Nej, Gundelach er ikke et gummistøvlemærke eller et Grendel-fra-Beowulf-agtigt oldtidsbæst. Det underligt velklingende bandnavn (Gundelach. GUN-DE-LACHH!) er egentlig bare den 28-årige nordmand Kai Gundelachs lettere royalt-klingende efternavn.
Hvis du synes, du er stødt på Gundelach før, er det sandsynligvis, fordi han udgav en ep tilbage i 2016, og i øvrigt også har spillet på Roskilde og SPOT Festival. Til hverdag bor han i et hus i Oslo med sin kæreste og deres to katte. Og han har netop udgivet sin debut-lp, Baltus.
Videos by VICE
På sit første fuldlængde album kombinerer nordmanden blød og behagelig synthpop på tracks som åbneren, “Duck Hunting”, mens en sporadisk svævende, esoterisk featurevokal fra landskvinden ARY gør tracks som “Games” til mere elektronisk-ladede afstikkere. Og så er det hele krydret med en afslappet, nærmest komisk A-ha-agtig kiksethed (“Slo Rock”).
Knald det her varmstens-massage af et album på og lad roen sprede sig i din sjæl. Og scroll videre for at læse, hvad nordmanden havde at sige, da Noisey ringede ham op til en snak om hans nye plade, om at flirte med cheesy musik, og hvordan tung Christiania-hash gjorde ham højdeskræk:
Noisey: Hey, Kai. Hvor længe har du lavet musik?
Kai Gundelach: Jeg sang i kor og var i en teatergruppe, da jeg var barn, og fik min første elektriske guitar i julegave, da jeg var 13. Jeg elskede Iron Maiden og White Snake og kunne virkelig godt lide at shredde. Hurtigt. Egentlig ville jeg gerne være skuespiller, men jeg kom ikke ind på den ene gode skuespillerskole, der findes i Norge, og det blev jeg virkelig skuffet over. Så det var faktisk derfor, jeg begyndte at fokusere på musikken, der i 2009. Der gik tre-fire år, før jeg viste de sange, jeg lavede, til nogen – det skete først, da jeg mødte Paul, der spiller synthesizer i mit band. Så omkring 2012 begyndte vi at lave det musik, der havde den Gundelach-lyd, du kan høre i dag.
Hvordan ville du beskrive den lyd for folk, der aldrig har hørt din musik?
Jeg lavede meget triste numre, dengang jeg startede med at spille akustisk guitar. Da det blev kombineret med den analoge synth- og drum machine-lyd, blev det til det her melankolske, alternative pop med en del inspiration fra midt-80’erne og hele lyden fra den æra. Jeg kan virkelig godt lide Kate Bush og A-ha. Gundelachs lyd er en balancegang mellem det super cheesy og det delikate, virkelig nice. Det handler om hele tiden at være ved at gå over stregen til den cheesy side, men så at beholde sin integritet.
Grineren – hvad er så det mest cheesy track på Baltus?
Det er nok “Slo Rock”. Det er en ballade af en art, som jeg næsten synes lyder som kirkemusik. En hymne eller sådan noget. Ret cheesy, men der er også nogle virkelig gode melodier – det er den balance, jeg udforsker.
Har du nogensinde indspilningssessions, hvor du kan mærke, at du kommer for dybt i cheesy territory?
Ja, ja, helt klart. Min lyd og det, jeg lytter til, ændrer sig også. Jeg hører alt fra industrial techno til sortmetal, men kan også virkelig godt lide 90’er-R’n’B. Jeg kan godt lide at stjæle teknikker fra forskellige genrer og fusionere dem i min lyd.
Hvem kan du godt lide i norsk musik lige nu?
Der er Smerz, som virkelig brager frem, og så kender jeg også Cezinando en smule. Det er fedt at mærke, at Norge er kommet så meget mere på landkortet, end vi var for ti eller bare fem år siden, dengang det kun var Sverige og Danmark, der eksporterede kunstnere. Nu har vi selv Aurora, Sigrid, Astrid S og ARY, som er den eneste featuring-artist på min nye plade; en masse fede ting.
