Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly USA
Ifølge en videnskabelig artikel udgivet i Sexual and Relationship Therapy, der udkom tidligere på måneden, er vi ikke mange år fra et samfund, hvor ”et større antal mennesker” vil fravælge at knalde med andre mennesker til fordel for sex med robotter.
Videos by VICE
”I de kommende år,” skriver forskerne bag artiklen, ”vil sexteknologi blive meget mere avanceret og appellerende. For mange mennesker vil teknologien spille en helt central rolle for deres seksuelle identitet. Nogle vil endda foretrække en teknologisk løsning fremfor sex med et andet menneske.” Derfor har forskerne opfundet et nyt begreb, der dækker over folk, hvis seksuelle identitet digitaliseres. De kalder dem ”digiseksuelle”.
For bedre at forstå begrebet har forskerne brudt digiseksualitet ned i to overordnede bølger. Den første omfatter teknologi, der formidler den seksuelle forbindelse mellem to mennesker – man kan eksempelvis nævne live sexchat, sexlegetøj, der tillader brugerne at ”føle” hinandens berøring virtuelt, og datingtjenester på nettet.
Den anden bølge er kendetegnet ved såkaldt ”immersion” og kan bedst beskrives som en digital totaloplevelse. Med den type teknologi er der ikke behov for en menneskelig partner, når man dyrker sex. Den type kender vi i dag bedst fra populærkulturen, nemlig sexrobotten. Selv om ”vi endnu ikke har set realistiske sexbotter endnu,” forklarer forskerne, så er der ingen tvivl om, ”at de er på vej”. Og fordi folk vil opleve ”en intens forbindelse med deres robotpartnere” – for slet ikke at nævne det faktum, at robotter kan skræddersyes til den enkeltes behov og forventninger ”og kan gøre, hvad en menneskelig partner ikke kan” – mener forskerne, at mange mennesker med tidens løb ”vil bruge robotterne som deres primære kilde til sex”.
Forskerne kan ikke sige præcis, hvad der vil ske i fremtiden i forhold til digiseksuelle mennesker, men understreger, hvor vigtigt det er at acceptere den fremtrædende rolle, som teknologien vil få i udformningen af seksuel identitet. Som eksempel på fremkomsten af den digiseksuelle identitet – et begreb, de selv har opfundet – henviser forskerne til Zheng Jiajia, en kinesisk ingeniør, der arbejder med kunstig intelligens, som tidligere på året blev gift med robotten Yingying, som han selv har bygget.
Forskerne bag artiklen er Neil McArthur, som er professor i filosofi ved University of Manitoba, og Markie Twist, der er undervisningskoordinater for kandidatuddannelsen i sexterapi ved University of Wisconsin-Stout og professor i par- og familieterapi ved University of Nevada. McArthur fortæller Broadly, at de to begyndte at forske i den teknologiske udvikling på området, fordi de begge ”altid har været interesserede i folk med marginaliserede seksuelle identiteter og det at sætte fokus på mennesker, der er stigmatiserede og holdt uden for det gode selskab.”
”Jo mere vi forskede i fremkomsten af det, vi kalder ’den digiseksuelle teknologis anden bølge’ … jo tydeligere blev det, at digiseksuelle kommer til at forme deres eget minisamfund, og de vil ikke blive mødt med forståelse fra begyndelsen,” siger McArthur. ”Ved at udgive vores resultater kan vi være med til at imødekomme den skepsis og vise, at der ikke er forskel på digiseksuelle og folk med andre former for marginaliserede seksuelle identiteter.”
Derfor mener de, at det er vigtigt at tilbyde et begreb, som folk, der foretrækker den digiseksuelle oplevelse, kan bruge om sig selv. ”Som terapeut ved jeg, at det er utroligt vigtigt, at man har et sprogligt udtryk, man kan definere sig ud fra,” siger Twist. ”Det er især vigtigt i USA – vores kultur er præget af individualisme, og derfor har vi et stort behov for at definere os selv.”
”Jo mere vi forskede i fremkomsten af det, vi kalder ’den digiseksuelle teknologis anden bølge’, jo tydeligere blev det, at digiseksuelle kommer til at forme deres eget minisamfund, og de vil ikke blive mødt med forståelse fra begyndelsen,”
McArthur tilføjer: ”Folk, som er biseksuelle, aseksuelle eller polyamorøse, ved, at marginalisering er næsten lige så negativt som fordomme og åbenlyst had. I de lejre har folk kæmpet i årevis for at opnå anerkendelse i omverdens øjne. Det er mit håb, at vi kan undgå at gentage fortidens fejltagelser. At sætte navn på en identitet og seksuel orientering er et meget kraftfuldt statement, når man er del af en minoritet. Det her var et område, hvor vi kunne komme på forkant med udviklingen og stigmatiseringen.”
McArthur og Twist anerkender begge to, at der findes en del etiske problemstillinger, der også skal takles i forhold til sexteknologi. ”Det her er bare begyndelsen på samtalen, og det er en samtale, der er stort behov for at tage,” siger McArthur. ”I vores artikel forsøger vi at fokusere på et bestemt aspekt. Spørgsmålet om, hvordan teknologi påvirker udformningen af seksuel identitet, og det, at digiseksuelle formodentlig vil blive mødt med mange fordomme. Man kan også skade andre med pisk og håndjern, men det betyder ikke, at folk med hang til det skal udstødes fra samfundet.”
Twist er enig og tilføjer: ”Når man forsker i det her felt lige nu, dukker der flere spørgsmål end svar op, og det er den problemstilling et godt eksempel på. Det er derfor, vi har brug for at tage debatten og forske i emnet nu, mens digiseksualitetens anden bølge fortsat er i sin spæde begyndelse.”
Et af målene med artiklen, forklarer Twist, er at hjælpe fagfolk til at forstå digiseksualitet og give dem de retter redskaber i behandlingen af deres patienter og kunder. Forskerne understreger også, at udviklingen kommer, hvorvidt vi som samfund er klar til det eller ej.
”Vi skal ikke frygte det,” siger McArthur. ”Vi skal være åbne for at eksperimentere med det og sætte pris på det, det afføder. Folks berøringsangst overfor sex og teknologi kan i sidste ende koste dem nogle rigtig gode oplevelser.”
