Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly USA
Der findes to typer gæster på et museum. Dem, der tager billeder af Mona Lisa, og dem, der står bagerst i lokalet og tager foragtfulde billeder af dem, der tager billeder, før de vader op forrest i køen og har et ”meningsfuldt og dybt” øjeblik med værket. Da jeg startede som skribent, skrev jeg meget om kunst, og derfor er jeg godt bekendt med den sidstnævnte gruppe. Jeg har faktisk hørt til blandt dem. Det er mennesker, der føler sig hævet over masserne, fordi de har en opfattelse af, at der er en rigtig og en forkert måde at interagere med kunst på. Og de befinder sig selvfølgelig på den rigtige side af skellet. Det er mennesker, der aldrig kunne drømme om at tage en selfie med et maleri eller en skulptur på et museum.
Videos by VICE
Instagram er over de sidste år blevet et verdensomspændende fænomen, og mange firmaer og organisationer investerer store summer i den visuelle økonomi i et forsøg på at markere sig via platformen og fange folks opmærksomhed. Lige siden Random Internationals dramatiske og yderst fotogene udstilling ”Rain Room” – et installationsværk, der tiltrak et kæmpe publikum, da det åbnede i London i 2012 og har gjort det i alle byer, hvor værket har været udstillet, er det blevet meget tydeligt, hvad folk egentlig er på jagt efter i en kunstoplevelse: Muligheden for at tage en god selfie. Og det er også noget museerne har bemærket. Til ferniseringer ser man ikke længere kun kunstkritikere og anmeldere, men også Instagram-influencere. Det antydes i pressematerialet, at en given udstilling er fotovenlig, og museer er sågar begyndt at afholde Instagram-konkurrencer.
Men i 2017 blev det hele for meget. Mindre end en uge efter udstillingen ”Yayoi Kusama: Infinity Rooms” åbnede på Hirshhorn Museum i Washington i februar, snublede en lidt for ivrig selfiefotograf og smadrede en polkaprikket græskarskulptur, der var del af den meget omtalte installation, som er tagget i mere end 47.000 billeder på Instagram. Det er selvfølgelig ikke første gang, at en museumsgæst ved et uheld ødelægger et kunstværk, men fordi Kusamas surrealistiske værker er berygtede for at tiltrække selfieentusiaster, var historien på alverdens forsider – det underliggende budskab i dækningen var, at selfiebølgen var ved at ødelægge kunstoplevelsen og derfor måtte stoppes. (Det gjorde heller ikke tingene bedre, da en videooptagelse af en kvinde, der vælter et kunstværk til 200.000 dollars på L.A.s 14th Factory i juli blev en viral sensation.)
Senere på året tog New Yorks ekstremt populære Museum of Ice Cream – et lyserødt, krymmeldækket fantasilandskab og yndet selfiemål – på turne til Los Angeles og San Francisco. Og da ”museet” nåede til San Francisco blev det placeret i nærheden af en lignende udstilling, der kombinerer kunstoplevelsen med en photobooth, kaldet The Color Factory. Billetter til begge – som kostede op mod 30 dollars – blev udsolgt næsten omgående, og sidstnævnte måtte udvide åbningstiden for at imødekomme efterspørgslen. For mange elitære kunstelskere er udviklingen mod et Instagram-venligt museumsmiljø blevet anledning til en del mavesure Facebook-opdateringer. Det her var den konfettiklædte begyndelse på enden, vrælede alle mine kunstvenner online. Museumsoplevelsen, som de kender og elsker den, var på vej i graven.
Eller som LA Times’ kunstanmelder Christopher Knight fortalte Wired i forbindelse med en historie om fremtidens ”made-for-Instagram museum”: ”Den type kunstig underholdning er lige så meget kunst, som et provinstivoli er Legoland. Det er bare en mere prætentiøs udgave.”
Sidst i september lancerede San Francisco Museum of Modern Art en reklamekampagne for deres kommende udstilling af den berømte fotograf Walker Evans’ værker. Som led i kampagnen dukkede en sponsoreret Facebook-reklame op, der kaldte Evans for ”The Father of Instagram” – opslaget er siden blevet slettet. Det skabte selvfølgelig en del furore i kunstkredse. To kunstanmeldere fra San Francisco-området lagde screenshots af reklamen ud på deres personlige profiler og kritiserede museet for at ville appellere til Museum of Ice Cream-segmentet. Andre kunstnere og skribenter gav også deres besyv med og sagde blandt andet, at museet opførte sig respektløst overfor sit kernepublikum. Der var sågar en kommentator, som skrev, at han fik lyst til at slå på folk, der tager selfier med kunstværker.
