Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey UK
Da Clifford ’TI’ Harris i sommeren 2003 udgav Trap Muzik, fik en hiphop-genre fra sydstaterne næsten omgående sit navn. Hvorvidt det var DJ Toomp eller Shawty Redd, der forfinede genren i starten af 00’erne er I velkomne til at skændes over i kommentarsporet, men faktum er, at den lyd, som især kendetegnes ved en aggressiv hi-hat og dyb bas, er skyllet indover Syden siden årtusindskiftet. På 15 år har den vokset sig til en flodbølge, som har været hele kloden rundt. Ved at døbe sit andet studiealbum Trap Muzik skabte TI et genkendeligt brand for trap, hvilket var med til at bane vejen til mainstreamsucces for genren og samtidigt gav en hel generation af Atlanta-rappere, fra Young Jeezy til Migos, en platform til at løfte sig ud af the trap og ind på hitlisterne.
Videos by VICE
Trap Muziks sande styrke ligger i dens politiske materiale. På ”Doin’ My Job” tvinger TI lytterne til at se verden fra en pushers perspektiv på en måde, som ingen siden Biggie havde gjort det. Når han rapper: // We want to live nice too! / We got moms, dads, wives, kids just like you! // er det for at få hvide amerikanere til at genoverveje krigen mod stoffer og faktisk sætte menneskelige ansigter på kokainhandlen. Ligesom UGK blev det et årti før, så blev TI omgående en helteskikkelse for pushere.
”Da jeg indspillede Trap Muzik, var jeg kendt ude i byen som den lille fyr med de store guns,” fortæller TI mig over telefonen. ”Min familie var overbevist om, at jeg ville blive slået ihjel!” Men 15 år efter sit store gennembrud befinder TI sig et helt andet sted i livet. Han har været mentor for Iggy Azalea (ja, okay, men hey, hun vandt trods alt et par priser og toppede hitlisterne nogle gange) og Travis Scott, han har spillet skuespil (se Marvels Ant Man and The Wasp) og været politisk engageret filantrop – og i dag er han blevet en af hiphoppens statelige gamle mænd. Jeg talte med ham om 15 år med Trap Muzik, og hvorfor albummet stadig er relevant i Trump-æraen.
Noisey: Din debut I’m Serious klarede sig ikke så godt. Var der pres på, da du skulle lave Trap Muzik?
TI: Jeg ville skabe en klassiker. Jeg vidste, at jeg ville lave musik, der var tidløst. Jeg ville vise, at der stadig er mange hverdagsting, man skal forholde sig til, selv om man begår kriminalitet: man skal ikke bare sælge stoffer, man skal også pleje forhold til sin kæreste og familie og til sit barn, som man har fået i en tidlig alder. Man bliver set ned på af af samfundet for at være den her ene ting, selv om man i virkeligheden er meget mere end det. Det kan være, man har en homeboy, der lige er blevet dræbt, selv om han ikke engang var kriminel. Trap Muzik handlede om at krystallisere oplevelsen af at være sort i USA i et stykke musik.
Med I’m Serious følte jeg lidt, at jeg var offer for et pladeselskab (Arista, red.) med alt for meget succes. LA Reid havde allerede Toni Braxton, Outkast, TLC, Usher og Goodie Mobb, så det er klart, at han satsede på de ting, han vidste ville sælge. Jeg var offer for et pladeselskab, som ikke forstod mig.
Var det en stor forandring at komme over på Atlantic i stedet?
Med Trap Muzik fik jeg frihed og mulighed for at reflektere over mine oplevelser og mit miljø. På det første album ville jeg åbne folks øjne for, at motherfuckers fra Atlanta kan rappe lige så godt, som New Yorks bedste. Outkast var kæmpestore, men de føltes ikke ligefrem, som om de kom fra gaden. Trappen fik ikke den anerkendelse, som den fortjente, og det tomrum ville jeg udfylde. Problemet med det første album var, at det indeholdte så mange forskellige stilarter, så folk kunne ikke rigtig regne ud, hvor jeg var fra. Men ”Dope Boyz” blev en uventet hitsingle fra I’m Serious, og det gav mig blod på tanden i forhold til at lave en hel plade, hvor jeg rappede om, hvor jeg var fra. Jeg ville tage folk med ud i the trap.
Fortæl mig om, hvem TI var tilbage i Trap Muzik-dagene…
Jeg var stadig en ret vild type. Jeg røg ind og sidde hver anden måned. Jeg var meget aktiv. Det var alle omkring mig, min vennekreds var en flok ballademagere. Min bedstemor sagde, “du elsker at hænge ud med de forbrydere!” Jeg kan huske engang, hvor min onkel ringede og bad mig besøge min tante Lita, og hele familien forsøgte at få mig til at tegne en livsforsikring. De var sikre på, at jeg ville blive dræbt, så de ville sikre sig, at de var i stand til at betale for min begravelse.
Hvordan fandt du den intensitet frem foran mikrofonen?
Jeg vidste bare, at jeg skulle have budskabet ud. Hvide mennesker forstår ikke, hvor tæt de er på at være i vores sko. Hvis du ingen uddannelse har og aldrig har været nogen steder uden for dit lokalområde, så tager du det, du kan finde. Hvis crack er det eneste valg, så er det dét, du tjener penge på! Det har ingen taget sig tid til at prøve at forstå.
