Første gang, jeg møder Hjalte Ross, er på trappen foran Stengade på Nørrebro. Sammen med Uffe “Guf” Lorenzen bruger jeg ham som case i en artikel, jeg er ved at skrive om psykedelisk musik i Danmark, fordi han på det tidspunkt er frontmand i den aalborgensiske psychgruppe Eli. Han virker cool og nede på jorden og genbekræfter i et eller andet omfang min tro på vores generations forhold til instrumenter og akustisk musik.
Et år senere får jeg et personligt brev fra Hjalte – ikke en email, der går i ét med de tusindvis af andre emails med ny musik, der oversvømmer min indbakke – et decideret brev. Han har været på et analogt eventyr. I grove træk en rock-version af plottet fra Pixar-filmen Up. Eller – okay, den har jeg faktisk ikke set, men det virker, som om den handler om en sød gammel mand og en knægt, og det er også tilfældet her. 21-årige Hjalte Ross spiller nemlig ikke længere under navnet Eli. Han har lavet sin første soloplade under eget navn i intimt samarbejde med den 78-årige producer John Wood, der er ikoniseret for sit arbejde med alle fra Cat Stevens og Pink Floyd til Syd Barrett og Nick Drake. Og den nye plade er fucking god.
Videos by VICE
Ved første gennemlytning af albummet virker det underligt bekendt. Sjælefuldt, fløjlsblødt guitarspil smelter sammen med en varm, uskyldig, engelsksproget vokal og transporterer os tilbage til de akustiske, bekymringsfri 60’ere og 70’ere. Det er ikke musik, der holder dig i spænding, mens du forventningsfuldt venter på et hook. Før du får tænkt dig om, står du derimod ansigt til ansigt med dig selv og har drømt dig væk i et dilemma, du ikke vidste, du gik rundt med.
Det minder om Kurt Vile, men mere eksistentielt end happy-go-lucky. Indeni føles det, som om jeg hører Oasis eller R.E.M. – ting, mine forældre hørte, da jeg var barn – men samtidig som noget helt nyt. Musikken er unægteligt godt skruet sammen, men det er hans mangel på skjulte dagsordener og pressestrategi, der er umuligt at ignorere. Han har ikke engang en Facebook-side. Han vil bare gerne spille sine sange for dig.
Er vi ekstra sentimentale omkring nostalgiske, musikalske eventyr, fordi vi lige har set den der pissefede Quincy Jones-dokumentar på Netflix? Måske. Eller måske har det bare skærpet vores sanser over for, hvor fremragende det egentlig er med et friskt, analogt pust til den stressende, støjfyldte digitale musikjungle.
Titeltracket, “Embody”, er en af de der sange, du ikke behøver at have hørt før for at spejle dig i den. “Falling” er melodisk, sjælesøgende, higende guitar-leg. Og nåh ja, fik vi nævnt, at det er Simon og Oskar fra Kogekunst, der er hans backing-band? Vi ved det godt. Det er næsten for godt til at være sandt.
Hjalte Ross’ debutalbum er lige udkommet. Du kan faktisk høre det herunder. Og mens din dag bliver bedre, og du overvejer, om akustisk musik i Danmark har fundet sin Dalai Lama, kan du scrolle videre og læse den samtale, vi havde med Hjalte, da vi inviterede ham på kaffe for at forstå, hvordan han gik fra Sebbersund i Aalborg til at dele producer med Pink Floyd:
Noisey: Hey Hjalte. Fortæl lidt om din musikalske baggrund.
Hjalte Ross: Jeg kommer fra en stor familie med tre søskende. Ingen af dem spiller musik. Mine brødre spiller fodbold. Jeg ved ikke, hvor det startede. Kim Larsen og Flemming Bamse – det var de to cd’er, jeg havde. Og en boomblaster. Jeg gik på en bonderøvsskole, hvor alle spillede fodbold. Og hvis man ikke gjorde det, var det det klassiske med, at man skulle være lidt anderledes og have grydehår eller et eller andet shit. Jeg havde et band på efterskolen, et 70’er-inspireret rockband. Vi spillede faktisk i København på Drone. Og til Copenhagen Psych Fest. Det var faktisk grineren nok, Det var inden, vi var fyldt 18.
