Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey USA
For første gang nogensinde – i hvert fald i den her størrelsesorden – er det en latina, som dominerer den amerikanske musikindustri. I skrivende stund har kometrapperen fra Bronx, Cardi B’s single “I Like It” en 9.-plads på Billboard Hot 100 – der stadig fungerer som industriens bedste succesbarometer – over en række andre tracks fra rapperens debutalbum. Tracket er en tosproget banger, der hjælpes godt på vej af Bad Bunny og J Balvin, som har nået op i de højere lag på hitlisten takket være den digitale distributionsform, der dominerer forbruget af musik i dag, og den ekvilibristiske kombination af pop, rap og latinmusik, som har fået fans fra alle ender af popspektret til at kaste sig over den. I USA alene er ”I Like It” afspillet på Spotify 20 millioner gange over de sidste to uger og er kun for nylig overgået af rap-sværvægteren Drake.
Videos by VICE
Selv om hun konstant udfordres på den meget mandsdominerede rapscene og på sociale medier, så er Cardi B’s status som superstjerne svær at argumentere imod. Hatere forsøger hele tiden at nedgøre hendes bedrifter eller opdigte iscenesatte konflikter med Nicki Minaj fremfor at anerkende hendes plads i Bronx’ musikalske historie – der foruden Cardi B tæller Big Pun og latinx-centrerede Terror Squad – såvel som kvarterets samtid. ”I Like It” er mildest talt et bæst af en trappet magtdemonstration, hvis vildskab kun holdes i skak af et sample af boogaloo-kongen Pete Rodriguez’ hit, der er over 50 år gammelt. ”I Like It Like That”, der er skrevet af Tony Pabon og Manny Rodriguez, er til dels takket være Blackout All-Stars’ coverversion fra 1994 det mest kendte boogaloo-nummer i verden. Og det er der, problemet ligger.
De af os, der er opvokset som latinoer i USA, kender alt for godt de klassiske numre, som på mange måder reducerer også til klicheer og kulturelle stereotyper i dag. I hver sin ende af årtiet lagde vi i 1990’erne ører til både Gerardos “Rico Suave” og Ricky Martins “Livin’ la Vida Loca”, der begge er ladede med stereotype fremstillinger af latinamerikansk machokultur. Folk skævede altid til os til fester, når dj’en smed “Macarena” på, en sang der ironisk nok er fremført af spaniere. Sidenhen forsvandt den opmærksomhed, da sangen fuldstændig blev approprieret i det øvrige amerikanske tapet af popkultur. (det højtelskede parodiikon Weird Al Yankovic, kunne knap nok holde sine fordomme skjult i den billige ”Rico Suave”-version, som brugte samples fra den venezuelanske gruppe Daiquiris “Chamo Candela” og blev til noget, han kaldte “Taco Grande”.)
Når man ser bort fra barnlige drillerier, er der stadig mange af de såkaldte crossover-numre fra de sidste 40 år, som jeg aldrig har brudt mig om. Set i bakspejlet er det svært ikke at se ”Despacitos” overvældende succes som en moderne version af den samme fascination af den eksotiske Anden, der sikrede Ritchie Valens et megahit med “La Bamba”, Gloria Estefan med “Conga” og Daddy Yankee med “Gasolina”. Selv om jeg er stor tilhænger af latin-trap, så er det en problematisk kontekst, jeg har tænkt meget over på det seneste.
Når man ser bort fra slibrige popkunstnere som Lou Bega, den opportunistiske tysker, der gjorde en piksvingende Craizy Daisy-banger ud af cubanske Pérez Prados “Mambo No. 5”, så latinx-kunstneres succes på det internationale marked ofte betinget af forskellige omstændigheder. Jennifer Lopez og Shakira var popstjernerne, vi fortjente, men de fik aldrig rigtig den ros, de fortjente. Selv om ethvert Mokai-slubrende badejern med respekt for sig selv genkender tonerne til “Danza Kuduro”, så er der ingen af dem, der kan sige dig, hvad sangen handler om, eller hvem der synger den. Selv den levende guitarlegende Carlos Santana reduceres i dag til et meme og en håndfuld grove samples. Når han engang er død, er der ingen tvivl om, at medierne vil hylde ham for hans bedrifter, selv om de tonsvis af artikler, der vil blive skrevet om hans værker, vil være pinligt mangelfulde.
Er det mig, der er noget i vejen med, fordi jeg altid har været pissetræt af hvide lyttere, der aldrig tager sig til at sætte sig ordentlig ind i baggrunden for den latinamerikanske musik, de ellers elsker at feste til? Det tror jeg faktisk ikke. Jeg vil bare gerne have, at god musik værdsættes for det, det er, især når det kommer til latin-trap, der på tværs af sprog og etnicitet er en central komponent i bemeldte kunstneres output, hvilket fører os tilbage til Pete Rodriguez.
“I Like It Like That” havde uden tvivl stor betydning for latinx-lyttere i USA såvel som udenfor landet i 1967. Men selv dengang blev nummeret reduceret til tropisk kitsch, som amerikanske lyttere kunne forbruge, som de ville. Over årene er sangen efterhånden blevet mere kendt for at optræde i en Burger King-reklame end for den vigtige rolle, den spillede både for kunstnerne bag den såvel som latinamerikansk popmusik i det hele taget. Når man så i dag hører den ellers utroligt talentfulde Bad Bunny nå nye højder på hitlisterne med en single, hvor han mere eller mindre rider på ryggen af en musikalsk Whopper, kan man ikke undgå at føle sig trådt på.
“I Like It” har været en fantastisk mulighed for Bad Bunny. Han er aldrig før nået så langt op af Hot 100-listen – med Becky G’s “Mayores” klarede han en 74.-plads sidste år. Gæsteverset indeholder engelske linjer, men er for det meste baseret i sex-og-wrestling-machismo og trapaholisk spiritualitet, som kendetegner mange latinx-rappere. Der er selvfølgelig altid risiko for, at popularitetsboblen brister, som den også gjorde med Latin Explosion-bølgen i 90’erne, men vi ved også, at “I Like Its” massive popularitet er kendetegnende for et demografisk skift i USA på nuværende tidspunkt. Det er børnene og børnebørnene af latinamerikanske immigranter, der har skabt grobund for den udvikling. Af alle hittene på Invasion Of Privacy er det de to sange på spansk, der klarer sig allerbedst. Er det et tilfælde? Nej, det er en movimiento.
Min personlige latintrap-favoritter lige nu
Eladio Carrión featuring Khea, Cazzu, and Ecko – “Mi Cubana (Remix)”
Den bragende bas og det autotunede omkvæd fra den guitarcentriske original genoplives på underfundig vis ved hjælp af friske vers fra argentinerne Cazzu og Ecko.
Cazzu featuring Eladio Carrión – “Hello Bitche$ (Remix)”
Som tak for tilliden leverer Carrión et af de bedste tracks på Maldades med sin kantede, tosprogede vokal, der med sensuelle undertoner lukker ned for sine konkurrenter.
Niña Dioz featuring Lido Pimienta and Ceci Bastida – “Tambalea”
Queer-kunstneren fra Monterrey er en iskold rapper med et stramt flow, hvis tekster trækker på hendes livserfaringer som latinx-kvinde. På det her track får hun hjælp fra den Polaris Music Prize-vindende kunstner Pimienta.
De La Ghetto featuring Fetty Wap – “F.L.Y.”
En latinamerikansk hiphop-legende finder sammen med trap-romantikeren fra New Jersey og krænger sjælen ud på et poppet track, der går efter bedste sendetid i radioen.
Miky Woods featuring Bad Bunny – “Estamos Clear”
Den puertoricanske duo trækker tråde til alt mellem himmel og jord på det her track – fra basketball og wrestling til gangstere fra både fortid og nutid.
