Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK
Man snakker meget om det pres, moderne sportstjerner lider under.
Videos by VICE
Mens spillerne knokler på banen til VM i Rusland, går medierne i selvsving over Sistos svingede spil, Raheem Sterlings tatovering og en stakkels svenskers frispark i sidste minut. Nogle gange tænker man, at det ikke kan blive værre – at der umuligt kan komme en mere intens og negativ stemning omkring fodboldspillerne, end der er nu.
Måske er det fordi, man ikke husker VM i USA i 1994. Dengang fik spillerne slet ikke lige så mange penge som i dag, men presset på dem var mindst lige så stort. Især for ét hold var forventningerne så knugende, at det er umuligt helt at sætte sig ind i. Colombia er et land, som først for nylig er ved at finde ro i en årtier lang konflikt, der kredser om landets kokainproduktion.
Seks måneder før, VM-turneringen begyndte, døde den berygtede narkoboss Pablo Escobar, men borgerkrigen mellem regeringen og guerillanarkobander hærgede stadig i det vakuum, han havde efterladt. Det siges, at Escobar var ansvarlig for drabet på 500 politibetjente, tusindvis af bandemedlemmer, dommere, politikere og mindst én fodbolddommer, så han var ikke en mand, man skulle trodse. Banderne sad på så store penge, at det var uundgåeligt, at de ikke ville få direkte indflydelse på fodboldverdenen, men der var alligevel ingen, der havde regnet med, at de ville gøre noget så ondt, formålsløst og brutalt, som de gjorde den sommer.
Og det leder os videre til en anden Ascobar, Andrés Escobar. Han var først og fremmest en sportsmand. Derfor kan det ikke lade sig gøre at diskutere hans død uden at sætte den ind i en sportslig kontekst – også for at vise, hvor godt det colombianske hold egentlig var, og hvad det kunne være blevet til, hvis ikke holdet konstant havde frygtet for deres liv.
I de 26 kampe op til VM havde Colombia kun tabt én gang. I løbet af hele kvalifikationen havde de kun lukket to mål ind, og i den sidste kvalifikationskamp smadrede de det argentinske hold med Fernando Redondo, Diego Simeone og Gabriel Batistuta 5-0 i Buenos Aires. Det var i øvrigt et resultat, der udløste den ultimative kompliment: Stående bifald fra modstanderholdets fans. Colombia havde nogle virkelig vidunderlige spillere på holdet: Freddy Rincón, Carlos Valderrama og Faustino Asprilla var de største navne. Men det var holdet som helhed, der var den sande stjerne, og det blev ført til VM 1994 af anføreren, Andrés Escobar: En stille mand, som dedikerede sit liv til sin familie og sin gud, og som brugte meget af sin fritid på at være fortaler for fred i landet.
“Det er svært at holde fokus, men jeg er motiveret af de ting, jeg kan se frem til,” sagde den 27-årige Escobar inden turneringen. Det, han kunne se frem til, var at flytte til Italien og spille for Fabio Capellos fænomenale klub AC Milan, der havde vundet både Champions League og Serie A. “Jeg forsøger at få læst lidt i biblen hver eneste dag. Mine bogmærker er to fotografier — et af min afdøde mor og et af min forlovede.” Hans venner og familie fortæller alle om en mand, der troede på, at fodbold kunne redde Colombia.
Den udlægning kan Michael Zimbalist også skrive under på. Sammen med sin bror Jeff instruerede han den hektiske dokumentarfilm The Two Escobars, der handler om de her to mænd, der ikke kender hinanden, men har en forbindelse, der er et spejl på det colombianske samfund.
“Den dag i dag oplever colombianerne stadig en del dårlig stemning i forhold til, hvordan omverdenen opfatter dem,” forklarer Zimbalist. “Og det var det, det daværende colombianske landshold med Andrés i spidsen forsøgte at forandre — ikke kun i fodboldens verden, men for alle colombianere. Og det er stadig relevant i dag, for personligt kender jeg ikke til noget andet folk, som er så opsatte på at forandre, hvordan omverdenen opfatter dem.”
