Sydhavnstippen er et naturområde, der ligger skjult lige der, hvor Københavns by slutter, og motorvejen begynder. Det er et fredet åndehul og en uspoleret bid af autentisk københavnerkultur, som nu er truet af planer om dyrt nybyggeri. Men de lokale har ikke bare tænkt sig at lægge sig fladt ned. De gør oprør.
Derfor har Sydhavnens beboere indkaldt til demonstration torsdag 4. oktober for at råbe politikerne i Københavns Borgerrepræsentation op.
“Vi demonstrerer på Rådhuspladsen med bannere, bundgarn og det hele! Først ville Københavns Kommune bygge på Strandengen på Amager Fælled. Nu vil kommunen i stedet bygge på den fredede Stejlepladsen i Sydhavnen! Sig nej til naturfjendsk byudvikling,” skriver de på deres Facebook-event forud for demonstrationen.
Videos by VICE
Da Københavns Kommune besluttede sig for at bygge boliger på Amager Fælled, mobiliserede det en folkelig modstand, som de færreste politikere havde forventet. Efter et længere tovtrækkeri endte det med, at en mindre del af Fælleden skulle bebygges, mens 550 af de nye boliger blev flyttet til et andet bevaringsværdigt naturområde: Stejlepladsen ved fiskerhavnen.
Torsdag 4. oktober skal Københavns Borgerrepræsentation endeligt beslutte om der skal bygges på området. Det har fået de lokale til at forlade Sydhavnen for at tage ind på Rådhuspladsen og vise deres utilfredshed og vrede mod byggeplanerne.
Jeg tilbragte en dag i den skæveste del af Sydhavnen for at forstå, hvorfor de lokale så gerne vil bevare en undseelig græsmark, når der er mangel på boliger i København.
Kommer man kørende af den voldsomt trafikerede Sydhavnsgade, med nybyggerier og glaspaladser på begge sider, er det svært at forestille sig, at en afstikker på et par hundrede meter er som en rejse til en anden tid.
Min veninde Mette har inviteret mig på besøg for at give mig en rundtur i området. Da jeg kravler ombord i hendes Christiania-cykel, er himlen en faretruende symfoni af grå nuancer. Vi triller forbi nogle boligblokke, men så snart vi er kørt over jernbanen, folder byen sig ud i kaskader af grønt. På den ene side ligger en enklave af haveforeninger, og på den anden det grønne område Tippen. Imellem flyder en kanal, som ikke rigtig har noget navn, men som alle kalder lorterenden. Agerhøns og ænder svømmer roligt rundt i vandet, og langs bredden ligger skæve, selvbyggede huse og får det hele til at minde om et afsides hjørne af Christiania. Røgen stiger op fra en brændeovn i et lille skur, og på væggen hænger et banner fra BK Frem. ”Det Ægte København” står der.
Udenfor i virkeligheden begynder støvregnen at stå ind i ansigterne på os, mens Mette kører ud mod Tippen. Omkring os ligger enorme havtornbuske og brombærkrat, og skilte fortæller, at får og alpakaer græsser her.
”Alpakaen Lenny blev gravid for et par år siden, men faderen viste sig at være en hund,” fortæller Mette, mens mindet om den pulserende by næsten forsvinder bag os. ”Ligesom alle andre lokale bruger jeg det her område hele tiden. Mine drenge elsker at være herude. Det er meget vigtigt, at by-børnene har mulighed for kontakt med naturen – ellers forstår de ikke, hvad de skal beskytte.”
Mette har boet i Sydhavnen i 9 år, og faldt over området ved Tippen og Fiskerhavnen ved et tilfælde. Hun følte, hun havde fundet en skat med natur så tæt på, og hele området omkring Tippen er en af grundene til, at hun aktivt har valgt at bo i Sydhavnen.
“Sydhavnen er ikke kun crazy, fulde folk, der går rundt i joggingbukser eller uden tøj på hele dagen,” siger hun. “Der er en positiv udvikling herude, men hvis gentrificeringen begynder at gå udover de små åndehuller, så synes jeg, man mister det, der gør Sydhavnen særligt.”
Da vi kommer ud til vandet, finder vi fårene, der forsøger at finde læ under nogle træer. Det er begyndt at blæse op, og regnen bliver værre, så vi gør det samme. Langs vandet ligger den ene lille bådforening efter den anden, så vi søger ly hos Mellemfortet, som har en café af den slags, hvor der er smørrebrød, tarteletter og en Hof fra kassen til 15 kroner. Der er ikke noget med chia-boller og spinatsmoothies her. Tiden står stille, og sådan vil de også helst have det.
