Den 29-årige danske journalist og forfatter Steffen Stubager rejser gennem det afrikanske kontinent fra Cape Town i syd til Casablanca i nord. Hvor længe rejsen varer, ved han ikke endnu, men hjemmefra har han bestemt sig for tre ting: At han kun pakker det, som kan være i en lille rygsæk. At han udelukkende må lave håndskrevne noter – ingen computer. Og at han ikke må flyve mellem sine destinationer – rejsen må udelukkende foregå til lands og til vands. Rejsen skal ende med en bog, hvor han beretter om sine møder med mennesker, steder, situationer og oplevelser, der gør indtryk på ham undervejs. Her kan du læse uddrag fra Steffens dagbog, som han løbende affotograferer og sender til Danmark, når han er i nærheden af en internetforbindelse.
Det her er femte kapitel i Steffens dagbog fra Afrika.
Videos by VICE
(Researchassistent: Ciaran Barr)
Tanzania, december 2016
Jeg går i bjergene. Jeg følger togskinnerne, og regnen kommer. To kvinder løber over bakkerne og marken med armene om nakkerne. Jeg råber efter dem. Råbene drukner. Jeg søger ly i den forladte hytte af ler. Lynene slår ned i markerne på bakkerne, mudderet render, og tordenskraldene rumler og laver ekko helt ind i min brystkasse. Der står en snørklet stok i hytten, bålpladsen i hjørnet er sortsveden, og nogen har stoppet en æske tændstikker med en halvrøget joint ind i en sprække mellem lerstenene. Jeg sætter mig på en planke og ryger, og da den sidste regn er faldet, følger jeg skinnerne til stationen og køber en togbillet til Dar es Salaam.
På toget oplever jeg noget besynderligt. Omtrent tre togvogne længere fremme hopper bjerglandsbyernes børn op og råber “MUZUNGU”. Der stikker en anden hvid mand ud af togvognen, en med kort mørkeblond hår og et lommekamera viklet om håndleddet. Jeg finder den anden hvide i restaurantvognen, og vi drikker sammen og glemmer at spørge til hinandens navne indtil næste dag, og som gode rejsekammerater bytter vi bøger og læser højt på skift og stirrer ud i landskabet uden pligter eller ansvar eller dårlig samvittighed og uden noget som helst at give sig til på den døgnlange rolige, rytmiske togrejse over bjergene.
Over skinnerne kører vi, gennem skove, landsbyer, skovbrande og markbrande og forbi fire giraffer der står i lysningen mellem træerne og strækker halsene og de klumpede vortesvin, der stritter med halerne og de elegante gazeller og giraffer igen og gnuerne og én enlig hyæne og dens hvide knoglestumper i græsset.
Når tiden er rigtig, vil han drage ud på nye eventyr, og det er lige, hvad det er. Et eventyr. Selvfølgelig skal min søn på eventyr.
Jeg rykker mig længere væk fra Casablanca nu. Men jeg var nødt til at stige på dette tog. Jeg måtte køre i tog. Jeg måtte sidde ved vinduet og læse i lyset fra den sene sol og kigge, bare kigge.
Jeg spiser ikke længere, som jeg har vænnet mig til i de afrikanske landsbyer. Vi går bare i gang med vores ris og kylling uden at slå korsets tegn. Jeg glemmer ritualerne, de siver ud af mit liv, og det forekommer mig pludselig mærkeligt, at mændene skærer halvanden liters vandflasker over på midten og drikker øl af dem. Sammen med den anden hvide mand, min nye kammerat, øger afstanden sig mellem mig og afrikanerne, utilsigtet, men af sig selv.
Flagermusene basker ind og ud mellem hinanden over den støvede trafik i Dar es Salaam, og de piver og skratter og hviner og hvisker, og vi kører forbi et stykke hav, kysten. Og havnen med skibene og kranerne og kylling og fritter i et røget skur med vægge af blikplader stablet op ad hinanden og kattene under plastikstolene med de knækkede ryglæn, og vi slentrer ad stranden i natten med krabberne, der løber ned i sandhullerne, vinden der fløjter i flaskehalsene og måneskæret i den dovne bugt.
Læs de fire første afsnit i ‘Fra Cape Town til Casablanca’
Noget dirrer indeni mig. Jeg ligger godt, men sover dårligt. Noget vil ud. En kraft, en skælven, noget nyt og mærkværdigt. Og jeg vågner fra den kvarte søvn og bader og må videre, videre med togene, rykke mig, bevæge mig, derudaf, af sted.
Men togene er fyldt til næste år, siger de. Vi prajer en trehjulet minitaxi og kører rundt, og smoggen hvirvler ind i øjenkrogene og bliver til klumper. Man mærker byen fra bagsædet af disse benzinlugtende knallertdyr. Og så siger jeg til min nye ven:
“Skulle vi ikke køre til Rwanda i sådan en?”
Han hedder Ciaran, ved jeg nu, næsten som Kevin, og han smiler langsomt og lumskt.
“Vi kan da prøve at spørge et par chauffører,” siger han.
De parkerer trehjulerne i et hjørne af stationen, og de sidder og fortæller historier og venter på kunder, da vi finder dem.
“Hvor meget til Rwanda,” spørger jeg. De griner. En slår mig på skulderen. En anden giver mig hånden og holder den længe.
“I er sjove,” siger han.
“Men vi mener det,” siger jeg. De griner højere, og nogle læner hovederne bagover, men så træder en tyk og stille mand frem mellem kollegerne og står foran mig.
“Jeg kan gøre det. Jeg har kørt til Tanga før,” siger han.
Tanga ligger en halv dag ad kysten mod nord.
“Kom og se min trehjuler,” siger han, og vi følger ham, til han viser os på plads på bagsædet, under den krakelerede maling. Betrækket over bagsædet er revnet, så skumgummien stikker op i totter. Kalechen er hullet og revnet, og solen falder ind i glimt. Hjulene er flænsede og skæve, og alt i alt må denne trehjuler, der lugter lidt af sved og benzin, være en af de ældste her blandt chaufførerne.
“Den er fin,” siger jeg. “Kan du rejse i morgen?”
Alle billeder af Steffen Stubager
Chaufføren henter en anden chauffør, der taler bedre engelsk, og den nye chauffør, Simon, foreslår en pris, og vi regner ud, at vi får brug for lidt over hundrede liter benzin til den trettenhundrede kilometer lange rejse, og prisen er god, for os og for chaufføren, og Simon tilføjer:
“Der er lige én ting. Det er bedre, at vi er to chauffører.” Simon har et lumsk smil. På sekundet forstår jeg: Han vil med på eventyr.
“God idé,” siger jeg, og mens solen går ned kører vi trehjuleren til mekaniker og køber kabler og reservekobler og trykker på remmene i motoren og skifter filtrene, mens aftenbønnen genlyder fra moskeerne og palmebladene hænger dovne og svajer i toppene af de lange tynde stammer. Den tykke chauffør, Daud, eller i trehjulerkredse bare kendt som ‘Bavianen’, kører tre cirkler rundt i mekanikerens gård, så stikker han tommeltotten i vejret.
“Let’s go,” siger han. Simon smiler.
“I morgen,” siger jeg.
* * *
Rejsen kommer i alvorlige vanskeligheder, før den begynder. Den er gal med Simon. Han stammer nervøst.
“I må hjælpe mig,” siger han og beder med hænderne. Det er min kone. Hun sagde: “Det gør du ikke.” Og så græd jeg. Og jeg måtte ikke engang tage ned og sige farvel til jer her til morgen. Og jeg havde endda ringet og lovet min bror midt inde i landet at komme forbi. Hun siger nej. Men jeg er her, jeg tog væk fra hende, og nu beder jeg: Kom med mig hjem, kom og hjælp mig med at overtale min kone, for jeg må afsted, det må jeg. Sig til hende: “Vi rejser jorden rundt.” Sig: “Please! Vi har brug for en god chauffør.” Og sig: “Vi møder en sort mand for første gang, og vi må have ham med!” Sig hvad som helst. Vi overbeviser min kone, det gør vi, ja, det skal vi. Der er nok kompromisser i vores ægteskab. Men i denne sag går jeg ikke på kompromis. Kom, kom med. Tal med hende. Jeg ved, hun har et godt hjerte.”
