Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly USA
Der findes en queer-udgave af Google Maps. I stedet for grå er alle bygningerne lyserøde. I stedet for de små orange pile, der udpeger forretninger, er der sorte knappenåle, som markerer steder, hvor folk, i bredest mulig forstand, har haft queer-oplevelser. Over hele verden, også i Danmark.
Videos by VICE
“Queering the Map” er et online kunstprojekt, der så dagens lys for et års tid siden og er skabt af 22-årige Lucas LaRochelle, som studerer ved Montreals Concordia University. Lucas LaRochelle beskrev for nylig sig selv for mig som ”en interdisciplinær designer, der arbejder med queer-teori, queer-kroppe og teknologi såvel som rum og arkitektur”. LaRochelle, som foretrækker pronominerne de/deres, fik ideen til projektet, da de en dag cyklede forbi et velkendt træ på vejen hjem – det var stedet, hvor de mødte sin første seriøse partner og siden vendte tilbage for at have en række ”svære samtaler”. Da Lucas LaRochelle kørte forbi træet, mærkede de følelserne vælde op i kroppen. Det handlede ikke bare om de specifikke oplevelser under træet, men måden, hvorpå de havde formet deres identitet. LaRochelle indså, at træet repræsenterede et følelsesmæssigt mindesmærke for deres udvikling som queer-person. For LaRochelle var træet blevet til et ”queer-sted”.
”Træet og de følelser, det vakte, fik mig til at tænke på andre lignende steder, der bærer på queer-værdi – en slags queer måde at orientere sig på – og så begyndte jeg at tænke over, hvordan mange forskellige steder og typer arkitektur rummer den type oplevelser,” siger LaRochelle. ”Da jeg først havde udstukket de punkter for mig selv, blev jeg interesseret i at finde ud af, hvordan andre oplever queerness. Min primære queer-erfaring er naturligvis min egen, men jeg ville gerne opleve andres.”
Med lidt hjælp fra en tekniker på universitet lavede LaRochelle et digitalt verdenskort om til et brugerdefineret atlas over personlige queer-oplevelser. Det eneste, man skal gøre, er at vælge et sted, klikke for at tilføje en nål og forfatte en kort beskrivelse af det minde, man har fra stedet. I lang tid var der kun omkring 600 nåle på kortet, fortæller LaRochelle, men så blev projektet et viralt hit i februar, og pludselig lå tallet på over 6.500. Desværre fulgte der også en del uønsket opmærksomhed med den popularitet; internettrolde oversvømmede kortet med homofobiske og pro-Trump beskeder. Derfor valgte LaRochelle kortvarigt at tage kortet offline. Men med hjælp fra godhjertede fremmede på nettet fik de det hurtigt op at køre igen i en ny og forbedret udgave, hvor bidrag til kortet overvåges af frivillige moderatorer.
Ud over de åbenlyst homofobiske beskeder og følsomme oplysninger som persondata, siger LaRochelle, at de meget specifikt undgår at redigere i andre menneskers fortolkninger af, hvad det vil sige at være queer, også selv om de ikke er enige. Nålene på kortet udpeger steder, hvor folk har mødt deres partnere, steder, hvor de har mødt folk i forbifarten, steder, hvor det er gået op for dem, at de er transkønnede såvel som tidligere samlingssteder for LGBTQ-aktivistgrupper, der for længst er væk.
Henover de seneste ti års tid er mange tidligere samlingssteder for LGBTQ-folk forsvundet, og Queering the Map er en måde at mindes dem på. Det er også en påmindelse om, at queerness er forbundet med virkelige, fysiske steder – også selv om det ikke er barer med regnbueflaget hængende over døren.
Og i en tid, hvor persondata er lig med profit, og LGBTQ-segmentet er blevet et yndet mål for reklamekampagner, giver Queering the Map personlige historier deres oprindelige eksklusivitet og intimitet tilbage, da anonymiteten sikrer, at man ikke kan tjene penge på oplysningerne. (Selv om det besværliggør processen lidt, så indlæses kortet altid med udgangspunkt i Montreal, fordi det bagvedliggende program ikke benytter brugernes geografiske informationer, fortæller LaRochelle.)
Da jeg scroller gennem mit eget gamle nabolag i Oakland, Californien, ser jeg en nål for enden af vejen, jeg boede på. Ved et kryds, hvor der ligger en åben plads, et lejlighedskompleks og et par huse i trist stand, ser jeg en besked: ”Jeg forelskede mig i dig her. Dine hænder og dit hår og smil og lyset i dine øjne.”
Lidt længere nede af vejen er der en nål ud for en anonym lagerhal, der engang dannede ramme om et queer-rave, jeg var med til. Beskeden lyder: ”Helt klart en af de mest mindeværdige aftener i mit liv. Vi kyssede aldrig, men jeg tabte drinken, du købte til mig, og så tog vi på diner. Jeg var så glad for at være sammen med dig og danse med dig. Jeg ved ikke, om det nogensinde var eller bliver kærlighed i dit hjerte, men det vil det altid være i mit…”
Jeg tænker på en af mine gamle naboer og på de mange mennesker, jeg delte det dansegulv med, og det går op for mig, hvordan vores personlige queer-kort overlapper hinanden og danner et netværk, der transcenderer tid og rum.
”Noget af det, jeg elsker ved det her projekt, er, hvor meget det handler om forbindelser,” siger LaRochelle. ”Det handler om at finde fællesskab, det handler om at finde en anden eller en gruppe af andre – det er en zone, der validerer ens oplevelser. Jeg tror i virkeligheden, det er meningen med projektet: Det er en måde at skabe en kollektiv bevidsthed, aktivere fællesskabet og vise omsorg for andre på.”
