Uden for Annas vindue svajer eucalyptustræets grene op og ned. Noget de fleste af os ikke ville tænke nærmere over, for det er jo bare vinden. Men Anna siger, at træet taler.
“Træet kommunikerer ro og velvære. Det lærer mig ting om mig selv blot ved at være der,” siger Anna Nowak.
Videos by VICE
Hun kommer fra Valby, og hun er over 10.000 kilometer væk hjemmefra. Den 21-årige dansker lever og arbejder som frivillig i kollektivet Janajpacha i hjertet af Bolivia. Mellem Andesbjergene og Amazonjunglen, i et areal på størrelse med en lille landsby, samles folk fra hele verden over meditation, økologi og shaman-filosofi. Alkohol, stoffer og kød er forbudt, og alle tager del i arbejdet på grunden.
Anna Nowak og Chamalú. Den 57-årige shamans filosofi har ændret danskerens liv, fortæller hun. Gennem seks uger har hun mediteret, boet og arbejdet frivilligt i kollektivet Janajpacha – et sted, som Chamalú står bag. Alle fotos er taget af Cecilie Selma Lyngbye.
I små, runde huse bygget af naturlige materialer bor 10-15 personer ad gangen gemt mellem vildtvoksende planter. Og dybt inde i kollektivet, fire meter oppe ad en rebstige, i en sprækket træhytte, sidder Anna Nowak hver morgen på sin madras og snakker med eucalyptussen.
“Før jeg kom hertil, var shamanisme volapyk for mig,” fortæller hun.
Men stedet havde flot arkitektur og ville blive en oplevelse, tænkte Anna, der fandt stedet gennem hjemmesiden workaway.info. Hvad der skulle have været et kort stop på hendes rejse gennem Sydamerika, blev til meget mere.
“I de seks uger, jeg har været her, har jeg lært mere, end jeg gjorde i skolen og gymnasiet derhjemme,” siger Anna. Hun tygger på bolivianske cocablade og taler med en tyk københavnerdialekt.
En af hendes læremestre er Chamalú. Han er manden bag Janajpacha og internettets nok mest berømte shaman. I mere end 60 forskellige bøger og for øjnene af mere end 300.000 Facebook-følgere beskriver han, hvordan han mener, at den vestlige civilisation har spillet fallit, og at de indfødtes levevis bør genindføres. Spiritualitet, fordybelse og økologi skal være i centrum – frem for det karriereræs og den forbrugerkultur, der ifølge Chamalú gennemsyrer vores del af verden.
“I Janajpacha hjælper vi andre med at opdage en anden livsstil, hvor man har respekt for naturen og kontrol over sin egen energi,” siger Chamalú, der startede kollektivet for mere end 25 år siden.
Efter eget udsagn har han set levende døde og andre dimensioner, der er usynlige for vores vestlige øjne.
I starten var det angstprovokerende at bevæge sig op ad den gyngende rebstige – specielt når det var mørkt. Men nu flyver Anna Nowak op og ned uden problemer. Mange af de andre frivillige, som ikke er her i lige så lang tid som hende, bor sammen på mindre værelser. Men hun har fået sin egen hytte, fordi hun er her så længe.
Om shamanisme:
Shamanisme er en verdensomspændende åndelig praksis, som kan spores mindst 40.000 år tilbage. Ifølge Scandinavian Center for Shamanic Studies er det “en spirituel tradition for healing, kraft og vision, der styrker forbindelsen mellem mennesker og natur”.
I danske medier forbindes sydamerikansk shamanisme ofte med ayahuasca: En te, som bruges af shamaner for at komme ind i trance, og som turister oftest prøver på grund af dens stærkt psykedeliske effekt. I Janajpacha praktiseres der ikke ayahuasca-ceremonier.
