Artiklen er oprindeligt udgivet af Noisey USA
For de af os, der var i starten af tyverne i begyndelsen af 00’erne – hvor vi alle sammen prøvede at overleve Bush-administrationen, bootcut jeans og LCD Soundsystems uforklarlige popularitet – var det at se Flight of the Conchords vende tilbage til HBO med deres 2018-show, Live in London, en huskekage om, hvor lang tid, der er gået siden dengang. Den newzealandske comedy-folkduo, som består af Jemaine Clement og Bret McKenzie, ser stadig godt ud med, men med deres gråsprængte hår og skæg stod de alligevel i skærende kontrast til de to unge særlinge, der indtog sendefladen på kanalen for ti år siden. De var godt klar over, at publikum ville tænke sådan, og det brugte de til deres egen fordel.
Videos by VICE
”Vi har prøvet at holde os unge, vi har prøvet at forblive de sexede ynglinge, I så på tv i sin tid,” sagde McKenzie mellem sangene. ”Når I ser os heroppe på scenen, minder vi jer om jeres egen dødelighed.”
Og de to mænd på scenen, der i dag er i fyrrerne, mindede da også lidt om popkulturelle koryfæer. Deres materiale var dog ikke forældet, faktisk er deres jokes, der hovedsageligt handler om fejlslagne forsøg på at finde romantisk lykke, ret tidløse. Det handler mere om, at de to har været væk fra rampelyset i årevis. De har arbejdet på projekter hver for sig – Clement har optrådt i film som Moana, og McKenzie har komponeret musik til The Muppets – men når man ser de to sammen igen og høre dem spille deres sange om morderiske robotter og David Bowie i det ydre rum, føler man sig hensat til en mere simpel og mindre kompliceret tid, hvor popkulturen kunne rumme et par spøjse kiwier og deres skæve, uskyldige humor.
Udover lidt nyt materiale bød de to komikere også på gamle klassikere som ”Hurt Feelings” og ”Inner City Pressure”, men der var en sang på listen, der kom som en stor overraskelse: ”Bus Driver’s Song”. Et nummer, der ikke er med på nogen af de album, duoen har udgivet i USA, og som man heller ikke kan finde på hverken Spotify eller Apple Music. Man skal faktisk have held med at finde et eksemplar af duoens selvudgivne debut-cd fra 2002 for at høre en rigtig version af nummeret, og jeg tror ikke, der er mange Concords-fans, som vil placere den på en definitiv hitliste over bandets numre. Men musikalsk set er sangen med sine bløde harmonier blandt Flight of the Concords’ allerbedste. Den stikker også ud blandt deres øvrige numre af en meget enkel grund: den er ikke sjov.
Første gang jeg så Flight of the Concords optræde med ”Bus Driver’s Song” var, da jeg gik på universitetet for over ti år siden. Det var i forbindelse med en comedy-special, der udkom tidligt i deres karriere, hvis man bedømmer ud fra, hvor unge de ser ud. Publikum var tydeligvis forvirrede over, at der ikke var nogen jokes at grine af. Der er ingen af duoens velkendte ordspil med selvnedgørende vittigheder. Der er ingen jokes, som er oplagte at genfortælle, derimod er det en karakterbaseret tekst fortalt i førsteperson.
Karakteren, som McKenzie lægger stemme til i sangen, er en lokal newzealander, som er guide på en tur gennem sin by. Turen bevæger sig gradvist på afveje, da guiden bliver distraheret ved synet af Paula Thompson, en kvinde han har kendt siden barndommen, som han stadig er lun på. ”Jeg troede altid, jeg ville ende med at blive gift med Paula Thompson, men tingene går ikke altid, som man regner med,” synger han. ”Det er det vigtigste at huske på i dag. Det, og så at der er tissepause på rastepladsen ved søen.”
Guiden fortsætter turen ved at udpege lokale seværdigheder – strømpefabrikken, kirkemarkedet, svømmehallen – men hans tanker er tydeligvis andetsteds. På et tidspunkt beskriver han Paulas hår som ”vandet, der flyder gennem Waimahanga-floden, som I kan se på højre hånd”. I det, der mest minder om en punchline, takker guiden gæsterne for at deltage i turen og beder dem om ikke at sige noget til hans kone, hvis de møder hende inde i byen. ”I genkender hende let, for hun ligner virkelig Paula. Men hun er helt sikkert ikke Paula.” Sangen ender med, at guiden giver udtryk for et ønske om at rejse tilbage i tiden med bussen og gentager linjen: ”Take me back!” indtil han til sidst må undskylde følelsesudbruddet over for turisterne.
Det mest imponerende ved ”Bus Driver’s Song” er, at den er skrevet af to komikere, som på daværende tidspunkt var i deres tidlige tyvere. Den demonstrerer en enorm indsigt og visdom, når man tænker på deres alder. Fortællingen i sangen er et ungt menneskes parodi af et ældre menneske, der reflekterer over livet og dvæler ved forspildte chancer. Men deres indsigtsfulde kommentar til tragisk kærlighed er overraskende rørende – i hvert fald når man også husker på, at det er de samme fyre, der har skrevet sange som ”Too Many Dicks on the Dance Floor”.
Det var i hvert fald det, jeg værdsatte sangen for, da jeg selv var i tyverne. Men da jeg genså duoen optræde med nummeret på Live in London, gik det op for mig, at jeg på mange måder er blevet hovedpersonen i sangen, der sørger over tabt tid. Det, der engang var en sjov præmis, er i dag noget, jeg i allerhøjeste grad kan relatere til.
Det er nemlig også den læresætning, jeg fik, da jeg lagde mine tyvere bag mig – dørene begynder at lukke sig i stedet for at åbne sig, og hvis man ikke accepterer det, så bliver man fanget i fortiden. Man drømmer mindre om, hvordan tingene kunne være, og man begynder at acceptere dem, som de er. Det er også derfor, den oprindelige Flights of the Concords-serie fungerede. To unge mænd deler en lortet lejlighed i Chinatown, hvor de drømmer om at blive rockstjerner – det var noget, man kunne relatere til. Hvorimod to midaldrende mænd i samme situation ville være ynkeligt.
Så da McKenzie sang ”Take me back!” under liveshowet i London, er det underligt rammende. Jeg tænkte selv på alle de muligheder, jeg har forspildt i mit liv – jobtilbud og andre ting, jeg har fravalgt, som kunne have sendt mit liv i en helt anden retning. Jeg overvejede alle de drømme, jeg har været for bange til at forfølge af grunde, der virker meningsløse i dag. Jeg tænkte på alle Paula Thompsonerne i mit eget liv og de flammer, der aldrig brænder ud.
Jeg bruger stadig masser af Flight of the Concords-jokes i dag. Når jeg tager tøjet af, tænker jeg altid på Clement, der synger: ”You know when I’m down to just my socks / It’s time for business / That’s why they call them business socks.” Jeg kan ikke høre navnet Steve uden med newzealandsk accent at sige: ”What kind of rapping name is Steve?” Men ”Bus Driver’s Song” er den, jeg husker bedst. Jeg tænker altid på den, når jeg er i et nostalgisk humør. Nogle gange finder jeg et gammelt billede af mig selv frem, eller også ser jeg mig selv i spejlet og konstaterer, at mit hår og skæg også er blevet gråligt med årene. Så hører jeg McKenzies stemme synge: ”Take me back”.
