Denne artikel blev oprindelig udgivet af VICE US i april 2016.
Retssagen blev afgjort den 23. november 2016 , hvor Stephen Port blev kendt skyldig i drabet på de fire mænd, artiklen omtaler, og Scotland Yard efterforsker nu 58 sager med henblik på at afdække, om der er en sammenhæng. Syv politimænd står desuden anklaget for grov uagtsomhed, mens ti anklages for uagtsom embedsførelse.Artiklen er genudgivet den 24. november 2016.
Da Barbara Denham var ude at gå en morgentur med sin hund og så Gabriel Kovaris krop, lænet op af en mur på en kirkegård i Østlondon, tænkte hun, at han nok bare sov. Hun gik forbi, men fornemmede, at han var lidt for stille.
Videos by VICE
“Jeg tænkte, han har ikke bevæget sig – han har ikke flyttet sig en flig. Det så bare ikke rigtigt ud,” fortalte hun Daily Mail. “Så jeg klappede lige i nærheden af hans ansigt og råbte ‘kuk kuk’, men der var ingen reaktion. Han havde mørke briller på, og de sad lidt skævt. Jeg rørte forsigtigt ved hans kind, og trak min hånd til mig med det samme. Den var iskold.”
Det var i sommeren 2014 og Kovari, en tynd, blond 22-årig kunstner, var lige ankommet til London fra Slovakiet. Han havde kun en håndfuld venner i byen, og derfor havde Kovari skrevet på Grindr, at han ledte efter et værelse han kunne leje. John, der producerede reklamer til TV, havde et tomt værelse i sit hus i Deptford, så de aftalte at mødes.
“Han var en rigtig sød fyr, han havde sådan en rolig charme,” siger John. “Jeg var helt afslappet ved at invitere ham til at bo hos mig, og vi blev venner. Han fortalte mig senere, at han ville prøve at finde en kæreste i London, og det gav mening, for byen tiltrækker unge homoer fra andre dele af Storbritannien og Europa. Det betragtes som et åbent og tolerant sted, sammenlignet med andre steder. Han fortalte mig, at han ville have, at hans liv rigtigt skulle begynde i London.”
Kovari boede der i seks uger, inden han fortalte John, at han havde fundet et andet sted at bo. “Vi fik også en sidste drink sammen,” siger John. “Det var det sidste jeg hørte fra ham. Jeg forsøgte at kontakte ham et par dage senere, men han svarede aldrig.”
Den 28. august 2014 bankede det på Johns dør. Uden for stod fire uniformerede politibetjente, som spurgte om John kendte en Gabriel Kovari. Ja, sagde han, Garbiel havde været hans lejer. Betjentene informerede John om, at Kovari var blevet fundet død den morgen på St. Margarets kirkegård i Barking, som er et område af Østlondon. Dødsfaldet var uforklarligt, sagde de.
Omtrent to måneder før, i juni, var Anthony Walgate og hans to venner, China og Kiera, der alle var i 20’erne, på sommerferie fra Middlesex Universitet, hvor de var ved at uddanne sig til modedesignere. China og Kiera husker det tydeligt, fordi det var sidste gang de så Walgate i live.
De dangderede hele eftermiddagen væk ved at drikke i solen og nyde lidt sjælden, britisk sommervarme. Efter et måltid på en tyrkisk café gik de tilbage på Walgates værelse i det hus han delte med nogle andre. Det lå i Golder’s Green, North West London. “Anthony talte passioneret om at komme ind på Royal College of Art for at tage sin kandidat” kan Kiera huske, om den tynde, blonde 23-årige unge mand fra Hull i Nordengland.
“Han var blevet dedikeret og have fået meget mere selvtillid i løbet af det sidste år, og så virkelig frem til at begynde som designer.”
