Inden Nørrebro Pride gik afsted fra Nørrebro Station forrige lørdag, blev de forsamlede bedt om at dele sig op, sådan at ikke-hvide skulle gik forrest i paraden og hvide bagerst.
Formålet var angiveligt at lave en form for privilegium-swap, hvor hvide fik en oplevelse af, hvordan det er at stå i baggrunden, og ikke-hvide en oplevelse af at være i centrum.
Videos by VICE
Blandt de forsamlede stod Anna Libak, der er journalist og kandidat for Venstre ved næste folketingsvalg. Og hun blev forarget over at blive ”udskammet som hvid”, som hun et par dage senere skrev i et debatindlæg i Altinget. Hun mener, at Nørrebro Prides opdeling i hvide og ikke-hvide afslører et hykleri i queer-bevægelsen, nemlig at man med den ene hånd forsøger at udviske grænserne mellem kønnene, mens man med den anden fastholder grænserne mellem folk af forskellig hudfarve.
For de ikke-indviede kommer her en lille uddybning af Libaks kritik. At være queer betyder, at man står i opposition til den dominerende forståelse af køn, nemlig at der kun findes to køn, mænd og kvinder, og at disse defineres ud fra deres kønsorganer. Mange queers definerer sig som ‘hen’ eller ‘dem’ i stedet for ‘han’ eller ‘hun’, netop fordi de ikke føler, de passer ind i de klassiske kønskasser. Kasser, som de mener, er socialt konstruerede – altså skabt af mennesker, ikke biologi eller Gud. Så hvordan kan det være, at de selvsamme mennesker ikke ser noget problem i at opdele folk i kasser ud fra deres hudfarve, spørger Anna Libak. Det spørgsmål ville vi gerne have forholdt arrangørerne af Nørrebro Pride, men de har ikke ønsket at kommentere på sagen og henviser i stedet til det interview, de gav til Broadly op til priden, samt et tidligere debatindlæg i Politiken.
Så i stedet har vi talt med to kvinder, der sagtens kan se det fornuftige i Nørrebro Prides opdeling mellem ikke-hvide og hvide.
En af dem er 43-årige Mica Oh, der står bag Facebooksiden Hende Den Intersektionelle Feminist. (Hvis man ikke lige kender den betegnelse, så kan man – meget forsimplet – sige, at hvor den klassiske feminisme fokuserer på køn, påpeger den intersektionelle feminisme, at der er mange forskellige former for undertrykkelse, som spiller sammen med køn, såsom etnicitet, religion, klasse og seksualitet. Derfor er det for eksempel anderledes at være en sort, lesbisk kvinde end at være en hvid, heteroseksuel en af slagsen.)
Mica Oh identificerer sig dog først og fremmest som sort feminist. ”For tiden render alle hvide feminister rundt og taler om intersektionel feminisme og forsøger at claime det som deres. Men intersektionel feminisme er oprindeligt sort. Og det er vi sorte kvinder meget stolte af,” siger Mica Oh.
Mica Oh deltog ikke selv til Nørrebro Pride, fordi hun er ”en træt gammel dame”, men hun synes, det var et godt initiativ og vil måske gå med næste år.
Hvorfor er det okay at inddele folk efter hudfarve, men ikke efter køn?
”Man kan slet ikke sidestille de to ting.”
Hvorfor ikke?
”Fordi biologisk køn og biologisk hudfarve ikke har noget med hinanden at gøre. Jo, som minoritet er der en masse genkendelse og spejling i form af, at vi er minoriteter, der har været undertrykt, men ellers er det ikke to ting, du kan sidestille.”
Anna Libak spørger jo: Hvis både køn og race er sociale konstruktioner, hvorfor forsøger man så at udviske grænserne i forhold til køn, samtidig med at man fastholder dem i forhold til hudfarve?
”Ja, det er præcis det, hun spørger om. Men som intersektionel feminist og sort har jeg virkelig svært ved at svare på det spørgsmål for intet at det, hun siger, er rigtigt. Det er volapyk. Hvordan vil du svare på volapyk?”
En af grundene til, at Mica Oh ikke køber præmisserne i Anna Libaks argumentation, er, at hun grundlæggende ikke opfatter kønnet som en social konstruktion. ”Der skal du nok have fat i en af de yngre.”