Simon bor i forstæderne nede ad en hård og bumlet jordvej i grå beton, og da han vinker os indenfor, er hans kone på toilettet. Han danser og synger foran toiletdøren.
“Baby, baby, kom ud og giv mig en chance til,” skråler han, og da hun træder frem, større end sin lille skrøbelige husbond, bønfalder han hende stående i stuen, en halv hovedhøjde længere nede. Hun står tyk og flot og karismatisk med sin lange sorte kjole og knoerne stukket ind i sine hofter. Vi sidder rundt om hende i sofaerne.
“Men jeg har sagt nej,” siger hun.
“Kom nu, baby, min elskede kone,” trygler han.
“Simon, jeg kan ikke lide det. Du kommer hjem og fortæller mig, at du skal tværs over Tanzania…”
“I trehjuler, min kone, i trehjuler,” bryder han ind.
“Ja, i trehjuler, og hvorfor dog ikke bare i bus?”
“Fordi det skal og må gøres i trehjuler,” siger han.
“Nå, men du kommer hjem og fortæller mig om alle dine planer uden at du har talt med mig om det først, Simon. Det er det, der er galt med dig, Simon, du gør bare sådan noget uden at aftale eller diskutere eller tale med mig. Jeg tolererer det ikke. Du må blive!”
“Men Anita, åh min smukke Anita, kan du dog ikke forstå…”
“Der er intet at forstå. Og hvad med din far? Han er lam, og du kan ikke bare gå fra ham i en uge!”
“Men, men , men…”
“Så! Stille. Og hvad med jer,” siger hun og folder armene over maven.
Vi fortæller hende om vores rejser, vores hjemlande Danmark og Holland og lidt om familierne, og hun skifter emne til Sverige, som hun besøgte for at lære om at udnytte energi fra skrald og vind, og vi taler længe om hendes emner, men så siger jeg: Anita!
“Anita! Vi må have Simon med. Han er en skøn mand, og det er eventyret, og…”
“Men Simon er altid sådan, forstår I, han glemmer at tage mig med på råd,” siger hun.
“Han er bare oppe at køre over idéen, som også vi er,” siger jeg.
“Men julen! Han lovede, at vi endelig skulle til Kilimanjaro og holde jul. Og nu er hans nevø kommet fra en anden by, og så vil han bare væk. Kan I ikke se…”
“Men Anita, Anita,” siger Simon. “Det er min store chance, og desuden når vi hjem før jul.”
Anita fnyser.
“Ah-bah, du når ikke hjem. Du render bare fra det hele. Og hvad med landevejsrøverne, som du udmærket godt ved, I støder på? Og mørke og uheld?”
“Vi-vi-vi,” stammer Simon. “Vi kører ikke om natten, det lover jeg! Vi passer på.”
“Anita, vi kan forsikre dig om, at vi er så varsomme, som vi kan være,” siger jeg, og Ciaran nikker. Konen tænker Vi sidder og sidder, og havde der været et ur på væggen, havde det tikket højt og larmende, men bare familiefotografier.
“Okay, Simon,” siger hun og trækker vejret et par gange. “Hvis din far giver dig lov.”
“Yes! Yes!” Simon smiler og skyder knoerne i vejret.
Rygsækken, der har været pakket siden i går, svinger han over den ene skulder, og han siger: Kom, kom, kom med ind til min farmand!
Bavianen med de brede skuldre kører, og vi sidder klemt mellem hinanden på bagsædet som skæve tænder i en undermund med skuldrene forskudt og skævvredne rygsøjler.
Faderen Theodor sidder i halvmørke, og den treogfirsårige mand smiler venligt og indbydende. Det er længe siden, han kunne gå. Nu sidder han bare, men han sidder roligt, ikke fast som man forestiller sig om en mand med lamme ben, men rart og indfundet og erkendt, og jeg mærker hans varme hænder, som han lægger om min håndryg i håndtrykket.
“Vi vil have Simon med på vores rejse,” siger jeg. ” Og nu er vi kommet for at få din tilladelse.”
Simon sidder med foldede hænder. Theodor smiler, og med det samme svarer han glædeligt:
“Det bliver en god rejse. Den skal Simon ud på. Ser du, I vil møde problemer, men I vil løse dem, og Simon vil lære og vokse, og når han kommer hjem, vil han fortælle om sine oplevelser og erfaringer. Og når tiden er rigtig, vil han drage ud på nye eventyr, og det er lige, hvad det er. Et eventyr. Selvfølgelig skal min søn på eventyr.”
Simon er stille, mens Theodor taler, og den gamle læge læner sig tilbage i sofaen.
“Af sted, min søn.”
“Far, tak, tak.”
* * *
Børnene stimler sammen, da vi pakker trehjuleren og fylder benzin på, og Tilda, den lille pige, græder, men besinder sig og giver et par gode råd til rejsen.
“Hvis I møder løver, så husk at man aldrig må flygte fra løver. Man må standse og stå helt stille og se den lige ind i øjnene uden frygt. Så gør den ikke noget. Og hvis elefanterne kommer efter jer, skal I bare løbe i zigzag, for elefanter er så fede, at jeg tror, de snubler over deres egne ben. Og så synes jeg, vi skal bede til Gud, for det er en lang og farlig rejse, I skal ud på.”
Hun græder men tørrer tåren væk. “Kom, tag hinanden i hænderne.”
Vi stiller os sådan i en rundkreds, Simon og Bavianen, Ciaran, Tilda, og jeg holder Simon og Tilda i hænderne, og den lille pige holder stramt fat, mens vi lukker øjnene, og hun beder. Simon læner sig ind mod mig, og han hvisker, at en trehjuler lige akkurat kan køre fra en løve. Så kører vi.
Mens vi holder i en bilkø, støder en lastbil op i os bagfra, og det giver et ryk i nakkehvirvlen, trehjuleren rumler og skraber hen over asfalten, og jeg vender mig og ser den myggebefængte frontkøler smadre ind bagfra igen. Simon stiger ud, kalder på chaufføren og kommer tilbage.
“Det er okay, han har bare ingen bremser.”
Vi prøver igen. Så kører vi. Og vi standser langs vejen ud gennem forstæderne og køber at oliefilter og et speedometerkabel. Den trehjulede knallert med dæk på størrelse med trillebørhjul er vejens langsomste køretøj. Den holder nemt en fart på fyrre eller halvtreds kilometer i timen, ideelt til tætte osende bilbyer, hvor den drøner ind og ud og overhaler halvt oppe over fortovene, og ned ad bakken når vi vel tres, men aldrig kører vi hurtigere.
Simon har aldrig været længere væk hjemmefra end at par hundrede kilometer. Han er bange for landevejsrøvere og de vilde dyr fra junglen og for Rwanda, men endnu mere bange var han for, at hans kone helt skulle have forbudt vores rejse i trehjuler.
Bavianen med de brede skuldre kører, og vi sidder klemt mellem hinanden på bagsædet som skæve tænder i en undermund med skuldrene forskudt og skævvredne rygsøjler.
“Så længe jeg ikke dør,” siger Ciaran, men det hører Simon ikke, for han taler og taler, halvt på engelsk, halvt på swahili. Han stammer ikke længere, men taler for hurtigt, så ordene nu og da bliver umulige.
“Hvad med at vi giver trehjuleren et navn? Vi kalder den Darasa! Det betyder klasselokale. Og så maler vi navnet på taget. Og så lærer vi! Vi lærer af rejsen.”
Vi kører langsomt. Det er den eneste rigtige måde.
Simon
Simon læner sig tilbage og pludselig tier han stille. Han spejder bare. Han knapper skjorten op, flipperne flagrer i kraven, og han knuger sin kasket mellem fingrene. Han sidder roligt og rart, og hans øjne giver små hurtige ryk på den måde, som de bevæger sig på, når man forsøger at se på alt det, man kører forbi.
