Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK
År 2007 var en simplere tid. Næsten. Steve Jobs præsenterede den første iPhone. Den sidste Harry Potter bog udkom. Rygeloven blev en ting.
Videos by VICE
Men kendisåret 2007 var et ekstremt år. Britney Spears barberede sit hår af, Paris Hilton var i fængsel, Lindsay Lohan var på afvænning tre gange, Nicole Richie aftjente 82 minutters samfundstjeneste, og Anna Nicole Smith døde på tragik vis af en overdosis – og detaljerne om alle tilfældene blev finkæmmet og blæst ud i sensationspressen. I Storbritannien var Pete Doherty og Amy Winehouse permanente skikkelser i sladderspalterne. Overskrifterne råbte højt om stofmisbrug, voldsomme vægttab, afvænningsklinikker og overtrædelser af prøveløsladelser. Og alt det her var, før vi kendte til den medfølgende skam, som vi er vant til at føle i dag.
Afvænning var uden tvivl årets ord i 2007. Enhver, der blev omtalt som værende på “katastrofekurs”, endte før eller siden på afvænning. Men i dag, ti år senere, har kendiskulturen ændret sig dramatisk. I dag bliver kendiskampen udkæmpet på Instagram: Taylor Swift, Kardashian-klanen, Hadid-søstrene – de er allesammen pudset, filtreret og brandet til perfektion. Vores stjerner spiser efter “eat clean”, de drikker ikke, de ryger ikke. Hvis de bliver overrasket af paparazzier, er det mere sandsynligt, at de er ved at købe en iskaffe, end at de brækker sig i en taxa. 2016’s største kendischok – Kim Kardashians nøgenselfie – var ikke et hæmningsløst udtryk for mentalt sammenbrud, men et nøje planlagt pseudo-politisk statement. Selv Miley Cyrus er bare SÅ 2013.
Sladderkulturen om de kendte nåede formentlig et højdepunkt i 2007. Blogs som Perez Hiltons åbnede de rige og berømtes verden for masserne og offentliggjorde hver eneste detalje fra deres liv, praktisk talt mens de udfoldede sig, for første gang nogensinde. Og i modsætning til de traditionelle medier og etablerede magasiner “havde bloggerne ingenting at miste og alting at vinde,” udtaler nyhedsredaktøren for Heat, Issy Sampson, som har arbejdet med kendisjournalistik i over 10 år. “Nyhedsstrømmen løb pludseligt meget hurtigere, og jeg tror, hverken de kendte eller medierne var parat til det skift i tempo… alle sammenbruddene skete for fuld udblæsning, fordi PR-folkene mistede muligheden for at forhindre tingene i at komme ud.”
“Det ustandselige, tabloide kvindehad, der blev rettet imod kvindelige kendte i midten af 00’erne, var muligvis en bidragende faktor til Britney Spears’ sammenbrud i 2007, som senere førte til, at hun mistede forældremyndigheden over sine børn.” – Dr. Hannah Hamad
PR-folkenes rolle ændrede sig derfor til at bestå af damage control 24 timer i døgnet, og afvænning blev en offentlig undskyldning. “De unge i Hollywood begyndte at tjekke ind på afvænningsklinikkerne omkring 2004,” siger popculturediedin2009, en anonym blogger, som omhyggeligt arkiverede midt-00’ernes kultur. “Det blev den foretrukne strategi for damage control. To ud af de tre gange, Lindsay Lohan tjekkede ind på afvænning, var det efter en dom for spirituskørsel, Britney tjekkede ind for at lægge en dæmper på pressen, efter hun barberede sit hår af, Kate Moss tjekkede ind efter offentliggørelsen af de der kokainbilleder. Afvænning var for datidens største stjerner i sladderpressen en måde at vinde nogle point tilbage, inden de fuckede op igen.”
Den slags glorificering af de kendtes ‘fuck-ups’ føles forældet i 2017, hvor der i det mindste er en begyndende diskussion af den konsekvens, berømmelse har for et menneskes mentale sundhed. “Der var en sandhed i Britneys barberede hoved – hun skrællede sin skønhed og sit kendis-image af – og Amy Winehouses offentlige sammenbrud,” siger chefredaktør på Celebrity Cultures, Sean Redmond. “De viser begge to, omend på forskellige måder, den psykologiske bagside af kulturen omkring at være kendt, dens kønnede natur og den ensomhed, berømmelse kan føre til.”
“Det ustandselige tabloide kvindehad, der blev rettet mod kvindelige kendte i midten af 00’erne, var muligvis en bidragende faktor til Britney Spears’ sammenbrud i 2007, som senere førte til, at hun mistede forældremyndigheden over sine børn. Det førte også til Amy Winehouses tragisk forudsigelige død i 2011,” siger Dr. Hannah Hamad, senior lektor i medievidenskab på University of East Anglia. “Justin Bieber blev anklaget og dømt for hærværk i 2013 og arresteret i 2014 for spirituskørsel. Men intet af det genererede noget, der nærmer sig den omtale, som Amy Winehouse, Lindsay Lohan eller Paris Hilton ville have gjort i midt-00’erne.”
Spørgsmålet er, om søgelyset er blevet mindre, eller om de kendte bare er blevet bedre til at holde deres privatliv privat og udstyre sensationspressen – og offentligheden – med det, de vil se, via deres nøje kuraterede profiler på sociale medier? “Jeg tror, de er meget bedre til at skjule deres adfærd,” siger Dr. Hannah Hamad. “Når folk fester med Justin Bieber, skal de aflevere deres telefon i døren… Der er selvfølgelig noget, der slipper ud indimellem, men de fleste kendte er sindssygt bevidste om alt, hvad de gør.”
Mens de kendte og deres PR-folk er bedre til at skjule deres adfærd, så kan man også se, at den sunde livsstil sælger – eller i hvert signalværdien af den. “Mange har kopieret Kim Kardashians forretningsmodel, som er af afskære sig selv fra alt, der er usundt eller klamt,” siger Issy. “Man ser næsten aldrig en Kardashian være ude af kontrol, hvis overhovedet. Så jeg tror, der er mange, der indretter sig efter den model.”
Har sensationspressen og sladderbladene lært noget af 2007? “Medierne i det hele taget lader stadig til at leve af negativitet og usande historier, men folk bliver mere bevidste om online-mobberi, afhængighed, kropsidealer og andre udfordringer,” siger en anden blogger med midt-00’erne som speciale, partylikeits2007. “Selvom sociale medier har ført til øget mobning, så er det et stærkt værktøj, som kan have en positiv indvirkning på, hvordan folk opfatter verden.”
I dag bliver de momentvise biluheld til clickbait – noget, partylikeits2007 siger, “har langt større konsekvenser, som vi formentlig ikke føler den samme nostalgi for.” Sensationspressen og gossip-siderne er ikke blevet mere tilbageholdende med chokerende overskrifter og voyeurisme, end de var i 2007 – bare se, hvordan Kanye Wests nylige sammenbrud blev udfrittet. Og mens det sker med Amanda Bynes eller Kanye West eller andre – så tweeter vi til dem, vi griner af det, vi viser det til vores venner, og medierne rapporterer om deres mindste skridt med “du-gætter-aldrig-hvad-den-her-kendte-person-har-gjort”-agtige overskrifter – selv om de mest harmløse aktiviteter.
Så måske er der slet ikke noget, der har ændret sig – hvor meget vi end ønsker at se os selv som historisk bevidste. Selvom der er længere mellem “kendis-katastroferne” i stilen fra 2007, så vil både medierne og befolkningen i sidste ende altid få en eller anden form for nydelse ved at se de kendte falde i unåde.
