Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey Canada
At være musiklytter i 2002 var en bizar oplevelse: Rocken dødsrallede igennem post-grunge og fremkomsten af blogger-venlig indierock, mens poppunken slog begge på markedet. Elektronisk musik var på vej ned efter ravefesten i slutningen af 90’erne og opdagede sin følsomme side gennem Four Tet og et hav af IDM-kunstnere. I mellemtiden herskede Roc-a-fella og The Neptunes i hiphop-universet. Rap-rock var også en ting. Men den største stjerne af dem alle var Eminem.
Videos by VICE
Det føles ikke helt rigtigt at henvise til The Eminem Show som et album, der tematisk kæmper med berømmelsen som eksistentielt problem – The Slim Shady LP havde allerede gjort Eminem berømt, og The Marshall Mathers LP havde allerede behandlet den berømthed – men måden hvorpå Em blev fuldstændig allestedsnærværende efter Marshall Mathers, tror jeg, oversteg selv hans egne forventninger. Albummet var fyldt med ego, tvivl og historier om selvdestruktive vaner. Midt i kaosset fandt man en lille oase, en højtidelig ballade, der på besynderlig vis fortolkede Aerosmiths “Dream On”. Hvorvidt Em eller medproducer Jeff Bass mente samplet som en hyldest til Run-DMC eller bare gav en gammel slager Puff Daddy-behandlingen er uklart, men konsekvenserne af den kunstneriske beslutning kan ikke overvurderes, især hvis man er en hvid rapper eller en, der lytter til hvide rappere. Den ærlighed, der fungerer som en tematisk bjælke i “Sing for the Moment,” resulterede i en højst problematisk udvikling inden for genren.
Men vent nu lige. Jo, “Lose Yourself” blev helt afgjort det største hit. Det var den karriere-afgørende single, der sparkede butt-rap-bølgen i gang, men frøet var allerede plantet, før Joe Perry begyndte at tracke sin guitarsolo. “Sing for the Moment” er en af Eminems “alvorlige” sange. Han taler sin egen sag – om hvordan rap, især den variant han selv står for, er en stemme for udsatte unge, som han engang selv var. Teksten er ligefrem og strippet for fandenivoldske, popkulturelle referencer, der ellers præger meget af hans tidligere arbejde. Den seriøse Eminem – Marshall Mathers – havde før gæsteoptrådt på sange som “The Way I Am,” men han havde aldrig før talt så direkte til sit publikum.
Em havde uden tvivl til hensigt at legitimere andre rapperes arbejde med “Sing for the Moment,” i hvilken han maler et portræt af utilrettede unge med bandanaer om hovedet og hængerøv i bukserne, der er “hvide forældres mareridt,” men på samme tid forsøger han at vise, at rap er mere end bare “våben, kællinger og biler,” hvad der ellers var den almindelige opfattelse. Ved at benytte et beat, der ikke kan danses til, fjernede han alt, der var let og underholdende ved musikken, og det var noget, der appellerede til et crossover-segment af vrede, angstfyldte rockfans. Ems mareridtsagtige spejlverden var betryggende, fordi han spædede mordlysten op med sange som “Sing for the Moment.” Det er sang, der gav udtryk for hans egne erfaringer: “I’m just as fucked up as you are, so follow me.” Og det er helt i orden, for det er primært den funktion, rap historisk set har haft. Det har altid været en udvej, for folk der ikke har en udvej.
Men som han selv siger på “White America”, så resonerede Ems stemme bedst med blåøjede, lyshårede mennesker som ham selv, og selv om de kan have det hårdt, har de det ikke værst. Han bruger en del tid i samme sang på at hudflette sine egne privilegier – noget mange har glemt eller nægter at anerkende – men da var det allerede for sent. De temmelig mondæne bekymringer, som plager hvide amerikanere, havde fået en stemme og en kontekst at optræde i: Seriøse kunstnere, der blotlagde deres følelser i håb om at inspirere andre. Og ved at levere en hårdtpumpet rocksang overflødiggjorde Em ethvert behov for, at nogle af næste generations Shady-disciple gjorde deres output radio- eller klubvenligt. De skulle bare se vrede ud og lade være med at smile.
Det er en fremgangsmåde, der stadig eksisterer i dag. En af de største rap-bangers over de sidste par år var G-Eazy’s “Me, Myself, and I,” – en sang, der nærmest ikke har nogen rytmisk puls og grundlæggende er præget af begravelsesstemning. Det er bare en popsang om en fyr, der gerne vil have plads i sit liv, men leveringen er super selvhøjtidelig og vil gerne lyde som en Kendrick Lamar-sang. Det er alt sammen “Sing for the Moments” skyld. Den overdrevet følelsesmæssigt oprigtige og anæmiske sang med et rockagtigt beat er hvid rap. Det er rap, for folk der ikke kan lide rap, og det underbygger en opfattelse af, at rap kun er legitim kunst, når det lyder rigtig alvorligt, er superteknisk og måske også byder på akustisk guitar.
Hvis, som Vince Staples og Mac Miller siger, “hvid rap” er en “fjollet” genre, så er “Sing for the Moment” dens helt egen “Johnny B. Goode.” Det repræsenterer det øjeblik, hvor formen blev støbt. Herefter ser vi eksempler som Asher Roth, der forklæder sin American Pie-agtige bro-stemning i sentimentale gevandter på “Say It Ain’t So” (eller var det John Mayer?), og Machine Gun Kelly, der på bombastisk vis laver et akustisk cover af en Rise Against-sang. Hvorfor skal beerpong pludselig være dybt? Hvordan går man fra det om muligt hårdeste Southside-beat til alternativ rock? Fordi det er dybt, mand (ikke sandt?) Logic, hvis far er sort, og mor er hvid, laver ikke desto mindre hvid rap, fordi han behandler sin musik som en sur pligt, da det hovedsageligt er klaverballader. Det er åbenbart lidt et krav, at man er humørforladt og selvhøjtidelig, hvis man er en hvid rapper.
Det var sikkert ikke Eminems hensigt, men “Sing for the Moment” skød trenden i gang. Dens eftermæle er en hel subgenre, der er rettet mod folk, der ikke hører rap, og den eksisterer fuldstændigt uafhængigt af mainstream genrekonventioner. Og derfor er denne type af “hvid rap” med til at underminere rap, fordi den antyder, at kun en hvid stemme, der rapper over et guitartrack, kan overbringe musikkens seriøse budskab. Det er et skisma, der blandt andet har ført til succes for kunstnere som Lil Dicky, der ikke rigtig kan udleve sin musikalske rolle, fordi hans udtryk i forvejen er proppet med ironisk distance. Men hans eksempel er selvfølgelig ikke en dom over samtlige hvide rappere – Mac Miller, the Beastie Boys og mange andre beviser, at al hvid rap ikke nødvendigvis falder inden for de samme rammer. Hvad ville der ske, hvis hvid rap pludselig besluttede sig for at blive en del af det større rapspektrum? Hvem ved. De sarkastiske og splittede holdninger til det nærmest legendariske Drake-diss fra Em har bekræftet, at sidstnævnte hører en svunden tid til, men alligevel fremhæves han som rappens ypperste udøver af alle Slim Shady-typerne, der følger ham. Eminem, rapdrengen, der blev til rapguden, kan ikke længere redde rappen, fra det monster han selv har skabt.
