Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey USA
Der var noget anderledes ved SXSW i år. Den helt store brandinversion udeblev (der var ingen kunstnere, som måtte nedlade sig til at optræde på en kæmpestor Snickers), så store dele af ugen føltes rent faktisk, som om det hele handlede om musikken (og tacos og cocktails selvfølgelig). Selv om det var helt umuligt at komme ned ad 6th Street efter klokken 20, herskede en langt mere intim stemning til branchefestivalen, end vi har set i mange år. Vil det fortsætte med at være sådan? Nej, sandsynligvis ikke (kapitalisme er en bitch, osv.), men vi havde det fedt alligevel. Her er højdepunkterne (såvel som lavpunkterne) fra SXSW 2018.
Videos by VICE
Rae Sremmund var de mest berømte ansigter
En af de ting, der har kendetegnet SXSW de sidste fem år, er, at man aldrig rigtig ved, hvad der kommer til at ske, hvem der dukker op, eller hvilke shows bliver annonceret i 11. time (*hviskestemme* Jeg har hørt, at Drake optræder på en kæmpe menneskepyramide sponseret af Soylent sammen med Kanye, Jay-Z og Lil Pump, og Lana spiller en hemmelig koncert i en pose Doritos), men i år var der ikke noget af det. Og det var ærlig talt pissefedt. De meste berømte rappere til stede var Swae Lee og Slim Jimmy, og når man tager i betragtning, hvor seje de er, så det er virkelig en sejr på samtlige konti. Der er selvfølgelig få ting, der slår et 13 minutter langt Drake-sæt, men de store stjerners fravær gav alligevel festivalen en stemning af at være til for vækstlaget. – Eric Sundermann
Andrew WK’s ekstreme og oprigtige kærlighed til musikken
Den festglade og evigt ungdommelige Andrew WK spillede en håndfuld sæt rundt omkring i Austin i ugens løb. Jeg så kun et enkelt – på en overskyet eftermiddag – men jeg er ret sikker på, han kunne have optrådt hele weekenden nonstop. Bandet havde uden tvivl holdt festen kørende, og festen havde uden tvivl holdt bandet kørende uden at miste pusten på noget tidspunkt. Den 38-årige musiker åbnede sit sæt med “Music Is Worth Living For” og kastede næven i vejret gentagende gange under klaverriffet. Han brugte en del tid på at skifte mikrofoner ud, fordi de ikke kunne holde til at blive stukket ned i hans bukser så mange gange. Han lukkede koncerten ned ved at tælle ned fra 80 og trak nedtællingen ud til sidst for dramatisk effekt – det var sjovt til at starte med og medrivende, da han nåede til 30. Det førte videre til “Party Hard”, som selvfølgelig var fed. Andrew WK er stadig fast overbevist om, at han kan redde verden ved at feste igennem. Han har overbevist mig. – Alex Robert Ross
Sminos smukke stemme
Smino optrådte ved vores showcase, så nu roser vi lige os selv lidt for vores fremragende valg, men udover det, så er Smino også bare fucking fed. Efter at have været på turné med SZA er det tydeligt, at St. Louis-rapperen har lært at gebærde sig på scenen og fundet sin helt egen musikalske stemme – en blanding af R’n’B, hiphop og lækkert hår – som fungerer perfekt i det herrens år 2018. Jeg glæder mig helt vildt til at se, hvad han har at byde på i fremtiden. – ES
Xylouris White blæste os helt væk med sin lut
Jeg havde ikke troet, at min yndlingskoncert ved SXSW skulle blive to mænd i halvtredserne, der spiller traditionel musik fra Kreta på tromme og lut. Men de to gutter er selvfølgelig heller ikke hvem som helst. Jim White er tidligere trommeslager i Dirty Three med Warren Ellis og Mick Turner, og Giorgos Xylouris er en græsk avantgardesanger og musiker. Duoens nye album, Mother, er produceret af Fugazis Guy Picciotto. Deres 40 minutter lange sæt søndag aften på Bella Union var helt fantastisk. De havde konstant øjenkontakt, mens de elegant navigerede gennem numre inspireret af rock, græsk folkemusik, psykedelisk musik, jazz og sågar techno i et helt unikt musikalsk udtryk. Jeg har aldrig set deres instrumenter før og var slet ikke klar over, at man kunne producere den slags lyde. Det er det, livemusik handler om. – Andrea Domanick
Valee siddende på et køkkenbord ved siden af stak tomme Domino’s pizzabakker i en villa i Austin, før han spillede “Shell” klokken 3 om morgenen
Valee er en af de mest omtalte rappere ved årets SXSW, og det føltes, som om han spillede omkring 78 showcases på cirka tre timer, men hver gang G.O.O.D. Music-rapperen indtog scenen, havde han en frisk og cool energi med sig. Min yndlingsoptræden var, da han rappede i sutsko (jeps, sutsko!) til en random fest i en villa, hvor en masse folk havde sneget sig ind over rækværket og stjal vin i kælderen. – ES
Min Uber-chauffør fortalte mig om en genre, han selv har skabt, som han kalder ”spicy rock”
Ricardo var min anden Uber-chauffør i Austin, ham som hentede mig, efter jeg var blevet sat af ved det forkerte hotel tirsdag aften. ”Du er faktisk rigtig heldig,” sagde han, mens jeg slæbte min kuffert over til bilen og prøvede at smile høfligt, selv om jeg var hårdt ramt af jetlag. ”Jeg er den bedste Uber-chauffør i Austin.”