De lokale skuler lidt mistroisk på os, indtil de genkender Mette. Jeg falder i snak med 76-årige Palle Aagesen, som er næstformand i bådforeningen og er kommet her siden 1970. Han bryder sig bestemt ikke om byggeplanerne.
”Det kommer lige lovlig tæt på,” siger han sørgmodigt og nikker hen mod buskadset, hvor de nye bygninger skal trone i stedet for havtorn. Stejlepladsen ligger klods op og ned af bådforeningen. ”Byggeriet vil give flere gæster hernede, men vi vil egentlig bare gerne være for os selv. Det er det gamle København, der forsvinder.”
Palle er ikke i tvivl om, at hvis først de får lov at bygge på Stejlepladsen, så ryger Fiskerhavnen og bådforeningerne også. Det er en overbevisning, som tilsyneladende er udbredt. Mette fortæller, at hendes nabo bare havde trukket apatisk på skuldrene, da hun sagde, at hun skulle vise en journalist rundt.
”Det er da fedt, at du tager ham med,” havde han sagt, ”men det nytter jo ikke noget. Politikerne gør, hvad der passer dem.”
Variationer af den påstand hører jeg hele dagen igennem. Blandt dem jeg taler med er der bred enighed om, at politikerne vil bruge byggeriet på Stejlepladsen som en kile, og når først bygningerne står der, vil de andre områder stå for tur.
Derfor kontakter jeg socialdemokraten Jonas Bjørn Jensen fra Borgerrepræsentationen, som har været med til at tage beslutningen om, at der skal bygges på Stejlepladsen.
”Jeg kan godt forstå, at de er kede af miste stejlepladsen,” siger han over telefonen. ”Men vi har en regning på 1,9 milliarder for metrobyggeriet, der skal betales. Vi har ikke valgt stejlepladsen, fordi vi kan få ekstra meget for grundene, men fordi det er tæt på metroen, og vi kan bygge, uden der skal være et kæmpe tab af natur,” siger han.
Fredningen er et ømt punkt, som folk vender tilbage til dagen igennem. Til det siger Jonas Bjørn Jensen fra Borgerrepræsentationen:
“Mange er bekymrede over, om vi også bygger på tippen. Vi har været meget klare i vores udmeldinger og fra starten sagt, at der vil vi ikke bygge. Det er en garanti. Det er fredet, og det bliver der ikke pillet ved overhovedet.”
Stejlepladsen er også fredet, men den status vil blive ophævet af Fredningsnævnet, hvis alt går som planlagt.
”Vi er blevet klogere på naturværdien i området og har fundet naturområder, som er endnu mere bevaringsværdige,” forklarer Jonas Bjørn Jensen. ”Så man bytter én fredning for en anden. Naturen er bare ikke lige så unik på Stejlepladsen.”
De konkrete planer indebærer 550 nye boliger på Stejlepladsen, hvoraf 140 vil være almene og ”til at betale for almindelige mennesker,” som Jonas Bjørn Jensen informerer mig om. Længere henne mod Tippen er et større område reserveret til byfornyelse, hvilket vil sige, at der skal bygges boliger, erhverv, daginstitutioner, og hvad der er ellers er nødvendigt for en ny bydel. Forandringerne er allerede i gang for lige bag havnen er kommunen ved at anlægge en ny super-genbrugsstation tegnet af Bjarke Ingels Group. Stjernestøvet fra den verdenskendte arkitekt gør ikke noget indtryk på de lokale. ”Hvorfor fanden kan de ikke bare bygge boliger dér, i stedet for den skide genbrugscentral?” spørger en midaldrende bådejer i norsk sweater uden at forvente et svar.
Hvor Stejlepladsen slutter og Fiskerhavnen begynder, kommer en række idiosynkratiske huse til syne. Farver og former følger ingen normer, og i det sidste hus inden havnen rigtig begynder, bor Andrea Aagaard sammen med sin mand, Salomon Segers. De er begge i starten af 30’erne og har kastet sig hovedkulds ind i kampen for at bevare Stejlepladsen, som bogstaveligt talt er deres forhave.
Andrea har boet i haveforeningerne hele sit liv og var med, da beboerne bekæmpede anlægningen af Øresundsbroen tværs gennem Tippen. Dengang lykkedes protesterne, så konstruktionen blev omlagt, og området blev reddet.
