Hemmeligheden bag 40 års ægteskab er noget så simpelt som pizza

Denne artikel er oprindeligt udgivet af MUNCHIES UK

Internettet er fyldt med artikler, der påstår at kende hemmelighederne bag et langt og lykkeligt parforhold. De er altid præsenteret i et nemt og overskueligt slideshow med stock-photos af hysterisk lykkelige par med perfekte kindben og kridhvide tænder. Du kender godt typen. Dem, der siger, at I skal blive ved med at tage på dates med hinanden, og påstår, at hvis I taler om jeres følelser, så vil I opbygge en romantisk tosomhed, som er større og dybere end din afhængighed af din partners Netflixkonto.

Videos by VICE

Men der er en nemmere vej – i hvert fald for et par fra North Carolina i USA. De har fundet ud af, at hemmeligheden bag at holde hinanden ud i medgang og modgang ligger lige indenfor døren hos den verdenskendte leverandør af fyldte skorper og vidunderligt fedtede slices: Pizza Hut.

Parret, der hedder Woleslage til efternavn, mødte hinanden første gang i Tennessee i 1977, og 30 dage senere blev de gift på den lokale Pizza Hut. Parret er siden flyttet til en anden stat, men hver eneste år fejrer de deres bryllupsdag på en af kædens restauranter. Sidste år rundede de så det skarpe hjørne og kunne fejre deres 40 års ægteskab. Som det lokale nyhedsmedie Star News kunne fortælle, markerede de dagen med en fest på Pizza Hut for deres nærmeste venner og familie.

På bordet havde parret sørget for breadsticks med tomatsovs som dip, og to hjerteformede pizzaer med tallet “40” skrevet i pepperoni. Billeder fra festen viser også, hvordan restauranten var pyntet med røde og hvide balloner og en masse blomster.

Det må være opskriften på et lykkeligt ægteskab.