Darasa ruller vestover, ud af støvede Dar es Salaam, hvor damptromler flader nye veje ud gennem forstæderne og slummen, forbi mekanikernes og håndværkernes vejkantsboder og fabrikker med navne som Løve Cement og Elefant Cement og Pepsis ‘lev i nu’et’-reklamer og lugten af brød bagt lige lidt rigeligt over kul på frugtmarkederne med de største ananas jeg har set, og vi standser og henter grillkyllinger der drypper fedt ned i kullene, så flammerne slikker skindet sprødt, og vi triller videre derudaf og spytter kyllingen ud på vejen, udenom dieseltrucks og motorcykler, der hvirvler mellem hinanden og en mand, der slæber på en sæk tomme flasker og en mand, der synger “we can’t stop” på sin motorcykel, og vi kører op på siden af trehjuleren, og han hilser på mig med hånden og sætter farten op og overhaler, og sådan ruller vi af sted, ud til de snørklede veje med duftene af byen, der bliver til forstad og land i næseborene, og ballerne lige over asfalten.
Der er landsbyerne, og der er bushen og bjergene langt ude under skyerne, mørke og disede. Langs vejene græsser køerne i horder med dukkede nakker, og masaierne styrer køerne med deres kæppestokke stukket op under armhulerne. Græsset er grønt i heden. Mangotræerne er enorme som hoteller, men her på disse kanter er frugterne stadig umodne og grønne få dage før jul. Og lige der i vejkanten står en tyk mand i shorts med sin bare, runde hængevom og ryger en cigaret alene midt i munden, mens der fra den ene arm hænger en machete, og den anden er stukket ned bag i shortsene og klør noget så magtfuldt. Han ligner sådan en, der bare går i gang med at fortælle. Der løber en mand med ananas i hænderne, og vi standser for at spise dem. Simon sætter sig i en bar på en blå plasticstol, trækker en anden plastikstol hen foran sig og smider benene op på den. Han tænder en cigaret, læner sig tilbage, lukker øjnene på klem, og uden at se på nogen bestemt, fortæller han. Han fortæller, at han rejser til Rwanda i Bavianens trehjuler. De tror ham ikke, så han kalder på mig.
“Hvor skal vi hen?” spørger han.
“Til Rwanda,” siger jeg.
Han sparker stolen væk med benene, rejser sig og laver bølgen med armene og vrikker med numsen. De griner, og grinene følger Darasa ind i bushen, op og ned af slangede uendelige veje gennem bjergene.
Simon falder i søvn og vågner og sover. Han rynker panden i søvne, folder armene, bliver knotten. Som dagen går, bliver Bavianen også mærkværdig. Han laver ikke længere sine små et-ords-vitser, som han gjorde, da han smilede.
Vi kører ind og spiser svin og ristede bananer på en restaurant hvor hundrede af kapsler er trådt ned i jorden, slidte, blanke og skinnende i solen, og vi kører ud mod de modkørende lastbiler med mangofrugter i forruden, og midt i solnedgangen punkterer trehjulerens højre baghjul. Bavianen trækker hurtigt ud i gruset, hvor liget af en ko splatter ud. Børnene fra landsbyen kommer ud til vejen og står på række og tygger brækkede sukkerstokke, og bag på en motorcykel kommer en masaikriger med sine flagrende røde klæder om skulderen. Han stiger af på vejen og trækker staven og hæver køllen mod os. Han svinger køllen i cirkler skiftevis på indersiden og ydersiden af armen, da han nærmer sig, og han skuler ondt, indtil han ser, vi bare er punkteret, så stikker han køllen ned i bæltet ved siden af sværdet og stikker staven op under armhulen. Han sender bud efter en pumpe og finder en flaske med pulver i, som også Bavianen sniffer op i næsen. Til at styrke sig på, som han siger. Vi tipper Darasa og kæmper længe med reservedækket, og en af børnene henter en gummihammer. Bavianen og Simon kæmper med dækket, mens jeg falder i snak med en dreng, der sidder på en bænk og tygger sukkerrør.
“Det er ved at blive mørkt,” siger jeg.
“Og I er gået i stå,” siger drengen.
“Der kommer mange lastbiler her,” siger jeg.
“Ja, hele tiden. Har du set dem med en stjerne på siden,” spørger han.
“Ja, de er fra et firma fra mit land,” siger jeg.
“Aha. Så dit land er udviklet,” siger han. “Ved du, at børnene digter om dig? De siger, at du er anderledes.”
“Aha. Tror du, vi kan sove i jeres landsby?” spørger jeg.
“Det skal I spørge høvdingen om.”
Op ad lommen trækker han en pose, og han sniffer det brune pulver og nyser. Han tilbyder, og vi kigger på hinanden.
Han er fed og rund og lader til at sidde fastklemt mellem armlænene i plastikstolen her i masaiernes landsby. Han stikker hånden skråt op i mørket til en hilsen, rejser sig ikke, så jeg sætter mig foran ham. Man forventer noget andet, når man forestiller sig en høvding. Man tænker på farverige klæder og stave og en hat af guldstof. Men sådan ser han ikke ud.
Han sidder i en hvid polo, og han drikker øl, og hans bukser er sorte og strøget i folder, der går ned over knæet. Skoene er støvede, sorte og af læder. Hans højre hånd hedder Joshua, og han taler engelsk. Han fører os ind i en bygning med gange og værelser, tomme værelser, og for et symbolsk beløb omregnet til et par kroner, reder pigen i den hvide undertrøje to værelser op til os.
Jeg skriver mig ind i en gæstebog, hvor jeg skal notere hvilken stamme, jeg kommer fra. “Hvad skal jeg skrive?” spørger jeg pigen i den hvide undertrøje.
“Muzungu,” siger hun.
Der er noget med Simon. Han er mut. Bavianen klapper mig på skulderen og griner mærkeligt, og mens Ciaran smider vores rygsække ind på sengen, kalder Joshua os til råd med høvdingen.
Høvdingen sidder i plastikstolen, og vi tager plads på kanten af trappen.
Simon sidder på jorden med hænderne i gruset, og nu kræver han, at chaufførerne allerede nu skal have halvdelen af pengene for at køre os til Rwanda.
“Hvad,” siger jeg.
“Det var aftalen,” siger han.
“Nej,” siger jeg. “I får pengene ved grænsen. Det foreslog du selv.”
Joshua og høvdingen mægler mellem os, vel i fyrre minutter, Bavianen og høvdingen ser meget knotne ud på hinanden, men til sidst skriver vi en kontrakt, Simon smiler igen, og Joshua inviterer os i baren.
Masaiernes landsby er mørk, kun barerne med deres tomme dansegulve og billardbordet under et halvtag af lange tykke græsstrå er belyst. Det er aften. Masaierne stimler sammen i baren og køber øl og konyagi. Nogle sidder i plastikstole og ser fodbold på de skrattende fjernsyn, mens andre spiller billard om penge. Bavianen er glad igen, og da han drikker en slurk af sit glas fyldt med ren konyagi, stikker han armene op over hovedet, drejer hovedet til siden og spænder musklerne, som om han var stærk og ikke tyk. Simon giver sig til at danse. Han holder en øl ved flaskehalsen, og han tripper med øjnene lukket. Skummet skvulper ud over hans knoer, og han synger med på musikvideoen i fjernsynet: We don’t stop, we don’t stop. Bavianen hvæser, når han drikker, og skyller sprutten ned med øl, og mens chaufførernes øjne begynder at flakke i nye retninger, hænger vi ud med Joshua, den eneste masai uden røde klæder om skuldrene og sværd i bæltet. Han solgte sine køer, drog til Uganda og uddannede sig, og nu er han tilbage i cowboybukser, som lidt af en landsbykonge. Han ejer poolbordene og sælger øl og sodavand, og han har folk til at passe sine dyr, kører på motorcykel mellem landsbyerne og driver “forretning”, og pludselig går en gammel mand på hug foran mig og ånder sprit i mit ansigt. Han vælter sidelæns, men støtter sig til sin stav. Der render spyt ned ad hans læber, og hans øjne er blodige og ser gennem mig. Op ad lommen trækker han en pose, og han sniffer det brune pulver og nyser. Han tilbyder, og vi kigger på hinanden. Så stikker vi fingerspidserne ned i det brune pulver, den fulde griner, så han spytter i mit ansigt, og vi nulrer næseborene, nyser femten eller sytten gange og bliver småmærkelige på sekunder. Bavianen vælter ud af baren med sit tømte glas.