Hvor startede din rejse hen imod det her album?
Det startede med, at jeg blev student sidste sommer. Jeg havde ikke planer om noget, og alle andre skulle ligesom til Asien og backpacke. Jeg gad ikke sidde og kigge på det på Snapchat og Instagram, så det slettede jeg. Det er heller ikke mig at være selvpromoverende.
Men tror du, at du kan nå lige så langt ud med din musik uden at prioritere en tilstedeværelse på sociale medier?
Næh, egentlig ikke. Der er mange, jeg kender – bookere og folk i forskellige bands – der siger, at det er at skyde sig selv i foden. Men det har ikke forhindret mig i at være true mod mig selv. Jeg er meget gammeldags. Jeg kan også bare selv virkelig godt lide at finde og opdage musik. Med Eli-projektet skulle vi hele tiden poste ting, og det skulle altid ned i en boks. Jeg gad ikke, at vi skulle blive Soundvenue-darlings og ende på en liste over, hvor upcoming vi var. Det ville være fedt, hvis man bare kunne få lov at være til. Og lave musik. Hvis folk kan lide det, er det mega nice. Hvis det kommer langt ud, er det nice. Og hvis ikke, betyder det ikke, man skal ændre på det.
Hvordan kom John Wood ind i billedet?
Jeg havde købt en gammel spolebåndoptager, som jeg optog en demo på. Nye sange, der endte med at blive til Embody. Det var ikke en god spolebåndoptager. Men jeg kunne godt lide, at man ikke sad ved en computer og ændrede det. Man indspillede i én omgang, og så var det ligesom det. Jeg indspillede så båndet på computeren, så det bare lød som båndet, og så sendte jeg det til ham. Jeg fandt en mail på ham på nettet.
Hvad skrev du?
“Hvordan vil du råde mig til at gøre det her?” og sådan. Og at jeg kun sendte det til ham. Han har lavet nogle plader, hvor han især har fået den akustiske guitar til at lyde vanvittigt godt.
Og det svarede han bare på?
Han var virkelig cool og kontant. En måned før jeg skrev, var han åbenbart kommet ud af et forhold, som han havde været i i 30 år. Han har heller ikke været i musikbranchen de sidste 30 år. Han har haft en bed & breakfast i Skotland. Men han havde ikke noget at lave nu her. Så han ville da gerne lave pladen, hvis det var.
Wow, cool.
Jeg var hurtig til at svare igen, fordi jeg var virkelig op at køre over det. Men stadig skeptisk. Jeg svarede, at det ville være det vildeste…men at jeg ikke havde nogen penge. Så svarede han, at han havde nogle kontakter i Abbey Road og nogle andre studier i London, og de havde de og de priser…men det var stadigvæk vanvittigt. Næsten 200.000 for en uge. Så jeg skrev bare tilbage: “Tak, fordi du svarede, men det kan ikke blive til noget.”
Hvad skete der så?
Så svarede han, at hvis jeg kendte et sted i Danmark, kunne vi også gøre det der. Så jeg ledte efter et studie, der ville give mening. Jeg ledte faktisk meget her i København. Så jeg ved ikke, hvordan jeg kom på idéen, men der er et gammelt studie i Nibe, fem kilometer fra hvor jeg bor. Det er et fedt studie, meget gammeldags. Jeg tror, det er en af de eneste studier, hvor man må ryge indenfor. Det hedder Dreamland. Allan Olsen, Lars Lilholt, Johnny Madsen og sådan nogle har indspillet derinde.
Hvordan havde han det med Dreamland?
En af de ting, jeg godt kan lide ved ham, er, at han arbejder med, hvad han har. Så han spurgte bare lidt ind til, hvad der var i studiet.
Så nu var du i dialog med John Wood om det her Johnny Madsen-studie?
Ja, John bekræftede så, at det lød fint nok. Så blev det ekstrafedt, da vi skulle se på hotel til ham. Mine forældre sagde, at vi bare kunne bo hjemme ved dem. De havde bare planer om at være i haven hele ugen. Det var i påsken her i år.
Hvor hyggeligt.
Det var rigtig hyggeligt. Han fik lov til at bo på mit værelse. Jeg boede på min søsters gamle værelse.
