Gwyneth Paltrow siger, at du skal putte kaffe op i numsen

Den her artikel er oprindeligt udgivet af MUNCHIES USA.

Vi er kun lidt over en uge inde i 2018, men det er allerede blevet tid til, at vi endnu engang skal se nærmere på ting, som Gwyneth Paltrow siger, vi skal proppe i vores kropsåbninger. I januar sidste år foreslog Paltrows livsstilshjemmeside Goop, at kvinder bør stikke et jadeæg op i skeden, hvis de vil “forbinde deres [hjerte] chakra med deres yoni”. Et år senere, nu hvor vores yoni er blevet godt rekalibreret, har Goop rettet opmærksomheden mod vores numsehuller, og de råder os til at købe et gør-det-selv kaffe-tarmskylnings-sæt.

Videos by VICE

I deres seneste Beauty & Wellness Detox Guide anbefaler redaktionen på Goop ikke bare ét men to gør-det-selv sæt, der kan trykrense vores tyktarm: Iyasu Metaphysical Colon Hydrotherapy Kit (til en pris på cirka 800 kroner) og den førnævnte kafferenser, der fremstilles af et firma med navnet Implant O’Rama. Selv hvis du ignorerer det faktum, at Implant O’Rama lyder som en butik i stil med Ned Flanders døsdømte Leftorium, er de fleste eksperter enige om, at et kaffelavement er en elendig idé. (MUNCHIES har kontaktet Goop for at få en kommentar til anbefalingen, men har ikke modtaget noget svar).

Lavementet i sig selv er ikke noget problem, men at sprøjte vand op i rektum er typisk en sidste udvejs-løsning for folk, der er ekstremt forstoppede. Det er ikke noget, man bare lige gør, efter man har spist en omgang Goop-godkendt hindbær-havregrød. Kombinationen af væske – og lavementets dyse – kan stimulere selv de mest standhaftige tyktarme og få gang i afføringen. Men selv når det bruges korrekt (og sparsomt), kan lavementer forårsage dehydrering, forskubbe elektrolytbalancen og – i meget sjældne tilfælde – resultere i nyresvigt.

LÆS MERE: ‘Råt vand’ er en dyr trend, som kun er for dig, der elsker diarré

Hjemmesider, der deler tvivlsomme helseråd, hævder, at kaffelavementer kan både detoxe og skylle “tungmetaller” ud af fordøjelseskanalen, bekæmpe cancer og modvirke depression. (Det på trods af, at der i sandhed ikke findes noget mere deprimerende end at ligge med ansigtet ned i badeværelsesgulvet, mens man stikker et rør med Gevalia op i anus.) Men læger og forskere mener noget andet.

Et hold forskere fra Georgetown University School of Medicine har udgivet en artikel, der fordømmer selve tarmskylningskonceptet som værende ineffektivt, når det er bedst, og farligt, når det er værst. “På trods af tarmskylningens lange historie og nuværende popularitet, bakker litteraturen ikke op om praksissens påståede helsefordele,” skrev de. “Tarmskylning er historisk set blevet set som en måde, hvormed man kan forhindre, at man bliver forgiftet af tarmens giftstoffer, men det er sparsomt med beviser, der kan bakke op om denne påstand.”

Ifølge sitet Ars Technica beskriver en britisk gastroenterolog kaffelavementer som “uvidenhedens triumf over videnskaben“. Og Forbes har dannet sig et overblik over følgeskader af kaffelavementer, som de er beskrevet i lægejournaler, heriblandt perforeret rektum, rektalforbrændinger, blodforgiftning og en rapport fra 1980, der meldte om to dødsfald, der kunne relateres til behandlingen.

LÆS MERE: Folk, der påstår, de lever af luft og lys, er fulde af lort

“Implant O’Rama er et tarmskylningssæt, som individer kan bruge, som de lyster. Folk bruger alle mulige forskellige lavementer inklusive kaffe, vand eller næringsstoffer,” udtalte Implant O’Rama til MUNCHIES. “De er lette at bruge. Vi påstår ikke noget om lavementers helsefordele. Vær venlig at læse vores forbrugervejledning på vores hjemmeside. Vælger man at skylle sin egen tarm, foreslår vi, at man konsulterer en professionel eller en læge inden.”

Det er tydeligvis op til dig selv, om du tror lægestanden eller en hjemmeside, der sandsynligvis om et års tid vil anbefale dig, at du putter en hel duefamilie op i røven. (Du ved, for at rense ud.) Uanset hvad, så bør du nok fjerne dit jadeæg, før du fyrer op under Implant O’Rama, og sørge for at der er et toilet i nærheden, når koffeinrusen rammer dig.