Så jeg får fat i en af de yngre, nemlig Julie Kristine Førnø, der er 27 år og i gang med sin kandidat i moderne kultur og kulturformidling på Københavns Universitet, hvor hun også tager tilvalg i kønsstudier. Hun sad begravet i en eksamensopgave den weekend og deltog derfor ikke i nogle optog, men hvis hun havde haft mulighed, kunne hun sagtens have set sig selv deltage i Nørrebro Pride.
Selv om hun mener, at både køn og race er sociale konstruktioner, er hun enig med Mica Oh i, at man ikke kan sammenligne de to ting.
”Køn har at gøre med det enkelte individ, for dit køn er ikke noget, som du giver videre, hvis du får børn. Race derimod er hængt op på nogle helt specifikke træk, som du giver videre, hvis du får børn,” siger Julie Kristine Førnø, der mener, at grænserne mellem kønnene fra naturens side er mere flydende og udefinerbare end grænserne mellem folks hudfarve.
”Videnskaben har vist, at der er et enormt spektrum inden for genetik i forhold til køn, som ikke er alment kendt, men som er enormt fascinerende og ikke har været kendt tidligere. Det er også noget ret nyt, at vi har den her enormt binære systematik i forhold til køn, og vi kan finde overleveringer fra rigtig, rigtig mange samfund, hvor udtryk for køn har været flydende,” siger Julie Kristine Førnø. ”Race derimod er i langt højere grad blevet systematiseret fra starten. Der har ikke været samme spillerum for det enkelte individ, fordi man har brugt videnskab til at undertrykke denne her gruppe. Så på den måde er vi længere bagud i forhold til race, end vi er til køn.”
Kunne du forestille dig en pride, hvor man opdelte folk i mænd og kvinder og sagde, at kvinderne skulle gå forrest?
”Selvfølgelig ville man kunne have en pride, hvor det var kvinder, der gik forrest, men i forhold til det signal, det ville sende at gøre det i for eksempel København, så kan jeg ikke se den store pointe i det. For vi har allerede gang i en samtale om, hvordan kvinder historisk er blevet behandlet, og det har vi ikke på samme måde i forhold til racialiserede (ordet henviser til, at man anerkender, at ideen om racer er menneskeskabte, red.).”
I sit debatindlæg nævner Anna Libak en amerikansk kvinde ved navn Rachel Dolezal. Hun levede som sort kvinde, kæmpede for sortes rettigheder og underviste i Afrikastudier, indtil det en dag blev afsløret, at hun faktisk ikke var sort. Begge hendes forældre var hvide, men hun havde i årevis brugt spray tan og hair braids for at skjule det faktum. Rachel Dolezal siger selv, at hun identificerer sig som sort og kalder sig transracial. Hun er en meget upopulær person i dag.
Med Rachel Dolezal-eksemplet forsøger Anna Libak at sige, at det er ulogisk, at de samme mennesker, som ville støtte hende, hvis hun identificerede sig som mand, bliver rasende over, at hun identificerer sig som sort.
Så hvorfor er det egentlig, at hun ikke må skifte race, men godt må skifte køn?
”Åh, for helvede, hvide mennesker, mand,” siger Mica Oh opgivende, da jeg spørger. ”Det kan hun da også godt. Hallefuckingluja, do what you wanna. Men min hudfarve vil aldrig nogensinde kunne skifte til hvid. Alle mine træk er negroide. Det er uforanderligt for mig at skifte etnicitet. I dag har jeg rent faktisk har mulighed for at få den krop, jeg føler mig tilpas i forhold til køn, men jeg kan ikke gå til en læge og sige, at jeg føler mig dårligt tilpas som sort, og spørge, om han ikke kan gøre mig hvid nu.”
Julie Kristine Førnø mener også, at den afgørende forskel består i, at et sådan skifte kun vil kunne gå en vej, nemlig fra hvid til sort, og at det vil sætte hvide i en endnu mere privilegeret situation, hvis man accepterede den slags transformationer.
”Hvis man bare kunne skifte, ville det placere os hvide i en endnu mere privilegeret situation, for så kan vi bare fralægge os det ansvar, vi har historisk som gruppe i forhold til for eksempel slavehandel.”
Og her er vi, ifølge Mica Oh, fremme ved sagens kerne. ”Det, som Anna Libak grundlæggende ikke forstår, er selve racismens knudepunkt, nemlig at racisme er en menneskeskabt, hvid magtkonstruktion. Det er der meget, meget få hvide mennesker, som gør. Alle hvide mennesker er racister, og den bliver I nødt til at æde.”
