Vejen til en rappers hjerte går gennem hans mave. Ofte er den vej godt nok brolagt med diamantsmykker, kontanter, strippere og champagne, men det er videnskabeligt bevist, at den går igennem maven. Og det er tydeligt, når man ser nærmere på teksterne hos nogle af verdens mest populære kunstnere.
Den velvoksne Queens-rapper og tidligere kok Action Bronson er frontmand i en bølge af gastro-rap med kulinariske rim, hvor han sagtens kan finde på at dele opskrifter på grillet babylam og myntedip. Samtidig har Rick Ross for eksempel åbnet sin egen fastfoodkæde med fokus på kyllingevinger.
Videos by VICE
I dansk rap er der dog historisk set blevet ristet flere smøger end lammekøller, og tager man de danske rappere på ordet, får de hovedparten af deres kalorier fra sprut, receptpligtig medicin og tung røg. Men mellem kokain, fem-grams-Backwoods og fransk cognac sniger der sig også en bid mad ind. Ud af respekt, ærefrygt og en generel interesse i ikke at se vores ypperste ordsmede dø af fejlernæring har vi set nærmere på, hvad danske rappere sætter tænderne i.
L:Ron:Harald – “Mæ å min kadett”
// Fredag efter arbej’ / ik’ så moj pjat / hotdogs hos Arne / indtil jeg er sat //
L:Ron:Harald satte Sønderjylland og ikke mindst den enestående lokale dialekt på danmarkskortet med sit til dato største hit “Mæ å min kadett” fra albummet Pornogangster, der udkom i 1998.
Meget kan siges om den sønderjyske folkehelt, men han reklamerer ikke med noget, han ikke kan leve op til. Han er folkets mand, og hotdogs og bajere er en udødelig klassiker; En Martin Henriksen-menu, som en god del af den danske befolkning forkæler sig med mindst et par gange om året. Efter pølsefesten rykker L:Ron og hans knejte en tur over grænsen og Frem mæ æ D-mark vi køife det vi pleje’: 100 flaske whisky å 2000 bajer’.
Skål, Harald æ mann.
Sivas – “Vejen”
// Nyder Chardonnay på restaurant / spiser østers med en twist af lime / der er ikk’ noget Michelin i Brøndby Strand / fuck min GPS, jeg finder vejen //
En overraskende sofistikeret menu til Brøndby Strand-rapperen på den melankolske single “Vejen”. Østers er et verificeret elskovsmiddel og efterhånden ret hiphop – Juelz Santana, Action Bronson og Drake bare et par eksempler på rappere, der giver shout-outs til det luksuriøse bløddyr. Men frem for alt må jeg komplimentere Sivas’ evne til at vælge vin til maden. Østers elsker en mineralsk Chablis uden for meget fad, og det er Danmarks Auto-Tune-kejser helt med på.
Gramsespektrums Gert K
“Jeg vil nok sige, at grænsen for, hvornår du er hiphopper, og hvornår du ikke er, den går rimelig meget ved indgangen til Burger King.”
Grænsen for at være ægte hiphopper går ved indgangen til Burger King. Så simpelt var det, da Gramsespektrums tandbøjlede hiphopkarakterer Gert K og Mads definerede dansk hiphop i 90’erne. Det er lyden af vores bumsede ungdom, hvor vi åd alt, hvad Peder Pedersen og Simon Bonde lukkede ud i deres geniale gramseunivers – inklusiv så meget Burger King, som vi nu havde råd til.
Det var dem, der overbeviste mig om, at Whoppere var ligeså hiphop som mit tudegrimme tshirt-udenpå-sweatshirten-look. Egentlig var det en satirisk hyldest til den amerikanske rapscene – men mon ikke Gert K og Mads medvirkede til at sende en del flere Whoppere over disken herhjemme?
Suspekt – “Proletar (Hvor jeg står)”
// Mellem folk badet i remoulade og pomfritter / forstadens glitter og glamour blandet med dårlig’ snitter / træt af at servere de riges røv med luksusvarer / hellere lange bøffer over grillen til en muggen skare //
Det er fristende at fremhæve den ”kæmpestore pik i din middagsmad” i Suspekts pumpestok af et hit “Kinky Fætter”. Så det gør jeg. Hermed fremhævet. Men fordi det ikke helt tæller som en madreference, springer vi nogle år videre i Vestegnsrappernes karriere.
Udover kønsdele er Suspekts diskografi nemlig gennemsyret af spisevaner, ofte som udtryk for den dertilhørende socialklasse. For eksempel er Danmark ”badet i remoulade og pomfritter, forstadens glitter og glamour blandet med dårlig’ snitter” i den poetiske og definerende single “Proletar (Hvor jeg står)”; en linje, der øjeblikkeligt transporterer dig tilbage til den mest afstumpede og generiske udkantsgrillbar, du nogensinde har været på. Du ved, sådan et sted hvor kunder siger ting som “halv ørn i rede” eller “død indianer i kano”, og personalet ved, hvad de snakker om.
Suspekt er næppe gastro-rappere, og Albertslund-fyrsterne, der spiser mere numse end ny nordisk i deres tekstunivers, ødelægger nærmere appetitten frem for at skærpe den. Men hvilken bedre måde at beskrive proletariatets lod i livet end ved at lade dine ører smage på “bøffer over grillen til en muggen skare”?
Marvelous Mosell – “Rigdomme”
// Varm velkomst, pindemadder, drinks, chokolader, Toms skildpadder / I en skål, hvorfra jeg tog en masse / ned i lommen uset / man har vel klasse //
Marvelous Mosell går mod strømmen af den storforbrugende amerikanske rapkultur, der får det til at regne uden omtanke for privatøkonomien. Marvelous er derimod fornuftig med finanserne. Se bare den her passage fra “Antikommerciel Masseappel”, der er så økonomisk ansvarlig, at den næsten er hjemløs:
// Gi’r jeg noget væk / er det aparte / Så har jeg nok selv fået det gratis til at starte med / Tilbudsjæger ind til benet / Leder efter huller i systemet / Køber ikke deoer – det’ mere billigt / Bare at bruge dem, der står på hylderne i Kvickly //
Og på “Rigdomme” går rapperen til buffeten med en decideret Onkel Joakim-attitude:
// Buffetens overdådighed matchede min grådighed / heldigvis havde jeg mit Tupperware til rådighed / Men dér var ikke plads til alt som jeg ku’ li’ / rejerne havnede i mit brilleetui //.
Selv om Danmarks største diskorapper måske skulle bruge nogle af de penge, han sparer på mad på at investere i sin egen deodorant, så går Marvellous til vaflerne, og vi kunne forestille os ingen bedre at dele en omgang brilleetui-rejer med.
Den Gale Pose – ”Definitionen af en stodder”
// Det når de kalder mig en kold skid / det når jeg be’r om stegt flæsk som mit sidste måltid //
Inden Jokeren droppede fast føde til fordel for musehaler og Fernet Branca, satte rapperen pris på både gris og hummer. På ”Definitionen af en stodder” svinger Joker J mellem det folkelige og det elitære, når han får persillesauce og hummerkød i snotbremsen.
// Det når si’r til min kælling: ’Yo jeg går lige i kiosken’ / og vender tilbage cirka 14 dage dummere / Det når jeg tror jeg har forstand på hummere / og bestiller 2 af dem med haute couture //.
Det er ikke klart, hvad Jokeren spiser i dag (hvis han overhovedet spiser), men noget tyder på, at han aldrig har været lykkeligere. Hvis du vil have bevis, så tjek hans Instagram, hvor han smiler og går med slips dagen lang. Eller hans talkshow “Jokerens Freakshow“, der er omtrent lige så muntert, som Stillehavet er vådt.
Baby Bino – “God Mad”
// God mad, god sex / lav en Turbo, cash ud på et Rolex //
Baby Bino har prioriteterne i orden på sin trappede single “God Mad”, hvor han går i køkkenet og koger op i pillemusik. Hvad god mad indebærer, må stå hen i uvisheden, men jeg er ret sikker på, desserten starter med “X” og slutter med “anax”.
Marwan – “Næste Trin”
// Braser ind og understreger / stjerner på køleren, når vi drejer / tænder cubaner, når vi fejrer / spiser, spiser masser’ rejer //
Med albummet P.E.R.K.E.R banede Marwan vejen for en ny bølge i dansk hiphop, og i dag kommer majoriteten af de største danske rapnumre fra minoriteter. Dengang var lyden West Coast, men på Marwans seneste album Blå er produktionerne mere trappede og inspireret af sydstatsrap. Derfor giver Marwans hang til rejer også god mening, da det er en klassisk sydstatsspise. Som når 21 Savage i sit “Ghostface Killers”-vers fortæller, at han har “shrimp” i sin pasta. Og hvem husker ikke den afdøde rapgud Pimp C, der rappede: ”We eat so many shrimp, I got iodine poisoning” på Three 6 Mafias “Sippin’ on Some Syrup”?
Med det er der kun tilbage at sige: bon appétit! Og RIP, Pimp C.