I dag er udlandets opfattelse stadig påvirket af, hvad der skete efter Colombia havde spillet mod værtsnationen i den anden gruppekamp under VM i USA i 1994. De havde tabt den første kamp 3-1 til et rumænsk hold, der var chokerende gode. Altså virkelig chokerende gode: Dengang var det jo naturligt nok ikke muligt at gense alle de bedste klip af fantastiske spilleres fantastiske præstationer, men alligevel formåede den rumænske fodboldspiller, Gheorghe Hagi, at få hele utallige nationer mobiliseret i kollektiv masse-ekstase gennem TV-skærme verden over.
Som et lyn fra en klar himmel scorede han et af sommerens bedste mål i åbningskampen: Et langskud helt ude fra sidelinjen, der sejlede ind over den colombianske målmand, Oscar Cordoba. En blanding af Hagi, den rumænske målmand, Bogdan Stelea og colombianske nerver – mere om det senere – sikrede en overraskende sejr til østeuropæerne. Det betød samtidig, at Escobar ikke rigtig havde råd til at tabe kampen mod USA.
Når man ser optagelserne igen, er det derfor svært ikke at tænke over, hvad der mon går gennem Escobars hoved, da han ligger på græstæppet i Rose Bowl i Arena i Los Angeles i 34. minut og netop har sendt en aflevering fra den amerikanske midtbanespiller John Harkes ind i eget net. Var han klar over, hvad det selvmål ville komme til at betyde? Det var hans ni-årige nevø, der så kampen hjemme i Medellin, i hvert fald. “I det øjeblik, sagde han: ‘Mor, de slår Andrés ihjel,’” fortæller forsvarsspillerens søster i The Two Escobars. “Jeg svarede: ‘Nej, min skat. Folk bliver ikke slået ihjel for at begå en fejl. Alle i Colombia elsker Andrés.’”
Colombia sønderbombede det amerikanske mål med forsøg, men intet lykkedes før det 90. minut, da Adolfo Valencia endelig blev skiftet ind. Men på det tidspunkt var de allerede nede med 2-0, og der var intet håb for et comeback. Colombias gyldne generation havde tabt igen og kunne tage hjem efter en flot, men nytteløs sejr på 2-0 mod Schweiz i den sidste gruppekamp.
På mange måder var hjem det sidste sted, spillerne havde lyst til at være. Mange mennesker var allerede vrede over det første resultat mod Rumænien — og ikke kun af sportslige årsager, men fordi de havde tabt stort ved at sætte penge på kampen. Og da spillerne efter kampen mod Rumænien ankom til hotellet, fandt de ud af, at deres fjernsyn var blevet hacket, så det i stedet for den traditionelle velkomstmenu viste en video med voldsomme trusler. Forsvarspilleren Luis Herrara fik at vide, at hans bror var død i en bilulykke, og den colombianske træner, Pacho Maturana, fik besked på, at hvis han satte den erfarne midtbanespiller Gabriel Gomez på banen, ville hele holdet blive myrdet.
Det var med den slags i tankerne, at colombianerne gjorde sig klar til den afgørende kamp mod USA, og det virker ikke ligefrem som optimale omstændigheder. “Psykologisk har de været under så meget pres – på det tidspunkt var dødstruslerne ikke bare tomme ord,” forklarer Zimbalist. “Folk blev dræbt i hobetal hjemme i Colombia. Man kan godt forestille sig, at det vil være svært at præstere optimalt, hvis ens familie er truet på den måde.”
De fleste mennesker ville have svært ved at koge et æg, hvis de fik at vide, at deres familie ville blive skudt, hvis det ikke blev perfekt. På den måde er det vanvittigt at forestille sig, at de skulle kunne vinde verdensmesterskabet. Men da Andrés kom hjem fra VM, var han opsat på ikke at lade Colombias exit slå ham ud, så han skrev et passioneret åbent brev til Bogota-avisen El Tiempe, hvor han opfordrede landet til at stå sammen mod vrede og vold. “Livet slutter ikke her. Vi må fortsætte… Lige meget hvor svært det bliver, skal vi blive ved med at rejse os igen,” skrev han.