Jeg vil egentlig gerne kunne sige, at Ricardo var fuld af pis, men det var han ikke. Han spildte ikke tid på smalltalk, men gik direkte efter guldet. ”Kan du lide rockmusik?” spurgte han. (Det kan jeg godt). ”Kan du lide Beatles?” (Jeg kender dem da). ”Kan du lide Red Hot Chili Peppers” (Ja, jeg har da en sjæl). Han trykkede på knappen til anlægget og sagde, at hvis jeg kunne lide dem, så ville jeg elske det, han satte på. ”Jeg spiller også i et band,” sagde han. En fladskærm rullede ned fra oven, og jeg kunne se Ricardos smil over fipskægget, mens videoen tonede frem. Voiceoveret lød:
”På en fjern planet… var der engang et band, som spillede spicy musik med hot sauce… deres mission var… Make America Hot Again!”
Der er ikke nok plads på internettet til at skrive fyldestgørende om Makenkas video til “Cuerpo de Guitarra”, men jeg kan heldigvis dele videoen med jer direkte fra http://www.makeamericahot.com/. Ricardo kalder selv musikken for ”Spicy Rock”. Makenka har også sit helt eget brand af hot sauce. Og mens jeg sad og undersøgte en flaske af stadset på bagsædet af Ricardos Honda, sagde han noget til mig, som jeg aldrig har tænkt over før: ”Amerika var allerede great. Nu mangler vi bare at gøre det spicy.” – ARR
Ought og Goat Girl gør post-punk sejt igen
Post-punken er på en måde blevet kneppet siden sin renæssance i starten af 00’erne, hvor den meget hurtigt udviklede sig til en pærevælling af Joy Division-kopier, som var mere optaget af stilen fremfor at komme med noget nyt. Montreals Ought og Sydlondons Goat Girl giver nu post-punken bid igen og har smidt de campede synthlyde og al det prætentiøse til fordel for politisk indignation og visionær nytænkning. Kort sagt alle de ting, der gjorde genren fed til at starte med. – AD
At stå i rundkreds og drikke øl
Folk siger altid, at SXSW handler om at høre musik og møde nye mennesker, om at netværke og skabe noget nyt, men i virkeligheden handler SXSW om at stå i en rundkreds sammen med dine venner og drikke øl.
Starcrawler, der spytter blod og tørboller træer
Starcrawler fangede min opmærksomhed et par gange, mens jeg var på vej til andre koncerter, men jeg fortryder, at jeg ikke blev og så det. De er en leveringsdygtig malstrøm af maniske krigsskrig og tonstunge riffs – de har en sang, der hedder ”Pussy Tower” – og frontkvinde Arrow De Wilde, som er spændt op i korset, vælter rundt på scenen, som om hun er fuld på flagermusblod og Cherry Curries mundvand. Hun springer rundt og laver saltomortaler, ruller rundt på gulvet, grinder op af et træ og hælder teaterblod udover ansigtet, inden hun spytter efter publikum, der hviner af glæde foran hende. Hvis bandet ikke var så godt, havde optrædenen været fjollet, men Starcrawler gør det bare pissesjovt – knap så meget Ozzy-nostalgi, men rigtig meget nytænkning til den anæmiske guitarrockgenre. –AD
Vi gik glip af Soccer Mommy som en flok idioter
Soccer Mommys Clean er en af Noiseys yndlingsudgivelser i år, men alligevel formåede vi alle sammen at misse hendes showcase i Austin. Det er vi kede af. Helt gravalvorligt kede af det. Vi er en flok fucking tabere for at gå glip af det. – ES
Rolling Stones David Fricke kører stadig hårdt på
Skud ud til den legendariske Rolling Stone-skribent, der hang ud på en bar på 6th Street, hvor han ventede på at se Ezra Furman klokken to om morgenen den sidste aften til SXSW. Den her 62-årige legende er grunden til, at du bare helt skal lukke røven omkring, hvor hårdt det er at se shows og være længe oppe en hel uge.
Knox Fortunes smil
Se ham bare.
