550. Det er det antal, man skal gange befolkningstallet i Højmark med for at komme op på antallet af gange, Frederikke Kisums historie Stockholm Syndrome er blevet læst.
For et halvt år siden flyttede 22-årige Frederikke Kisum fra sit barndomshjem i Højmark for at studere kommunikation i Aarhus. Derved faldt indbyggertallet i den lille vestjyske by til 275. Omtrent samtidig nåede hendes historie om, hvordan Harry Styles fra One Direction kidnapper en ung pige med den hensigt at sælge hende som sexslave, men i stedet forelsker sig hovedkulds i hende, op på 150.000 visninger. Stockholm Syndrome er en romantisk historie, Frederikke Kisum selv har udtænkt, men som gør brug af allerede eksisterende karakterer. Fænomenet kaldes fanfiktion og er kæmpestort. Hver eneste dag logger millioner af mennesker verden over ind på Archive of Our Own med det formål at skrive, dele og læse fanfiktion. Enten om virkelige mennesker, som for eksempel Harry Styles eller fiktive, som for eksempel Harry Potter. I Danmark hedder det mest populære forum for amatørforfattere Movellas, og Frederikke Kisum anslår, at fanfiktion udgør 60-70 procent af historierne derinde.
Videos by VICE
Men for Frederikke Kisum startede det hele inde på goSupermodel. På siden, der var henvendt til teenagepiger, kunne man spille forskellige spil og chatte, men der var også nogle foraer, hvor folk lagde små tekster op, som de selv havde skrevet. Den dengang 12-årige Frederikke, som kunne finde på at skrive en ekstra danskstil for fornøjelsens skyld, besluttede sig for at prøve at dele en af sine historier.
”Den første historie, jeg lagde op, handlede om en dansk pige, der på en eller anden måde mødte Nick fra Jonas Brothers, og så blev de selvfølgelig kærester. Det var en vild fantasi, jeg havde dengang. Jeg tror, de rendte ind i hinanden et eller andet sted, der var helt uvirkeligt, men folk ville gerne læse det,” siger Frederikke Kisum. De andre brugere kommenterede: ”Ej, du skriver godt” og ”Mere, mere, mere!” Og pludselig var historien om den heldige danske pige blevet til tre.
Da Frederikke Kisum var 14, blev en af hendes veninde fra goSupermodel kontaktet af grundlæggeren af Movellas. Han var i gang med at skabe en hjemmeside for skrivelystne unge, som gerne ville dele deres ting, give efterkritik og konkurrere mod hinanden i skrivekonkurrencer. Den 25. december 2009 registrerede Frederikke Kisum sig på Movellas og blev dermed den andenførste bruger på Movellas nogensinde.
”I starten var vi tre-fire brugere, som læste hinandens historier og gav hinanden feedback. Det var meget fedt, for vi vandt jo alle de konkurrencer, der var derinde. Men så begyndte fanfiktion at blive kendt, og pludselig kom der rigtig meget drøn på siden. Det var deromkring 2011, hvor Justin Bieber begyndte at blive kendt. Og da One Direction så kom på markedet, eksploderede det. Jeg skal lige love for, at det var noget, der inspirerede folk.”
Frederikke Kisum har også været omkring Justin Bieber, men de fleste af de 36 historier, hun har uploadet på Movellas, handler om One Direction. Alligevel opfatter Frederikke ikke sig selv som fangirl. ”Jeg er ikke sådan en, der står og skriger til koncerterne, og jeg græder ikke, når en af dem får en kæreste.” For hende handler det om, at det er nemmere at skrive om rigtige personer end at skulle bygge karakter op fra bunden. ”Når de er kendte, ved man en hel masse om dem, såsom hvor de kommer fra, og hvilken øjenfarve de har. Og hvis man har været til koncerter eller set interview, kan man jo tage den viden med ind i historien.” Men Frederikke Kisum har altid foretrukket selv at skabe sine karakterers personlighed. ”Harry fra One Direction kan for eksempel sagtens have forskellige personligheder i forskellige historier.”
Nogle gange er han arrogant, nogle gange er han genert, og nogle gange er han en forbryder, der kidnapper unge piger og sælger dem som sexslaver. Men han er næsten altid en romantiker. ”Det har jo meget været kliché kærlighedshistorier, hvor pigen møder drengen, drengen og pigen forelsker sig, og så tager man den lidt derfra,” som hun siger.