Hvad er din største drøm som kunstner?
Jeg arbejder ikke rigtigt med vilde drømme. Jeg plejer bare at sætte mig et mål ad gangen. Lige nu vil jeg virkelig gerne bare have, at folk synes godt om mit album, og at det kan vokse organisk og blive spillet over hele verden. Det ville være fedt at turnere i USA, måske spille på Pitchfork Festival. Jeg har spillet på en masse mærkelige festivaler de sidste par år, så jeg er blevet lidt mere selektiv med mine koncerter. Det er et longshot, men det ville være for vildt en dag at spille i Royal Albert Hall i London.
Hvor personligt er dit debutalbum for dig?
Super personligt. Nogle af sangene er fra 2011 og 2012, nogle er nyere, men de har alle sammen noget at gøre med depression. Jeg kæmpede meget med angst og depression tilbage i 2011-12 og skrev de her sange, og så har de bare ligget på mit harddrive siden. Nogle af dem var bare på akustisk guitar, hvor jeg så senere er gået ind og har omskrevet dem og fået dem til at passe sammen. Albummets titel, Baltus, kommer fra en krage, der boede uden for vores hus i et træ, da jeg var barn, som vi kaldte Baltus. En kæmpestor krage, der boede der i syv år eller sådan noget. Den var der altid, og jeg har også en krage tatoveret på armen. Jeg kan ret godt lide den gamle symbolik bag kragen – død og ulykke. I nyere tid er den blevet symbol for melankoli og depression, så det, synes jeg, var en god måde at samle det hele på.
Hvor ville du gerne høre Baltus som underlægningsmusik, hvis du selv kunne vælge hvilken som helst film eller tv-serie?
Eternal Sunshine on a Spotless Mind. Eller måske Lost in Translation. Noget, jeg er begyndt at gøre, når jeg laver musik, er at sætte en bestemt scene i en film på i baggrunden uden lyd. Det er en god måde at mærke efter, om den kommunikerer den stemning, man gerne vil have den til. Det gjorde jeg blandt andet med Lost in Translation, da jeg lavede Baltus.
Jeg har hørt, at du på et tidspunkt har haft en oplevelse i København, der har mærket dig for livet. Vil du fortælle lidt om det?
Jeg havde en masse venner, der boede og læste i København, og jeg kan virkelig godt lide byen, så jeg var på et tidspunkt på besøg på en solskinsdag. Vi besluttede os for at tage på Christiania, som man nu gør, eftersom vi ikke rigtig har noget, der minder om den pseudo-lovlige stemning omkring cannabis i Norge. Vi købte nogle færdigrullede hashjoints, som jeg er ret sikker på hed “Dræber”. Vi sad bare og røg i solen og så en masse hunde slås med hinanden. Jeg blev superskæv. Så besluttede vi os for at gå op i det der tårn, der er lige rundt om hjørnet (Vor Frelsers Kirke, red.). Der er 60-70 meter ned, og det eneste, der står mellem en og den visse død, er et supertyndt hegn. Vi kom derop, og jeg gik i panik lige med det samme. Jeg ville bare gerne ned igen med det samme, men kunne ikke komme det, fordi der er snævert, og der var folk bag os. Så jeg stod bare med øjnene lukket med ryggen mod væggen og fik næsten et panikanfald. Jeg var også bare så vanvittigt skæv imens. Mine venner grinede af mig. Efter det har jeg været højdeskræk, hvilket jeg ikke var før.
Noia.
Men jeg tror, at hvis jeg vendte tilbage til Christiania i dag og røg en Dræber til, at jeg så faktisk ville være klar på at se min frygt i øjnene og gå op til toppen igen. Måske er det sådan, jeg en gang for alle kan komme mig over min højdeskræk.
God idé. Tak for snakken, Kai.
Gundelach spiller på Hotel Cecil 26. april, med aarhusianske Soon som support.
