I to år af Fernanda Miláns liv i Danmark mødte hun kun tre slags mennesker. Der var kvinder og piger som hende selv – ulykkelige, bange og alene. Der var kunder, der skulle tilfredsstilles seksuelt. Og så var der bagmænd, der kom og tog de fleste af de penge, kunderne efterlod.
”Jeg var på ”call” 24 timer i døgnet. Ligesom en kirurg,” fortæller Fernanda Milán og griner. Det virker grotesk at grine, men samtidig meget stærkt. Hun var nemlig ikke en kirurg på telefonvagt, hun var en ung kvinde fanget i en trafficking-ring i Danmark. Hendes historie er historien om at blive handlet som et dyr og solgt til danske mænd mod sin vilje. Men det er også historien om at overleve og tage kontrollen over sit liv tilbage. Fernanda er ikke et offer for menneskehandel. Hun er en overlever.
Videos by VICE
Fernanda Milán er 32 år og tager imod os i den lejlighed, hvor hun for to måneder siden flyttede ind med sin danske kæreste, der er i sluttyverne. De er meget forelskede. Lejligheden er sparsomt indrettet med tunge lædermøbler og et stort fjernsyn. ”Her er lidt tomt og ikke så pænt, men det er fordi, jeg ikke er kommet rigtig på plads.” Hun griner igen og peger mod de store vinduer, hvor solen lyser det hele op. ”Jeg vil ikke have kedelige gardiner. Min mor kommer på besøg snart, så tager hun gardiner med fra Guatemala.”
Det er der, hun er fra. Guatemala, hvor hun er født og voksede op i en familie af musikere. En familie hvor hun fik kulturen ind fra begyndelsen og læste Dostojevskij og Hermann Hesse som 14-årig. Fernanda fik tildelt kønnet ‘mand’ ved sin fødsel. Sådan forklarer hun det selv, men det var ikke det køn, hun var. I dag lever hun som transkvinde. Det er faktisk der, hendes historie starter. Det er derfor, hun måtte forlade det land, hun elsker og savner. Og det er derfor, hun endte på bordeller over hele Danmark.
”Selvom min familie var meget åbne på mange måder, var det svært for dem at acceptere, at jeg var transkønnet. Jeg måtte starte min transition uden mine forældres støtte, og jeg måtte forlade mit hjem, for jeg var ikke velkommen der.” På det tidspunkt var hun 15 år. I årene efter begyndte hun at arbejde med menneskerettigheder og transkønnedes rettigheder, og med det fulgte en kritik af regeringen.
Hun fortæller, at fordi hun var en offentlig aktivist og transkønnet, blev det farligt for hende at være i Guatemala, og hun blev truet på livet. Det bakkes op af Den Interamerikanske Menneskerettighedskommission, som i 2012 udtrykte stor bekymring for transkønnede efter tre mord på transpersoner det år. Den gennemsnitlige levealder samme år for transpersoner lå på blot 25 år på grund af blandt andet mord, ligesom lokale trans- og menneskerettighedsorganisationer rapporterer om mord eller ’tvungen forsvinding’ af mindst 30 transkønnede personer i Guatemala fra 2009-2010.
Så Fernanda vidste, at hun måtte flygte. Hun købte en billet til Danmark og i 2009, med 500 dollars på lommen, landede hun i et land, som hun ikke vidste meget om. Hun nævner Den lille havfrue og Karen Blixen, før hun holder en tænkepause. ”Jeg kendte ikke engang hovedstaden. Jeg vidste intet, kun at Danmark var tæt på Sverige, og jeg havde hørt ABBA før. Nå ja, og Barbie Girl med Aqua, den er da dansk.”
Da hun ankom til Danmark, følte hun sig tryg ved at gå på gaden, og selvom det var en ny følelse, var Danmark ikke hendes drøm. ”Jeg ville ikke være i Danmark, jeg ville være hjemme og kæmpe for det, der var rigtigt, men jeg var ikke klar til at dø for det.”
Der stod hun så, 23 år i Sandholmlejren hvor hun søgte om asyl i Danmark. Ankomsten til Sandholmlejren er det, hun kalder en ”gamechanger”. For i asylcentret blev hun placeret i afdelingen for mandlige asylansøgere, fordi hun i sine papirer var en mand, men da Fernanda lever som kvinde, blev hun udsat for seksuelle overgreb. Noget Politiken skrev om i 2012. Overgreb som hun fortæller, at der ikke blev gjort noget ved. Vi har uden held forsøgt at få en kommentar fra Center Sandholm om Fernanda Miláns fortælling om overgreb, mens hun boede på asylcentret.
Og så flygtede hun igen. Ud af Sandholm under jorden i et land, hvor hun ingen og intet kendte. Ved hjælp af en bekendt, der havde en ven, der havde en ven, fik hun kontakt til en amerikansk kvinde, som ville hjælpe hende. ”Jeg vidste ikke hvordan, men jeg var nødt til at tage imod det. Det var seksuelle overgreb i Sandholm eller døden i Guatemala.” Efter et par dage tog den amerikanske kvinde Fernanda med hen til et sted, hvor hun fortalte hende, at hun kunne tjene mange penge.
Da Fernanda ankom, så hun to andre kvinder og et par mænd i et venteværelse. Den amerikanske hjælper havde et bordel, og der skulle Fernanda arbejde nu. ”Det er det her eller direkte død. Sådan havde jeg det. Jeg må gøre det, tænkte jeg.” Så Fernanda blev indlogeret på et værelse og fik taget sine papirer fra sig. Og så ændrede alt sig.