“Bushtobak!” jubler han og stikker fingerne ned i den gamle mands pose, og han nyser, og Simon nyser, og vi nyser, så tårerne render, og ølflasken falder på jorden, og Simon tørrer tårerne væk med sin trøje og smiler. De er fulde og glade, og det glæder mig, men i aften kan jeg ikke være med, for noget rumsterer i mig, og jeg trækker mig, forlader poolbordene og de svajende masaikrigere og chaufførerne med de røde, glade øjne. Jeg børster tænder, og på gangen læner en ung mand sig op af dørkarmen. I døren står pigen i den hvide undertrøje.
Bushtobak
“Så, min ven. Hende her,” siger gutten.
Tandbørsten hænger fra min mund. Han klapper hende på skulderen. Hun smiler, og hun kigger ned.
“Hun vil have dig med,” siger han. Jeg siger intet, men ser bare fra ham til hende og til ham. Han vender sig mod hende.
“Er det ikke rigtigt?”
Hun nikker langsomt og ser hurtigt på mig, men vender blikket ned. Hun har røde flettede lokker, og det generte væsen er, som altid, et smukt væsen. Men jeg siger ikke noget.
“Hun spurgte, om jeg ville oversætte for dig. Vil du med?”
Jeg siger intet, og fyren skifter emne og spørger ind til min rejse, og vi taler om den, indtil han siger:
“Så Steffen. Hvad siger du? Du har et værelse.”
Jeg siger intet, og det klart, for jeg kan ikke sige nej, det ville være løgn, så jeg tier stille, hjertet banker, og det kilder i maven, hvor noget i forvejen rumsterer. Måske smiler jeg, men hvis jeg smiler, smiler jeg ganske lidt, slet ikke det smil, jeg føler, jeg kan smile, bare et kvart smil.
“Ah, okay,” siger fyren. “Måske i morgen, ikke,” spørger han og siger så “godnat.”
“Godnatgodnat,” siger jeg og støder mine knoer blidt mod pigens og bagefter hans og lægger mig ind under mit myggenet. En ond mavekrampe holder mig vågen, og jeg ligger på ryggen med hænderne foldet over navlen og venter på smertestødene, så jeg kan klare dem ét efter ét, og jeg stirrer op i mørket, da lyset fra månen udenfor, der falder på døren til værelset, ved to-tiden skinner ind i en større og bredere stribe. Jeg prikker sovende Ciaran hårdt i ribbenene.
“Shitshitshit,” hvisker jeg.
“Huh?”
“Der kommer nogen. Døren!”
Men dørhåndtaget går langsomt ned, døren glider lydløst op; og jeg hører bløde skridt, og mavekramperne kommer tilbage. Næste morgen braser Simon ind på værelset.
“Så er det op. Vi skal på eventyr! Eventyr,” siger han og svinger armene i vejret.
Men jeg kastede op det meste af natten, sad på hug over en spand på badeværelset og ørlede ned i den, og da mine lår ikke længere kunne holde mig på hug, tømte jeg spanden og satte mig på den, så jeg beder Simon om en lille times søvn. Et kvarter senere vækker han mig.
“Kom så!”
“Men Simon, der er knive i min mave. Giv mig en halv time.”
“Åh, okay. Men vi kører snart, ikke?”
Ude mellem buskene langs vejen går masaierne med stave over skuldrene og under armhulerne og passer flokke af hvide og lysebrune køer med høje klumpnakker, der falder ud til siderne. Bjergene er større og fjernere her og inde i trehjuleren sidder Simon med knæene stødt mod hinanden og kigger ud under sin kasket. Han havde en fortrinlig aften hos masaierne. Drak sig ned og sov tungt. Ved et stort majestætisk træ standser vi for at tisse op ad stammen. Mens jeg tisser, ser jeg krybene foran, grenene på træstammen, og de gør tissepauser magisk og fjerner den værste kniv-smerte i mavesækken.
I en lastbil hviler chaufførens makker med sine bare underfødder mod forruden, og Simon læner hagen mod brystet, folder armene og sover. Bavianen overhaler dovne rumlende containertrucks indenom i vejkanten, og jeg slubrer slurke af vand i mig for at komme i balance efter nattens strabadser. Vi ruller forbi børnene, og de voksne, der stirrer på os, som var vi statuer, men køerne græsser og svinger med halerne. Op ad lommen trækker Bavianen en pose af masaiernes bushtobak, og vi ruller næseborene og snotter og græder på landevejen og får den der krøllede måde at beskue alting på, og vi forlader masaiernes land og glider ind mellem baobabtræerne, tusinder, måske millioner, af disse store tykke klumptræer, der ligner elefanter, nogle grønne og frodige, andre nøgne og brune, og mellem dem står lerhytterne med sten langs katten af bliktagene for at holde dem fra at blæse af i stormene. Lugten af bål blander sig med regnen, der falder på vores Darasa og drukner knallertens larm.
En lille pige peger på os. Hendes læber former ordet, vi kender så godt: muzungu.
Simon falder i søvn og vågner, mens vi bare ligger bag de dovne tunge lastbiler og kører langsommere, end vi kan. Han rynker panden i søvne, og den fortsætter med at se bekymret ud, da han vågner. Ingen taler sammen, men glor bare, og Bavianen deler ikke længere sin bushtobak, men nulrer sin næse alene, og han undertrykker nysene, og som dagen går, og vi drejer ind på et hotel i Dodoma og låner en computer for at skaffe Ciaran adgang til Rwanda, skælder Simon mig ud, først på swahili og i en dyb hård tone, der forskrækker mig, selvom jeg kun forstår ét ord i hans angreb: Nej.
“Tal engelsk,” siger jeg.
“Åh,” siger han. “Steffen, jeg er sur og skuffet. Pengene. Hvorfor må vi ikke få et forskud? Og rejsen, vi skulle nå Dodoma i går men er her først nu, og der er langt til mål. Det tager for længe. For anden dag i træk når vi ikke…”
“Simon,” afbryder jeg, “Hvordan ville du have, vi skulle nå Dodoma inden solen gik ned?”
“Vi kunne køre til midnat.”
“Vi dør i mørket, Simon. Vi er bare en lille knallert. De splatter os ud.”
“Vi skal nå Rwanda på fire dage. Der er gået to, og vi har kun klaret en tredjedel. Vi må afsted.”
“Det bliver mørkt om halvanden time, Simon. Vi når ikke frem.”
“Vi kan nå Manyoni på under to timer.”
“Jeg tror ikke på det. Det tager mindst tre med vores fart. Og med lastbilerne. Vi sover her og kører tidligt.”
“I bryder aftalen med høvdingen,” siger han.
“Nej. Der står ikke noget om tidsrammen.”
“Hvordan skal vi så nå det?”
Simon spytter på bænken, hvor jeg sidder.
“Hør her,” siger jeg og peger, “sådan er rejser, de er uforudsigelige. Den første dag diskuterede vi to timer med Anita. Og jeg blev syg. Og vi punkterede. Husker du ikke hvad din far sagde?”
Hans pande glatter sig ud.
“Måske har han ret, den gamle.”
Vi giver hånd på, at næste dag er en ny dag, og vi står op med solen i denne by, Dodoma, og kører i de tomme gader i morgenens violette lys, forbi damer i frugtfarvede burkaer, hoteller og bankvagter der cykler på arbejde med geværerne spændt om brystet og motorcyklister med jakker omvendt på så lynlåsen er åben på ryggen, og da vi når ud på landevejen og landsbyerne står en mand mellem baobabtræerne i sandfarvet velourjakkesæt og børster tænder, og otte-ti mænd med skovle står og venter på at blive samlet op og kørt af sted.
Vi sætter ud med 60 i timen, før lastbilerne, så vi undgår at komme ind og ligge fast bag de dovne tunge trucks. Simon fløjter, og han fortæller om kampestenene i det magiske landskab, som han ser for første gang med sine egne øjne,sten så store som lerhytter stablet i tårne. Simon siger, en af dem var en kæmpekrokodille, der steg op i verden og blev forstenet, da den brød overfladen. Mennesket er så lille. Bavianen griner, Simon griner. Luften er kold og lugter af morgenbål, solen stiger op bag os under månen, ligesom de langsomme lastbiler.
