De har ikke været her i årevis, siger Simon Bonde og Peder Pedersen, da jeg møder dem foran Danmarks første Burger King på hjørnet af Rådhuspladsen og Strøget. Vi stiller os i kø og bestiller en gang Whoppere med ost og curly fries på siden.
Simon og Peder har ellers været med til at underbygge kultstemningen hos denne fastfoodrestaurant, som i starten af firserne blev stedet, hvor de mest fremsynede unge københavnere adapterede både burgeren og den amerikanske populærkultur, der medfulgte, når der blev breaket til hiphop-beats fra overdimensionerede boomblastere og udvekslet tøjstil og attituder.
Videos by VICE
Som satireduoen Gramsespektrum var Simon og Peder sidst i 90’erne for unge til at have været med i den oprindelige hiphopbølge med MC Einar og Rockers by Choice, men Burger King havde en ganske særlig status i hiphopkredse, og det var den, de hudflettede i deres helt eget univers, hvor de tandbøjleklædte forstadsdrenge Gert K og Mads satte tingene på plads og blandt andet forklarede, hvad der var real hiphop, og hvad der ikke var.
LÆS MERE: Vi spurgte Jokeren, hvorfor han har droppet oksekød til fordel for melorme
I dag arbejder de to stadig sammen i fritidsbandet Xtra Naan, der blandt andet har leveret den på alle måder overraskende, mærkelige, svært morsomme og uhyrligt ulækre sang og tilhørende video ‘Malk Mig’.
Der er åbenbart stadig et eller andet med Gramsespektrum og mad, så vi satte os ned med hver vores Whopper Cheese og tog en snak om rigtig hiphop og undergrund.
MUNCHIES: Hej Simon og Peder. Skal vi ikke lige lægge ud med en klar definition. Hvor går grænsen for, hvornår du er real hiphopper og hvornår du ikke er?
Simon: Den går jo hernede ved indgangen til Burger King på hjørnet af Rådhuspladsen. Jeg ved ikke, om det stadig gælder. Gad vide, om Sivas og Kesi og de drenge kommer herinde? Hvis du spørger mig, så er det stadig et must.
Hvad var forbindelsen mellem Burger King og hiphop?
Simon: Det var jo sådan, at folk hang herinde og lavede breakdance udenfor. Det var det eneste amerikanske sted dengang, og så var det jo hiphop. Burger King var det her store sted på Strøget. Det var det, det hele udsprang af. På det tidspunkt havde McD ikke konsolideret sig som en kæde.
Peder: I dag er der så mange fastfoodrestauranter, og det er næsten blevet lidt upper class at spise burgere. McDonalds var den poppede, mens Burger King var den originale, lidt baldrede. Som Simon siger, så tror jeg, det bunder i, at den der amerikanisering, der kom ind over landet, var lidt cool. Så man oplevede det som om, det hele hang sammen; hiphop og burgere og neonlys eller whatever.
Da Simon kom med ideen om, at Gert K meget firkantet adskilte real hiphop fra det, der ikke var hiphop, så gav det pludselig mening med Burger King. Der var bare en eller anden ting ved idéen om at opdele det i de her kasser, der bare var så dejlig og så utroligt dum.
LÆS MERE: Jeg tog til Nørrebro på jagt efter en blå sodavand, der er blevet kult
Jeres figurer hed Gert K og Mads. Hvad var tanken bag de navne?
Peder: Der var denne her hiphop-konvention, at hvis du ikke vidste, hvad du skulle hedde, så tog du bare dit fornavn og brugte forbogstavet fra dit efternavn. Så syntes vi bare, at Gert var et dejligt navn.
Simon: Gert var en fyr, vi kendte. Han var virkelig stærk. Han var den første, jeg kendte, der begyndte at træne. Det gjorde man ikke dengang i folkeskolen.
Peder: Første gang vi fandt på Gert K, hed han i virkeligheden Vagn Andersen, og så besluttede han sig for, at han skulle hedde Gert K.
Simon: Og så kom Mads til at hedde Mads på grund af ham, der hed Mase, som rappede med Puff Daddy.
Peder: Det fede var, at Gert K var så vild med Puff Daddys måde at gøre tingene på. Vi producerede jo selv rapmusik før det her. Der gik vi meget op i, at vores breakbeats var originale. Men så kom Puffy, og han samplede bare noget, der havde været et hit for tre år siden, og så fik han et kæmpe hit. Vi syntes, det var totalt sellout.
Simon: Det var sjovt for os, at Gert K bare købte den præmis 100 procent. Han ville gerne gøre det samme.
Har Gert K egentlig fået sine 1000 kroner?
Simon: Nej! Han ‘smokede’ jo ham der nede fra fiskebutikken. Så kan han jo ikke få dem. Hed han ikke Sune, ham der skyldte de 1000 kroner?