Senere den søndag fortalte Walgate dem om et møde, han havde arrangeret på en dating-app den følgende tirsdag. Eftersom én af Chinas venner var blevet røvet af en bande gennem Tinder, sørgede Walgate for at fortælle sine venner, hvem han skulle mødes med, hvor henne og hvornår. Tirsdag aften kan Kiera huske, at hun sendte en sms til Walgate, da han var ved at gøre sig klar. “Anthony var på vej ud og snakkede om hvad han skulle tage på,” siger hun. Næste dag mødte Walgate ikke op til den aftale han havde med China om at få en øl på en bar. Hun gik ud fra, at han havde tømmermænd fra natten før. Dagen efter hørte hun stadig intet; Walgate tog ikke telefonen. Så China tog hen hjem til ham. Walgates værelse var låst. Hun prøvede at råbe på ham, og ringede til ham igen, men der var kun stilhed, så hun gik til politiet for at melde sin ven savnet på den lokale politistation. Betjenten skrev detaljerne ind på sin computer, og kunne fortælle, at Anthony desværre var blevet fundet død kl. 4:20 om morgenen i Barking, Østlondon.
Fra venstre til højre: Anthony Walgate (via Instagram), Gabriel Kovari (via Facebook), Daniel Whitworth (via Twitter), og Jack Taylor (via Facebook)
Ret kort tid efter, at liget af hans tidligere lejer blev fundet, gik det op for John, at der var noget skummelt på færde. Han havde læst en artikel i en lokal avis om Anthony Walgates uforklarlige død, og hvordan hans lig var blevet fundet nogle få minutters gang fra den kirkegård, hvor Kovari var blevet fundet.
“Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det var mærkeligt,” siger John. “Så jeg googlede ‘uopklarede mord’ for at finde ud af om det var normalt, at de forekom så tæt på hinanden. Det så mistænkeligt ud. Personerne var lige gamle. Smidt indenfor et lille området. Det hele virkede bare skummelt.”
Så den 20. september fandt Denham, kvinden, der var ude at lufte hund da hun fandt Kovari, endnu en krop, der var lænet op af den samme mur. “Der var et bart stykke mellem sok og bukseben, så jeg rørte forsigtigt ved hans ben,” fortalte hun senere til en journalist. Ligesom den forrige krop fandt hun den “siddende op, på stort set det samme sted.”
Det var liget af Daniel Whitworth, en 21-årig mand, der var i lære som kok og kom fra Gravesend i det sydøstlige England. Bare seks dage tidligere havde Whitwort tweetet et billede af ham selv, der storsmilende plukkede æbler på landet i det solbeskinnede Kent.
“På det tidspunkt tænkte jeg, at her var der tre unge mænd, fundet på næsten præcis det samme sted indenfor tre måneder, og ingen tænkte videre over det,” siger John. En uge senere fortalte en rapport i Barking and Dagenham Post, at efter obduktionen af Kovari og Whitworths lig ledte politiet ikke efter mistænkte i nogle af de to dødsfald. Artiklen nævnte også den 39-årige Mushud Ahmeds død, hvis lig var blevet fundet i nærheden af kirkegården, men som tilsyneladende var død af et allerede eksisterende helbredsproblem.
På det tidspunkt i 2014 forbandt politiet ikke Kovaris død i august og Whitworths i september med Walgates død i juni. Kriminalinspektør i Barking og Dagenham Politi, der var ledende efterforsker på Kovari og Whitworths dødsfald, beskrev hændelserne som “usædvanlige og lidt forvirrende, men ikke mistænkelige.”
The Post’s historie antydede muligheden for, at Kovari og Whitworth var hjemløse, og fortalte læserne at: “Det kan ikke udelukkes, at begge mænd levede det hårde liv indenfor kirkegårdens mure, som gav lidt læ. Kriminalinspektør Kirk sagde, at hans mænd havde fundet tøj, der hang til tørre i nærheden.”
Seriemord – officielt defineret som mord på tre eller flere personer over en periode på mindst tre måneder af den samme person – er sjældne i Storbritannien. Omkring ét ud af 100 drab i Storbritannien forbindes til en seriemorder. I de fleste tilfælde af seriemord kommer ofrene fra marginaliserede- eller minoritetsgrupper, såsom sexarbejdere eller homoseksuelle mænd. Det er ikke tilfældigt, at mange af de mest berygtede seriemordere i England – Jack the Ripper, the Yorkshire Ripper, Dennis Nilsen, tha Gay Slayer og the Suffolk Strangler – alle angreb disse grupper. Disse grupper har tendens til at være nemme ofre for mordere, fordi det er mere sandsynligt, at ofrenes død ikke bliver opdaget. Det er ikke kun morderne, der ser disse mennesker som undværlige. Ved begyndelsen af retssagen mod the Yorkshire Ripper, Peter Sutcliffe, i 1981, bemærkede rigsadvokat Sir Michael Havers om de 13 ofre fra Sutcliffe at: “Nogle var prostituerede, men det mest triste ved sagen er, at nogle af dem ikke var. De sidste seks angreb gik ud over fuldstændig respektable kvinder.”
