Fra søpindsvinjæger til landmand på fremtidens arktiske gård

Alle billeder af Martin Finnedal.

Skotten Roddie Sloan forsyner nogle af de bedste restauranter i verden – fra Noma i København til St. John i London – med søpindsvin og molboøsters. Han bor i Steigen, nord for polarcirklen i Norge, sammen med sin kone Lindis, som er antropolog, deres tre sønner og en hund. Her dykker Roddie ned i havet for at håndplukke sin fangst, selv når vandet er ulideligt koldt.

Familien er forelsket i området. De går meget op i, hvad de spiser, og de har købt et stykke land på 2,4 km2 – en anelse større end Monaco – som de er ved at udvikle til at være en gård midt i fjeldene, hvor de kan dyrke alt fra gulerødder til hvidløg (den mest succesfulde afgrøde indtil videre). Deres mission er at skabe fremtidens arktiske landbrug.

RODDIE SLOAN: Formålet med gården er, at eksperimentere med hvad der kan lade sig gøre i et arktisk område. Vi undersøger hvilke grøntsager, der kan gro her. Også mad, der måske ikke kunne vokse her tidligere. Vi prøver alting, lige fra permakultur til forskellige grader af industrialiseret landbrug. Mit mål er at skabe en vidensbank om arktisk mad lige her. Så når folk ser tilbage om 25 år, har de adgang til den viden, vi har akkumuleret her, både fra gården og fra fiskeriet. Med klimaforandringer er vi nødt til at være proaktive. Arbejdet med gården er et forsøg på at være proaktiv omkring klimaforandringer i Norden. Vi vil finde ud af, hvad der kan vokse, og hvad der ikke kan. Hvad der forsvinder, og hvad der vender tilbage. Den måde, folk tænker på mad i dag, er meget anderledes, end dengang jeg voksede op. Hvis man ser to århundreder tilbage i tiden, vil man opdage, at det, der blev spist dengang, bliver genopdaget i dag.

Roddie og Lindis på deres gård i Steigen.

LINDIS SLOAN: Vi har begge to fuldtidsjobs. Roddie er enten på havet eller i gang med alle mulige andre projekter, og jeg arbejder fuld tid som antropolog ved Senter for Kunnskap og Likestilling i Nordfold. Så det kan være hårdt at skulle passe al den jord. I Norge kan man ikke bare købe en gård og lade jorden passe sig selv. Man skal passe jorden. Jeg tror, vi ender med at have grise i skoven ligesom i gamle dage. Og får på engene. Vi forsker i gamle fåreracer. Dem, som i modsætning til moderne får, også spiser blade fra træerne. Da jeg var barn, var der ikke et eneste birketræ rundt om fjorden. I dag er de over det hele.

RODDIE: Da jeg var barn på landet i Skotland, arbejdede jeg på gården i weekenden, i ferierne og til jul. Efter jeg er kommet til Norge, har jeg skabt mig en karriere som fisker og forsyner de fineste restauranter med søpindsvin og molboøsters, men før det var jeg landmand, kok og bager. Jeg har arbejdet med mad, siden jeg var ti år gammel. Nu er jeg vendt tilbage til at være landmand, men ved kysten. Det har altid været tanken at kombinere fiskeri og landbrug. Det, der tiltalte os ved det her sted, var muligheden for at eksperimentere. Der er to floder på gården, hvilket forhåbentlig betyder, at vi på et tidspunkt kan generere elektricitet fra den ene flod og have en mølle ved den anden. Det er meget vigtigt at forholde sig til energi. Desuden har vi syv forskellige slags jordlag, så vi kan eksperimentere med forskellige afgrøder.

LINDIS: Inspirationen til at købe gården fik vi fra TV-programmet River Cottage. Drømmen var at skabe et hjem, der samtidig kunne forsyne os med mad. Vi er den slags mennesker, der aldrig ville være tilfredse med at dyrke lidt tomater i vindueskarmen. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor glad min bedstemor ville blive for at se mig strikke. På den anden side ville hun nok sige, at nogle af de andre ting, vi laver, er helt skøre. Som når vi laver sorbet ud af bladene fra rønnetræer. Det smager af marcipan. Det er så vildt.

Mine bedsteforældre har boet her. Under krigen var min bedstefar besat af at dyrke grønkål. Det er den eneste grøntsag, der kan gro her året rundt. Den kan endda gro under sneen. Min bedstefar mente seriøst under krigen, at folk, som ikke dyrkede deres egen grønkål, burde få frataget deres rationeringsmærker. Vi har altid gået op i lokale grøntsager i min familie. Da jeg smagte spinat for første gang, var jeg overbevist om, at det faktisk var hjemmedyrket grønkål.

RODDIE: Vi vil gerne have, at folk kommer og tager del i gården og bruger vores viden. Vi forsøger at holde det så åbent og tilgængeligt som muligt. Målet er at få ideer og inspirere folk. Det skal være et sted, hvor man kan komme og mærke freden. Det er derfor, vi inviterer praktikanter herop, så de kan være med til at udvikle gården. De ender med at blive en del af familien. I sommers inviterede vores praktikant Jack sine venner fra London herop i en uge, og de hjalp alle sammen med at male laden. Steigen kommune, hvor vi bor, er et helt særligt miljø. Det ligger meget afsides, og for bare 25 år siden, inden tunnelen blev bygget, foregik hver eneste tur til byen ad vandvejen. Hvis man tager til London og sætter sig i metroen, kan man undgå enhver form for interaktion, men det er ikke en mulighed her hos os. Her er man afhængig af hinanden, og derfor står der altid en seng klar til dem, som trænger.

LINDIS: Roddie hader alt, der har med får at gøre. Han kan ikke engang lide gedeost. På den gård hvor han voksede op, har han set lidt for mange får læmme. Han siger, at det er ligesom at bo i en by, hvor alle folk på samme tid checker ind på fødegangen. Blod og indvolde og slim alle vegne. Den dag i dag er bare duften af uld nok til, at han får det dårligt. Men for mig er det en del af drømmen at kunne strikke med uld fra egne får. Min stedfar har omkring 300 styk, og de er en del af arbejdet på hans jord. Det er min drøm at have gamle fåreracer. Jeg har mange drømme. Nogle af jordlagene her er faktisk gammel havbund, og jeg vil gerne dyrke mine egne asparges. De kan slet ikke sammenlignes med dem, der bliver fløjet ind fra Peru. De smager ikke af noget.

RODDIE: Jeg er 46 år gammel, så det her er mit sidste projekt. Det er projektet, jeg vil huskes for. Når jeg dør, håber jeg, at mine sønner vil være stolte og sige, at det var en rigtig god ting mor og far satte i gang. Sammen. Vi vil skabe et sted, hvor både jorden og menneskene kan vokse sammen i fremtiden.

Fortalt til Martin Finnedal.