Men du fik også en stor sessionmusiker til at hjælpe med pladen?
Jeg skrev til John tilbage i september sidste år. Og så mødte jeg ham faktisk i London i december. Jeg havde fået sådan noget DPA-støtte, så jeg havde en lejlighed der med et lille studie, hvilket jeg var virkelig taknemmelig for. Der hookede jeg op med sessionmusikeren Steve Turner. Jeg havde troet, at han ville være pissedyr, fordi han er sådan en, der har lavet arrangementer for Michael Jackson, Beyoncé og sådan nogle poppede ting. Lige nu er han på verdensturné med ham fra Electric Light Orchestra. Men nu havde jeg haft held med John, så jeg skrev bare til Steve Turner, at jeg gerne ville have hjælp til at lave de her strygearrangementer, fordi det kunne jeg ikke finde ud af. Jeg havde musik på gymnasiet, men det kunne jeg kun lige bestå med 02. Men jeg har aldrig mødt så sødt et menneske. Han skrev, at det var fedt med John Wood, og det ville han da gerne. Så lavede vi strygearrangementerne, selv om han stort set ikke fik noget for det.
Hvordan var din kommunikation med John i studiet?
Det var ret vildt. Da jeg først mødte ham i London, var jeg starstruck. Dér sad han, mit store idol. Jeg har før prøvet at indspille med danskere, som jeg synes var ret pro, men jeg har aldrig følt mig så komfortabel som med John. Han er superglad for at snakke og har bare så mange gode historier – sådan noget med at sidde og sniffe coke på studiebordet med John Cale fra Velvet Underground. Og hvordan han fortrød at have sagt nej til at arbejde med en ung dame fra New York, efter han havde indstillet sin karriere, som viste sig at være Patti Smith med sin første plade. Hver aften sad vi bare og drak rødvin efter aftensmaden, og der kom de gode historier. Det var der, man blev starstruck. Men ikke i studiet. Der var bare en god connection frem og tilbage.
Hvad var det vildeste ved hans professionelle teknik?
Når vi sad og indspillede vokal, var jeg vant til at synge noget tre gange og tænke: “Der er nok noget fint der, vi går videre”. Men han sad hver gang, selv om der måske var 15 takes, og tog brillerne af og lyttede med lukkede øjne. Og så kunne han huske alle 15, og hvad der var godt. Jeg gider ikke engang selv at høre på mig så mange gange.
Hvor meget var han med til at forme Embody?
Det ændrede sig ikke så meget. Jeg var også meget besluttet på, at jeg var glad for mine sange, som de var. Så der skulle ikke gøres alt muligt, der skulle ikke leges. Og det var John helt forstående over for, hvilket var ret fedt.
Så I indspillede pladen i Danmark.
Ja, og så tog jeg over til ham i Aberdeen i en uge, hvor vi mixede den. Det var meget anderledes end studiet. Der var ikke nogen stress, nu skulle vi bare sidde og pudse det. Og så ændrede hans historier sig. Det var ikke længere de her skøre og sindssyge oplevelser – i stedet var det om hans børn, børnebørn og hans liv. Det var der, vi virkelig blev gode venner. Vi var jo sammen 24/7 i to uger.
Har du noget indtryk af, hvad jeres projekt sammen har betydet for ham?
Jeg har aldrig haft en bedstefar før, så på en måde følte jeg, at han var en sej bedstefar. Vi kørte jo også rundt i Nordjylland sammen og tog på bar en aften, når nu han ikke var der for pengenes skyld.
Hvad bestiller han?
Han skulle bare have en øl. Eller et glas vin. Han var meget glad for vin.
Hvor vil du gerne være om fem år?
Da Kim Larsen døde, kom jeg til at tænke på, at alle kender ham, om man er håndværker eller fin på den. Sådan ville jeg gerne have, folk fik det med min musik. Jeg vil ikke ændre på noget, for at komme længere ud. Jeg kunne godt tænke mig at kunne komme ud i udlandet med det.
Tak for snakken, Hjalte.
Embody kan høres på streamingtjenester og købes på vinyl. Den findes også i et begrænset antal transparente vinyler, der kun kan købes via Wouldn’t Waste Records .
Se også:
