Fotografen der har tilbragt 10 år med Europas graffiti-ungdom

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

Ulovlig indtrængning og vandalisme var en del af den italienske fotograf Marco Mendias liv i næsten ti år. Før han blev sin egen chef og grundlagde et kreativt fællesskab i Milano, rendte Mendia rundt sammen med unge graffitimalere, der brugte undergrundstunneller over hele Europa som kunstgalleri og legeplads. Fra midten af nullerne til 2015 styrede de de underjordiske gange – stort set uden problemer.

Videos by VICE

Han har været en del af graffitimiljøet, siden han var 14, men da Mendia blev 16, begyndte han at være mere interesseret i at dokumentere de unikke steder, han så, i stedet for de navne, der stod på murene. “Hvert eneste sted kan noget særligt,” siger han. “I Wien er tunnelerne enormt rene og oplyste, – perfekt til både at male graffiti og tage billeder.” Hans yndlingsby var Paris. “Jeg elsker tunnelerne i Paris. Formen på dem er fantastisk. De er kæmpestore, der er så meget plads at boltre sig på, det er utroligt.”

I 2015 blev Mendia anholdt i Milano og så igen i Paris, da han var ude at tage billeder. “Mens jeg sad i fængsel, mistede jeg troen et øjeblik,” siger han. “Da jeg var yngre, elskede jeg at flygte fra politiet. Men da jeg blev ældre, holdt det op med at være sjovt.” Mendia er 28 år gammel i dag, og nogle af hans venner skriver stadig. Andre har kastet sig over mindre ulovlige former for kreativt arbejde i kunst- og modeverdenen.

Han besluttede sig for selv at udgive sine billeder for at holde fast i deres ungdoms flygtige hæmningsløshed, og den atmosfære der var, inden graffitiverdenen blev domineret af Instagram. “Engang var et godt spot en hemmelighed. Men hele gamet er blevet forandret af sociale medier,” siger han. “Nu prøver folk at stjæle de bedste spots fra hinanden.” En afsides metrotunnel eller en forladt industribygning plejede at være en velbevaret hemmelighed, som man kun delte med sine tætteste venner. Nu besøger malerne alle sammen de samme steder, som de har fundet online. “Set fra undergrunden, er det selvfølgelig værre nu,” siger han. “Hvis alle kan kan se alting, bliver det mainstream.”

Herunder er nogle af Mendias bedste billeder. Der følger en billedtekst med til nogle af dem, men de er hverken hashtagget eller geo-filtereret, og han vil ikke sige, hvor de er taget. Men hvis du er lidt skarp, kan du sikkert selv spotte, at han også har været forbi København.

“Jeg vil gerne dedikere det her interview til mine homies, som har delt de bedste og værste sider af graffitilivet med mig,” tilføjer Mendia. “AVIDO – 031, ZOOW24m, og HERS & SANCHO. De bedste venner man kan have.”

Vi var i Milano og malede i en tunnel som vi tit besøgte. Efter et stykke tid satte de et kamera op for at fange os. En nat tog vi derned for at male, og så snart vi ramte et af togene kom der en stemme over et højtaleranlæg, der bad os forlade stedet. Inden vi løb væk, fandt vi kameraet, og rev det ned. Da vi var kommet hen til vores gemmested, anede vi ikke, hvad vi skulle bruge den til. Jeg tror en af de andre beholdt den som brevpresser.
Den her panser pegede på mig og råbte noget i retning af “jeg smadrer dit kamera!” Jeg var sammen med nogle venner i Barcelona, og de var ude at tagge og bombe midt på dagen. Det var sommer og området var fyldt med mennesker, mest turister. Nogen havde ringet til politiet, og ham har kom kørende på motorcykel, og gik hen mod os. Jeg løb, men så vendte jeg mig alligevel om og tog et billede. Det var først, da vi begge havde hørt kameraets udløser, at jeg forstod, hvad der foregik. Heldigvis slap jeg væk derfra i et stykke, og det samme gjorde mit kamera.
Vi fandt den her hundehvalp på metroselskabets område i Bukarest. Hunden havde brug for hjælp for toget havde flået én af dens poter af. Vi tog os af den ved at købe mad fra supermarkedet og tage det med ind i yarden. Vi hang ud i en uges tid med fri adgang til spottet. Vi bestak de lokale vagter med penge, cigaretter og øl, og så lod de os bare gå ind og male.