Lucy Dacus’ utroligt smukke guitar (den her), som også lød utroligt smuk
Historian er en storslået plade at filosofere over tilværelsen og tænke store tanker til, men den er også helt perfekt at lytte til udendørs sent på eftermiddagen, når man har fået et par øl (som sjovt nok også foranlediger introspektion). Lucy Dacus’ musik er den type, der først rigtig sætter sig, når man har lyttet et stykke tid, men de mange forskellige lag og den ømme guitarlyd henleder tankerne på samtlige af de store seksstrengskunstnere fra 90’erne. Mega optur. – ES
Smokepurpp og Blocboy JB, der bare sådan hang lidt ud over det hele
Jeg er sikker på, hvad jeg skal skrive her. Kunstnere! De er mennesker ligesom os andre.
Mozzy sparkede bare generelt røv
Kan du huske, da Kendrick Lamar vandt en Grammy tidligere på året og gav et shoutout til Mozzy? Rapperen rider højt på den bølge nu og har lige udgivet en ny ep med titlen Spiritual Conversations. Hver gang han optrådte i Austin, havde han cirka 30 gutter med sig på scenen. Enhver koncert, der får dig til at kaste dig over din nærmeste ven med en passioneret, halv time lang monolog om, hvor fedt rapmusik er, er guld værd. –ES
St. Patrick’s Day i Texas, hvor alle tilsyneladende er irlændere
Det er i det helt taget et ret vildt syn. Hvis du har lyst til at drikke dig i hegnet før morgenmaden og opføre dig som en nar, behøver du ikke tage grønt tøj på og lyve om, at du kommer fra den grønne ø. Jeg lærte som sædvanlig en masse ting, jeg ikke havde lyst til at lære. Her er, hvad jeg lærte, inden jeg så Lucy Dacus på Cheer Up Charlie’s: Notre Dames motto er ”Gud, Fædreland, Notre Dame”. Det vil jeg ikke vide! Den i forvejen overfyldte 6th Street var proppet til renden med fulde stoddere hele dagen, og jeg savnede næsten SantaCon. –ARR
En berømt rapper, der ikke vasker hænder efter toiletbesøg
Vundabars Brandon Hagen spiller på e-cigaret
Vundabars nye album Smell Smoke tackler den dystopiske spejlvending af den amerikanske drøm, men på scenen opfører bandet sig som et cirkus – de ryster røv, mimer og gejler publikum op med kaosenergi. Under en optræden greb sanger og guitarist Brandon Hagen en e-cigaret ud af munden på en publikummer og gjorde den til en del af soloen. Vape naysh! –AD
Rico Nastys hår
Liberty-spikes er tilbage. –AD
Det lykkedes os på idiotisk vis at misse begge JPEGMafias optrædener
Jeg prøver stadigvæk at forholde mig til Barrington Devaughn Hendricks, New York-rapperen, som flyttede til Alabama, blev soldat (og blev udsendt til Kuwait, Irak, Tyskland og Japan) for til sidst at ende i Baltimore, hvor han producerer obsternasig, punket og internetsyrnet hiphop. Jeg er sikker på, han er fed live. Folk blev sikkert trætte af at høre mig hype ham. Jeg fortryder i den grad, at jeg i min udmattelse valgte at sidde på mit hotelværelse og se sport i fjerneren i stedet for at tjekke ham ud torsdag. Det er faktisk fyringsgrund. –ARR
Den vilde glædesrus fra Shame og IDLES
Der er en masse ting at være pissesur over i verden lige nu. Men derfor behøver man ikke være en nar, som Sydlondons Shame og Bristols IDLES ynder at pointere. Begge bands spiller, som om de prøver at provokere dig til at slå dem i fjæset, fordi, tjah, sådan føles det lidt at være i live lige nu. Men de er også intelligente nok til at forstå, at vi alle sammen er i samme båd. Hvis du slås til en koncert, som en fyr begyndte på, så stopper de straks musikken og smider dig ud. // You say it’s going forwards / But I feel it flowing backwards / In a time of such injustice / How can you not want to be heard? // skriger Shames Charlie Steen på “Friction”. Deres vrede diskriminerer ikke. Den er levende, fuld af energi og oprigtighed – en lynafleder for vores kollektive frustrationer, der kommer med et skud kærlighed. –AD
Vand
Der næsten ingen af deltagerne ved SXSW, som rent faktisk er fra Texas eller tæt på Texas for den sags skyld, så alle de lokale råd, man får, er andenhånd- eller tredjehåndsberetninger. Min favorit er: ”Her er tørt, så husk at drikke masser af vand.” Det er sandt! Men samtidig skal du også holde din kæft. Du har lige inhaleret seks øl og et shot, inden du gik ombord i ordentlig røvfuld svinekøds-tacos, og klokken er 19 onsdag aften. Vand detoxer dig ikke automatisk. Det fungerer heller ikke som den salat, din krop så desperat har brug for. Vand er godt, og det er vigtigt at drikke masser af det. Det smager fantastisk, når du slet ikke så meget som har tænkt på det de sidste to dage. Det er det, størstedelen af menneskekroppen består af. Og menneskekroppen er på mange måder ret vigtig at vedligeholde. Men igen: hold nu kæft! Spis noget salat. Få lidt søvn. –ARR