Efter tre og en halv time i god fart når vi Manyoni. Simon klør sig med en pegefinger under kasketten. Til dagen køber vi tolv bananer og otte mangoer, som en dame vasker i en balje. Vi holder en god fart, på nær når vi når bakkerne, på dem klatrer trehjuleren med tyve i timen. Bananskralderne kyler vi tilbage, hvor de kom fra.
I vejkanten står drengene med kæppe og slår køerne bagi, og vi sidder klemt mellem hinanden som de skæve tænder, vi er, og vi skifter sidestillinger og strækker benene ud af trehjulerens side. Der er timer, hvor min ene skulder stikker frem foran den anden, og timer hvor jeg læner overkroppen frem. Men Simon fløjter. Også da vejen buler, og Darasa hopper og tilter.
“Vi er en hest,” siger Simon. “Og ser du blomsterne, ser du hvor smukke de er, lugter du dem, søde som honning. Parfumeland. De er gode blomster, men de er urørlige, det er de bedste blomster.”
En mand sidder i skyggen af et træ og pifter efter os. Simon vinker tilbage, armen ud i vejret. Han vender sig mod mig og smiler.
“Ham der vil med til Rwanda. Men vi er fyldt! Haha! Vi kører.”
Han læner sig frem mod Bavianen, og de taler om steder, de har lyst til at besøge, om stammedanserne, de vil se, om navne på byer, og de vender hovederne efter kvinder, der går i græsset. Nu og da ringer chaufførernes telefoner, og for det meste er det kunder, som har brug for et lift i hovedstaden.
“Jeg kører til Rwanda med to muzunguer,” siger Bavianen foran. “Vi er næsten halvvejs!”
En tung container fra Mærsk brøler forbi, suset rykker trehjuleren sidelæns ud i vejkanten, dæk i gruset.
“Crazy,” siger Bavianen.
Han ryster på hovedet, og så siger han for første gang mere end få ord.
“Hvis chaufføren laver en fejl, ruller truckerne tre kilometer ind i buschen, med den fart, den ene dør lander op ad en lerhytte, den anden flyver ud på toilettet, førerhuset hopper, indtil et træ stopper det, chaufføren dør på stedet, men kvinden fra passagersædet overlever. Hun ligger nu på marken. Ham der går og hakker i jorden redder hende. Og ved du hvad, han vil sige: Hvem har sendt mig en ny kone?”
Trehjuleren kører gennem en landsby med tykke palmetræer med nødder mellem bladene, men de hænger i aflange klaser, ikke som kokosnødder plejer at hænge.
“De nødder er ikke kokosnødder,” siger Simon.
“Men hvad er de så?” spørger Daud.
“Hold ind, så spørger vi børnene.”
Og det er ikke kokosnødder! Men man kan spise dem! Vi må prøve dem!
En ung pige spæner over vejen med to nødder, og drengene snupper dem og kyler den mod asfalten, indtil de flækker.
Børnene kalder nøddefrugterne bushmangoer, og indeni er de gule og behårede, og Simon stikker ansigtet ned i en og bider en luns ud. Han smiler med gul smat på kinderne og bider igen.
“Ahh-hahaha,” råber Daud og rækker mig sin halvdel, og jeg får de lange gule hår ind mellem tænderne som tynde tandtråde, men kødet er sød og fyldigt som noget mellem græskar og mango.
“Nu har vi bushmangoer og bushtobak,” siger Daud. Simon slår ham på skulderen og griner:
“Og du er en bushmand.”
“Jeg er en bavian,” siger Daud og hiver den lille pose op af lommen og deler ud. Vi nulrer næserne, tisser på et bushmangopalmetræ og fortsætter nysende rejsen.
Pludselig finder Ciaran en højtaler i sin taske og sætter Bob Marley på. Simon stikker armen ud til siden og danser med hofterne i tuk-tuken. Dauds tykke nakke rokker til siderne, fingeren stikker op i vejret, og han slingrer trehjuleren ud i vejkanten.
En lille dreng peger på os, hans øjne er store, og han råber:
“Bajaji.” Tuk-tuk.
Fra boderne i vejkanten sælger de honning i konyagi-flasker, hundredvis af ens boder, tusindvis af opstillede flasker med afkradsede mærkater, og man forestiller sig al den lim under neglene.
Så når vi kort efter middag Singida, 229 kilometer fra morgenens by. En by hvor børnene kaster appelsiner mellem hinanden, og de muslimske kvinder går med tørklæder men med kjoler så stramme at de viser mere end de skjuler. Simon løber op af trapperne til en restaurant, løfter sig op i armene i gelænderet halvt oppe, og råber heeeey til tjenerpigen og peger på grillkyllingerne, og vi bestiller også fisk, og da vi får dem, fortæller Daud til tjeneren, at vi krydser landet i trehjuler.
“Ahh,” hviner tjeneren uden at tro på ham.
“Den står dér,” peger Daud. Tjeneren ryster på hovedet.
Efter maden læser Ciaran højt fra Jorden rundt på 80 dage. Simon læner sig tilbage og flytter kasketten ned, så den dækker for ansigtet, og sådan falder han i søvn. Ciaran læser videre inde i sig selv, Daud spejder ind i det fedtede lille sidespejl og fører os fremad. Jeg laver intet andet end at rejse.
Sådan slæber trehjuleren sig op i de grønne bjerge. Der er skov i alle retninger, så langt nogen kan se, luften er hed og fugtig, og skyernes skygger giver skoven dybe og lette grønne skær. Simon får lyst til at tisse ind i junglen, så vi standser, og mens han ryger en cigaret med den ene hånd, vander han træerne med den anden. Da Daud stiller sig og tisser, løber Simon mod ham bagfra og skubber Daud ind mod krattet af træer og lianer.
“Ind hvor du hører til, din bavian!”
Han skubber Daud for fuld kraft. Daud tager et lille skridt frem, tissestrålen knækker, og han tisser videre og griner. Så hopper en bavian ned fra et træ, og Simon råber igen:
“Det er din lillebror, Daud, din familie venter på dig.”
Daud lyner op og danser som en abekat, og da vi kører dybere ind i skoven synger Daud hjemmelavede sange om navne fra skiltene, vi passerer.
“Wembere, Wembere, Wembere. Vi bliver aldrig trætte. Malendi, Malendi, Malendi!”
Han blander ord med bush ind i stroferne. Bushtobak, bushmand, og så peger han på røgen over træerne.
“Bush-ildebrand.”
Timerne går, vi når ud af skoven, og over et bart stykke savanne bliver vinden så kraftig at den blæser os ud i vejkanten. Himmelen er sort som smuldret kul. Solen skinner ud af et hul mindre end en mønt. Daud sænker farten. Det gør busserne endnu hurtigere, større og skræmmende.
“Problemer,” råber Simon, og trehjuleren slingrer.
Regnen pisker ind fra højre og gennembløder os på sekunder under tuk-tukens tag. Den fyger over vejen, der forsvinder i de tætte gråhvide dråber.
“Håhååå! Wonderful,” råber han og trækker et lagen op af sin taske og binder det for vognens højre side og sniffer bushtobak og nyser ud af læsiden i en vandpyt.
“Stormen er ovre. Så nu sætter vi farten op,” siger Simon.
Men stormen er ikke ovre. Intet har ændret sig. I Simons indre verden skinner solen, og han skriger og råber og pifter. Daud gasser op i regnen, danser med hofterne i førersædet og synger med på ‘Riders on a storm’, som Ciaran spiller, men han synger sin egen tekst til melodien:
“Simooon, Simoooon, Si-mon!”
Der dukker en trehjuler frem af de grå dråber længere fremme. Den første ude for byerne. Daud overhaler den tæt, mens Simon råber “Dar Es Salaaaaaaaam”, og så når vi en landsby ved navn Ingunga med rustne lastbiler i vejkanten og værktøjer halvvejs begravet i gruset. Regnen standser. Og pludselig stopper Simon. Han bliver alvorlig.
“Så, Steffen, jeg synes, vi skal overnatte her. Solen går ned om tre kvarter, og næste landsby er mindst en time væk. Hvad synes du?”
“Du er fantastisk,” siger jeg. “Tak for en god dag.”
“Livet skifter fra dag til dag, du ved,” siger Simon. “Nogle dage regner det, andre dage skinner solen.”