Folk valgte crack-kokain som karriere, fordi de ikke vidste, at det var Contra-skandalen, der var grunden til, at så mange amerikanere havde erfaring med at blande bagepulver, vand og kokain sammen til crack. Jeg kender sgu ikke mange sorte kemikere! Tro mig, vi ville aldrig risikere at fucke en pose kokain op. Jeg tror virkelig, at vores regering har haft til hensigt at sprede våben, stoffer, død og ødelæggelse i sorte lokalsamfund i USA for at holde os, sorte amerikanere, nede. Det er for at sørge for, at vi fejler, så man kan sende os i fængsel, så store koncerner kan udnytte os som gratis arbejdskraft – akkurat som med slaveri. Det er en plan for at umenneskeliggøre os. Med Trap Muzik ville jeg gøre det modsatte.
Det, at jonglere forskellige identiteter, er en rød tråd på albummet. På ”Long Live Da Game” rapper du om at have en // Crib in the trap and a crib to relax // – var det svært at opretholde den balance?
Ingen bor i deres trap, hvis de ikke er tvunget til det. Man er nødt til at behandle det som sit kontor. Man ordner sine forretninger, og når man så føler, man har taget nok chancer, vender man tilbage til et sted, der er mere sikkert og fredeligt, hvor man kan lade op til næste arbejdsdag. Det er enhver dope boys håb og intention. Der er ingen, der har lyst til at sælge en masse heroin og crack et sted og så ikke være i stand til at smutte igen, hvis du forstår, hvad jeg mener? Man er nødt til at skabe en dualitet. Når Tony Soprano tog hjem, var han heller ikke den samme, som han var nede på Bada Bing!
Du viser selvfølgelig en eftertænksom side på albummet, men du siger også, // I want to be a musician, not a politician // – hvad ændrede sig mellem Tip i 2003 og Tip anno 2018, der jævnligt udtaler sig om Donald Trump?
Jeg har det stadig på samme måde. Jeg vil ikke være politiker! Jeg vil gerne hjælpe politikere, som er egnede, men jeg vil ikke selv være en. Jeg kan ikke gøre andet end at få min stemme hørt.
Der er masser af liveguitar, klaver og instrumentering på Trap Muzik, der hurtigt bevæger sig fra minimalistisk bas i UGK-stil til soul-agtig jam i stil med College Dropout-tidens Kanye West. Hvad gik du og producerne på pladen specifikt efter?
Jeg ville skabe nye, alsidige lyde, der stadig repræsenterede den livsstil, jeg forsøgte at sætte fokus på. Da jeg lavede ”Doin’ My Job” med Kanye, ville jeg lave en sang til trappen, men ikke med den typiske traplyd. Den skulle være klassisk og tidløs. Til “Let Me Tell You Something” bad jeg Kanye om at genskabe “I Want to Be Your Man” af Zapp og Roger Troutman fra bunden, og det gjorde han. Det var så fuld af soul! Jeg vidste godt, Kanye var et geni, men jeg anede ikke, hvor meget han havde i sig.
Med DJ Toomp var det mere et personligt forhold. Min fætter Tremell voksede op sammen med Toomp, og jeg tog tit over til hans studie. Han spillede musik for mig, mens han klippede mit hår. Det var sådan, vi arbejdede sammen. Det var ren kærlighed, og det er derfor, vi havde så god kemi.
Hvorfor tror du, Trap Muzik fortsat er så anerkendt, som den er? Er det blevet en klassiker?
Jeg tror, albummet var begyndelsen på en æra. Det er en rammende repræsentation af en livsstil, som flertallet ikke vidste fandtes. Der var ingen, der vidste, hvordan den verden så ud, for når folk tænkte narkohandel, tænkte de New Jack City. Hvis man sælger stoffer, er man enten Nino Brown eller Scarface. Trap Muzik giver folk indblik i hvordan dagligdagen er for en pusher. Det er den menneskelige historie. Det her er folk med forældre, de er ikke bare karakterer i en film. Vi møder aldrig Nino Browns mor, så derfor kender vi ham ikke som en rigtig person. Det er også derfor, man er ligeglad, når han dør i New Jack City. Trap Muzik skulle få folk til at fatte sympati med pushere og se dem som mennesker. Jeg følte, at Trap Muzik var mere som Boyz n the Hood, fordi den gik lige i hjertet – mens alle de andre rapperes plader var ligesom Scarface eller New Jack City.
Der raser stadig en debat over, hvem der opfandt trap, som vi kender genren i dag. Du og Gucci Mane har skændtes over det i årevis, ikke?
Han prøver bare at være alfahan og dominere det hele. Det sker med ord alene! Hvis han skulle have skabt det her, skulle han have kommet før mig. Jeg siger ikke, at han ikke har bidraget, for det har han. Gucci tog trap til et nyt niveau, det gjorde Young Jeezy og de andre også. Men uden mig ville der ikke være noget, der hedder trap… og det ved Gucci også godt!
Tak, TI.
