var “for klinisk,” sukkede og stoppede. For klinisk for hvem?
Mine trætte øjne mødte hans blik. Det var som om du – mit rasende, lidende selv – sendte en bølge af raseri igennem mig. Det var ikke som at få stød, nej det var mere en slags motiverende styrke, der fyldte mig. Det var dråben. Jeg ville aldrig mere lade ham diktere min værdi baseret på en lidelse, som han havde været med til at forværre. Jeg var så færdig. Jeg kunne slet ikke se hans tomme, frustrerede blik. I stedet forestillede jeg mig bare alle de smertefulde oplevelser med diverse udvidelsesredskaber, mine skrig, når Brooke forsøgte at fjerne en lille tampon efter en overambitiøs undersøgelse, og alle de år, hvor jeg havde foregivet, at mine spasmer var udtryk for nydelse. Det var svært for mig bare at fungere normalt i flere dage efter sex: Rødmen, ømheden, smerten. For klinisk til hvem?
Se også vores film om modellen, som har sagsøgt et tamponfirma efter at have mistet sit ben som følge af tamponsyge.
Hjemme i Melbourne, efter et halvt år i behandling, er der nogle uger, hvor du og jeg oplever ting, som jeg slet ikke troede var mulige. Og så er der andre uger, hvor du blankt afviser mig. Det kan jeg godt forstå. I lang tid var det jo mig, der afviste dig.
Det har virkelig aldrig været min mening at gøre dig ondt. Det er bare fordi, sex er alle steder og ingen steder på samme tid. Sex er slet ikke, som det ser ud. Det er forvirrende og besværligt. Og i stedet for at lytte til dig, så lyttede jeg til den fjantende latter fra mine skoleveninder, som diskuterede alt, der havde med sex at gøre – som porno, egne erfaringer og dårligt illustrerede tegneserier i seksualundervisningsbøger. Det stoppede aldrig. Til sidst begyndte jeg at tro, at det var meningen, at sex skulle gøre ondt – også efter den første gang.
Der har været tre fyre siden: Den første var en kærlig person, som grinede, da jeg undskyldte for min krop. Mit bækken gav et lettelsens suk. Der var ikke noget at være bange for. Han ville ikke gøre dig ondt. Den anden var meget indtagende på enhver front. Jeg havde mødt ham samme aften. Jeg var tryllebundet for en stund og glemte et øjeblik, at jeg bar rundt på den her lidelse. “Så det er sådan her sex føles,” tænkte jeg morgen efter.
Den tredje var en ivrig beundrer, som medfølende lyttede til den kliniske beskrivelse af min vaginismus, men som kun havde sin egen nydelse for øje, når det kom til stykket. Ja, det gjorde ondt – det sveg og spændte på den velkendte måde, men ikke på den måde det plejede. Det skal aldrig mere føles, som det gjorde dengang.
Jeg har valgt at kalde dig Tori. Tori betyder vinder eller erobrer. Mietta synes, at det er et fantastisk navn. Min mor har fortalt, at hun overvejede at kalde mig for Tori, så det virkede passende. Det lyder ikke for skrøbeligt. Det lyder ikke af rosenblade og vanilleduftlys. Du er ikke svag. Du er en kampdygtig elsker, det er helt sikkert. Du er mere end et ømt, dunkende hulrum, der kan erobres, Tori.
Se flere af Madisons illustrationer på Instagram.
Mere fra VICE:
Skal menstruationssmerter godkendes som sygefravær?