”Der forstod jeg, at jeg blev handlet som en ko. Jeg blev solgt til massevis af mænd og rundt mellem bordeller og bagmænd. Og jeg var endda en af de heldige, for jeg beholdt lidt af mine penge selv, men for de fleste kom der nogen og hentede pengene et par gange om ugen. ” Derfra var Fernanda nogen andres.
Fernanda serverer kaffe og kanelsnegl, mens hun snakker højt og længe. Lejligheden vi er i, ligger et sted i Jylland, vi kan ikke fortælle mere præcist, hvor vi er, for selv om Fernanda er ude af den trafficking-ring, som hun var fanget i, er hun stadig bange. Hun føler ikke, hun har fået en afslutning. Hun ved ikke, hvor hendes bagmænd er, og hun ved ikke, om de er vrede, og om de kommer igen. Hun har boet mange steder i Danmark, men hun ved ikke selv hvor. I de to år hun var en vare, som forskellige bagmænd handlede med, boede hun både i små lejligheder i storbyer eller uhyggelige huse på landet. Sammen med andre piger og kvinder med samme skæbne som hende.
”Du er der, hvor de bestemmer, at du er, og deler dit liv med andre kvinder. Der er ingen sygedage, menstruation eller dage, hvor du ikke har lyst. Du er deres.”
Og Fernandas skæbne i Danmark er desværre langt fra enestående. I 2017 var der 86 personer i Danmark, svarende til 90 procent af samtlige ofre for trafficking i 2017, der blev solgt til seksuel udnyttelse mod deres vilje. Det oplyser Center Mod Menneskehandel, der samtidig gør opmærksom på, at der er et stort mørketal. Det betyder, at der potentielt er flere.
Det er de piger og kvinder, der er fokus på i dag den 18. oktober, hvor det er EU’s internationale Anti Trafficking Dag. I den forbindelse er organisationen NEWLIVES, sammen med 9 NGO’er fra Europa og produktionsselskabet Uitch Iscratch, gået sammen om at lave kortfilmen Voiceless Women. NEWLIVES er en NGO, der hjælper kvinder, der er blevet solgt til seksuelle ydelser i Danmark. De hjalp også Fernanda, dengang hun blev reddet og skulle videre med sit liv. Kortfilmen viser kvinder, der, når de åbner munden og bevæger deres læber, taler med mandestemmer. Deres replikker er anmeldelser fra mænd, der har købt seksuelle ydelser, fundet på online fora. Se filmen her:
”Det mest uhyggelige er, at det er normale folk, der handler med kvinder. Du går i skole med dem, du går i supermarkedet med dem, det er dine naboer,” siger Fernanda. Og hun ved, hvad hun taler om for i de to år, fra 2009 til 2011, hvor hun blev solgt, mødte hun mange bagmænd, mange kunder og mange andre kvinder. Der var flest som hende selv fra lande langt fra Europa, men der var også en del piger fra østeuropæiske lande. ”Det, de piger har tilfælles, er, at de er ekstremt bange. Og i en situation hvor det er let at manipulere med dem og skræmme dem. Jeg var så bange for Danmark, Guatemala og Sandholm. Jeg var i den perfekte situation for dem.”
Forskellige bagmænd, eller ‘pimps’ som Fernanda kalder dem, betød forskellige regler. Nogle gange kom hun med ud og handle, andre gange måtte hun ikke forlade huset, og hun fik bragt det mad, hun skulle lave. Af og til var hun i et hus midt ude på landet helt alene, andre gange var hun i byer, hvor bagmændene var mere til stede. ”Jeg valgte aldrig noget selv, og jeg var meget bange for dem. De truede med at gøre min familie i Guatemala fortræd, de styrede mit liv, og de gav mig til dem, de ville. Det meste af tiden anede jeg ikke, hvor jeg var, jeg kunne ikke sproget, og de sagde, at politiet var deres venner. Jeg var så bange for at blive der, men også så bange for politiet, for det betød Sandholm, og det tror jeg ikke, jeg havde overlevet.”
Hun fortæller om en af hendes bagmænd, der tit fortalte om sine kontakter i politiet. Det gjorde Fernanda rædselsslagen. ”Jeg følte, jeg var i deres hænder. På en underlige måde følte jeg, at de beskyttede mig, selvom de jo udnyttede mig.” Og så er der pengene. De penge, som de tog, men som der alligevel aldrig var nok af. ”Pludselig var jeg i gæld og skulle betale 20.000 kroner til en bagmand, uden jeg forstod hvorfor. Jeg var fanget.”
I februar 2011 sluttede mareridtet for Fernanda. ”Jeg var i et hus et sted i Danmark med en anden kvinde. Der kom en mand ind for at være sammen med hende, men pludselig skreg hun, at det ikke var en kunde, men politiet. Så kom der en til. Jeg kan huske, at han var sød og rar, og så sagde han: Jeg er politibetjent, jeg skal hjælpe dig, for vi mener, at du er offer for trafficking. Jeg blev reddet af politiet, den credit vil jeg give dem.”
Fernanda kom først på krisecenter i Jylland og derefter til Reden i København, der især hjælper udenlandske kvinder, der bliver solgt til seksuelle ydelser. De hjalp hende også med at få begyndt sin asylproces igen. I november 2012 fik Fernanda – som første transkønnede nogensinde – asyl i Danmark og anerkendes som flygtning efter FN’s flygtningekonvention.
I dag fortæller hun sin historie for at hjælpe andre som hende selv.
”Der er så meget skam forbundet med det her. Men jeg skammer mig ikke. Det her er sket for mig, jeg var et offer i en periode. Men jeg er en overlever, det er der ingen skam i.”
Se også:
