Denne artikel er oprindeligt publiceret af MUNCHIES Holland i september 2016
Ingen forstår at beklage sig som danskerne. Jo, måske lige hollænderne. Når det regner, er alle travlt beskæftiget med at klage over præcist hvor nedtur, det er. Og når solen skinner, er det også noget lort. Alt er noget lort.
Videos by VICE
Men hollænderne kan også godt finde ud af at nyde livet — det fortæller de i hvert fald sig selv — og de kan også godt lide at spise ude. Men klagekulturen er også her omsiggribende. Hjemmesider som Iens (den hollandske version af Yelp) og TripAdvisor flyder over med restaurantanmeldelser, der for det meste handler om alt det, der er galt med maden.
Underligt nok hører man sjældent fra de mennesker, der bruger timevis hver dag på at tilberede maden. Hvad er deres yndlingsaversioner? MUNCHIES spurgte derfor en række kokke om, hvad der er mest irriterende ved deres arbejde.
Mitchell (27), har været kok i 12 år
Kunden har selvfølgelig altid ret, og jeg stræber altid for at give gæsterne en god oplevelse, men folk går mig sommetider på nerverne.
For eksempel når gæster ikke fortæller om deres allergi før i sidste øjeblik. Det er helt okay at være allergisk, og det holder mig skarp, når jeg skal justere på retterne, men fortæl det venligst med det samme, og ikke lige før maden er klar til at blive serveret. Det er også interessant, når folk forsøger at finde på deres egne retter. Der er en grund til at vi har en menu. Det kræver masser af ekstra arbejde [at skræddersy en ret], men jeg gør mit bedste. Man vil jo gerne have, at folk er glade, når de går hjem.
Foto via Flickr-brugeren Theen Moy.
Jay (21), har været kok i fire år
Hvor meget tid har du? Der er meget, der irriterer mig.
Noget af det, der virkelig går mig på, er folk, der bestiller noget, der ikke er på menuen. Så spiser de maden og beslutter sig for, at de alligevel ikke kunne lide det, og så forventer de, at de får en ny ret serveret. Det er lidt som at bede om at få pengene tilbage, hvis du har været i biografen, og filmen ikke levede op til dine forventninger.
Noget andet er folk, der bruger sider som TripAdvisor til at udtrykke deres utilfredshed med min restaurant. Har du noget at klage over, så sig det til mig, så jeg kan gøre noget ved det. Men lad være med at sige, at alt var fint, for så at gå på nettet efterfølgende og give mig en negativ anmeldelse.
Jeg hader også, når folk fortæller mig, at jeg ser træt eller fuld ud, når jeg har fri. Selvfølgelig gør jeg det: Jeg arbejder røven ud af bukserne for at servere mad til folk, der er sundere og mere udhvilede end jeg. Nå ja, og så er der folk, der spørger, om jeg vil være Gordon Ramsey: Selvfølgelig ikke. Jeg er ikke et røvhul.
Stijn (27), har været kok i 12 år
Folk, der finder på, at de er allergiske, er det værste, jeg ved. Vær nu bare ærlig, og sig det, hvis der er noget, du ikke kan lide. Der var engang en, der påstod at være allergisk overfor italienske krydderier og bruschetta. En anden gæst var angiveligt allergisk overfor rodfrugter. Kom nu, folkens. Jeg har studeret det her. Jeg ved da godt, at den slags allergier ikke er virkelige.
Det er faktisk det eneste, jeg har at klage over. Jeg elsker mit arbejde.
Sam (27), har været kok i ni år
Selskaber er det værste. Ikke selskaber, der skal fejre noget særligt, såsom bryllupsselskaber og den slags. De er sjove. Der kan man virkelig give dem noget specielt, og folk er glade. Nej, jeg taler om selskaber på otte-ti mennesker, der skal ud og spise en fredag aften. For eksempel gruppen på otte, der viser sig at være på ti, eller omvendt. De kommer aldrig til tiden, og selvom de aldrig giver udtryk for, at de har særlige præferencer på forhånd, så er der altid én, der ikke kan lide fisk.
Det er en skodsituation, når man arbejder på fiskerestaurant. Sådanne gæster optager et større antal borde hele aftenen, drikker for meget, og ender med at gå alle andre gæster på nerverne. Selvom vi næsten aldrig accepterer reservationer fra den slags grupper på fredage og lørdage, dukker de stadig op. Så bider jeg tænderne sammen og forsøger at få dem ud ad døren igen, så hurtigt jeg kan, så jeg kan tage mig af mine gæster.
Der var også engang en kvinde, der havde reserveret bord om aftenen og kiggede forbi restauranten om eftermiddagen. Hun vill gerne tale med mig om tilsætningsstoffer, inden hun skulle spise her. Hun var angiveligt allergisk overfor dem. Det var meget svært for mig at holde masken. Udover en chorizopølse og en stabilisator i fløden fandt vi ikke noget.
Foto via Flickr-brugeren Jaume Escofet.
Eduardo (36), har været kok i 16 år
Kunderne går mig sjældent på nerverne. Jeg er meget erfaren og kreativ nok til at håndtere sådanne ting, når de dukker op i sidste minut. Jeg ser det lidt som et spil, der gør mit arbejde både sjovere og mere interessant.
Noget, der dog går mig på, er det konstante pres, jeg er under. Nogle gange undlader en leverandør at tage telefonen efter ikke at have leveret det, der var aftalt en lørdag eftermiddag. Det betyder så, at nogle gæster må vente på maden, og det stresser mig.
Jeg bliver også irriteret over kokke, der ikke er passionerede eller som er dovne. Overraskende nok er det de unge, der er lettest at arbejde sammen med, og for det meste er det de ældre, der lader til ikke at have det sjovt længere. Unge kokke er gode til at følge anvisninger, og de vil gerne bevise deres værd, så de arbejder hårdt. De ældre bliver sløsede sidst på dagen, når vi stadig har travlt med at pakke ned, så maden ikke bliver dårlig. Jeg har oplevet, at køleskabet umiddelbart så fint ud, men når man så nærmere, var det bagerste et stort rod. Det kunne være en rå kylling, der berører en lammekotelet. Det er grobund for smittefare og meget farligt. Folk, der springer over, hvor gærdet er lavest, så de kan drikke øl og gå tidligt hjem, driver mig til vanvid.
Willem (35), har været kok i 19 år
Det, jeg hader mest, er tjenere, der henter maden i køkkenet for sent. Vi har en lampe, vi tænder, når en ret er klar. Det går ofte for langsomt med at få maden hentet, så den ender med at blive kold. Det er gæsterne ikke tilfredse med, og for mig føles det, som om jeg laver mad forgæves.
En anden klassiker er, når et selskab på fem ankommet til restauranten for at spise klokken 21.55, og køkkenet lukker klokken 22.00. Så er alle nødt at til arbejde længere, og jeg tror, at irritationen for det meste er psykologisk. Man tror, man er lige ved at være færdig, og er ikke forberedt på at skulle blive 30 minutter længere. Eller det der kunne være meget værre. Alle, der arbejder på en restaurant, hader den situation.