Chamalú rejser jævnligt til konferencer på alle klodens kontinenter, hvor han forsøger at sprede budskabet om sin nye verdensorden. Ofte sammen med sin allierede Inca Lecumberri – en 50-årig kvinde, der bor tre måneder ad gangen i Janajpacha efterfulgt af tre måneder hos sin kæreste i Norge. Hun er en selverklæret heks, der angiveligt kan aflæse folks energi ved hjælp af æg. Det var hende, der satte danske Anna Nowaks udvikling i gang, første gang de mødtes.
Anna Nowak var alene i køkkenet i Janajpacha en dag, da Inca Lecumberri kom gående udenfor. Kort forinden havde hun mødt den sagnomspundne kvinde, men følte sig allerede intimideret af kvindens ry og hendes tykke, sorte hår, der hænger i en fletning ned til lænden.
Inca Lecumberri kom ind og smalltalkede lidt, før hun ifølge Anna Nowak lagde ansigtet i alvorlige folder og sagde: “Du er en ildkvinde. Jeg ved, hvilke konflikter du har, og du skal have tæmmet din ild.”
Anna Nowak følte sig angrebet. Hun blev rasende, brød ud i tårer og fik en følelse af ikke at høre til i kollektivet. Men heksens læsning gjorde indtryk.
“Hun så lige igennem mig. Jeg er en meget højtråbende person, der gerne vil lyttes til. Men det er også en facade, som jeg har fundet ud af, at jeg ikke behøver, for at folk kan lide mig – eller for at jeg kan lide mig selv,” siger hun.
Så Anna Nowak begyndte at tage det spirituelle seriøst for at “tæmme sin ild”. Hun mediterede og læste Inca Lecumberris bøger om filosofien bag Janajpacha. Hun værdsatte stilheden, og langsomt oplevede hun, at roen fra naturen indfandt sig i hendes eget hoved.
Chamalú blev efter eget udsagn interesseret i shamanisme, da han som barn blev syg og ikke kunne kurreres af medicin. I stedet blev han rask fra sin bedstemors spirituelle ceremoni. I slutningen af teenageårene begyndte han at opsøge ældre indfødte shamaner, og som 29-årig grundlagde han kollektivet Janajpacha tæt på Cochabamba i Bolivia.
“Jeg kunne pludselig huske og koncentrere mig bedre end før. Jeg har før haft svært ved sprog, men nu skulle jeg høre et nyt ord på spansk én gang, og så huskede jeg det.”
I dag taler Anna Nowak sproget flydende, og efter tre uger i kollektivet skiftede hun køkkentjansen ud med et job som oversætter af en bog, som Inca Lecumberri har skrevet på spansk.
Det er den ro og selvindsigt, som Chamalú mener, Janajpacha giver. Målet med hans filosofi er at gøre folk i stand til at leve det, han kalder for et “fuldt liv”. Den viden, man får i vestlige skolesystemer, anerkender han slet ikke som værdifuld.
“Civilisationens uddannelse er ikke uddannelse. Det er bare skoler, der forbereder kommende generationer af kapitalister. Uddannelse er mere end det. Det er at udforske sig selv og at lære at bevare kloden,” siger den 57-årige shaman.
Derfor har han udviklet sit eget bud på et skolesystem, hvor børn fra en tidlig alder skal lære at meditere. Før man undervises i andet, skal man først kende sig selv, lyder filosofien. I Janajpacha praktiseres den alternative læringsform om aftenen rundt om et levende lys.
Ni personer sidder i skrædderstilling på hver deres pude med hinanden i hænderne. Flere af dem har poncho på, og de ligner statuer med ansigterne rettede mod jorden og øjnene lukkede. De danner en cirkel om et tæppe med et stearinlys, røgelse og en konkylie. Boliviansk fløjtemusik genlyder fra en højtaler og fylder øregangene sammen med blæsten uden for det runde hus.
En af de ponchoklædte hiver en bog frem. Det er et af Chamalús værker, og stoffet er til debat. Ikke højtråbende, talende-i-munden-på-hinanden debat. Men respektfuld, stille samtale med pauser mellem hvert bidrag.