Det er ikke en tendens, der kun forekommer i Storbritannien. Tales of the Grim Sleeper, en film fra 2015 af Nick Broomfield, fortæller historien om den formodede amerikanske seriemorder Lonnie Franklin. Franklin er i øjeblikket anklaget for at have dræbt ti kvinder, og han er mistænkt for at have dræbt yderligere 200 i det sydlige Los Angeles mellem 1985 og 2010. De fleste af de dræbte kvinder var sexarbejdere, og filmen kritiserer politiet for deres langsomme efterforskning, og deres manglende evne til at advare andre.
Når det kommer til at opklare seriemord, der involverer homoseksuelle mænd er det engelske politis meritter lige så frygtelig som den er for sexarbejdere. Dennis Nilsen, som dræbte 15 hovedsageligt unge, homoseksuelle eller hjemløse mænd mellem 1978 og 1983, efter at have inviteret ofrene hjem, blev ikke fanget på grund af godt politiarbejde, men fordi hans naboer ikke kunne skylle ud i toilettet på grund af alle de kropsdele Nilsen havde skilt sig af med gennem afløbene. En mand, som overlevede et af Nilsens mordforsøg meget tidligt i hans drabelige karriere – han vågnede i Nilsens hjem, bundet til en stol mens han blev kvalt med sit eget slips – alarmerede politiet, men blev ignoreret, fordi betjentene troede på Nilsen, da han fortalte dem, at hændelsen ikke var andet end “en homoerotisk uoverenstemmelse.”
Politiet var tilsvarende langsomme til at reagere, da Michele “Michael” Lupo kvalte og lemlæstede fire bøsser i løbet af en otte ugers periode i 1986. Den italiensk-fødte blomsterbutiksejer fra Chelsea, der teknisk set er “stime”-morder fordi han slog sine ofre ihjel på under tre måneder, mødte sine ofre på homobarer. Politiet blev kritiseret, efter at betjente havde forsinket undersøgelsen af Lupos andet offer. De havde udsat efterforskningen fordi den afdøde var HIV positiv.
Politiets indsats over for den berygtede Gay Slayer – hvor Colin Ireland brutalt kvalte fem homoseksuelle mænd til døde – var så jammerlig, at morderen faktisk begyndte at efterlade spor til ordensmagten. Efter at have gjort gerningsstedet grundigt rent, begyndte morderen at lægge kondomer i de døde mænds munde, og legetøj rundt omkring på deres kroppe, f.eks. to bamser, der lå i en 69’er. Trods disse spor formåede politiet ikke at kæde de forskellige mord sammen. I sidste ende blev han nødt til selv at ringe til dem, og fortælle, at det var en seriemorder, der havde været på spil.
En evaluering fra 2007 af politiets efterforskning af ti drab og angreb på LGBT-mennesker konkluderede, at politiets arbejde i disse sager var hæmmet af institutionel homofobi. Evalueringen, der var offentliggjort af de uafhængige politirådgivere i LGBT Advisory Group, fordømte politiets efterforskning i 1993 af the Gay Slayer og kaldte det et “voldsomt svigt af politiet.” Den konkluderede at: “Den indledende efterforskning var tilsyneladende mest fokuseret på at påvise promiskuøsitet og risikovillighed,” og tilføjede, at der ikke blev gjort nok for at advare lokalsamfundet.
Faktisk siger én af Storbritanniens fremmeste eksperter i seriemordere, kriminolog David Wilson, at det homoseksuelle miljø modtager “en i bedste fald ujævn service fra politiet.” I sin bog fra 2007 Serial Killers: Hunting Britons and Their Victims 1960-2006, konkluderer Wilson at “homofobi har skabt omstændigheder, hvor bøsser er blevet seriemorderes foretrukne ofre.”
