Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK.
For 42 år siden pjækkede Brad Elterman fra skole og kørte ud til et studie i Los Angeles for at forsøge at fotografere David Bowie. Han fik sit billede, der førte til en artikel i Creem Magazine og begyndelsen på en stor karriere, der kom til at revolutionere måden, rock ‘n’ roll blev dokumenteret på. I stedet for det typiske koncertfoto tog Elterman sit kamera med backstage og ud på gaden for at tage billeder af nogle af tidens største stjerner i hverdagssituationer – mens de kørte bil, spiste pomfritter, gik på tønden og generelt bare var almindelige mennesker. Næsten et halvt århundrede senere fandt Elterman (der før har bidraget til VICE) en stak af sine gamle negativer på eBay. Han købte dem tilbage og genoplevede fordums hæder.
Videos by VICE
Jeg havde for nyligt fornøjelsen af at tale med Elterman om at hænge ud med rockens største stjerner og de ting, han savner fra sin storhedstid.
VICE: Hvordan havnede billederne på eBay?
Brad Elterman: Tilbage i 70’erne, da jeg tog vildt mange billeder, sendte jeg farvenegativer og sort-hvid tryk ud til magasiner over hele verden – jeg arkiverede også mine sort-hvid-negativer. For et par år siden var jeg i Tokyo og besøgte Shinko Music, som udgav magasinerne Music Life og Rock Show. De trykte alt, jeg sendte dem, og jeg arbejdede som deres korrespondent i Los Angeles. Da jeg ankom, fandt jeg kun en gammel sikkerhedsvagt. Han fortalte mig, at stedet havde lukket for længst, og han anede ikke, hvor arkivet var. Det er ikke den eneste gang, det er sket. Samtlige medier, jeg arbejdede med i 70’erne, er forsvundet, og deres arkivmateriale er også borte. En masse billeder, der ikke var digitaliserede, blev bare smidt i skraldespanden.
Hvor meget går de for på eBay?
Jeg købte nogle af mine gamle farvediasser for 130 kroner, og korrekturarket kostede 450 kroner. De havde større betydning for mig end for nogle af de andre, der bød på dem, så prisen generede mig ikke. Det er lidt som at betale en findeløn. Nogle af billederne var opført med den forkerte billedtekst – sælgeren anede ikke, hvad han sad med. Jeg købte alle mine negativer af Neil Young fra en koncert i 1976. Det var ikke bare typiske koncertbilleder. Stephen Stills dukkede op på scenen og gav et ekstranummer sammen med Neil Young, og de to gav hånd. Det var ikonisk. Jeg måtte bare have de negativer tilbage.
Hvor var du i dit liv, da du tog billederne?
Jeg var bare en knægt. Det første billede, jeg tog af David Bowie, ændrede mit liv. Før jeg tog det billede, var der en lille stemme i hovedet, der sagde, “Nu brænder du nogle broer, og folk vil nok se ned på dig,” men jeg havde stadig modet til at gøre det. Når man er teenager, tager man bare en dyb indånding og gør det. Efter mit billede kom i Creem, fik jeg masser af arbejde. Jeg tog min studentereksamen og begyndte at læse på Cal State Northridge. Jeg endte med at droppe ud, fordi jeg havde så meget arbejde, at jeg slet ikke kunne følge med.
“Jeg var aldrig den typiske rock ‘n’ roll-fotograf. Jeg gad ikke tage billeder af en, der stod med sin guitar. Jeg var ikke interesseret i de der generiske koncertbilleder. Jeg tog billeder backstage.”
Hvad overraskede dig mest ved at gense de billeder?
De mindede mig om, hvor produktiv jeg var som teenager – jeg var lidt som en maskine. Der er lagt så meget arbejde i de billeder. At tage billederne var den lette del. Jeg begyndte aftenen med at finde ud af, hvor bandsne skulle spille. Sidst på aftenen efter koncerten, når alle festede eller var gået i brædderne, så skyndte jeg mig hjem for at fremkalde billederne, inden jeg gik i seng. Adrenalinsuset var så intenst, at jeg ikke kunne sove. Min mor var maler, så jeg lavede en del af hendes atelier om til mørkekammer. Om morgen kom min mor ned og sagde, “Ad, hvem er ham der?” Men hun støttede mig altid og kom med forslag til, hvordan jeg kunne forbedre mit arbejde.
Hvem var du mest optaget af at fotografere i halvfjerdserne?
Jeg var aldrig den typiske rock ‘n’ roll-fotograf. Jeg gad ikke tage billeder af en, der stod og holdt på en guitar. Det gjorde alle andre dengang. Jeg var ikke interesseret i de der generiske koncertbilleder. Jeg tog billeder backstage. Det er der, man får de gode billeder, der fortæller en historie. Det var den slags billeder, magasinerne var interesserede i.
Jeg ville tage billeder af alt, der var nyt. Alle de nye, fede bands, jeg læste om i de britiske magasiner som Sounds, NME og Melody Maker. En dag fik jeg besøg af Steve Jones fra Sex Pistols og tog billeder af ham, mens han svømmede i poolen. Da jeg først begyndte, var min store drøm at tage billeder af Bob Dylan. Det, at han sjældent gik ud og ikke ville fotograferes, gjorde ham bare mere spændende. Min karrieres højdepunkt var, da jeg mødte Bob, og han bad mig tage et billede af ham sammen med Robert De Niro backstage på Roxy i 1976.
Hvilke billeder stikker ud for dig?
Dem, jeg har taget af Joan Jett. Hun var min største inspiration. Hun var så karismatisk foran kameraet. Vi var begge to generte, men jeg fik en del selvtillid af tage de portrætbilleder.
Hvilke følelser vækker det i dig at se dem i dag 40 år efter?
Det er meget følelsesladet. Jeg var teenager, da jeg tog de billeder, og i dag er jeg 60. Billederne minder mig om min ungdom. Nogle af de folk, jeg har fotograferet, er her ikke længere. Især mine helt gamle billeder inspirerer mig. Jeg arbejder på et filmmanus for tiden, der handler om at være fotograf i halvfjerdserne. Når jeg ser billederne, tænker jeg tit, “Det kan jeg bruge til filmen!”
Hvordan har Los Angeles forandret sig siden da? Er der sket meget?
Los Angeles er en verdensklasse-by. Drømmerne er her stadig, men de kommer og går. Kun få af de steder, hvor jeg hang ud, eksisterer i dag. The Whiskey og Roxy er her endnu. Det samme gælder Rainbow Bar and Grill. Klubberne ligner sig selv, men mine venner er væk. Engang var jeg den yngste i lokalet, og jeg kendte alle. Nu er det stik modsat. Jeg er nok meget påvirket af det vilde liv, jeg førte. Jeg går sjældent til koncert i dag, men jeg er ikke blevet eneboer. Jeg tog billeder af Sunflower Bean for nyligt, og det var helt surrealistisk at være backstage sammen med dem. Det var det samme lokale, jeg havde stået i sammen med Bob Dylan og Robert De Niro over 40 år tidligere.
Har din stil og din indstilling til dit arbejde ændret sig?
Nej, slet ikke. De fleste redaktører i dag siger, jeg bare skal gøre, som jeg plejer og tage billeder, som om jeg var tilbage i 1977 sammen med Joan Jett.
Følg Brad Elterman på Instagram.