På skift fortæller hver enkelt person enten noget, de har læst eller tænkt. Her er folk fra Frankrig, England, Canada og Tyrkiet, og mange af dem har fundet samme mening, som Anna Nowak har.
28-årige Sevda Baysal fra Istanbul har kun været i Janajpacha i en uge, men føler allerede, at “græsset, stenene og alt omkring hende er mere levende”.
“De indfødte vidste mere end os. I Vesten har vi ikke fundet kuren på lykke,” siger tyrkeren, der har en fortid i Londons pulserende finansverden.
Hun så venner omkring sig, der arbejdede i skyskrabere og fik en høj løn, men som var ulykkelige. Ligesom hende selv.
“Folk i den civiliserede verden griner af os her. Men det er en fantastisk oplevelse at holde i hånd med andre rundt om levende ild og bare være i nuet,” siger Sevda Baysal. I dag arbejder hun som projektkoordinator i forskellige tyrkiske NGO’er.
På hylden i hytten har Anna Nowak et billede af sin mor. Foran ligger en fjer fra en papegøje, som hun har valgt at placere der, fordi moren plejede at sige, at en fjer er tegn på held. Små lektier som dem fra moren, der er yoga-instruktør, har været københavnerens eneste møder med spiritualitet, før hun kom til Janajpacha.
I den samme rundkreds, hvor de ni før sad, danser de nu rundt. Nogle har været i Janajpacha i under en uge, andre i fire år. Men hver og en beretter, at shamanisme har ændret dem, og at de vil tage det med sig, når de returnerer til deres “civiliserede” liv. Og det er “essentielt for klodens overlevelse”, mener Chamalú.
“Der findes ingen perfekte kulturer, men den vestlige verden er en katastofe. Hvis ikke hele klodens befolkning bliver mere spirituel inden for få årtier, vil de destruere hinanden og planeten,” spår han.
Han peger på krige og udtømning af naturens ressourcer som katalysatorerne og mener ikke, at et lille land som Danmark kan se sig fri af kritik.
“I Skandinavien er I bedre til at bruge grøn energi. Men I er stadig en del af det samme kapitalistiske verdenssystem,” siger Chamalú.
Han anerkender heller ikke vestlige undersøgelser, der konkluderer, at den danske befolkning er blandt jordens lykkeligste. “I ved ikke, hvad lykke er,” siger han.
“Tiden er knap, men ikke rindet ud. Hvis verdens borgere begynder at leve mere økologisk og forbruge mindre, samtidig med at magthavere begynder at skele mere til de indfødte folks levevis, kan Moder Jord reddes. Ellers er vi fortabte,” siger Chamalú.
Fra venstre sidder en canadier, en dansker, en uruguayer og en franskmand i aftenskole i Janajpacha. Der er mellem 10 og 15 frivillige i kollektivet ad gangen, og de fleste finder det via platformen workaway.info. Nogle arbejder i marken, andre laver mad og nogle oversætter tekster – ligesom Anna Nowak gør.
Shamanens profetier bundfælder sig i takt med, at det naturlige mørke sænker sig over Janajpacha. Under den stjerneklare himmel slumrer fuglene, insekterne og eucalyptusserne hen, og Anna Nowak kravler op ad rebstigen til sit lille træhjem for selv at gå i seng. Men modsat dyrene og planterne har hun et andet hjem, som hun på et tidspunkt vender tilbage til. En dag skal hun nemlig tilbage til Danmark, siger hun. Hvornår ved hun stadig ikke.
“Jeg er nervøs for, hvordan det skal gå. Mine venner og min familie skal nok være der, men andre vil måske ikke tage imod mig med åbne arme.”
Ifølge Anna Nowak har vi brug for en spirituel revolution i Danmark. Ligesom Chamalú mener hun, at mange danskeres lykke er falsk og bundet op på materielle goder.
“Hvis jeg skulle tage hjem med et mål, er det at lære de ting fra mig, som jeg har lært her,” siger hun.