Hvor et sted mellem én og ti procent af den britiske befolkning er LGBT, har homoseksuelle mænd udgjort alle eller næsten alle ofre hosfem af de fjorten seriemordere, der har været aktive i Storbritannien siden Nilsen blev dømt i 1983.
I 2015 var China og Kiera blevet frustrerede over politiets manglende interesse i efterforskningen af Walgates død. “Politiet kunne ikke lide at vi ringede til dem,” siger Kiera. “De affejede os. De var selvmodsigende, uhjælpsomme og usympatiske. Det indtryk, vi havde, var, at politiet tænkte, ‘det er en homo fra Hull, folk er ligeglade, de skal nok acceptere vores udlæg af begivenhederne.’”
Kvinderne påstår, at én af betjentene indrømmede, at politiet var klar over, at der var begået en forbrydelse i forbindelse med Walgates død, og at morderen aldrig ville blive fundet, for “i sidste ende er der kun to mennesker, som ved, hvad der skete den aften, og den ene er død.”
Eftersom politiet blev ved med at benægte, at Walgate, Kovari og Whitworths dødsfald var forbundet, kontaktede John den erfarne britiske LGBT-rettighedsaktivist Peter Tatchell, som foreslog, at John tog kontakt til Nick Duffy, redaktør på den online homo-avis PinkNews. Duffy gik med til at udtrykke deres bekymring over, at dødsfaldene ikke blev rapporteret mere end de gjorde, og at lige meget hvad der lå til grund for mordene, skulle lokalsamfundet advares. Duffy tog kontakt til politiet i januar 2015, men fik at vide, at der ikke var noget mistænkeligt, og ingen grund til at skabe panik. PinkNews besluttede sig for ikke at bringe historien om mordene. Den eneste logiske baggrund for, at politiet blev ved med at insistere på, at der ikke var tale om en seriemorder, var fundet af et selvmordsbrev i Daniel Whitworths hånd.
I juni 2015, ved Kovari og Whitworths ligsyn, beskrev en udtalelse fra Kovaris familie, at den unge mand var en talentfuld kunstner, som ønskede at gøre en forskel. “Han var fuld af kærlighed og omsorg for andre og elskede sine venners selskab. Han var et nysgerrigt og særligt barn med kunstneriske evner. Han havde et fremragende forhold til hele sin familie og et ønske om at vise verden hvad han kunne,” stod der i udtalelsen. Whitworths far Adam beskrev sin søn som en glad mand, der elskede havearbejde. “Han var en aktiv og intelligent friluftsdreng, som elskede at cykle i naturen,” sagde Adam.
Embedslægen læste så det selvmordsbrev, de havde fundet på Whitworth, op. Det fortalte en historie om, at Kovari og Whitworth var blevet involveret i Londons undergrundsscene med stoffer som GHB, methamfetamin og mephedron, og sexfester, der blev faciliteret gennem dating-apps som Grindr.
Selvmordsbrevet fortalte, at Kovari og Whitworth havde kendte hinanden, og at Whitworth til en sexfest ved et uheld havde givet Kovari en overdosis GHB, et stof, der er berygtet for at være ekstremt svært at dosere, så der er en meget reel risiko for at tage en overdosis. Brevet forklarede, at på grund af sin sorg havde Whitworth meget poetisk taget sit eget liv med det samme stof en måned senere, på det samme sted, hvor han havde efterladt sin døde ven. Et uddrag fra Whitworths brev lød:
“Jeg kan ikke fortsætte. Jeg har taget min ven Gabriels liv. Vi hyggede os bare hjemme hos en ven, da jeg lod mig rive med og gav ham endnu et skud G. Det var et uheld. Jeg ved, jeg kommer i fængsel, hvis jeg tager kontakt til politiet. Jeg har taget det G, jeg har tilbage sammen med sovepiller. Hvis det slår mig ihjel, har jeg fortjent det. Så kan jeg i det mindste være sammen med Gabriel igen.”
“Stoffer dræber elskere fundet døde ved Barking Kirke” lød overskriften i en lokal avis bagefter. For offentligheden var det ren Romeo og Julie, med GHB som den dødbringende gift. Rapporten nævnte ikke Anthony Walgates død. Teorien om en seriemorder var bare ligegyldigt sladder. Sagen var afsluttet.