Bare lige for at gøre det helt klart, så har Walker Evans selvfølgelig ikke opfundet Instagram, og reklamen var så langt ude, at den sagtens kan beskyldes for at være misledende – under alle omstændigheder, pinlig. (Museet har også lagt den del af kampagnen på hylden siden, selv om man stadig reklamerer med en Instagram-skattejagt og en konkurrence i forbindelse med udstillingen.) Men under overfladen af den her snak, lurer der en foragt for masserne, der tager billeder sammen med Mona Lisa. Det er et had til både forbrugerne såvel som producenterne af massekulturelle fænomener.
Det er en reaktion, der peger på en grundlæggende frygt for, at forbrugerne skal korrumpere det hellige rum, som museet udgør, og samtidig udviske alle skellene – race-, køns, og klassedefinerede – der traditionelt har adskilt den gruppe af folk, der føler sig velkomne på et museum, og den gruppe, der ikke føler sig velkomne. Det er muligvis ikke en foragt, folk er klar over – det kan sagtens være et bias, der opererer i skyggerne. Den der følelse af overlegenhed, når man ser en ung kvinde med en iPhone i hånden vælte en hel række skulpturer på et museum. Det er tåkrummende, men også yderst tilfredsstillende.
Kunstverdenen er afhængig af forudfattede holdninger om, hvad det vil sige at være et ”kultiveret” menneske. De mest kultiverede sidder selvsagt på toppen af den sociale stige. Mange mennesker vier hele deres liv til at samle den nødvendige viden, så de kan kravle op af den stige. Og en del af angsten for, at helt normale mennesker invaderer museumsrummet, lader til at handle om, at man grundlæggende ikke ønsker det sociale pointsystem erstattet med et andet, nemlig Instagram-likes.
Dermed ikke sagt, at det ikke kan være et problem, når folk går på museer for at tage selfier. Det beviste Kara Walker i 2014, hvor hun lavede en udstilling med optagelser af publikummer ved en installation i Brooklyn, hvor folk tog selfier, mens de ragede på kunstnerens 23 meter høje antropomorfiske statue af en nøgen kvinde, der skulle kommentere på stereotype opfattelser af sorte mennesker. Dette eksempel kunne godt pege på, at folk i deres iver efter at få et godt selfie, faktisk glemmer at prøve at forstå værket.
Men publikum dukker heller ikke bare op til de store udstillinger for at instagramme, de dukker tit op på grund af Instagram. Som internetikoner som The Mets socialmedia-manager Kimberly Drew og direktør for digitalafdelingen ved The Jewish Museum of New York JiaJia Fei begge har vist, så er de sociale medier – især Instagram – utroligt vigtige redskaber, når man skal aktivere og engagere et publikum i forhold til visuel kunst. At have set et billede af et kunstværk i sit feed, er en af de mest almindelige årsager til, at folk i dag tager ud og tjekker kunstudstillinger ud.
Det er også værd at huske på, at The Cosby Shows ved at bruge sorte kunstneres værker i deres historier og kulisseudsmykning i 70’erne var med til at hjælpe den såkaldte Black Arts Movement frem – hvis ikke økonomisk så i hvert fald kulturelt set. Og Kimberly Drews Black Contemporary Art-Tumblr har brugt lignende kanaler for at udbrede viden om og kendskab til samtidens fotokunst, et reblog af gangen. Med andre ord så har massekultur i mange år været en måde for folk uden for kunstens hellige haller at forstå den verden på og samtidig udøve indflydelse.
I en TedX-talk fra 2015 beskriver JiaJia Fei museumsverdens berøringsangst overfor sociale medier som ”frygten for den digitale reproduktion, frygten for copyright-problemer, frygten for konsekvenserne ved omfattende vidensdeling”. Det kan blandt andet betyde, at museerne mister retten til at definere og fortælle kunsthistorien – på trods af omfattende uddannelse kan den forskning, de professionelle kuratorer foretager, hurtigt blive glemt til fordel for et dårligt croppet billede på Instagram, der samtidig præsenterer fejlagtig information.
Det er Feis argument, at hvis man gør værkerne og informationerne fra museerne offentligt tilgængelige, så har kuratorerne faktisk mulighed for ”at generobre den position, de har haft som eksperter før Google-tidsalderen.”
I forhold til museerne så kan udvikling ikke vendes. Men mange folk i kunstkredse rundt om i verden – til trods for, at de også ofte brokker sig over, at folk ikke længere går på museer – argumenterer i mod den øgede brug af teknologiske redskaber på en måde, der hurtigt kommer til at virke som et angreb på de folk, der ikke er del af det gode selskab.
Det er derfor ironisk, at hvis ingen folk gad at se Mona Lisa længere, ville kunstverdenen blive ligeså vred. Myten om mesterværket, som kunsteliten indtil for ganske nyligt har kunne definere ene og alene, er hjørnestenen i deres status. Men hvis masserne ikke var så interesserede, at de hver dag væltede in på Louvre med iPhonen i hånden, ville Mona Lisa bare være maling på et lærred.