Daud kører rundt i de jordrøde landsbygyder og leder efter et sted for natten. En gås nægter at flytte sig for Daud, så han stikker sin hånd ud og vapper den en. Men den bliver. En dreng kommer løbende med sten, og først da han rammer den anden gang på fjerdragten, vralter den dovent væk. Vi triller ind hos en gammel dame og får et par senge efter dagens 369 kilometer på vejene. Daud smiler.
“I morgen når vi Rwanda,” siger han.
“Ahh, det tror jeg nu ikke,” siger jeg.
“Nå, men så lad os tage nogle bajere.”
På restauranten med plastikstolene og røg fra køkkenet og kødklumper, der hænger i en snor omsværmet af fluer, tager tjeneren mig i hånden. Hun er tyk og rød med sin kjole og sine røde læber og sit røde hår, og jeg trækker hånden til mig, men hun holder fast.
“Jeg elsker dig, baby.”
Jeg siger okay.
En anden tjener, småberuset og blå i stedet for rød, prikker Daud i mavedellen.
“Du har mave,” siger hun.
Han prikker hende i hendes mavedelle, der stikker ud mellem hendes nederdel og top.
“Du har også mave.”
Hun sætter sig på hans skød, og han holder om hende, mens hun hælder en øl i hans glas og drikker halvdelen i en slurk, og så niver hun ham i skridtet, blinker med øjet og går, og det er som om, Daud får noget at tænke over. Et par øl senere siger han:
“Jeg elsker en kvinde, der hader mig. Jeg mødte hende i min trehjuler. Hun kørte med mig og blev en fast kunde. Jeg forelskede mig i hende, og vi standsede ved restauranterne og drak sodavand og spiste kylling og kørte hjem til mig og sov. Jeg lejede et større hus til os, og vi giftede os, og da hun var stor og rund og gravid og smuk og dejlig, fortalte hun mig, at barnet ikke var mit. Men ved fødslen så jeg barnet, før hun så det. Det lignede mig. Det var Lille Daud, der kom ud af min kone. Jeg elskede hende stadig. Jeg elskede hende alligevel, og jeg elskede barnet, mit barn, og et halvt år senere holdt vi barnedåb, og hun fortalte mig, at hendes søster havde stjålet skødet til deres faders hus, og nu skulle de lægge planer. Jeg sagde til min kone, at jeg syntes, det var dumt at rode sig ud i sådan noget bedrag. Så sagde hun, at jeg ikke skulle blande mig, og desuden havde søsteren sagt til min kone, at hun burde skille sig af med mig. Jeg havde dårlig indflydelse på deres planer.”
Hendes far kom og sagde, at hun havde giftet sig med mig, fordi hun håbede, at min far ville dø, og at jeg ville arve hans firma. Men min far lever.
Simon tænder en cigaret med en tændstik. Daud sniffer bushtobak, og Simon fortsætter historien, for nu bliver han blandet ind i den.
“Lad mig fortælle om kameraet. En dag kom Daud med sin kone, der spurgte, om hun måtte låne 150.000 shilling. Hun lagde sit kamera som forsikring. Fortæl videre, Bavian,” siger han, og Daud fortsætter:
“Men hun betalte ikke. Jeg fik dårlig samvittighed. Det var min vens penge. Altså Simons. Så jeg gik over og betalte for min kone. Jeg havde over 800.000 shilling, som skulle gå til leje af min trehjuler. Dem stjal hun og flyttede ud. Så flyttede hun hjem til mig igen. Hun slog mig med en flaske. Jeg har et ar i nakken,” siger han. Vi ser aret. Det er tre centimeter langt og en bredt og glat og glinsende og uden hår.
“Hun sagde, at jeg ikke var værd at være sammen med. Jeg sagde, at jeg elskede hende. Hun elskede ikke mig, sagde hun. Sådan fortsatte vi længe, for længe. Hun brændte alle de papirer og dokumenter af, som hun kunne finde. Hun troede, at hun også brændte vielsesattesten, men den nåede jeg at gemme. Det var bare dårlige kopier, hun brændte. Hun slog mig igen. Med hånden og med flasker. Til sidst slog det klik for mig, og jeg knyttede min næve og slog hende i ansigtet. Hun tog barnet og flygtede. Hendes far kom og sagde, at hun havde giftet sig med mig, fordi hun håbede, at min far ville dø, og at jeg ville arve hans firma. Men min far lever.”
Simon knipser cigaretten inde under plastikbordet. Daud fortsætter:
“Og jeg flyttede hjem til en ven, for jeg lod hende blive boende i huset. Og så fandt jeg ud af, at hun lejede en lastbil og kørte væk med alle møblerne og tallerkener og billeder, alt. Hun stjal alt hvad jeg ejede. Nu er jeg bange for, at hun kommer og slår mig ihjel. Forstår I det?”
Det er Bavianen. Daud, der rokker fra side til side til musikken i trehjuleren, som om han er glad, men han er ulykkelig.
“Men ved I hvad?” siger han og smiler. “Nu sidder jeg her, og det er dejligt. Skål og tak.”
“Skål, Bavian,” siger vi i kor og slår glassene sammen, så det skvulper ud over vores arme.
* * *
Endnu en smuk og kølig tidlig morgen sætter vi ud. I dag stiger solen i funklende orange, og hvis ikke det er verdens største vidunder, ved jeg ikke, hvad der skulle være. I trehjuleren foran os på førersædet, med konearret i nakken lige foran mig, stikker Daud en lab ud til siden og tipper tommelfingeren op.
“Fresh?” siger han.
“Fresh,” svarer vi i kor.
Simon former et hjørne af sit lagen til en hue og svøber kroppen ind i resten af stoffet.
Ciaran har en skjorte på hen over sin T-shirt. Vinden blæser koldt ind, og især de bare fødder fryser.
I vejkanten ligger et par mænd og sover med kvægstavene i græsset, og lastbilerne holder på række og venter på at sætte ud, vejen, vores vej, er bare og tom og åben og lang og småbumlet, og få minutter senere kører vi mellem de røde smuldrende lerhytter med græstage og rismarkerne, spejlblanke, grønne og oversvømmede, og pløjemarkerne med hakkende mænd og koner og børn på rækker og okser med bjælder om halsene , og der er drengen der trækker sin cykel i vejkanten med en hvid gedebuk, og der er fuglene med de lange tynde krumme næb, som når ned i huller intet menneske kan få øje på.
Oksernes bjældeklang minder mig om, at det er jul om fire dage. Menneskerne i markerne får mig til at studse over, om julen virkelig findes, eller om den bare er noget, nogen har fundet på. Men jeg er ligeglad, lige nu, om den er sand eller falsk, for den trækker os sammen, os nordpå, når vi har så svært ved at være rigtig tætte, tænker jeg.
Daud standser, deler bushtobak ud og spørger en kvinde, hvor vi kan finde morgenmad. Hun ryster på hovedet, som om hun intet forstår. Simon prøver igen, langsomt, ord efter ord. Hun beder ham om at gentage sætningen.
“Hvooor… kaaan… viiii…. købe… bananer?”
“Ahh! Prøv næste landsby,” siger hun og smiler.
Efter bananerne tager Simon for første gang på rejsen førersædet. Ciaran red en hvidhaj i sine drømme, siger han, og styrede den med en gul lille fisk, som fungerede som en yoyo i hans hånd. Ved første benzinstation sætter Bavianen sig tilbage på førersædet.
“Simon kører for langsomt,” siger han. Så når vi til en rundkørsel, og vi drejer af mod Kahama. Asfalten ophører, og vi bumler over på jordvejen.
“Bushvej,” siger Daud og danser op og ned ad den rumlende færd på afveje gennem en landsby side om side med cyklister for at komme tilbage på jordlandevejen, som kineserne laver om til motorvej, og da vi overhaler en vogn trukket af et æsel og en okse, råber han:
“Bushtuk-tuk! Ingen benzin, ingen olie, ingen reservedele.”
Den bumlede jordvej er rød og hård og gruset, og der kører et par kinesertrucks med røde flag, og de blæser sort røg ud i hovederne på cyklisterne. Der brænder en bunke blade, og lugten minder mig om da jeg sad i min barndoms baghave og tændte bål med forstørrelsesglas.