Bortset fra, at morderen ikke var færdig. Tre måneder efter, den 14. september 2015, blev et fjerde lig fundet i North Street i Barking, tæt på hvor de tre andre lig var blevet fundet. Det tilhørte den 25-årige truckfører Jack Taylor, som havde været i byen med sine venner den 12. september. Han kom hjem, men ringede efter en taxa og tog ud igen tidligt den 13. september. Overvågningskameraer viser, at Taylor møder en mand i Barking mellem klokken 2 og 3 om morgenen, og at de to sammen går i retning mod kirkegården.
I starten blev Taylors mord ikke kædet sammen med de tre andre. I oktober blev efterforskningen af alle fire mord overgivet til London politikorps afdeling for mord og større forbrydelser.
Stephen Port. Via Facebook
19. oktober 2015 annoncerede politiet, at de havde anklaget den 40-årige kok fra Barking, Stephen Port, for dødelig forgiftning og mishandling af alle fire mænd, efter at have mødt dem på datingsites, og for efterfølgende at have efterladt deres lig. Politiet hævder, at Port dræbte sine ofre ved hjælp af drinks med store mængder GHB. London politi annoncerede, at de havde overgivet behandlingen af sagen til politiets uafhængige klageinstans (IPCC) på grund af det, der blev kaldt “potentielt mangelfuld respons” i forhold til de fire dødsfald.
Retten skal tage stilling til om Stephen Port er skyldig i efteråret 2016, men lige meget hvem de finder frem til, der har dræbt de fire mænd, har politiefterforskningen været katastrofal. Trods utallige advarsler nægtede politiet at tro på, at de næsten identiske Barking-mord kom fra en seriemorders hånd, på grund af et stykke papir fundet i Whitworths hånd. Politiet var alt for hurtige til at tro på det scenarie, der blev præsenteret i brevet, fordi det var troværdigt: Det gav en plausibel historie om unge homoseksuelle til sexfester, dødbringende stoffer og skyld, og det virkede mere sandsynligt end en søgt teori om et forfalsket selvmordsbrev. Det var jo ikke en gammel krimiroman det her, virkede det til, at de tænkte.
Da jeg spurgte London Politi, hvorfor det tog så lang tid at forbinde mordene og advare det homoseksuelle miljø, sagde en talsmand, at de ikke kunne kommentere på sagen på grund af den kommende retssag.
Collin Sutton, der er tidligere kriminalinspektør, fangede den højprofilerede seriemorder Levi Bellfield – en mand dømt for mordet på tre unge, blonde kvinder, deriblandt en 13-årig skolepige ved navn Milly Dowler, i West London i 00’erne. Han udtaler, at selvmordsbrevet burde have været en central del af efterforskningen.
“Hvis det er ægte er der tale om selvmord. Hvis det er falsk er det mord,” sagde Sutton. “I dette tilfælde var brevet ekstra vigtigt, for hvis det var forfalsket, stod de potentielt med et tredje mord, og dermed en seriemorder i lokalmiljøet, og så er der mere på spil. Det er en meget vigtig beslutning, der skal tages. Så jeg skulle mene, at enhver betjent, der gør sig fortjent til sin løn, meget hurtigt vil finde ud af om brevet er ægte eller ej.”
Når de konkluderer, at alle fire mænd blev dræbt, ser det ud til, at politiet dermed har besluttet at selvmordsbrevet var falskt. Der er en chance for, at den indledende efterforskning ikke retsmedicinsk kunne forbinde brevet til Whitworth, og i stedet har analyseret håndskrift. “Hvis de ikke har udført retsmedicinske tests på selvmordsbrevet for at finde fingeraftryk og DNA, så er det et svigt, for at være helt ærlig, for håndskriftsanalyse er kendt for at være utrolig upålidelig,” sagde Sutton. “Det betyder, at de ikke påviste brevets ægthed på en videnskabelig måde.”
Desuden findes der umiddelbart ingen beviser for at Whitworth og Kovari nogensinde har mødtes, og slet ikke, at de skulle være elskere, som tog GHB til sexfester.
Hvor væsentlig en rolle dating-apps har spillet i disse mord er svær at fastslå.