Faktisk står Stockholm Syndrome som lidt af en milepæl i Frederikke Kisums forfatterskab, hvilket blandt andet kan ses ved, at den er den eneste af hendes historier, der kræver, at man er over 13 år for at læse med. ”Jeg har altid skrevet sådan noget safe noget med kærlighed, men med den her tænkte jeg, at jeg ville prøve noget nyt. One Direction havde lige udgivet en ny cd, hvor en af sangene hed ’Stockholm Syndrome’, og den handlede om en, der forelsker sig i den person, som har kidnappet hende. Det tænkte jeg kunne være sjovt at skrive en historie om, og det endte med at blive en mere mørk historie, end hvad jeg plejer. Men folk elskede bare den her nye side af mig.”
Det tog cirka Frederikke Kisum et år at skrive Stockholm Syndrome. Nogle gange fandt hun sig selv sidde og skrive til klokken halv et om natten, selvom hun skulle op og i skole dagen efter. På den måde løb hendes skriveriet nemt op på 20 timer om ugen, og i takt med at hun satte punktum i kapitlerne, lagde hun dem op på Movellas, så de andre brugere kunne følge med og kommentere på historiens gang. Den endelige historie er omkring 170 sider lang. De andre brugeres kommentarer til sidste kapitel viser, at hun har opbygget en trofast og engageret læserskare undervejs:
”Det bliver mærkeligt, at der ikke kommer flere kapitler. Det er den bedste movella, jeg har læst. Elsker den måde du skriver på, og historien er bygget op på. Græder nu den er slut.”
”Please kom med en 2’er”
”Omg! Den er sååå GOD! Druknede i tåre, da Harry døde!”
For en måneds tid siden tænkte Frederikke Kisum, at det kunne være sjovt at tælle sammen, hvor mange visninger hendes historier havde til sammen.
”Jeg havde ramt over en million visninger! Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg var sådan: Okay, Frederikke, er det nu du skal grine eller græde? For det var bare så uvirkeligt og så overvældende, at der er så mange, der gider bruge deres tid på at læse det, som jeg egentlig bare godt kan lide at sidde og skrive i min fritid.”
Selvom Frederikke Kisum nyder stor anerkendelse i miljøet, er der ikke mange uden for Movellas, der kender til hendes forfatterskab.
”Det er lidt ligesom mit Hannah Montana-liv, det her. Der er nogle, der ved, at jeg skriver, men det er ikke noget, jeg går og skilter med. Det er ligesom min lille ting. Og så kan jeg godt lide tanken om at kunne tage røven på folk, sådan at hvis jeg en dag bliver udgivet, kan jeg sige: ’Nå ja, jeg har fået udgivet en bog’ og så vil folk være sådan ’Hvad?! Skriver du?’.”
Og det er netop det, der er drømmen. At kunne gå ind i en boghandlen og tage sin egen fysiske bog ned fra hylden. Det seneste års tid har hun skrevet på sin første store roman, hvor hun har bygget alle karakterer op fra bunden. Og som den første af hendes historier, bliver den ikke delt på Movellas, i stedet planlægger hun på at sende den ind til et bogforlag. Arbejdstitlen på romanen er Vejen til dig.
”Den handler om en pige fra USA – fordi jeg selv har boet et år i USA – som lige er blevet færdiguddannet sygeplejerske og taget et sabbatår – jeg fik nemlig ideen, da jeg selv holdt sabbatår – og hun vil gerne ud og rejse, og så ser hun det her opslag på et netforum, hvor en dreng søger en rejsepartner, og de aftaler at tage på rejse sammen og ender med at forelske sig i hinanden på den her tur. Og så sker der selvfølgelig en masse ting på vejen, som gør, at de ikke kan være sammen. Og så kan man jo håbe, at de finder hinanden til sidst,” fortæller hun. Det romantiske er endnu en gang i centrum, som det næsten altid er, når det kommer fra hendes pen. For det er bare det, der kommer mest naturligt til hende, når hun slår øjnene op om morgenen, tænder fjernsynet og finder computeren frem.
”Man har jo altid nogle tanker om, hvordan man gerne vil have, ens eget liv skal udspille sig, og det kan man få skrevet ned og så bare køre det helt ud over kanten. Virkelig tage den rigtig pludderromantiske vej, som man selv ønsker kommer til at ske, og så få det ind i en historie. Kærlighed er jo bare noget, vi alle sammen har i livet på en eller anden måde, og det kan de fleste relatere til.”