Simon spørger en cyklist om vej fra bagsædet, og hun ligner det sidste menneske inden intetheden. Hun siger, at vi må vende om, medmindre vi vil fare vild, for der eksisterer intet forude. Ikke endnu. Daud spytter ud til siden, vender trehjuleren og rumler tilbage gennem landsbyen, hvor en kvinde går med en spand på sit hoved, en spand så fyldt med vand, at det drypper på hendes skuldre. Daud synger bushsange og skriger og hviner. Vi kunne aldrig have læst os til denne rute. Jeg tæller dagens fjerde eller måske femte døde hund, for en af dem var så smattet under dækkene, at den kunne have været hvad som helst.
Simon taler i telefon med dem derhjemme. Ciaran læser. At læse på sin rejse er som at rejse dobbelt, som at rejse, mens man rejser. At læse er at sende sine tanker på eventyr.
Daud trækker ind til siden, for premierministerens konvoj af firehjulstrækkere suser forbi os, sorte bodyguardbiler, grå officialbiler, hvide lægebiler, otte eller ti i alt. Landevejen er et grusomt ræs. Den er smal, så to busser knap kan overhale hinanden, men de gør det alligevel med topfart og klemmer os ud i markerne. De drøner over os, farten går i mellemgulvet og knuger skrækkeligt i maven, og dem der kommer forfra viger ikke, men blinker med forlygterne som onde hvide øjne. Flyt dig lille gule dyr, eller du ender som insekt på min forrude, for det er min vej. Landevejen er gal.
Vi drejer af, og der falder en vis ro over os, og vi spiser bananer og mangofrugter ved en guldmine, en vanvittig konstruktion set fra landevejen, et fladt bjerg af grus og sten. Rundt om bjerget står sølvhegnene, og herude på vores side græsser æslerne, som intet ved om guld og smykker.
Så standser vi og køber en riskage af en slags, en sød bolle stegt sprød i olie, og den smager som slik.
“Hvor mange skal vi købe” spørger Simon.
“Hvor mange har de,” spørger Ciaran, og han køber alle dem, der er.
Simon halvsover med lagenet svøbt om ansigtet det meste af eftermiddagen, men han vågner rigtigt, da Daud presser trehjuleren op ad den stejlestes bakke. På bjergets top finder vi ud af, hvorfor de kører sådan. Junglen. Vi ser den heroppefra, hvor den ser skøn og smuk og mørkegrøn og indbydende ud, men chaufførerne skal ikke nyde noget af at bryde ned derinde. Der er intet godt for en lastbil i junglen. Derinde bliver man til et bytte, og således parkerer vi på toppen af bjerget før junglen og tipper trehjuleren til side og lægger en sten under hjulet, så Daud kan kravle ind under og tjekke og skifte olie og fylde benzin på og være parat til den frodigste, mest mennesketomme strækning. Og så kører vi. Uden Simon. Vi efterlader ham for sjov.
“Hahahhaha,” råber Daud. Jeg stikker hovedet ud og griner af Simon der løber med armene i vejret.
“Hallo,” råber Simon.
“Kør, kør, Daud, kør!”
“HEEEEY,” råber Simon med armene i vejret, og han indhenter os, griber fat i tagkanten og svinger sig ind i trehjuleren, ned i junglen. Senere, dage senere, indrømmer han, at han aldrig i sit liv havde været så bange som da vi efterlod ham alene i junglen. Han nåede at se sig selv blive spist af hyænerne, grinende, guffende og blodige om tænderne.
Der sidder en flok bavianer, og vi tror, der ingen mennesker findes i junglen, men inde mellem træerne lyser hundreder blå presenninger op i det grønne, og mænd med hakker på skuldrene vrimler mellem stammerne. De graver efter mineraler i teltlejren, endnu et sted jeg får lyst til at gå ind i som en labyrint, men Daud passerer, og Simon, der tænker på aberne og hævn, prikker sin makker på skulderen og i tindingen og på halsen.
“Så du dine venner?”
Den sene sol kaster træernes skygger ud på vejen.
“Det er et nyt land,” siger Simon. Han smiler med øjnene. “Jeg døber det: Den Nye Verden. Aldrig har jeg set så lange horn på tyrene. Aldrig har jeg set så grønne træer. Aldrig har jeg været så langt hjemmefra. Det er vidunderligt.”
Vi tænder for musikken, og da vi når til junglelandsbyerne, stikker Simon og Daud armene ud i takt til Knopfler og Clapton, og vi kører til lyden af djævlens musik, vil nogen sige, men vi er euforiske og ligeglade, og Daud synger med på hvad som helst med nakken, med armene og med sin stemme, der ikke kan teksten, men finder sine egne ord.
Uden for dette rulledisko med den dansende bavian i forruden, sker ingenting og alt på samme tid, for på hulvejen inde i en støvsky mellem hytter og marker synes alt at være dovent i den lumske hede, men på ti sekunder styrer en ko langsomt ud foran os uden at se sig til siden, så Daud lægger de dansende hænder tilbage på knallertstyret, hvor de burde have været og slingrer ud i gruset, en cykel falder sammen under en kvinde i frugtfarver, men hun hopper og falder uden rigtig at falde, og en nøgen mand tisser på jorden mellem de buske, han forsøgte at ramme, og en mand med rød hue ligger med hovedet på kørebanen og rejser sig, før vi kommer, en lastbil kører os ud i gruset, og så er der statuerne, alle dem, der stopper, når de ser os, hvad end de foretager sig, og bliver til stirrende væsener med runde hvide øjne, og børnenes hoveder drejer halve og hele omgange, forstenede ansigter og bushtobak i næsen. Op med en tommeltot, og de forstenede bliver til sig selv og tomler tilbage. Og jeg tænker: Hvem stirrer egentlig mest?
Solen går snart ned, så vi standser for at spørge om vej. Der ligger en lille landsby i bjergene med et par restauranter og gæstgiverier. Lastbilerne kommer fra Dar es Salaam og kører ligeud mod Rwanda eller knækker nordpå til Uganda. En lille pige løfter op i sin hvide kjole så stor og tung som en voksen kvindes brudekjole og løber på de tynde bare ben gennem trafikkens støv, der glimter i lyset fra solnedgangen. Hun bærer et rødt slør, og da hun standser ved trehjuleren, smiler hun et halvt smil og rykker blikket væk. Hun kommer og går, forsvinder ind og ud mellem bananpalmer, motorcykler og trucks. Hun smiler, men holder sig tilbage. Hun løber frem, men gemmer sig. Og pludselig er hun væk, helt væk, forsvundet, ikke andet end et springende minde fra et magisk, støvet T-kryds i det grønne afrikanske højland. Vi parkerer trehjuleren og smider rygsækkene ind på værelserne, som kyllingerne med de gule dun pipper ind og ud af. Der er noget rent over dette egentlig ret beskidte sted, noget så rent, at de smider os ud af restauranten, hvor øl og cigaretter er forbudt.
Det er en ad de aftener, hvor Simon og Daud intet siger. De er udmattede af rejsen, trætte, og Simon falder så småt i søvn, før han når sin køje.
Vi vågner af hanekyllingerne der drukner halvvej i deres galen, morgenen er så frisk og kølig, og vi går østpå i mørket, føler duggen mod huden, søger mod de tykke orange ildfarver for at komme tættere på solopgangen, men bjergene er så høje, at vi må tilbage til trehjuleren, før vi får solen at se. En kvinde i høje hæle bøjer sig forover og fejer gården foran vores værelser. Hendes lille datter holder mig i pegefingeren.
Daud tørrer sidespejlene af med sin lommeklud, for første gang på rejsen, og atter sætter vi ud.
Ciaran snuser bjergduggen ind og sukker.
“Hvilken smuk morgen,” siger han, og trehjuleren klatrer videre op ad de hullede veje i bjergene og ind i lastbilernes røde ugennemsigtige støvskyer.
Ciaran og jeg citerer sangtekster, men Simon er mut.
“Hvad tænker du på?”
“Ikke noget,” siger han, og vi klatrer op, op, op, motoren hviner og skviker og skriger, vi er nede på ti-tolv i timen, og støvet bliver mudret og hullet.