Kunne morderen have gjort det samme ved at møde folk i barer? China og Kiera sagde, at de ikke giver apps skylden, kun de svin, som misbruger dem. Men i takt med, at populariteten af dating-apps stiger, så stiger den app-relaterede vold også.
Tal, der kom frem i januar, viste, at i Storbritannien var forbrydelser begået i forbindelse med dating-apps som Tinder og Grindr – herunder voldtægt, afpresning, børnelokning, røveri og overfald – syvdoblet, fra 55 i 2013 til 412 i 2015. I marts 2016 blev to mænd fængslet i seks år for at have tæsket og røvet en mand, som de havde lokket til et hus i Northhampton, efter at have mødt ham på Grindr. I december 2015 kunne PinkNews fortælle om to mennesker, der var blevet røvet, efter at være blevet lokket til Croydon i Sydlondon for at møde en potential date gennem Grindr.
Problemet er ikke afgrænset til LGBT-ofre. Antallet af forbrydelser begået gennem Tinder, som hovedsageligt bruges mere af heteroseksuelle, er mere en fordoblet mellem 2013 og 2015. I marts 2016 fik Jason Lawrance, en 50-årig selvstændig entreprenør fra Hampshire, livstid i fængsel efter at have voldtaget fem kvinder og overfaldt to andre, som han havde mødt på Match.com – en side, der ligeledes oftest bruges af heteroseksuelle.
Så burde folk være bange for at møde dates online? Den 35-årige kunstpromoter Matthew fra Manchester bruger Grindr af og til, og han kan ikke se den store forskel mellem dating-apps og barer. Homoseksuelle mænd har altid været mere udsat end heteroseksuelle, siger han.
“Jeg havde ondt af dem [ofrene fra Barking], fordi de var unge og måske brugte appen for at være diskrete, måske kunne de ikke være åbne om deres seksualitet,” siger Matthew. “Grindr kan nå ret langt ud, så man kan møde folk udenfor sit eget område. Så på den måde er de ofre for det samme problem som homoseksulle historisk har stået over for, nemlig at de er udsatte, når de skjuler sig for at undgå forfølgelse. Men når det er sagt, tror jeg, at alle unge mennesker, mænd og kvinder, er i fare i en digital tidsalder med cyberdating.”
“Jeg har taget en risiko ved at lede efter partnere omkring kanalen i Manchester,” siger han. “Nogle mennesker tror, at der er en seriemorder, der drukner folk i kanalen. Jeg er blevet angrebet der, jeg har set et lig i kanalen. Jeg har også prøvet, at to mænd trak pistoler på os. Men fordi vi gjorde noget ulovligt, kunne vi ikke tage kontakt til politiet. I dag glemmer folk den fare, fordi apps har normaliseret de ‘diskrete møder’, så en 13-årig kan gøre det uden at tænke over det. Og jeg er overbevist om, at en lang række forbrydelser gennem dating-apps ikke bliver anmeldt af både mænd og kvinder. Det er skamfuldt i sig at tage en vovet beslutning, som går galt, også selvom man ikke selv er skyld i resultatet.”
Udover at overgive Barking-efterforskningen til IPCC har London politikreds arrangeret en række offentlige høringer med LGBT-miljøet i Barking i det, der ligner et forsøg på at bygge bro.
Under det første møde i november sidste år antydede lokale, at hvis politiet havde gjort et seriøst forsøg på at nå ud til LGBT-miljøet efter det første dødsfald, kunne de tre andre mord måske være undgået. De lokale fortalte også politiet, at de ikke anmeldte hate-crimes på grund af den måde LGBT-folk blev behandlet på. Andre tilføjede, at der ikke var nogle sikre steder, ingen steder man kunne socialisere og ingen LGBT-aktiviteter i lokalområdet. Politiet sagde til gengæld, at de i løbet af det sidste år havde øget antallet af betjente med LGBT-fokus til otte i London, samt havde planer om at undervise de lokale betjente i bedre forståelse for lighed og mangfoldighed.
Men John er ikke overbevist. Ved det andet møde i februar fortalte han panelet af betjente og politikere: “I kan ikke få mig, som medlem af det homoseksuelle miljø, til at genvinde troen på jer, før jeg forstår, hvorfor drabet af fire unge mænd på kort tid indenfor det samme område skulle til, før politiet betragtede dødsfaldende som mistænkelige.”