Ti dage efter sit selvmål mod USA gik Andrés for første gang ud i offentligheden for at få et par øl med sine venner på El Indio bar i Medellin.
Både hans træner og en anden spiller havde advaret ham mod at tage afsted. På et tidspunkt i løbet af aftenen fulgte fire mænd efter Andrés ud på parkeringspladsen, mens de svinede ham til. Colombias rystede anfører kørte hen til de fire mænd i sin bil og prøvede at forklare, at han ikke havde skudt bolden i eget net med vilje, og bad dem komme til fornuft. Seks kugler senere faldt Andrés sammen i førersædet i sin bil. Et ambulancehold forsøgte at genoplive ham uden held.
Terry Phelan, som spillede venstreback for Irland i turneringen, er stadig rystet den dag i dag: “At skyde nogen for at score selvmål… Skal man miste livet på grund af det? Jeg kan huske, at jeg talte med Carlos Valderrama om det for et par år siden, og han begyndte faktisk at græde, da jeg nævnte det – han sagde, at det stadig gjorde for ondt. Man må spørge sig selv: Hvorfor?”
Det er et vigtigt spørgsmål. Et som stadig ikke er blevet (og måske aldrig bliver) besvaret. Dengang blev det antaget, at mordet skyldtes tabte penge fra væddemål. Det er der mange, der stadig tror på – øjenvidner fortalte politiet, at den bil, som gerningsmændene forsvandt i, var ejet af Pedro og Juan Gallón: To brødre, som havde arbejdet under Pablo Escobar, inden de forlod ham for at tilslutte sig det rivaliserende Los Pepes-kartel. Men Gallón-brødrene gik fri, da en af deres bodyguards – Humberto Castro Muñoz – tilstod mordet og fik 11 års fængsel.
Men en af Pablo Escobars lakajer, Jhon Jairo Velásquez Vásquez, har påstået, at Gallón-brødrene benyttede bestikkelse og betalte 20 millioner kroner til de rigtige mennesker i retssystemet for at få Muñoz dømt. Og Vásquez mener samtidig ikke, at mordet skyldtes tabte penge. “Andrés’ fejl var, at han svarede igen,” sagde han i et af de mange interviews, han har givet på grund af sit forhold til den afdøde narkobaron. “Gallón-brødrenes egoer var så store, efter at de havde snydt Pablo (Escobar, red.), at de ikke ville lade nogen svare dem igen – ikke engang Andrés. Det handlede ikke om penge – det var en uenighed og ikke mere end det.”
Forskellige påstande om narko-lejemordere og det colombianske retssystems tvivlsomme pålidelighed gør det svært at få et klart svar på, hvem der trykkede på aftrækkeren den sommeraften i midten af 90’erne. Men måske er det også ligegyldigt? Hvis man tænker på den rolle, Andrés gerne ville spille samfundet, ville det vigtigste for ham måske ikke være, at hans morder blev fængslet, men at det land, han elskede, ville blive fri af den borgerkrig, der har kostet millioner af menneskeliv.
“Vi ville egentlig have lavet en film om hvem, der dræbte Andrés Escobar, men vi endte med et portræt af hele landet – jeg tror, det er, hvad Andrés liv og død er endt med at handle om: Noget langt større, end hvem der trykkede på aftrækkeren,” forklarer Zimbalist. “Andrés var et fyrtårn af håb i en mørk tid, og derfor rystede mordet landet i sin grundvold. Jeg ved ikke, om der nogensinde vil komme følelsesmæssig afklaring omkring mordet — netop fordi det var så stort et chok for hans holdkammerater, hans venner, hans familie og hans land. Jeg forestiller mig, at der er nogle mennesker, der kan sove roligere om natten, hvis de fandt hans morder, men det, der i virkeligheden betyder noget for Andrés og Colombia, er at se landet gå i en ny, positiv retning.”