Andrea og Salomon ejer sammen med andelsforeningen den jord de bor på, så de er i princippet nogle af de eneste, der kan være sikre på, at kommunen ikke rydder deres hjem. De frygter til gengæld, at det, de kalder for ‘rigmandsboliger’ vil skyde op på alle sider, så de vil ligge i midten som en slags friluftsmuseum – et monument over det ”autentiske København”.
”Vi bliver en slags udstillingsvindue, som de kan pege på, og sige se det lille Klondyke, vi har liggende i baghaven. Så ligger vi her som en skæv og rodet selvbygget omgang med snorlige kæmpeklodser på begge sider,” siger Andrea.
Ligesom på Christiania er det blandt andet Fiskerhavnens karakter, der gør det interessant for turister og byens borgere. Hvis man normaliserer det, forsvinder tiltrækningskraften, lyder det fra beboerne. Det er Jonas Bjørn Jensen på Rådhuset godt klar over.
”Vi vil ikke presse nogen ud,” siger han. “Der skal være plads til det spændende miljø med selvbyggere, bådforeninger og de grønne områder. Det er det København, vi godt kan lide. Det giver det nye område meget mere karakter. Byggeriet skal skabe øget værdi for området, og hvis man tror på den præmis, er det jo hul i hovedet, at ville fjerne noget af det, der gør området til noget særligt.”
Salomon og Andrea er fuldstændig enige, men de giver ikke meget for politikernes løfter om, at byggeriet ikke vil sprede sig ud over resten af Tippen og Fiskerhavnen.
Men lige meget hvordan man ser på det, er der akut boligmangel i København, så jeg beder Salomon og Andrea forholde sig til, hvor der så skal bygges.
”Jeg tror ikke, de bygger her på grund af boligmangel,” siger Andrea med det samme. ”Jeg tror, de vil have kystlinjen, fordi de kan få mange flere penge for boligerne. Det handler kun om penge. Der er så få grønne områder i København, så vi må kæmpe for at bevare dem, der er. Hvorfor tager man ikke nogle af de kedelige områder lidt uden for København og gør dem attraktive at flytte til, i stedet for at smadre det ægte, gamle København?”
Torsdag d. 4. oktober på mødet i Borgerrepræsentationen skal Stejlepladsens endelige skæbne forsegles.
Udenfor Andrea og Salomons hus stiller jeg mig på en lille jordhøj og kigger ud over Stejlepladsen. Den virker så lille og ubetydelig.
Et brombærkrat kradser mod min termojakke, som slet ikke er bolværk nok i kampen mod den stædige efterårsblæst. Bag buske og krat stikker masterne fra skibene i fiskerhavnen op, og længere ude i horisonten truer det moderne København med beton og glas, kun adskilt fra fiskernes oase af et susende bælte af trafik. De glinsende glasfacader virker lysår væk fra de her mennesker, både i tid og rum.
To lystfiskere på verdens mindste kutter forsøger at lægge til, mens vinden hvisker bølgerne ud i gråblå plamager. Vandspejlet vibrerer, og en skarv stikker hovedet op over vandoverfladen med en ål i munden. Længere henne på havnen står en anden passioneret ålefisker og skuler til sin bevingede konkurrent.
Brian Kyed er 44 år gammel og har haft sit professionelle virke i havnen siden 1998. Men hele hans liv har han været med ude at fiske, for han er fjerde generation i en familie af Sydhavnsfiskere.
Brian er den eneste, der bliver direkte og økonomisk berørt af byggeplanerne. Han bruger nemlig Stejlepladsen til at tørre sine 500 meter lange bundgarnsnet, og han har ikke råd til at leje et andet sted. Byggeplanerne vil derfor ruinere ham og betyde enden på den sidste erhvervsfisker i Sydhavnen.
For at illustrere hvor meget sådan et bundgarnsnet fylder, vil Brian tage et med til torsdagens demonstration, og lægge det ud omkring Rådhuset.
”Forhåbentlig skal jeg fortsætte som fisker 30 år endnu, men det kan ikke lade sig gøre, hvis beslutningen om at bygge går igennem,” siger han. ”Konsekvensen vil være, at hele Fiskerhavnen lukker ned. Hvis først de bygger på Stejlepladsen, så går der 2-3 år, så er der også bygget lige her.”
Da jeg forlader Sydhavnen, står Brian ved sin kutter og arbejder, mens hans hund snuser rundt omkring på dækket. En kvinde er kommet forbi for at købe ål til aftensmaden. Livet går sin sædvanlige langsomme gang i Fiskerhavnen. Lidt endnu.
Demonstration imod byggeri på Stejlepladsen foregår torsdag d. 4. oktober klokken 15 foran Københavns Rådhus. Du kan læse mere på Facebook .