Peder: Måske blev han kun såret. Men jeg tror, vi må sige nej til det. Ham, der blev skudt i videoen, hedder Jesper Rofelt. Han arbejdede på Danmarks Radio.
Simon: Det er faktisk ham, der skylder os 1000 kroner. Det kan være, vi skulle finde ham: ‘Hva’ så jesper. Hva’ sker der med de 1000 kroner?’
Peder: Når man laver de der optagelser, så kommer der altid en special effects-mand ud, og han gav Jesper nogle ørepropper. Men det gad han ikke tage på, og så fik han tinnitus. Det har han haft lige siden. Det er faktisk ham, der har instrueret Dan Dream og den nye sæson af Klovn.
I smokede ham faktisk …
Simon: Ja. Hvis der har været problemer med indspilningerne på DR, så er det min skyld. Nej, det er faktisk Jespers skyld, for han kunne jo bare have brugt de ørepropper.
Der ser ud som om, I havde det ret sjovt, da I optog videoen med Gert K og Mads
Simon: Det var noget, der bare opstod. Så begyndte Peder at hænge tomaten på en særlig måde. Det er jo svært at holde masken, når han har et nakketræk med ost hængende, og der står et helt hold og griner af en. Det var nogle gode dage, og vi fik lov at improvisere.
Peder: Normalt når vi lavede musikvideoerne havde Yrsa og Jesper fra programmet ‘Okay tone’ én ide, og vi snakkede om, hvad vi kunne tænke os. Men når vi filmede interviewet med Gert K, så improviserede vi bare. Og det var jo 100 gange sjovere. Når Simon lagde burgeren på sampleren for eksempel. Det var ikke planlagt. Den lå der bare. Det er ikke det samme, som når du har skrevet et nummer, der er produceret og kontrolleret og så skal stå der og mime. Der kan der ske ting.
Simon: Nogle ting, man har lavet, der var sjovt, var et helvede at lave. Men det her var bare sjovt hele vejen. Vi har været 23-24 år.
Hvad sagde den mere hårde del af miljøet til, at I tog pis på dem? Hiphoppere er jo ikke altid kendt for deres selvironi.
Peder: Men selvironien var der alligevel. Vi har aldrig hørt noget dårligt fra nogen i miljøet.
Simon: Men vi var ligesom accepterede i hiphopmiljøet, før vi blev det som komikere, eller hvad man skal kalde det.
Var Gramsespektrum undergrund i starten?
Simon: Det var meget undergrund. Til at starte med var det sent om aftenen på P3, hvor der ikke var mange lyttere, og folk syntes, det var weird.
Peder: Det var først, da vi stoppede efter to år på radioen, og cd’en udkom, at vi blev kendt – eller hvad man nu skal sige. Der kunne vi mærke at mange vidste, hvem vi var i miljøet.
LÆS MERE: Vi mødte hiphop-mogulen, der holder gastronomisk grillfest i København
Hvad tager I med jer fra dengang?
Simon: Peder arbejder jo meget med musik og skuespil, og jeg laver reklamefilm og er instruktør. Der var vi nok ikke landet, hvis vi ikke havde haft Gramse.
Peder: Jeg arbejder meget mere alvorligt med skuespil nu. Og det havde jeg ikke gjort ellers. Så havde jeg nok bare lavet musik. Det gav mig en mulighed for at finde ud af, at jeg godt kunne være sjov, og folk begyndte at caste mig til roller.
Simon: Efter vi stoppede, blev det totalt modsat. Tænk på den musik, vi lavede sammen. Det var virkelig mørkt.
Peder: Ja, jeg lavede min soloplade, som var psyko-dyster. Den blev kåret som den sørgeligste plade i Danmark nogensinde. Det var så absurd ti år efter Gramse. Det var lidt ude af vores kontrol.
Kan Gramsspektrum genopstå, hvis der nu mangler penge til boliglånet?
Peder: Nej, skal vi prostituere os selv, skal det være på den mere håndfaste måde. [Et comeback] vil med 100 procents sikkerhed blive virkeligt dårligt. Da pladen var blevet en succes, mødtes vi for at se, om der var baggrund for at lave en 2’er. Vi lavede noget med en, der hed Pippi Langfisse, og der vidste vi bare, at der ikke var noget tilbage at arbejde med. Gramse er nok også noget særligt, fordi der kun var den ene plade. Havde vi lavet mere og mere presse og shows og ud på landevejen, så havde den ikke haft den særstatus. Vi havde naturligvis tjent masser af penge, vi kunne have brugt på ludere og kokain.
Simon: Vi vidste allerede for mange år siden, at vi var færdige med Gramse-universet. Vi havde ikke lyst til at malke universet, og det er måske én af grundene til, at mange stadig holder af det. Men vi er stadig tætte venner, nu mødes vi bare ikke på Burger King længere, men på nogle spisesteder, hvor man får lov at vente lidt længere på maden.
Velbekomme! Tak for snakken.