Formanden for Barking og Dagenham byråd, Darren Rodwell, fortalte mødet: “Vi er alle enige om denne efterforskning er forfejlet, men en del af problemet er, at der er 12.000 homoseksuelle i vores område, og alligevel er der ikke et åbent homoseksuelt miljø i Barking. Hvis der sker noget slemt, spreder det sig hurtigere i miljøet, hvis der er et bedre netværk.”
Da jeg spurgte politibetjentene på mødet, hvorfor politiet ikke slog alarm og formåede at forbinde sagerne efter det tredje mord, sagde de, at de ikke kunne kommentere på grund af den kommende retssag.
Det er overraskende, men da Barking-mordene fandt sted, selv da Port blev anklaget i oktober, og historien kom i de landsdækkende medier, var der mange mennesker i Barking, der ikke anede noget om sagen.
“Det var svært at måle reaktionen blandt homoseksuelle i Barking, fordi den nærmest var ikke-eksisterende; de fleste vidste simpelthen ikke, at det var sket,” sagde et medlem af organisationen LGBT Network Barking and Dagenham, som ikke ønskede at træde frem med navn. “Der er ingen homobarer eller lignende. Det er et isoleret miljø her i Barking, men der er stadig et behov for at mødes med ligesindede, så derfor er der mange, der forfalder til Grindr.”
I marts, fem måneder efter politiet havde anklaget Port, spurgte jeg John, hvordan Barking-mordene havde påvirket ham. “Disse mord har fået London til at virke som et mørkere og farligere sted,” fortæller han mig. Jeg spørger ham også, hvad han synes om politiets indsats for at beskytte Barkings homomiljø.
“Ud fra hvad jeg har set og hørt fra de ledende kræfter i Barking politi ved de to møder, så har de ikke overbevist mig om, at de har en reel indsigt i, forståelse for og solidaritet med LBGT-miljøet,” siger John. “Hvis de skal være i stand til at forhindre den slags i fremtiden, skal London politi kunne føle sympati. Jeg går ud fra, at der stadig, i 2016, er mangel på mangfoldighed i politiet og en mangel på medfølelse overfor minoritetsgrupper, som fører til farlige blinde vinkler. Indtil det ændrer sig, vil der altid være visse medlemmer af samfundet, som er mere udsatte end andre.”
Jeg spørger også Elizabeth Yardley, professor i kriminologi med speciale i mord ved Birmingham City Universitet, hvorfor politiets efterforskning af nogle mord er så utilstrækkelig.
“Det er blevet meget bedre end det plejede at være, men politiet er stadig styret af personlige og institutionelle antagelser, når de beskæftiger sig med homoseksuelle mordofre,” siger Yardley. “Det er blevet beskrevet som en form for tunnelsyn. Der er rigtig mange stereotyper på spil, ubevidst eller ej, om hvordan folk opfører sig; at homoseksuelle alle sammen er del af en undergrundskultur. Det kan føre til smallere efterforskning, der kan koste dyrt i det lange løb. Politiet beskæftiger sig ikke med heteroseksuelle mordofre ved at fokusere på deres seksualitet, fordi det ville føre til en meget begrænset efterforskning. Virkeligheden er, at det ser ud til at mord på homoseksuelle eller sexarbejdere betragtes som mindre presserende end hvis ofret havde været et 12-årigt barn. Et mordoffer er et mordoffer, og alle fortjener retfærdighed.”
Det var en helt igennem moderne mordsag. Den tilsyneladende brug af dating-apps til at udpege ofrene; brugen af et psykoaktivt stof, der har en stigende popularitet på klubscenen og til sexfester, som gift og, sandsynligvis, som et falsk spor. Det sande omfang af, hvor meget politiet har fejlet i denne efterforskning vil blive afgjort under retssagen i oktober og november 2016 og af IPCCs efterforskning, men Barking-mordene har allerede bekræftet, at ikke alle mord i Storbritannien behandles ligeligt. Det er skamfuldt, men ulighed og fordomme fortsætter selv efter ofrene har trukket vejret for sidste gang.
*Flere mennesker har bedt om udelukkende at blive identificeret ved deres fornavn.