Trehjulerens kaleche revner og blafrer i blæsten, og da vi nogle timer senere standser ved en bjerglun tankstation mellem bananplantagerne, binder Daud den støvbrune kaleche sammen med sorte plastikposer. I butikken får ekspedienten et grineflip i sin stol, da jeg kommer ind.
“Hvad griner du af,” spørger jeg.
“Jeg er bare glad for at se dig,” siger hun.
Op og ned ad bjergsiderne hakker kriminelle som straf jorden forbundet med hinanden i lige rækker i orange dragter, mens Simon ringer til sin kone, der ikke tager telefonen. Han har noget vigtigt, noget virkelig vigtigt, at fortælle. Endelig når han hende i den anden side af landet, og hendes lyse stemme når trehjuleren.
“Vi når Rwanda! Vi når Rwanda,” siger Simon.
“Ahh,” siger hun. “Send billeder, ellers er det ikke sket.”
Daud trækker ind til siden, for der går en skrædder med en stak jakker og blazere over armen. Daud prøver en sort glansfuld jakke, stikker sin arm ind i det ene ærme, tager den halvt på, og glatter stoffet med håndfladen ned over sin runde mave.
To skolepiger, der observerer Daud, siger godmorgen til skrædderen.
Han hænger en jakke over mine skuldre og siger, at jeg kan få lov til at prøve den for 2000 shilling.
“Du kan da lade mig prøve det gratis i det mindste,” siger jeg.
“Okay, no problem, stik armene ind. Ja, ja, ja, den passer perfekt, og se, du ser smart og utrolig og forjættende ud, ja, du ligner selveste Christiano Ronaldo.”
“Jamen jeg kan jo ikke se mig selv uden et spejl,” siger jeg.
“No problem, bare bøj dig forover, læn armene ud til siderne og se på din skygge. Kan du se?”
Jeg kigger ned på skyggen, de firkantede skulderpuder og mit skulderlange hår i vinden.
“Det er første gang i mit liv, jeg går i jakkesæt. Hvad med 2000,” spørger jeg.
“Hvad med 19.000?”
Daud køber sit jakkesæt på kredit, for skrædderen har allerede solgt det sæt, som Daud prøver, og skrædderen lover at sende det til Dar Es Salaam. Simon ringer til vennerne derhjemme. Han griner i telefonen.
“Vi er ved grænsen med muzunguerne!”
Tag et billede af mig og send det til min kone. Hun skal se, at det ikke længere er farligt at være i Rwanda.
Vi spiser på en restaurant. Simon og Daud taler om rejsen. Aldrig har de været 1.300 kilometer væk hjemmefra. Simon græder. Daud er stille.
Pludselig siger Daud:
“Simon, vi når ikke hjem til jul.”
Simon smiler lumskt.
“Vi holder da bare jul et andet sted. Måske bliver det den bedste jul i mit liv.”
Trehjuleren ruller over en bro over det store fede brune skvulpende Rusumo-vandfald, hvor der engang kom en flok turister, som stillede et kamera til at selvudløse på broen over floden, mens de poserede, og der stod en flok børn på broen og kiggede, og kameraet blitzede, klik, og en lille dreng fra landsbyen fik et chok og faldt i floden, dybt, dybt ned, og den tog ham, og ingen så ham nogensinde igen.
Vi vandrer op og finder en fotograf, så Simon og Daud kan få fotos til de dokumenter, der lader dem komme ind i Rwanda. Fotografens assistenter holder et hullet blåt tørklæde op, først bag Daud, så bag Simon, der sætter sig, med solen på panden og i øjnene, og fotografen fotograferer med sit lommekamera.
“Har du ringet til din kone,” spørger jeg Simon.
“Nej, der gør jeg først, når papirerne er i orden.”
Vi skaffer visum til Simon og Daud, så de kan krydse grænsen med os. De glemmer at stemple ud af Tanzania og må om bag den lange kø igen. Mens vi venter i trehjuleren, går solen halvvejs ned bag bjergene, og bureaukraterne forlader grænsekontorerne med brune dokumenter under armene. En af dem, Jimmy, stiller sig og stirrer på trehjuleren og taber dokumenterne på asfalten.
“Hvad er det for en motorcykel,” siger han.
“En trehjuler,” siger jeg.
“Sådan en har jeg ikke set før.”
I dagens sidste lys tøffer vi det sidste stykke ad den tanzanianske landevej. Simon er mut igen. Nu har jeg lært hans sind bedre at kende, så jeg spørger, om han er bange.
“Ja, Steffen, er du nu sikker på, at det er en god idé, det her?”
“Hvorfor ikke?”
“På grund af folkemordet.”
“Simon. Det er over tyve år siden.”
Nu er vi i Rwanda. Simon ser sig omkring. Han er mut igen, så mærkelig og svær at være sammen med i denne tilstand. Han ser på bjergene, der ligner de bjerge, han kender. Han ser på menneskene, der ligner de mennesker, han kender. Han trækker vejret dybt. Solens kugle er skåret halvvejs over af en bjergtop. Bavianen slår ham på skulderen og griner.
“Simon. Rwanda,” siger Daud.
Simon griner og giver sig til at danse, mens han synger “Rwanda, Rwanda, Rwanda”.
“Tag et billede af mig og send det til min kone. Hun skal se, at det ikke længere er farligt at være i Rwanda. Vi er her,” siger han og stiller sig og poserer kort foran gæstgiveriet, men siger så:
“For min kone er Rwanda bjerge. Hvor er der bjerge? Her! Kom denne vej.”
Han løber op af skråningen, ind over nogens mark og stiller sig foran bjerget, og Daud følger prustende efter med fingerspidserne stukket i jorden for at holde balancen.
“Her! Tag billedet her! Har du sendt det? Min kone skal se, hvor smukt Rwanda er.”
Solen går ned, og ildfluerne flyver ind og ud af græsset.
“Det er koldt, men alligevel bliver man tørstig,” siger Simon.
Og vi sætter os i baren. Simon griber fat i armen på en mand, der går forbi vores bord.
“Hvis du kommer til Dar Es Salaam er du velkommen hos mig,” siger han til manden.
Vi bestiller sprut og cigaretter.
“Så mange slags cigaretter,” siger Simon, og Daud synger fødselsdagssang for Ciaran, selvom Ciaran ikke har fødselsdag.
Vi drikker os fulde, deler en pakke cigaretter, æder et fad kød med ristede kartoffelbåde og løgringe og en gul chili hver, der giver chilimave, (“bush-chili,” siger Daud), og vi bruger brugte tændstikker som tandstikker. Vi spiller pool efter Rwanda-regler med de lokale grænsesoldater, der under dette halvtag af blik drikker konyagi af sugerør boret direkte ned gennem skruelåget, som de har banket hul i med et søm, og de kridter køen med babypudder rystet ud af en dåse med tre huller og skyder jumpshots og klapper på bordkanten, når kuglerne går i, og først da himmelen lyser i øst, lægger vi os ind under de hullede myggenet med myg ved ørerne.
Vi står op, drikker varm mælk med sukker og spiser omeletter. Det er vores sidste måltid med chaufførerne, før de kører hjem. Der er tre dage til jul. De når aldrig hjem, tænker jeg.
“Simon, lov mig at I ikke kører i mørket.”
“Jeg lover det,” siger Simon.
“Det er livsfarligt. Lastbilerne kan først se jer i sidste øjeblik.”
“Vi kører kun om dagen.”
“Er du sikker?”
“Så sikker, som at vi nu er i Rwanda.”
“Godt. Mange tak for turen. Hils Anita og ungerne. Og god jul hvor end I kommer til at holde den.”
“Tak og tak for eventyret. Vi klarer os. God rejse.”
De kører. Ciaran forhandler med nogle chauffører, så vi kan komme med bus til Kigali, da jeg får øje på en motorcyklist der står og taler med sin kone. Jeg prikker Ciaran på skulderen og nikker mod motorcyklerne.
“Hvad med dem dér gennem bjergene?”
Ciarans alvorlige, rynkede forhandlerfjæs forvandler sig i et snedigt smil.
“Så kører vi.”
* * *
Juleaften er der nyt fra Simon.
“Venlige hilsner fra mig, fra Bavianen, fra de andre chauffører, fra mine børn og ikke mindst fra Anita,” skriver han.
“Vi nåede hjem til jul.”
